Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Optakt

Oprindelig forfatter NFC

Regeringen skulle væk. Men på hvilken måde? Ønsket og spørgsmålet fik i vinteren 1919-20 næsten karakter af en besættelse for flere og flere i den parlamentariske og udenomsparlamentariske opposition. Helt fra krigens begyndelse havde en mindre kreds omkring den nu forflyttede chef for efterretningstjenesten, kaptajn Erik With, udført et undergrundsarbejde mod regeringens „tyskerkurs”. „Dansken skal sejre, ministeriet fly,” skrev han i et nytårsbrev 1920 til Jens Vanggaard, en af de medsammensvorne i Dannevirkekredsen, og han lod det ikke blive ved talen. With blev i det følgende par måneder frem for nogen den praktiske organisator af stormen på regeringen.

Også andre var på færde. Over en privat middag i december 1919, hvor medlemmer af kongehuset var til stede, drøftede to af landets mægtigste mænd, H. N. Andersen og Alex. Foss, det ønskelige i at fjerne regeringen. Foss havde af generalsekretæren for CIS, den danskgifte britiske diplomat C. Brudeneli Bruce, fået den alarmerende oplysning, at CIS og især dens formand Marling ikke ville foretage nogen indstilling til fredskonferencen om den fremtidige dansk-tyske grænse uden den danske regerings tilslutning. Blev der altså ikke dansk flertal i Flensborg, var byen afhængig af den danske regerings holdning. Regeringen måtte derfor fjernes inden afstemningen. Kongen burde bevæges til at kræve valg, hvilket efter Foss' mening ville give en ny regering.

 Danevirke- og Flensborgbevægelsens demonstrationsmøde i cirkusbygningen i København den 7. marts 1920 samlede ca. 2000 mennesker. Det var arrangeret af den unge John Christmas Møller og advokat Christian Manthey-Wagner, der opfordrede forsamlingen til at gå til kongen og bede ham „med sikker hånd at styre skibet sydsydvest, således at vi, når festen er endt, kan kaste det ene af statsskibets mægtige ankre i Flensborg Havn”. Ved den efterfølgende demonstration på Amalienborg Slotsplads deltog mange tusinder. De opgivne tal svinger mellem 10.000 og 100.000.

Danevirke- og Flensborgbevægelsens demonstrationsmøde i cirkusbygningen i København den 7. marts 1920 samlede ca. 2000 mennesker. Det var arrangeret af den unge John Christmas Møller og advokat Christian Manthey-Wagner, der opfordrede forsamlingen til at gå til kongen og bede ham „med sikker hånd at styre skibet sydsydvest, således at vi, når festen er endt, kan kaste det ene af statsskibets mægtige ankre i Flensborg Havn”. Ved den efterfølgende demonstration på Amalienborg Slotsplads deltog mange tusinder. De opgivne tal svinger mellem 10.000 og 100.000.

Andersen tilskyndede Foss til at sende et brev til kongen af dette indhold og kunne yderligere bestyrke ham ved at meddele, at Edvard Brandes af andre årsager ønskede at udtræde af regeringen, og at to medlemmer af de partier, der udgjorde regeringens parlamentariske grundlag, den socialdemokratiske redaktør Emil Marott og den radikale godsejer C. Moesgaard-Kjeldsen havde erklæret deres uenighed med regeringens stilling i grænsepolitikken. Dermed skulle regeringens flertal på 72 mod 68 i Folketinget være forsvundet.

Annonce

Foss sendte sit brev, men det hele blev foreløbig ikke til noget. Episoden vidnede imidlertid om de kræfter, der opererede mod regeringen i disse måneders konstante politiske borgerkrig.

Fra erhvervsorganisationerne rasede ledende folk mod regeringen. Industrien mod forslag til trustlov og landbruget mod forslag til valutalov. De store oppositionspartier kunne være ganske sikre på at have deres bagland i orden i det uafbrudte pres mod regeringen. I den nationale sag genoptog Dannevirkekredsen få dage efter afstemningen i første zone aktiviteterne for at fjerne regeringen Zahle med parlamentariske eller ikke-parlamentariske midler. Tilskyndelsen kom fra Claudel, der lod With forstå, at CIS ville henvende sig ikke alene til den danske regering, men også til Rigsdagen og det danske folk, når den havde truffet sin beslutning om grænsen. Det gjaldt om at svække regeringen i mellemtiden. With følte sig overbevist om, at Flensborg ville få dansk flertal, og så ville tredje zone komme „marcherende ganske af sig selv”. Efter afstemningen „dræber vi Zahles ministerium i et bråvallaslag, og jeg vil i tanken sætte Munchs hoved på en stage …,” betroede han Vanggaard.

