• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den politiske venstrefløj

Oprindelig forfatter NFC

De socialdemokratiske partiers engagement i den nationale krigspolitik udløste overalt i Europa en kraftig opposition og uro blandt medlemmerne og i de ledende lag. Både tilslutningen til en krig, der blev betragtet som de imperialistiske borgerskabers anliggende, og de sociale problemer, som krigen affødte, fik stadig bredere kredse i de gamle arbejderpartier til at udfordre ledelsen med kritik og opposition. I 1916-18 gennemlevede socialdemokraterne så at sige i alle lande en splittelse, der nok i det ydre var foranlediget af modsætninger om krigspolitikken, men som i virkeligheden var følgen af dybereliggende modsætninger om socialistisk strategi og taktik.

Lenins gradvise opbygning af en ny international, revolutionær sammenslutning og den bolsjevikiske revolution i Rusland i efteråret 1917 blev gradvis det alternativ til den klassiske socialdemokratiske reformisme, som mange oppositionsgrupper i de enkelte lande så hen til. I vore nabolande skete der partisplittelser, der fik afgørende indflydelse på den politiske udvikling herhjemme.

 Ved Socialistisk Ungdomsforenings 1. maj-demonstrationer under krigen medbragtes hver gang bannere med parolerne „Knæk Sablen! Bryd Kronen! Styrt Kirken!”. Ved flere lejligheder greb politiet ind for at få fat på dem. I 1918 blev der rejst tiltale mod den københavnske ledelse efter straffelovens oprørsparagraf, der kunne medføre fængsel på livstid og mindst tre år. Arrangørerne blev frikendt af Højesteret, og ved den følgende maj-demonstration medbragte SUF denne hilsen til politiet.

Ved Socialistisk Ungdomsforenings 1. maj-demonstrationer under krigen medbragtes hver gang bannere med parolerne „Knæk Sablen! Bryd Kronen! Styrt Kirken!”. Ved flere lejligheder greb politiet ind for at få fat på dem. I 1918 blev der rejst tiltale mod den københavnske ledelse efter straffelovens oprørsparagraf, der kunne medføre fængsel på livstid og mindst tre år. Arrangørerne blev frikendt af Højesteret, og ved den følgende maj-demonstration medbragte SUF denne hilsen til politiet.

Det tyske Socialdemokrati blev 1916-17 delt i en flertalsfløj, der fortsat støttede krigspolitikken, og et mindretal, Det uafhængige Socialdemokrati, der agiterede mod den fortsatte krig. Sidstnævnte rummede også en revolutionær fløj, Spartakusgruppen. Selv om flere og flere af dens ledere, blandt andre Rosa Luxemburg, havde stærke forbehold over for dele af Lenins revolutionsopfattelse, sluttede den sig til den bolsjevikiske revolutionære linie og blev i 1918 kernen i det nydannede tyske Kommunistparti.

Annonce

Forholdene i Sverige og Norge havde større direkte indflydelse på udviklingen i Danmark. I Sverige blev der i 1917 dannet et socialdemokratisk Vänsterparti, der hurtigt blev den danske venstrefløjs vigtigste internationale partner. Året efter udvikledes situationen i Norge ganske dramatisk, idet en venstrefløj af syndikalister og revolutionære socialister vandt flertallet i Arbeiderpartiet og søgte optagelse i den nye kommunistiske internationale.

Den danske venstrefløj var i krigens første år svag og bortset fra syndikalisterne uden alternative forestillinger i forhold til Socialdemokratiets politiske linie. Samlingspunktet var antimilitarisme og krav om ret til militærnægtelse. Her kunne syndikalister og unge oppositionelle fra den socialdemokratiske ungdomsorganisation SUF mødes om dannelsen af Foreningen for konsekvente Antimilitarister fra 1915. Der var intet lovmæssigt grundlag for militærnægtelse, og nægtere blev dømt som almindelige kriminelle. Skønt de standhaftige militærnægtere var ret få – Andreas Fritzner, der var en af dem, mener at de højst var 50 – skabte de og deres tilhængere blandt syndikalister og ungsocialister et voldsomt røre med demonstrationer og agitation blandt de indkaldte i sikringstyrken. Mange aktivister måtte en tur på vand og brød, og adskillige skabte uro i fængslerne. I 1917 blev Det radikale Venstre og Socialdemokratiet enige om at fremsætte en militærnægterlov, som gav mulighed for at aftjene civil værnepligt. Det dæmpede den antimilitaristiske agitation noget, men gav til gengæld plads for kontroverser om spørgsmål af langt større politisk rækkevidde.

 Socialistisk Ungdomsforening i Esbjerg, samlet efter demonstration i 1918. Faner og plakater er taget med inden døre, og parolerne demonstrerer tydeligt, hvor militante de unge socialister var blevet under krigen. I modsætning til de fleste andre jyske afdelinger af SUF var der i Esbjerg flertal for bruddet med Socialdemokratiet i 1918-19. Ved stiftelsen af det nye Venstresocialistiske Parti var der imidlertid nogen tøven. Formanden L. Rosendal udtrykte det således: „jeg går med til det nye parti… men jeg gør det forbandet nødigt.”

Socialistisk Ungdomsforening i Esbjerg, samlet efter demonstration i 1918. Faner og plakater er taget med inden døre, og parolerne demonstrerer tydeligt, hvor militante de unge socialister var blevet under krigen. I modsætning til de fleste andre jyske afdelinger af SUF var der i Esbjerg flertal for bruddet med Socialdemokratiet i 1918-19. Ved stiftelsen af det nye Venstresocialistiske Parti var der imidlertid nogen tøven. Formanden L. Rosendal udtrykte det således: „jeg går med til det nye parti… men jeg gør det forbandet nødigt.”

Internationale og hjemlige begivenheder og stridigheder var disse år så tæt sammenvævede, at det er vanskeligt at udskille afgørende enkeltfaktorer til forklaring af den danske venstrefløjs udvikling. Det var en historisk epoke, der vel bedst kan sammenlignes med det europæiske revolutionsår 1848 eller de for os mere nærliggende begivenheder, der er knyttet til årstallet 1968.

For en sen eftertid kan de hjemlige begivenheder tage sig ud som beskedne krusninger på en ellers rolig og i internationalt perspektiv harmonisk historisk proces. Ingen i samtiden var imidlertid i tvivl om, at alvorlige ting var i gære. Et blik ud over vore grænser kunne overbevise selv den mest nøgterne iagttager om, at tingenes orden ikke længere var givet. Den ene tilsyneladende solide statsmagt efter den anden blev blæst omkuld. Først zarens Rusland, som mange danske næsten følte sig i familie med. Dernæst faldt det tyske kejserdømme i november 1918, og republikken blev udråbt i det Tyskland, der længe havde øvet en bestemmende indflydelse på den danske udvikling. Hver dag bragte meddelelser om nye omvæltninger. Intet under at bekymrede borgere så det som en uafvendelig stormflod. Som viborgbispen A. S. Poulsen skrev i 1919:

"Nu er vi ovre den frygtelige verdenskrig. Men nu kommer der noget, der er mange gange værre. Nu bølger proletarerne frem som havet for at berøve ejendomsbesidderne deres ret til ejendom. Bolsjevisme, syndikalisme og spartakisme myldrer frem som havet, og den store del af befolkningen er i oprør."

 Forside af pjece mod værnepligten, udgivet i 1915 af Socialistisk Ungdoms Forbund. Antimilitarismen var det programpunkt, som venstrefløjsgrupperne uanset uenighed i øvrigt kunne samles om. Pjecen blev udsendt i 3000 eksemplarer. Dens forfatter, Niels Johnsen, blev tiltalt for overtrædelse af straffelov for krigsmagten og idømt to måneders fængsel. Han blev senere aktiv i Danmarks kommunistiske Parti og deltog i 1921 i grundlæggelsen af den røde faglige Internationale samt i den kommunistiske Internationales (Kominterns) 3. kongres i Moskva.

Forside af pjece mod værnepligten, udgivet i 1915 af Socialistisk Ungdoms Forbund. Antimilitarismen var det programpunkt, som venstrefløjsgrupperne uanset uenighed i øvrigt kunne samles om. Pjecen blev udsendt i 3000 eksemplarer. Dens forfatter, Niels Johnsen, blev tiltalt for overtrædelse af straffelov for krigsmagten og idømt to måneders fængsel. Han blev senere aktiv i Danmarks kommunistiske Parti og deltog i 1921 i grundlæggelsen af den røde faglige Internationale samt i den kommunistiske Internationales (Kominterns) 3. kongres i Moskva.

