Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den skrøbelige borgfred

Oprindelig forfatter Redaktionen

Verdenskrigen ændrede radikalt vilkårene for dansk udenrigs- og indenrigspolitik. Selv om det lykkedes at manøvrere uden om krigsbegivenhederne, kunne Danmark ikke sin sædvane tro „hygge sig i smug”. Krigen satte nogle betingelser for og begrænsninger i handlemuligheder, som alle måtte erkende og som de fleste syntes at indrette sig efter. I de første faser var der hos partierne en udbredt enighed om, at væsentlige udenrigs- og indenrigspolitiske beslutninger måtte træffes under hensyn til det overordnede mål at bevare neutraliteten og holde landet uden for krigen. Udadtil måtte der derfor manifesteres en høj grad af samstemmighed, hvor partierne lagde de mere udprægede særinteresser til side. Hvordan denne borgfred skulle praktiseres, var der imidlertid i de første kriseprægede dage i august usikkerhed om.

Under de sikkerhedspolitiske forhandlinger blev der stillet forslag om en samlingsregering af alle fire partier. Navnlig Edvard Brandes satte sig i bevægelse for denne tanke. Allerede før det egentlige krigsudbrud menes han at have foreslået en samlingsregering med den frikonservative Mogens Frijs som chef. Munch og Rode var stemt for tanken, der i denne krisesituation kunne bygge bro over modsætningerne mellem Folketing og Landsting, mellem Venstre og de radikale og mellem regeringen og kongen. En sådan løsning ville tillige tage vinden ud af sejlene på de nationalistiske og militære kredse, der nærede dyb mistillid til den radikale regering. I første omgang synes kongen ikke at have været interesseret. Zahle var bestemt imod og fik talt Rode og Munch fra ideen. Brandes opgav dog ikke tanken.

Under drøftelserne den 5. august om mineudlægningen tog han i mødet med partilederne sagen op igen. Nøglepersonen var som sædvanlig J. C. Christensen, og han afviste igen at råde. Det udløste ifølge P. Munchs referat en forbitret bemærkning fra Rode: „Kunne De ikke tænke Dem at give et patriotisk råd”, hvorpå Christensen udbrød: „Er ministeriet ikke patriotisk nok til at gøre sin pligt og tage sit ansvar?” Det var regeringen. Ingen af dem, mindst af alle Zahle, kunne tænke sig et samlingsministerium med J. C. Christensen som medlem. Tanken blev lagt til side, men Edvard Brandes rumlede senere flere gange med ideen om et ministerium Frijs.

Annonce

Borgfreden fjernede ikke uden videre de sociale, politiske og ideologiske modsætninger. Tværtimod viste det sig, at de blev uddybet og skærpet. Men i første omgang krævede situationen nogle indenrigspolitiske foranstaltninger, der indebar store virkninger for alle samfundsklasser og derfor krævede tilslutning fra alle partier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Den skrøbelige borgfred i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306204