Forslag til model for husmandssted, udarbejdet af Landsforeningen Bedre Byggeskik i 1920. Foreningen gjorde et stort arbejde, navnlig for at forbedre byggestandarden i landbrugets bygninger og gøre de husmandssteder, der blev oprettet efter jordlovene 1919, til gode, sunde boliger og hensigtsmæssige arbejdssteder. Planen var oprindelig udarbejdet på bygmesterskolen i Holbæk og den rummede også en idé til udvidelse, så der blev plads til flere dyr.

.

Niels Frederiksen arvede i 1903 som 29-årig et husmandssted, som han sammen med sin hustru Karen Marie udvidede og forbedrede. De første ti år var hårdt slid. Der blev alligevel overskud til at læse samfundslitteratur og involvere sig i organisationsarbejde. Niels Frederiksen blev i 1910 valgt til formand for De samvirkende sjællandske Husmandsforeninger. Han valgtes i 1913 til Folketinget for Det radikale Venstre i Lejrekredsen. Efter vedtagelsen af jordlovene 1919 udpegedes han til formand for statens jordlovsudvalg og blev derved på en måde landets største godsbestyrer. Ved sin 70-årsdag i 1944 havde han medvirket ved 19.512 udstykninger.

.

Omtrent samtidig med at statslånskrisen eksploderede, fremsatte regeringen forslag til fire jordlove, der både ideologisk og socialt kom til at spille en stor rolle for tusindvis af danskere. Forslagene skulle sikre jord til udstykning, og de havde været forberedt gennem mange års arbejde i Landbokommissionen af 1911. Jorden skulle tilvejebringes dels fra præstegårdsjorderne, dels fra lensgodser og endelig ved ekspropriation.

Præstegårdsjorden var for så vidt allerede offentlig ejendom, og det var hensigten at inddrage de ofte gode jorder ved fremtidige embedsskifter. Hvor jorden var forpagtet bort, skulle den inddrages til udstykning, når kontrakten udløb. Det ville således tage nogen tid, før en sådan lov kunne virke fuldt ud. Forslaget blev med Venstres støtte vedtaget uden større ændringer.

Anderledes hurtigt kunne det gå med jorden under len, stamhuse og fideikommiser. Disse besiddelsesformer var etableret under den tidlige enevælde, og de indebar, at jorden ikke kunne sælges eller arvedeles. I grundloven af 1849 var det bestemt, at der ikke kunne oprettes nye len og stamhuse, og overgang til fri ejendom var blevet stillet besidderne i udsigt. Den var imidlertid aldrig blevet virkeliggjort, selv om besiddelsesformen stred klart mod et liberal-kapitalistisk samfunds principper. Nu blev det foreslået, at besidderne kunne overtage godserne til fri omsættelig ejendom mod at betale ti procent af værdien til staten og overdrage 25 procent af jorden til staten til udstykning mod fuld erstatning. Sammen med præstegårdsjorderne ville det omfatte ca. 40.000 hektarer. De 90 millioner kr. der tilfaldt staten skulle indgå i en jordfond til fremme af udstykningen.

Socialdemokratiet fandt ikke forslaget vidtgående nok, og der markeredes i dette spørgsmål en ellers helt usædvanlig uenighed mellem de to regeringspartier.

Et tredje forslag ville give staten ret til at ekspropriere jord fra større gårde. Det stødte på bestemt modstand både fra Venstre og Det konservative Folkeparti og blev ikke gennemført.

Størst problem voldte forslaget om de vilkår, hvorpå staten skulle sælge jorden til de fremtidige husmænd. Begge regeringspartier var stærkt påvirket af Henry George's ideer om samfundets principielle ret til at eje al jord og overdrage den til brugerne mod forrentning af jordværdien. Navnlig i Det radikale Venstre og husmandsbevægelsen havde disse tanker betydelig tilslutning. Forslaget indebar, at der ikke skulle betales nogen købesum for jorden. Dens værdi skulle ansættes ved periodiske vurderinger. Steg den, skulle husmanden betale mere til staten, og faldt den, skulle staten bære sin del af tabet. Hermed mente georgisterne at kunne komme jordspekulationen til livs. Husmanden skulle frit kunne afhænde sit brug, men kun bygninger, redskaber, besætninger og de forbedringer, han havde tilført jorden, ikke selve jorden. Den værdiforøgelse, som den almindelige samfundsudvikling tilførte jorden, ville husmanden således ikke kunne indkassere. Forslaget gennemførtes i det store og hele efter disse retningslinier.

Den store jordreform fik et bemærkelsesværdigt retsligt efterspil, idet de store lensbesiddere fandt, at lensafløsningen stred mod grundlovens bestemmelser om fuld erstatning ved ekspropriation. De indbragte spørgsmålet for domstolene og fik medhold ved landsretten. Højesteret fandt derimod, at loven ikke kunne tilsidesættes som stridende mod grundloven. Det var første gang, at domstolene tog stilling til en lov, der var vedtaget af Rigsdagen efter grundlovens regler. Ved højesteretsdommen i 1921 blev det fastslået, at retten mente sig kompetent til at prøve en lovs overensstemmelse med grundloven, og at en sådan lov kun kunne tilsidesættes, hvis den klart og utvetydigt stred imod grundloven. Højesteret afviste dengang og i mange årtier endnu at underkende love vedtaget af Rigsdagen.

Jordreformen skønnedes at ville give mulighed for oprettelse af 5-6000 nye husmandsbrug, et tal der efter husmandsbevægelsens opfattelse ikke kunne dække behovet. Til at administrere lovene og udstykningen oprettede regeringen Statens Jordlovsudvalg. Dets formand fra 1919 til 1947 blev Niels Frederiksen, en af husmandsbevægelsens store skikkelser.

Jordspørgsmålet spillede en central rolle i de store socialistiske og demokratiske revolutionære omvæltninger i Central-og Østeuropa i kølvandet på 1. verdenskrig. I mange af disse områder havde bondebefolkningen været underkastet feudale herskabs- og besiddelsesformer, og bønderne sluttede sig ofte til de revolutionære bevægelser alene for at afvikle de sidste feudale rester og sætte sig i besiddelse af deres jord. Herhjemme forsvandt de sidste mindelser om det feudale system med en lov i sommeren 1919, der sikrede en endelig afvikling af fæstevæsenet og fastsatte vilkårene for fæste- og lejehusmænds overgang til selveje. Loven fjernede det element i det danske landbosamfund, der gennem det foregående århundrede havde givet dybt ydmygende livsvilkår til store grupper af husmænd og landarbejdere. Med de øvrige jordlove blev der gradvis sikret en stor gruppe af husmandsfamilier tålelige, om end slidsomme muligheder for at sikre familiens eksistens, uden at det var nødvendigt at tage lønarbejde for fremmede.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Jord og huse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig