Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Modoffensiv

Oprindelig forfatter NFC

Reaktionerne på Zahles afskedigelse spændte over hele følelsesregistret. „En befriende dåd,” udbrød Vanggaard. Danevirke – og Flensborgfolkene jublede. Landet var befriet for den indre fjende, der nu i syv år nærmest havde holdt Danmark besat mod flertallets vilje.

"Jamen, det er jo statskup!” havde en lamslået kabinetssekretær Krieger fremstammet, da han mødte Zahle på vej ud fra kongen. Den tolkning tog også Politiken og frem for alt arbejderbevægelsen til sig. Da Borgbjerg kort efter afskedigelsen blev informeret af Zahle og Rode, for han sporenstregs til Social-Demokratens redaktion og forfattede et ekstranummer, der med trykkeriets fedeste typer proklamerede: „Kongen begår statskup.” Og han fortsatte: „Men svaret er rede. Reaktionen skal blive vidne til en folkerejsning af uanet vælde. Den skal ikke længe få lov at triumfere over sit kup. Den skal få at se hele den arbejdende befolkning, alle frisindede og hæderlige danske kvinder og mænd i flok og følge i det demokratiets folkeværn, som er rede til at slå anstifterne af den skete forbrydelse til jorden."

 Det var ikke alene i København, at arbejderbevægelsen satte hele sin styrke ind i protest mod afskedigelsen af ministeriet Zahle. I de større provinsbyer fulgtes generalstrejketruslen op af demonstrationer. Påskedag den 4. april 1920 holdt de århusianske arbejdere et stort møde i Vennelystparken i anledning af den forventede generalstrejke. Derefter gik de midt i gudstjenestetiden med fuld musik gennem byens gader.

Det var ikke alene i København, at arbejderbevægelsen satte hele sin styrke ind i protest mod afskedigelsen af ministeriet Zahle. I de større provinsbyer fulgtes generalstrejketruslen op af demonstrationer. Påskedag den 4. april 1920 holdt de århusianske arbejdere et stort møde i Vennelystparken i anledning af den forventede generalstrejke. Derefter gik de midt i gudstjenestetiden med fuld musik gennem byens gader.

Hvad Borgbjerg her bebudede, er ikke ganske klart. Men det kunne forstås – og blev af mange tolket – som en trussel om generalstrejke, idet han henviste til en lignende situation i Tyskland 14 dage forinden. Her havde den ultrakonservative embedsmand Wolfgang Kapp, støttet på militære enheder, besat regeringsbygningerne og erklæret den siddende regering for afsat. Kuppet var blevet nedkæmpet ved en omfattende generalstrejke af arbejdere fra alle politiske retninger. Borgbjergs reaktion var ikke, som det blev hævdet fra borgerlig side, optakt til en revolution, men en næsten given følge af angrebet på det parlamentariske demokrati. På tværs af alle uenigheder om anvendelse af generalstrejkevåbenet var der i 2. Internationales diskussioner udkrystalliseret den fælles opfattelse, at generalstrejken kun kunne anvendes til et forsvar for demokratiet. For et socialdemokratisk parti som det danske, der byggede sin socialistiske strategi på det parlamentariske demokrati, var det uomgængeligt at have et våben til dets forsvar.

Annonce

Trods tøven hos enkelte faglige og politiske ledere kunne Borgbjerg og navnlig Stauning på et møde samme aften få tilslutning til et ultimatum til kongen fra alle den københavnske arbejderbevægelses organisationer. Sent mandag aften læste Stauning indholdet op for Christian 10. Arbejderbevægelsen krævede forfatningen respekteret, ministeriet genindsat og Rigsdagen sammenkaldt for at færdigbehandle valgloven. Hvis disse krav ikke var imødekommet inden tirsdag formiddag kl. 9.30, ville der på DsF's generalforsamling blive stillet forslag om generalstrejke.

Tirsdag morgen indløb kongens uforbeholdne afslag. Det blev signalet til en hektisk mødeaktivitet. Om eftermiddagen sammenkaldtes de fagforbund, der stod uden for DsF, herunder de syndikalistiske, for at få disses tilslutning til generalstrejken. Det stillede syndikalisterne i et dilemma. Med deres principielle afvisning af parlamentarisk arbejde var de modstandere af en politisk generalstrejke. DsF skulle langt snarere have proklameret denne som svar på arbejdsgivernes lockoutvarsel. Men de indså, at de taktisk ville stå i en umulig situation, hvis de alene stod udenfor. De valgte derfor at stille sig bag truslen på en række betingelser: den faglige konflikt skulle løses på en for arbejderne tilfredsstillende måde, alle politiske fanger og militærnægtere skulle løslades fra fængslerne, og den civile værnepligtslov skulle afskaffes. Hertil føjede de kravet om septemberforligets afskaffelse.

Uden at afgive et fast tilsagn om at følge disse krav fuldt ud lykkedes det den socialdemokratiske arbejderbevægelse at samle arbejdere af alle retninger bag generalstrejkeparolen. Det blev en taktisk sejr, som Stauning i de følgende dage kunne udnytte til det yderste.

 Forsiden af det ekstranummer, som Frederik Borgbjerg sendte på gaden umiddelbart efter, at han af Zahle og Ove Rode havde hørt om ministeriets afskedigelse. Borgbjerg lod det trykke og distribuere uden at konferere med andre i partiets ledelse. Han lod forsiden af eftermiddagsavisen Klokken 5 ombryde, satte Social-Demokratens hoved øverst og fik i løbet af et par timer spredt ekstraudgaverne i titusindvis over hele København.

Forsiden af det ekstranummer, som Frederik Borgbjerg sendte på gaden umiddelbart efter, at han af Zahle og Ove Rode havde hørt om ministeriets afskedigelse. Borgbjerg lod det trykke og distribuere uden at konferere med andre i partiets ledelse. Han lod forsiden af eftermiddagsavisen Klokken 5 ombryde, satte Social-Demokratens hoved øverst og fik i løbet af et par timer spredt ekstraudgaverne i titusindvis over hele København.

Samme aften afholdtes et stort demonstrationsmøde på Fælleden. Her talte de syndikalistiske ledere Lauritz Hansen og Richard Jensen side om side med en snes socialdemokratiske politikere og faglige topfolk. Det gennemgående tema var kravet om republik og etkammersystem. Stauning henviste til de bevægede martsdage i 1848: „For 50 år siden lød samme ord som nu til landets konge: „Driv ikke folket til fortvivlelsens selvhjælp.” Denne konsekvens har vi foreholdt kongen i en sen nattetime, men han har ikke lyttet dertil.”

Onsdag den 31. marts vedtog DsF's generalforsamling en resolution, hvor de politiske og faglige krav blev kædet sammen. Den gentog kravene om Rigsdagens indkaldelse, ny valglov og valg. Samtidig skulle den faglige konflikt løses, lockoutvarslet annulleres og arbejdernes krav gennemføres. Skete dette ikke, ville fagorganisationerne iværksætte „en almindelig strejke”, som skulle være effektiv fra tirsdag morgen den 6. april, dvs. efter påsken. Undtaget fra strejken blev hospitaler, sociale institutioner, vand- og gasforsyning, borgernes sikkerhedstjeneste samt „alle virksomheder, der ejes af arbejderorganisationer, samt de demokratiske blade, der bekæmper statskuppets regering”. Endelig tilføjedes som en indrømmelse til syndikalisterne et krav om politisk amnesti.

Den lange frist for strejkens ikrafttræden var bestemt med velberåd hu. Den ville give mulighed for at løse konflikten gennem forhandlinger. Ønsket om annullering af lockoutvarslet var for så vidt et paradekrav, idet arbejdsgiverne i realiteten allerede havde kapituleret.

Ikke alle fag var til sinds at overholde fristen. De mest militante indledte strejken umiddelbart. Det gjaldt for sømænd og havnearbejdere samt typograferne ved de københavnske dagblade med undtagelse af Politiken og Social-Demokraten.

Under hele forløbet stillede syndikalisterne sig i spidsen for møder og demonstrationer i København og også i de større provinsbyer. Der var hyppige sammenstimlinger på Amalienborg Slotsplads med antimonarkiske talekor mod kongens residenspalæ. Der var en ulmende uro og usikkerhed, der blev næret ved den serie af rygter, der altid vil opstå i en sådan situation, ikke mindst når store dele af pressen er lammet.

Den nys indsatte regering Liebe var indstillet på at bremse alle tilløb til optøjer og i givet fald „tage stødet nu”, dvs. indsætte politi og militær mod enhver tendens til angreb på den herskende orden. Problemet var, at der var en vis frygt for politiets loyalitet i det tilfælde en generalstrejke virkelig brød ud, og samtidig var der kun omkring 700 soldater i København. Endog disses pålidelighed i en tilspidset situation var der tvivl om. Selv om forsvarsminister Konow betragtede generalstrejken som „et hult spøgelse og intet andet”, mente han det dog nødvendigt at trække militære forstærkninger til byen.

Samtidig forhandlede Konow med ledelsen af Samfundshjælpen om indsættelse af dens ca. 4000 medlemmer under beskyttelse af de frivillige halvmilitære skyttekorps. Alt i alt demonstrerede regeringen Liebe midt i tumulten en kølig og bestemt vilje til ikke uden videre at lade sig blæse omkuld af oprørske samfundsgrupper.

Det var ikke alle, der bevarede roen over for arbejderbevægelsens uforudset militante modoffensiv. Heller ikke de, der havde stået kongen nær ved de afgørende beslutninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Modoffensiv i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306241