Mandag morgen den 29. marts blev Zahle kaldt til kongen til kl. 10.45. På vej til audiensen traf han i sin barbersalon højesteretssagfører Liebe. De udvekslede høfligheder, begge lidet anende at de skulle blive hovedaktører i dagens politiske drama.

Ved mødet med Zahle gav kongen udtryk for sin uro over den politiske situation og forlangte med henvisning til oppositionens valgkrav, at der straks skulle udskrives valg. Dette afviste Zahle med den begrundelse, at Rigsdagen stod over for afslutningen af de vanskelige forhandlinger om valgloven, og at det ville være urimeligt at føje endnu et valg til de fem valg og afstemninger, der alligevel skulle holdes dette år som følge af grundlovsændringer. Når grundlov og valglov var vedtaget, ville regeringen udskrive valg.

Stemningen mellem de to herrer blev mere og mere spændt, og da kongen opfordrede Zahle til at indgive sin afskedsbegæring, nægtede denne under henvisning til folketingsflertallet, men tilføjede samtidig – tilsyneladende uoverlagt – at det jo stod kongen frit for at afskedige ministeriet. Christian 10. greb denne udtalelse og meddelte, at ministeriet var afskediget. Trods Zahles advarsel fastholdt kongen sin beslutning med henvisning til, at han havde sine konstitutionelle beføjelser i orden. Zahle trak sig tilbage, mens majestæten i den spændte situation glemte at anmode ministeriet om at fungere videre, indtil et nyt var udnævnt. Først senere, da kabinetssekretær Krieger bestyrtet erfarede det skete, afgik en sådan anmodning til Zahle, som efter en konference med sine ministerkolleger afslog.

I mere end et døgn var Danmark uden regering. I 27 timer førtes hektiske forhandlinger mellem kongen, Krieger, Neergaard og andre om et forretningsministerium. H. N. Andersens Rovsing-liste blev forkastet af Neergaard, og først tirsdag den 30. kl. 16 kunne der udnævnes en ny regering med Otto Liebe som statsminister. Rovsing blev som undervisningsminister optaget som den eneste fra Andersens liste. Kommandør Henri Konow blev udenrigs- og forsvarsminister, og de øvrige ministerier blev besat med personer uden åben partipolitisk tilknytning.

Kongen havde fået en regering, men problemerne var først lige begyndt.

Påskekrisen er en af de mest dramatiske og mest omdiskuterede begivenheder i det 20. århundredes danmarkshistorie. Lægfolk og lærde, politisk engagerede i alle lejre har tolket krisens baggrund og udløsning, og resultaterne er mildt sagt meget divergerende. I sin enkleste version fremtræder krisen som et udslag af, at både kongen og Zahle hin mandag morgen blev ofre for deres stærke temperamenter. Zahle skulle således med sin udtalelse om, at kongen blot kunne afskedige regeringen, have leveret en usikker majestæt det afgørende stikord.

Det står klart, at Christian 10. i en lang periode havde været udsat for et voldsomt pres for at handle. I de allersidste dage blev dette forstærket ved H. N. Andersens endegyldige holdningsskift. Om der lå dybere økonomiske interesser bag, lader sig næppe nogen sinde besvare fuldstændigt. Meget taler dog for, at han efterhånden delte det store erhvervslivs næsten maniske ønsker om en fuldstændig fjernelse af reguleringspolitikken og et opgør med den statsfilosofi, der lå bag denne.

I udenlandske kredse blev det hævdet, at det afgørende pres på kongen skulle være kommet fra hans nærmeste omgivelser ved hoffet, og at disse endda skulle være inspireret hertil fra det engelske hof. Rygterne blev håndfast dementeret fra engelsk side, og forestillingen om en „hofkamarilla” bag kongens „kup” er nok for vidtløftig.

Langt solidere funderet forekommer Charles Marlings vurdering. Afskedigelsen var en hævnaktion fra de borgerlige partier, der holdt det nationale spørgsmål foran sig som legitimering af en magtkamp mod ministeriet. For Venstre spillede valgloven utvivlsomt med, mens kampen for en sydligere grænse næppe var nogen afgørende bevæggrund. Det havde til gengæld stor betydning for størstedelen af Det konservative Folkeparti. Samtidig repræsenterede de to oppositionspartier just de stærke organisationer Landbrugsrådet og Industrirådet, der indædt bekæmpede regeringspartiernes økonomiske politik. „Flensborg hjem” -kravet blev, set i en større magtpolitisk sammenhæng, blot den udløsende faktor, hvor oppositionen kunne udnytte den stemning og det aktionsberedskab, der var tilrettelagt af de nationalistiske kredse med With-gruppen som den mest ekstreme. Påskekrisen blev således også et eksempel på de stærke kræfter og følelser, der i de sidste to århundreder har kunnet mobiliseres bag nationale krav og bevægelser.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kup eller fadæser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig