Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongen som forligsmand

Oprindelig forfatter NFC

Udsat for dette voldsomme pres handlede kongen hurtigt. Han lod partilederne indkalde til Amalienborg samme aften kl. 21 helt uden ministrenes vidende. Fra Det radikale Venstre kom Rode og Herman Trier, fra Socialdemokratiet Stauning og veteranen C. C. Andersen. J. C. Christensen kom alene fra Venstre, mens Johan Knudsen og E. Piper repræsenterede Det konservative Folkeparti. Med residenspalæet omdannet til et mini-Christiansborg med mødeværelser og forfriskninger til politikerne iscenesattes et sælsomt forhandlingsforløb. Rode og Stauning fastslog, at kongen nu havde lagt ministeriet Liebes skæbne i partiernes hænder, og de to gik i offensiven over for et par ret passive konservative og en treven J. C. Christensen, der, som han sagde, hellere ville „tage stødet nu”, dvs. tage generalstrejken med et uundgåeligt nederlag for arbejderklassen. „Der sker dog ikke andet, end at førerne i løbet af nogle dage hænger på lygtepælene,” mente han, mens Stauning og Rode nok mente, at Christensen selv ville blive klynget op som den første.

I de første timer kom parterne ikke ud af stedet. Så tilkaldte kongen ved 23-tiden den intetanende, trygt sovende Liebe og lod ham forstå, at alle partier ønskede „hans hoved” som betingelse for forlig og aflysning af generalstrejken. Liebe afviste i første omgang og indkaldte Konow og Sindballe som forstærkning. I de følgende timer fungerede kongen som forligsmand ved på skift at forhandle med politikerne på palæets første sal og ministrene i stuen. Liebe har berettet:

"Hver gang vi havde talt med kongen, lod han til at ville rette sig efter os, men når han kom tilbage fra etagen ovenover, hvor partiførerne sad, var modet atter sunket: Afgørelsen skulle falde i nat. Ellers var mulighed for forlig udelukket."

Annonce

Kort efter klokken fire morgen efter syv timers forhandlinger traf kongen sin beslutning. Han lod sin regering falde, og efter at have udarbejdet en forligstekst kunne politikerne kl. 5.30 forlade slottet. Aftalen indebar, at der skulle dannes en regering med overformynder Friis som leder. Rigsdagen skulle indkaldes og færdigbehandle valgloven. Valg skulle holdes den 22. april eller så snart derefter, som valgloven muliggjorde. Til gengæld blev generalstrejken afblæst. Der skulle gives almindelig amnesti for alle politiske forseelser.

Friis indvilligede i at danne regering, dog under den forudsætning, at konflikten på arbejdsmarkedet blev løst. Det skete natten mellem den 4. og 5. april med et forlig, der betegnede en total kapitulation over for arbejdernes krav.

 Påskekrisen gav trods dens alvor anledning til et væld af satirer. Tegneren Christian Hoff har i Svikmøllen i 1920 givet sin version af de „skiftende ministerier i aprildagene på Amalienborg”. Blandt de mange højtidelige høje hatte, der cirkler om Saly's rytterstatue af Frederik 5., er der også blevet plads til syndikalistiske kasketdrenge, kyseklædte amagerkoner og arbejderledere.

Påskekrisen gav trods dens alvor anledning til et væld af satirer. Tegneren Christian Hoff har i Svikmøllen i 1920 givet sin version af de „skiftende ministerier i aprildagene på Amalienborg”. Blandt de mange højtidelige høje hatte, der cirkler om Saly's rytterstatue af Frederik 5., er der også blevet plads til syndikalistiske kasketdrenge, kyseklædte amagerkoner og arbejderledere.

I mellemtiden havde Friis sammensat sin regering, der senere er blevet karakteriseret som et „Landmandsbankministerium”, idet fem af dets medlemmer, herunder Friis selv, var knyttet til denne bank og flere af disse yderligere tæt forbundet med H. N. Andersen og hans ØK-selskaber. De fleste nye ministre var embedsmænd, men også to socialdemokrater blev optaget, Københavns finansborgmester Jens Jensen og borgerrepræsentant P. J. Pedersen.

Rigsdagen blev straks indkaldt for at godkende det nye ministerium, og dermed var det markeret, at landet vendte tilbage til parlamentariske tilstande. Det havde med Charles Marlings ord været historiens ironi, at regeringen Zahles fald var udløst af grænsespørgsmålet, den eneste sag, hvor den aldrig havde handlet uden fuld tilslutning fra de øvrige partier. Den blev ikke genindsat, men påskekrisen og den kraftige reaktion fra de to tidligere regeringspartier skulle i det videre perspektiv vise sig at betyde en befæstelse af det parlamentariske demokrati. Den blev paradoksalt, men for så vidt logisk nok, vundet med udenomsparlamentariske midler. Styrkelsen af parlamentarismen blev illustreret af, at alle parter argumenterede på grundlag af dens principper. Reaktionerne på afskedigelsen af Zahle var tillige for Christian 10. og hans omgivelser en magtfuld demonstration af den risiko, det kunne være at overtræde de uskrevne parlamentariske regler. Herved bragte kongen sig i modsætning til både den betydningsfulde del af den offentlige mening, som de radikale var talsmænd for, og de velorganiserede og selvbevidste sociale klasser, som Socialdemokratiet repræsenterede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Kongen som forligsmand i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306243