Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Statslånskrisen

Oprindelig forfatter NFC

De radikale og socialdemokratiske ønsker om at bevare den statslige indgriben på økonomiske og sociale områder deltes ikke af alle samfundslag. Tværtimod blev de årsagen til en udtalt politisk polarisering. Fra de store landboorganisationer, fra grosserernes, detailhandlernes og delvis industriens repræsentanter lød der straks efter krigsafslutningen enstemmige og højlydte krav om hurtig ophævelse af augustloven fra 1914 og afvikling af hele det såkaldte „rodeske regimente”. Venstre skærpede i disse år sine liberalistiske holdninger og støttede kravene ubetinget, mens de konservative var noget mere tilbageholdende. Partiet var svækket af den indre strid mellem Foss og Karstensen (se Middelklasse i dødskamp?) og havde i L. V. Birck en fortaler for fortsat kontrol med de største erhvervsvirksomheder.

I januar 1919 måtte finansminister Brandes erkende, at det han kaldte „det indenrigsministerielle sugerør i statskassen” havde skabt et gabende hul i finanserne. Forslaget til tillægsbevillingslov krævede dækning for 486 millioner kr., mere end tre gange så meget som de ordinære udgifter på finansloven. Alene Indenrigsministeriet tegnede sig for 303 millioner kr., hvoraf tilskuddene til fødevareordningerne slugte ca. 200 millioner. Til at dække disse efter datidens forhold svimlende beløb var skattevejen ikke farbar. Derfor fremsatte Brandes forslag om et indenlandsk statslån på 120 millioner kr.

 „En Aften i Lidenskabernes Selskab” kaldte Alfred Schmidt denne satire i Blæksprutten 1919 med tydelig henvisning til P.S. Krøyers billede „En Aften i Videnskabernes Selskab” fra 1897. Lyngsie fremviser syndikalistbacillen for alle koryfæerne i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Kasketdrenge eller cigaretdrenge var favoritskældsordene mod syndikalisterne. Rigtige arbejdere røg cigarer eller pibe, ikke de nymodens cigaretter, og rigtige arbejdere gik ordentligt klædt, ikke med den frække kasket.

„En Aften i Lidenskabernes Selskab” kaldte Alfred Schmidt denne satire i Blæksprutten 1919 med tydelig henvisning til P.S. Krøyers billede „En Aften i Videnskabernes Selskab” fra 1897. Lyngsie fremviser syndikalistbacillen for alle koryfæerne i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Kasketdrenge eller cigaretdrenge var favoritskældsordene mod syndikalisterne. Rigtige arbejdere røg cigarer eller pibe, ikke de nymodens cigaretter, og rigtige arbejdere gik ordentligt klædt, ikke med den frække kasket.

Forslaget udløste et dramatisk politisk opgør mellem regeringspartier og opposition. Oppositionen tog det som anledning til at rette et frontalangreb mod augustloven, „ministeriets livsnerve”, som J. C. Christensen kaldte den. Skulle statslånet bevilges, måtte regeringen acceptere, at augustloven blev tidsbegrænset, og at der iværksattes planer for dens afvikling. Med Ove Rode og J. C. Christensen som hovedkombattanter kom striden mere og mere til at forme sig som en forfatningspolitisk debat om forholdet mellem Folketing og Landsting. Hvis oppositionen ville bruge sit landstingsflertal til at sammenkæde de to forslag, ville Venstre efter Rodes opfattelse havne i den paradoksale situation, at partiet støttede sig på den landstingsparlamentarisme, som partiet havde bekæmpet gennem 30 år.

Annonce

Modsat foreholdt Christensen regeringspartierne, at Landstinget nu ligesom Folketinget udgik af almindelig valgret, og at Venstre ville bøje sig for et flertal i Folketinget, hvis det efter et valg blev bekræftet, at regeringen havde folkets flertal bag sig.

Hverken regeringspartierne eller de konservative ønskede valg, før valgloven, der begunstigede Venstre, var ændret. Da først Folketinget vedtog statslånet, og Landstinget dernæst fastholdt beslutningen om sammenkædning af de to spørgsmål, var situationen fuldstændig fastlåst.

Den 1. marts 1919 indgav regeringen sin afskedsbegæring til kongen med den begrundelse, at Landstinget begik „et utvivlsomt konstitutionelt overgreb og et uforsvarligt attentat på Folketingets frihed”. Folketingsvalg måtte frarådes, da det først kunne afholdes midt i april, for sent af hensyn til statslånet. Yderligere burde valgloven efter regeringens opfattelse revideres, før der blev afholdt valg.