 Socialdemokraten Emil Marott var blandt talerne på mødet i cirkusbygningen den 7. marts 1920. Allerede i november 1919 gik han, som tidligere i andre sager, imod partilinien i det nationale spørgsmål ved at udtale håbet om Flensborgs indlemmelse uanset afstemningsresultatet. Han fastholdt denne holdning, som indbragte ham en skarp misbilligelse fra partiets forretningsudvalg. Den 23. marts 1920 fratrådte han som redaktør af Social-Demokraten i Odense og tilsluttede sig oppositionens krav om folketingsvalg. Det bidrog til at skabe den situation, der udløste påskekrisen. Den 30. marts blev han ekskluderet af Socialdemokratiet.

Socialdemokraten Emil Marott var blandt talerne på mødet i cirkusbygningen den 7. marts 1920. Allerede i november 1919 gik han, som tidligere i andre sager, imod partilinien i det nationale spørgsmål ved at udtale håbet om Flensborgs indlemmelse uanset afstemningsresultatet. Han fastholdt denne holdning, som indbragte ham en skarp misbilligelse fra partiets forretningsudvalg. Den 23. marts 1920 fratrådte han som redaktør af Social-Demokraten i Odense og tilsluttede sig oppositionens krav om folketingsvalg. Det bidrog til at skabe den situation, der udløste påskekrisen. Den 30. marts blev han ekskluderet af Socialdemokratiet.

De udenomsparlamentariske aktivister satte deres lid til J. C. Christensen og kongen. De var nøglepersonerne, uden hvilke intet ville kunne ske. Derfor udnyttede de alle tænkelige kanaler for at påvirke dem. For J. C. Christensen gjaldt frem for alt hensynet til Venstres interesser, og for kongen var det afgørende, at han kunne være sikker på at have et alternativ den dag, regeringen fik sin afsked. På et møde i begyndelsen af marts skitserede J. C. Christensen tanken om et forretningsministerium. Man burde tage så store dele af anden zone, som sejrherrerne ville give, også selv om der var tysk flertal; men selve regeringsskiftet burde vente til efter afstemningen, en opfattelse, som kongen blev gjort bekendt med.

I snævert samspil med de udenomsparlamentariske grupper, men uden at lade sig styre af dem, byggede J. C. Christensen sin taktiske manøvre mod regeringen. I små skridt, men sikkert. Den 12. marts – to dage før afstemningen i anden zone – formulerede han teksten til en resolution, der blev vedtaget enstemmigt af Rigsdagen. Heri udtryktes en forvisning om, at de allierede ved grænsefastsættelsen ville træffe „en retfærdig afgørelse, som det danske folk med tillid kan give sin tilslutning og med glæde tage imod”. Borte var en afgørelse efter nationalitetsprincippet. I stedet taltes om „en retfærdig afgørelse”, hvilket var vidt åbent for fortolkninger. Det springende punkt var formuleringen „det danske folk” og ikke Rigsdagen. Dermed var der åbnet en dør for et folketingsvalg, der efter oppositionens forventning ville sende et stort flertal af Flensborg-tilhængere i tinget.

 Forsiden af Hejmdal den 8. februar 1920. Bladet repræsenterede H.P. Hanssens moderate linie i det nationale spørgsmål. I fuld overensstemmelse hermed er der i valgparolen her ikke angivet præcist, hvor bladet ønsker, grænsen skal gå. For H.P. Hanssen var nationalitet og sindelag det afgørende, og han delte frygten for, at et større antal tyskere i den givne situation ville stemme dansk og derigennem senere volde et genforenet Danmark problemer.

Forsiden af Hejmdal den 8. februar 1920. Bladet repræsenterede H.P. Hanssens moderate linie i det nationale spørgsmål. I fuld overensstemmelse hermed er der i valgparolen her ikke angivet præcist, hvor bladet ønsker, grænsen skal gå. For H.P. Hanssen var nationalitet og sindelag det afgørende, og han delte frygten for, at et større antal tyskere i den givne situation ville stemme dansk og derigennem senere volde et genforenet Danmark problemer.

Endnu var imidlertid J. C. Christensens forudsætning et flertal eller stort dansk mindretal i Flensborg. Den holdt som nævnt ikke stik. Og i de første dage efter den skuffende afstemning i zone 2 lagde Venstre sig i venteposition med en beslutning om ikke at deltage i offentlige møder om det sønderjyske spørgsmål. Men andre kredse lå ikke stille.

