Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Den største stund vor slægt har oplevet”

Oprindelig forfatter NFC

Allerede under valgkampen var Flensborgsagen trådt i baggrunden over for de øvrige skarpe modsætninger. Flensborgbevægelsen var ganske vist fortsat meget aktiv og samlede ca. 20.000 underskrifter i Nord- og Mellemslesvig for en internationalisering af anden zone. Den sendte en delegation til Paris for over for CIS at fremsætte kravet om i hvert fald Flensborgs indlemmelse i Danmark, eventuelt en internationalisering af anden zone. Skønt regeringen vel følte nogen sympati for tanken og sendte juraprofessoren Fr. Vinding Kruse til Paris for at yde bistand til delegationen, var den på det rene med, at Danmark hverken kunne eller skulle fastholde disse ønsker.

Da delegationen ankom til Paris, havde CIS og stormagternes ambassadørråd allerede afgjort sagen. Grænsen skulle med få ændringer følge skellet mellem første og anden zone. Et traktatudkast blev forelagt til underskrift den 15. juni. På grund af en regeringskrise i Tyskland kunne underskriften ikke foreligge, men den endelige afgørelse af det slesvigske spørgsmål blev alligevel kundgjort for Danmark og Tyskland. Fra den 15. juni var Nordslesvig en del af det danske kongerige. Rigsdagen bekræftede dette med en lov den 25. og 26. juni. Stormagterne sikrede den formelle suverænitet over landsdelen den 5. juli, og Christian 10. underskrev traktaten den 9. juli.

 Lørdag den 10. juli 1920 red Christian 10. over grænsen ved Frederikshøj mellem Kolding og Haderslev. Langs hele turen var sønderjyderne strømmet til, og hvidklædte piger strøede tusindfryd og valmuer på vejen foran kongen. Gårdejer P.J. Refshauge bød ham velkommen i den gamle landsdel med ordene: „Frit har vi valgt, og skam og hæder, sorg og lykke vil vi dele med vort folk, og vort fædreland vil vi være med til at bære frem mod dagen ny.”

Lørdag den 10. juli 1920 red Christian 10. over grænsen ved Frederikshøj mellem Kolding og Haderslev. Langs hele turen var sønderjyderne strømmet til, og hvidklædte piger strøede tusindfryd og valmuer på vejen foran kongen. Gårdejer P.J. Refshauge bød ham velkommen i den gamle landsdel med ordene: „Frit har vi valgt, og skam og hæder, sorg og lykke vil vi dele med vort folk, og vort fædreland vil vi være med til at bære frem mod dagen ny.”

Få sager delte i 1900-tallet i den grad befolkningen og vakte dens lidenskaber som grænsekampen 1919-1920. Nu var det hele afgjort. Modsætningerne kunne lægges til side. Tilbage var alle samfundsgruppers uforbeholdne glæde over sønderjydernes tilbagevenden til Danmark.

Annonce

"Det klinger som et eventyr, et sagn fra gamle dage: en røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage."

Sådan indledte Henrik Pontoppidan sit digt til genforeningsdagen den 10. juli, da Christian 10. på sin hvide hest krydsede den gamle grænse.

Dagen efter fejrede titusinder genforeningen ved en folkefest på Dybbol Banke med kongefamilien, regeringen og rigsdagsmedlemmerne i spidsen. I sin tale lovede Niels Neergaard på det danske folks vegne de danske i Sydslesvig: „De skal ikke blive glemt”. Dette løfte blev holdt. I de følgende år gennemførtes en stor statslig og frivillig folkelig indsats for at bevare og udbygge dansk kultur og sindelag blandt de mere end 10.000 danske sydslesvigere, som fortsat måtte leve som tyske statsborgere.

Ved genforeningen blev Danmark øget med godt 4000 kvadratkilometer, svarende til ca. ti procent af det hidtidige areal. Befolkningen blev forøget med godt 160.000 indbyggere, heraf ca. 30.000 tysksindede. Landsdelen led under store økonomiske og sociale problemer. I mange hjem var der regulær nød, selv om der i de foregående år var sendt mange forsyninger fra Danmark til sønderjyderne. Trods en betydelig statslig og privat støtte i 1920'rne kneb det med at udrydde nøden, og det gav grobund for ekstreme politisk-ideologiske bevægelser.

Genforeningen nødvendiggjorde ændringer i grundloven, idet den skulle udstrækkes til at gælde Sønderjylland. De blev gennemført i løbet af sommeren 1920 og bekræftet ved en folkeafstemning den 6. september. Her stemte 613.000 for og kun 19.000 imod, men stemmedeltagelsen var kun på ca. 49 procent, hvilket skyldtes Socialdemokratiets opfordring til ikke at stemme. Partiet havde under grundlovsforhandlingerne fremsat vidtgående forslag bl.a. om indførelse af republik, afskaffelse af Landstinget og nedsættelse af valgretsalderen til 21 år.

 Genforeningsfesten på Dybbøl Banke søndag den 11. juli 1920 samlede op mod 100.000 mennesker. Efter at forsamlingen havde sunget „Du skønne land med dal og bakker fagre”, indledte hovedtaleren amtmand O.D. Schack med disse ord: „På Dybbøl Banke, det dyrebareste sted, Danmark ejer, hvor fortid og nutid fører et sprog, der er stærkere, end mennesketunge formår det, mødes Danmarks kongehus, regering og Rigsdag – mødes Danmark selv i dag med sønderjyske landsmænd.” Senere overrakte en deputation af sønderjyder kongen Sønderjyllands gave, som var gengivelser af guldhornene fra Gallehus.

Genforeningsfesten på Dybbøl Banke søndag den 11. juli 1920 samlede op mod 100.000 mennesker. Efter at forsamlingen havde sunget „Du skønne land med dal og bakker fagre”, indledte hovedtaleren amtmand O.D. Schack med disse ord: „På Dybbøl Banke, det dyrebareste sted, Danmark ejer, hvor fortid og nutid fører et sprog, der er stærkere, end mennesketunge formår det, mødes Danmarks kongehus, regering og Rigsdag – mødes Danmark selv i dag med sønderjyske landsmænd.” Senere overrakte en deputation af sønderjyder kongen Sønderjyllands gave, som var gengivelser af guldhornene fra Gallehus.

Ingen af disse forslag blev vedtaget, og den nye grundlov rummede kun beskedne ændringer i forhold til den bestående grundlov. Det blev dog fastslået, at kongen (dvs. regeringen) ikke uden Rigsdagens samtykke kunne erklære krig, slutte fred eller i øvrigt indgå internationale forpligtelser. For at sikre sønderjydernes repræsentation udvidedes antallet af folketingsmedlemmer med ti til 149 og antallet af landstingsmedlemmer fra 72 til 78. 1915-grundlovens løfte om nedsættelse af valgretsalderen til Folketinget til 25 år var nu virkeliggjort.

Som følge af grundlovsændringen blev der i 1920 afholdt flere valg end nogen sinde før eller siden. Ud over aprilvalget var der to valg til Folketinget, den 6. juli og 21. september, og to til Landstinget, den 10. august og 8. oktober. Valgkampene var betydeligt mere afdæmpede end til aprilvalget, men dog fortsat ganske skarpe. Valgene medførte ingen afgørende forskydninger mellem partierne. Venstre befæstede sin stilling, navnlig ved massiv tilslutning fra de sønderjyske vælgere, og Socialdemokratiet vandt seks mandater ved septembervalget, hvor valgretsalderen var blevet nedsat, sandsynligvis især ved stemmer fra de mange nye vælgere.

Det blev stadig mere åbenbart, at 1920'rne ville byde på en styrkeprøve mellem Venstre og Socialdemokratiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: „Den største stund vor slægt har oplevet” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306202