Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fire dage i november

Oprindelig forfatter NFC

Grønttorvet (den nuværende Israels Plads) i København blev i midten af november 1918 scenen for de voldsomste sammenstød mellem militante arbejdere og myndighederne i vor historie. FS og SAP indkaldte til et møde søndag den 10. for at protestere mod den fortsatte fængsling af den revolutionære bevægelses ledere. „Da klokken var halvtre frembød Grønttorvets store plads et mægtigt folkelivsbillede, et bølgende menneskehav af mænd og kvinder, hoved ved hoved og skulder ved skulder.” Mindst 50.000 mente Klassekampen i sit referat. Fra fire talerstole lød begejstrede hyldesttaler til den sejrrige tyske revolution og indtrængende krav om løsladelse af de fængslede. Fra mødet udgik et ultimatum til regeringen. Var de fængslede ikke løsladt senest dagen efter, ville der blive iværksat en 24 timers generalstrejke onsdag den 13. Resolutionen sluttede advarende:

"Arbejder- og soldaterrådene dominerer nu i det meste af Europa.
Magten er i arbejdernes hænder!
Endnu en gang:
Er der langt fra Berlin til København?"

Selve mødet forløb i ro. Politiet forholdt sig afventende i gaderne omkring pladsen. Men efter mødet standsede nogle demonstranter sporvognene på Frederiksborggade i vrede over, at sporvejsfunktionærerne ikke ville følge strejkeparolen. Så huggede politiet ind på mængden, og alt opløstes i vild forvirring.

Annonce

I de følgende dage mobiliserede de revolutionære på arbejdspladserne både i København og provinsbyerne. Socialdemokratiet og DsF gik i modaktion og udsendte en advarsel til samtlige fagligt organiserede arbejdere mod at lade sig vildføre. Organisationerne skulle „ikke være ansvarsløse personers tumleplads for formålsløse eller skadelige eksperimenter”. Om tirsdagen gik der demonstrationstog af arbejdsløse gennem de københavnske gader til de større arbejdspladser for at agitere for arbejdsnedlæggelse og deltagelse i mødet den 13. Om det fortæller Johs. Sperling:

"Og så oprandt dagen den 13. En lang række fag, særlig i København, Århus, Randers, Esbjerg og Odense, gik i 24 timers strejke … Det blev igen et meget stort møde kl. 12 på strejkedagen … men ikke nær så stort som søndagsmøderne. Mødet forløb egentlig i ro og orden, og uden at en betjent viste sig. Mod mødets slutning blev der ballade på Frederiksborggade, hvor mange strejkende kom i diskussion med sporvejs-folk … og ret hurtigt blev vogne stoppet af store menneskeskarer."

Sperling blev lagt i bunden af en skovvogn med fem tykke betjente over sig. Derefter udviklede der sig mellem politi og demonstranter et voldsomt slag, der rasede i brokvartererne i tre dage. Klassekampens referat tegnede begivenhederne således:

"Fuldstændig fra koncepterne arrangerede de nu et blodbad, som er uden sidestykke i de sidste 40 års danske historie. Kvinder og børn og ganske tilfældige tilskuere bliver slåede i jorden af disse ansvarsløse, uniformerede knippelbevæbnede personer. Flere arbejdere styrter straks forslåede om i gadens sten, segnende under knippelslagene. Politiet lader dem falde og tramper på dem, mens folk i vild flugt styrter over Grønttorvet og ind i sidegaderne."

Selv om udtrykket et „blodbad … uden sidestykke” må skrives på agitationens konto, gik det utvivlsomt hårdt til. Over 100 politifolk blev såret, og flere hundrede arbejdere, kvinder og børn måtte på hospitalet. Omkring 50 blev arresteret, deriblandt Marie Nielsen og Thøger Thøgersen. De fik domme på 18 måneders forbedringshus.

FS's og SAP's ledelse blev hårdt ramt af disse arrestationer, og det svækkede i nogen grad deres kampkraft. Politisk begyndte de nu efter russisk og tysk mønster at opfordre til dannelse af arbejderråd som den revolutionære organisationsenhed. Massestrejker og demonstrationer havde vist sig ikke at føre til de ønskede resultater.

Mens der fortsat var høj strejkeaktivitet på de enkelte arbejdspladser, samlede venstrefløjen i 1919 interessen om forholdet mellem SUF og Socialdemokratiet.