Den 17. marts sendte Peter Grau og Ernst Christiansen fra Flensborg-bevægelsen et brev til kongen, der var formuleret af With. Heri udtrykte de deres overbevisning om, at CIS ville være villig til at tilbyde Danmark Flensborg og dele af anden zone, og fortsatte med en indtrængende anmodning til majestæten om „ufortøvet at kalde et nyt ministerium, som vil give det danske folk lejlighed til gennem et valg at tilkendegive sin vilje”. Samme dag og den følgende dag afholdt bevægelsen store demonstrationsmøder i Studenterforeningen og i københavnske biografer. Den konservative presse tordnede mod regeringen, der ville „bringe danske landsmænd i trællekår”. Hensigten var tydeligvis at påvirke kongen og Venstres tøvende ledelse.

I de følgende dage skiftede Flensborg-bevægelsen taktik ved at rejse krav om internationalisering af anden zone. Den burde i lighed med Saarland i 10-15 år stilles under international overhøjhed med selvstyre og økonomisk fællesskab med Danmark. Derefter skulle der holdes en ny afstemning.

 Jens Sørensen Vanggaard var tidligt trådt i forbindelse med With-kredsen og blev en særdeles aktiv organisator, da kredsen i marts 1920 satte ind for at få fjernet regeringen Zahle. Vanggaard repræsenterede Venstre i Folketinget 1910-43, men indtog ofte særstandpunkter, navnlig i spørgsmål der angik det, som han forstod som danske „rigsinteresser”. Allerede tidligt under verdenskrigen arbejdede han for at genvinde Slesvig og var medstifter af Sønderjysk Fond 1918. Han var en af de venstrefolk, der stærkest arbejdede for et samarbejde med Det konservative Folkeparti.

Jens Sørensen Vanggaard var tidligt trådt i forbindelse med With-kredsen og blev en særdeles aktiv organisator, da kredsen i marts 1920 satte ind for at få fjernet regeringen Zahle. Vanggaard repræsenterede Venstre i Folketinget 1910-43, men indtog ofte særstandpunkter, navnlig i spørgsmål der angik det, som han forstod som danske „rigsinteresser”. Allerede tidligt under verdenskrigen arbejdede han for at genvinde Slesvig og var medstifter af Sønderjysk Fond 1918. Han var en af de venstrefolk, der stærkest arbejdede for et samarbejde med Det konservative Folkeparti.

I mellemtiden var der indtrådt flere begivenheder, der påvirkede forløbet. Den 16. marts så det ud til, at et landstingsudvalg ville nå til enighed om det komplicerede valglovsspørgsmål mellem regeringspartierne og Det konservative Folkeparti. Venstre risikerede en valglov, der ville reducere partiets hidtidige overrepræsentation kraftigt. Det lykkedes udvalgsformanden, venstremanden Jørgen Pedersen, at få udsat sagen til efter påskeferien. Men partiet var skræmt.

To dage senere vendte H. N. Andersen hjem efter et længere rekreationsophold i udlandet. Han havde ikke været indviet i With-kredsens planer om at styrte regeringen, ej heller i forslaget om udpegningen af et forretningsministerium med kongens advokat Otto Liebe som leder. Hans første reaktioner var tøvende. Som kongens mest fortrolige rådgiver lagde han i de første dage en dæmper på dennes aktionsiver. With-kredsen frygtede, at Andersen „havde stukket en kæp i hjulet”. Men hans tøven gjaldt ikke målet, regeringens fjernelse, kun de foreslåede alternativer og tidspunktet.

Mellem den 20. og 26. marts skiftede Andersen holdning. Årsagen var to instrukser fra udenrigsminister Scavenius til gesandterne i London, Paris og Berlin, hvori han understregede, at Danmark ikke ville modtage anden zone med en tvangsindlemmelse af over 100.000 tyskere. Internationaliseringen fandt Scavenius stridende mod Versailles-traktaten. Instruksen gjorde det klart for kongen og Andersen, at der måtte ske en forandring nu.

For H N. Andersen synes det at have afgjort sagen, at hans store baltiske planer led et knæk med denne instruks. Han havde investeret store summer i et Sønderjysk Kompagni og i seks baltiske selskaber under forudsætning af en internationalisering og åbning af det afbrudte handelssamkvem med Rusland. Med sit kendskab til instruksen fik Andersen nu et økonomisk motiv til omgående at fjerne regeringen.

 Peter Grau fik en grundig uddannelse som landmand og overtog i 1892 slægtsgården i Pøl på Als. Han kom tidligt ind i nationalt arbejde og stod oprindelig H.P. Hanssen nær. Senere blev han mere kritisk over for dennes forsigtige forhandlingslinie og lod sig opstille i Flensborg 1907 og 1912 uden at blive valgt. Under grænsekampen efter verdenskrigen blev han fører for Flensborg-bevægelsen og tog virksomt del i begivenhederne, der førte til påskekrisen. Han var en af datidens bedste oratoriske begavelser og evnede at forme slagord, der bed sig fast i offentligheden.

Peter Grau fik en grundig uddannelse som landmand og overtog i 1892 slægtsgården i Pøl på Als. Han kom tidligt ind i nationalt arbejde og stod oprindelig H.P. Hanssen nær. Senere blev han mere kritisk over for dennes forsigtige forhandlingslinie og lod sig opstille i Flensborg 1907 og 1912 uden at blive valgt. Under grænsekampen efter verdenskrigen blev han fører for Flensborg-bevægelsen og tog virksomt del i begivenhederne, der førte til påskekrisen. Han var en af datidens bedste oratoriske begavelser og evnede at forme slagord, der bed sig fast i offentligheden.

Den 27. marts, lørdag før palmesøndag, begyndte brikkerne at falde på plads for den broget sammensatte opposition, der kunne samles i det ene ønske: regeringens fjernelse. Om formiddagen holdt Venstre to møder i rigsdagsgruppen, hvor Vanggaard havde skaffet Peter Grau og Kloppenborg-Skrumsager adgang til at forelægge deres synspunkter. På deres indtrængende appel skiftede J. C. Christensen standpunkt. Han accepterede, at Venstre udsendte en erklæring, der krævede valg. Han var bekendt med, at de konservative forud havde vedtaget en tilsvarende erklæring. Fra det øjeblik handlede Christensen med køligt taktisk overblik.

Om eftermiddagen hjemsendtes Rigsdagen på påskeferie, og umiddelbart efter offentliggjorde de konservative og Venstre over Ritzaus Bureau deres krav om valg. Det blev støttet af Erhvervspartiets ene mand i Folketinget og, som det afgørende, af de to afhoppere i Flensborg-spørgsmålet Marott og Moesgaard-Kjeldsen. De var blevet overtalt hertil på et møde samme eftermiddag på Ny Carlsberg, hvor brygger Vagn Jacobsen havde indkaldt folk fra With-kredsen, en række Flensborg-folk og redaktører fra oppositionspressen. Konklusionen af mødet var, at nu måtte aktionen mod regeringen gå i gang.

Oppositionen kunne hævde, at regeringens flertal ikke længere eksisterede. Stillingen i Folketinget var 70 mod 70. Det snilde taktiske træk var, at dette ikke kunne prøves i Folketinget. For just i Flensborg-sagen havde regeringen sit flertal, idet den konservative L. V. Birck få dage forinden havde erklæret, at han ikke ville „påføre nationen ulykker” ved at stemme for „Flensborg hjem”. Han fremholdt yderligere, at en regering ikke kunne styrtes ved offentlige erklæringer eller „på Ritzaus gule papir”, som en anden konservativ bemærkede.

Kort efter mødet på Ny Carlsberg udsendte 24 radikale en adresse, forfattet af lægen Thorkild Rovsing, hvori de undsagde regeringens grænsepolitik og krævede udskrivelse af valg.

For kongen var den afgørende forudsætning for et regeringsskift nu bragt til veje. Han havde den samlede oppositions accept. I en audiens om eftermiddagen diskuterede han situationen med Neergaard og J. C. Christensen uden at nå til en afklaring. Om aftenen tog Rovsing telefonisk kontakt til H. N. Andersen, der havde kongen ved sin side. I kongens påhør erklærede Andersen, at „nu måtte aktionen gå af”.

Endnu et moment føjede sig til denne dramatiske dags begivenheder. Siden december 1919 havde Arbejdsgiverforeningen og DsF ført overenskomstforhandlinger, hvor parterne stod meget stejlt over for hinanden. Arbejdsgiverne forlangte stop for lønforhøjelser, mens DsF krævede dyrtidstillæg, ferie med løn og forhandlinger om bedriftsråd. Forhandlingerne brød sammen, og arbejdsgiverne udsendte denne 27. marts andet lockoutvarsel til ikrafttræden den 9. april. Til den politiske krise føjedes således truslen om en storkonflikt på arbejdsmarkedet.

Søndag den 28. tilbragte kongen og H. N. Andersen med at drøfte sammensætningen af et forretningsministerium. Andersen opstillede en ministerliste med Rovsing som regeringschef og de to afhoppere Marott og Moesgaard-Kjeldsen som ministre. Desuden rummede listen tre personer, der alle var nært knyttet til Andersen og hans selskaber, justitsministeriets departementschef Frederik Schrøder, overformynder M. P. Friis og forpagter Chr. Sonne. Kun enkelte af personerne på listen nød bredere politisk tillid, og den var, som det er blevet sagt, udtryk for „politisk dilettantisme”.

Senest søndag aften synes kongen definitivt at have besluttet sig for handling. Mens Andersen lagde sig „politisk syg”, gik Christian 10. i Det kongelige Teater for at overvære det musikalske drama „De Dødes Øjne”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Optakt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306239