Og bekymringen var ikke meget mindre blandt socialdemokraterne. Samme år fandt den ellers så frygtløse Lyngsie, at

"vore bolchevikker og syndikalister vil trykke os i hånden en traktat fra den gale mand i Moskva, som i stedet for et paradis har skabt Rusland om til et helvede.

De vil i stedet for vore stærke organisationer give os en træsabel og en petroleumsflaske, så vi kan lave revolution."

Var en sådan frygt for ejendom og organisation så berettiget? Mange syndikalister i Danmark var utroligt aktive og frygtløse. Men bolsjevikker? Endnu i 1919-20 skal der ses godt efter for at finde revolutionære herhjemme af ren leninistisk observans. Tyngdepunktet i venstreoppositionen var den socialdemokratiske ungdomsorganisation SUF med dens ca. 10.000 medlemmer. Uden direkte at være repræsenteret ved de revolutionære gruppers internationale konferencer tilsluttede SUF's ledelse sig resolutionerne herfra mod krigen og socialdemokratiernes medvirken i krigspolitikken. Bolsjevikkernes videregående revolutionære mål delte de ikke. Deres bestræbelser var rettet mod borgfredspolitikken med en ubønhørlig kritik af Socialdemokratiet for at have opgivet væsentlige positioner af hensyn til samarbejdet med de radikale. Partiet skulle trækkes tilbage til 1913-programmets marxistiske grundlag.

Endnu ved natkongressen i 1916 om Staunings ministerpost undlod SUF's repræsentant, formanden Ernst Christiansen at stemme. Han beholdt sin plads i partiets hovedbestyrelse og SUF afviste at følge Gerson Trier, da han meldte sig ud. I de følgende år skærpedes modsætningerne mellem partiet og ungdomsorganisationen. Stauning måtte gang på gang gribe ind over for, hvad partiledelsen betragtede som brud på disciplinen og partiloyaliteten. Det var den fortsatte kritik af borgfreden, den antimilitaristiske agitation og navnlig SUF's stadig tættere forbindelser med de internationale revolutionære bevægelser, der vakte ledelsens vrede.

I holdningen til den russiske oktoberrevolution blev konflikten yderligere tilspidset. Oprindelig modtog partiet revolutionen med begejstring. Borgbjerg hilste den i vanlig højstemt stil velkommen:

"vi socialister genoplever ved synet af Den russiske Revolution Socialdemokratiets gyldne barndom, vi forstår, hvad der bruser i blodet på de 170 millioner, der gennem Lenins og Trotskys taler stifter bekendtskab med Marx og Engels' friske ungdomstanker. … selv om vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, så har vi inderst inde en sjæl, der fri for al ravnekrogs-fordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkeligt revolutionært i verden."

Begejstringen holdt dog ikke længe. Bolsjevikkerne opnåede ved valget til Nationalforsamlingen i januar 1918 kun et mindretal af repræsentanterne. Kort efter hjemsendtes forsamlingen, og proletariatets diktatur med bolsjevikkerne i spidsen blev proklameret. Det var et brud med den socialdemokratiske tradition for tilslutning til det parlamentariske demokrati og flerpartisystem, der omgående førte til afstandtagen fra alle de betydeligste socialdemokratiske partier i Europa, og det danske lagde ikke fingrene imellem i sin kritik.

SUF fastholdt trods forbehold over for partidiktaturet støtten til det revolutionære Rusland, og i efteråret 1918 kunne Ernst Christiansen på en rejse ved selvsyn og i samtaler med Lenin og andre ledende bolsjevikker få bekræftet den positive holdning. Andre fra SUF drog samtidig til Tyskland og fik kontakt med de revolutionære arbejder- og soldaterråd, der drev på for at videreudvikle den nyudråbte demokratiske republik til et socialistisk Tyskland, en udvikling som det tyske Socialdemokratis flertal bekæmpede hårdhændet i samarbejde med borgerskab og militær.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Den politiske venstrefløj i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306224