 Johannes Sperling på taget af linie 15 i Frederiksborggade i forbindelse med uroen på Grønttorvet den 13. november 1918. Sperling berettede: „Om min egen andel i sagen, så kravlede jeg op på en af de standsede vogne med en rød ungdomsfane i hånden… Min senere kone, Louise, holdt mig i frakken og sagde: Lad være Johannes, du kan intet gøre – politiet er i aktion.” Og det fremgår tydeligt, at politiet er ved at få fat på Sperling.

Johannes Sperling på taget af linie 15 i Frederiksborggade i forbindelse med uroen på Grønttorvet den 13. november 1918. Sperling berettede: „Om min egen andel i sagen, så kravlede jeg op på en af de standsede vogne med en rød ungdomsfane i hånden… Min senere kone, Louise, holdt mig i frakken og sagde: Lad være Johannes, du kan intet gøre – politiet er i aktion.” Og det fremgår tydeligt, at politiet er ved at få fat på Sperling.

Krigens ophør i november 1918 fjernede efter SUF's opfattelse enhver begrundelse for en fortsættelse af den socialdemokratiske alliance- og kompromispolitik. Partiet burde vende tilbage til „den socialistiske klassekamps grund”, lade Stauning udtræde af regeringen, stemme imod alle militærbevillinger og afbryde al forbindelse med hoffet. Sådan lød det fra SUF's venstrefløj med Ernst Christiansen, Sigvald Hellberg og Johannes Erwig i spidsen, da ungdomsforbundet i påsken 1919 holdt kongres. Den viste imidlertid, at forbundet var delt i to næsten lige store grupper. Et stort mindretal afviste de opstillede krav. Da de derefter udsendtes til urafstemning, var der et betydeligt flertal for den hidtidige ledelses resolution.

I de følgende måneder skærpedes tonen i debatten, og internt i SUF blev modsætningerne uddybet, blandt andet forårsaget af uenighed om holdningen til den nydannede kommunistiske (3.) Internationale. Hvis venstrefløjen i SUF havde næret forventninger om at kunne dreje moderpartiet i revolutionær retning, blev den grundigt skuffet. På partikongressen i oktober 1919 stillede Socialdemokratiet sig trods en militant antikapitalistisk sprogbrug ubetinget på det parlamentariske demokratis grund. Alle forslag om Staunings udtrædelse af regeringen og brud med linien fra 2. Internationale afviste de delegerede med massivt flertal. Syndikalisme og bolsjevisme repræsenterede kampformer, der ikke havde nogen som helst hjemmel i Danmark.

 Den første politibil under udrykning. Efter stormen på Børsen havde politiet lejet en udrykningsbil, som dag og nat stod klar i Domhusets gård. I løbet af 1918 blev der rig lejlighed til at sætte den ind, og i januar 1919 fik politiet bevilling til at købe bilen. Udrykningerne vakte stor opmærksomhed i offentligheden, og folkeviddet døbte snart bilen „badekarret”.

Den første politibil under udrykning. Efter stormen på Børsen havde politiet lejet en udrykningsbil, som dag og nat stod klar i Domhusets gård. I løbet af 1918 blev der rig lejlighed til at sætte den ind, og i januar 1919 fik politiet bevilling til at købe bilen. Udrykningerne vakte stor opmærksomhed i offentligheden, og folkeviddet døbte snart bilen „badekarret”.

SUF led i alle spørgsmål sviende nederlag, og for ledelsen var der ikke tvivl om, at konsekvensen måtte være et brud med dette „usocialistiske og intolerante, af en borgerlig lederklike misregerede parti”. Ved en ny urafstemning mønstrede venstrefløjen et flertal for at bryde endegyldigt med Socialdemokratiet. Det indebar samtidig en sprængning af SUF. Venstrefløjen grundlagde den 9. november 1919 Danmarks venstresocialistiske Parti (VSP), mens højrefløjen i februar 1920 stiftede en ny ungdomsorganisation inden for Socialdemokratiets rammer, Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DSU).

I efteråret 1919 var SAP blevet splittet på en strid om holdningen til parlamentarisk arbejde. Modstanderne af valgdeltagelse, bl.a. Marie Nielsen og Martin Andersen Nexø, meldte sig ind i FS, mens tilhængerne blev optaget i VSP sammen med en del af det hensygnende uafhængige Socialdemokrati. VSP tilsluttede sig fra begyndelsen 3. Internationale og blev i 1920 kernen i den reorganisering af venstrefløjen, der afsluttedes med dannelsen af Danmarks kommunistiske Parti.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Fire dage i november i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306226