Kongen tog forbehold over for begæringen og konfererede derefter med partiformændene. Hans yndlingsidé om en samlingsregering blev afvist af de radikale og socialdemokraterne, og det samme gjaldt hans alternativ, et forretningsministerium. De radikale ønskede, at J. C. Christensen skulle tvinges til at danne en regering i strid med Folketingets flertal. Den 3. marts accepterede Christensen og gik straks i gang med at danne en ren Venstre-mindretalsregering. Da han næste dag præsenterede en ministerliste for kongen, havde denne i mellemtiden fået skrupler. Foran sig havde han Politiken og Social-Demokraten, hvor Rode og Borgbjerg efter aftale havde skrevet ledere, der erindrede kongen om Christian 9.s ulyksalige kamp mod folketingsparlamentarismen. Det er sandsynligt, at han også havde fået gode råd fra nogle af sine fortrolige rådgivere.

Kongens overvejelser udmøntedes i en udtalelse, som han læste op for partiformændene efter at have forelagt den for Zahle: „Som resultatet af mine overvejelser udtaler jeg, at jeg ikke udnævner et ministerium, der ikke er i overensstemmelse med Folketingets flertal.” Kongen beklagede, at en samlingsregering ikke kunne dannes, og anmodede partierne om at forhandle sig til enighed. Han bad den ældste partiformand Herman Trier fra Det radikale Venstre om at lede disse forhandlinger. Denne takkede på partiledernes vegne kongen for tilsagnet om ikke at udnævne en regering, der ikke havde Folketingets flertal bag sig. Trier tilføjede, at han var overbevist om, at „denne Deres Majestæts udtalelse vil vække glæde landet over som en yderligere stadfæstelse af det grundlag, hvorpå vort politiske liv hviler nu og fremtidig”.

Både kongens erklæring og Triers svar var udformet af Zahle og kabinetssekretær Krieger med det klare formål at holde kongen fast på folketingsparlamentarismen. Kongen forstod næppe selv denne „rænke”. I hvert fald viste han i marts 1920 ved udbruddet af påskekrisen, at han ikke havde erkendt den principielle rækkevidde af sin erklæring, selv om den i offentligheden og navnlig i regeringspressen blev sat op med store typer.

Kongens udspil tvang partierne til at nå et kompromis. Hele marts forløb med et virvar af forhandlinger, hvor især de konservative og socialdemokraterne skubbede på for at få forlig. Det kom til veje en sen aften den 30. marts og indebar en øjeblikkelig vedtagelse af statslånet og enighed om en lov om afvikling af augustloven den 1. september 1919. Til at følge afviklingen og godkende alle nye foranstaltninger i den mellemliggende tid nedsattes et ottemandsudvalg med to repræsentanter fra hvert parti. Udvalget fik en parlamentarisk hidtil uset myndighed til at handle på hele Rigsdagens vegne, og dets nedsættelse understreger krisens store betydning for udviklingen i det parlamentariske systems funktion.

Bag krisens principielle overtoner anes opmarchen til et afgørende opgør om magten i det danske samfund, J. C. Christensen og med ham Venstre og delvis de konservative mente, at de fortsat havde en naturlig adkomst til den politiske magt, og om nødvendigt var de villige til at sætte landstingsflertallet bag kravet. Den radikale regering var blevet tålt som en nødvendighed under krigen. Nu måtte den fjernes ved først givne lejlighed. Omvendt udviste de radikale en demonstrativ glæde ved magten og udstillede gerne deres følelse af uundværlighed. De konservatives politiske vægtfylde var endnu beskeden, mens socialdemokraterne i sejrsikker tålmodighed ventede på, at deres dag skulle komme.

Med forskellig styrke indgik det i partiernes overvejelser under krisen, at den internationale og hjemlige politiske spændingstilstand krævede, at parlamentarismen dokumenterede sin evne til at fungere. Det var et stærkt motiv for socialdemokraterne i deres løbende opgør med venstrefløjen, og de konservative var under pres fra industriens side for at undgå en kurs, der fremkaldte yderligere strejkeaktivitet. Muligheden for at udnytte det første efterkrigsårs uventet gode konjunkturer så de nødig ofret på den doktrinære liberalismes alter.

Det måtte også give de borgerlige anledning til bekymring, at der på deres højre flanke var begyndt at operere ekstremister, der i en grumset blanding af antiparlamentarisme og antisemitisme kritiserede det politiske system for ineffektivitet og eftergivenhed over for „de røde”. Endnu var talerørene i offentligheden for disse synspunkter få, men i kredse omkring Erhvervspartiet, blandt nationalistiske studenter og militære fandt de tilstrækkelig grobund til at udgøre rekrutteringsgrundlaget for Samfundshjælpen som en dansk udløber af en international kontrarevolutionær organiseringsbølge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Statslånskrisen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306231