Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nationalpolitiske konflikter

Oprindelig forfatter NFC

I efteråret 1918 viste langt den største del af den politisk engagerede offentlighed sig som tilhængere af en løsning af det slesvigske spørgsmål efter nationalitetsprincippet. Allerede længe før krigsafslutningen var i sigte, havde en lille gruppe akademikere, erhvervsfolk og militære samlet sig i en „Sønderjysk kreds af 1918”, hvis mål var inkorporering af hele Slesvig til Danevirke i kongeriget. Kredsen var ikke stor, men havde støtte fra unge nationalistiske konservative omkring „Det unge Danmark” og Studenterforeningens gruppe „To Løver”. Blandt dens mest aktive medlemmer var den afsatte chef for efterretningstjenesten, oberstløjtnant Erik With, der krigen igennem konstant havde modarbejdet regeringen ad dulgte kanaler. Kredsen havde gennem jens Vanggaard kontakt til Venstres folketingsgruppe.

Dannevirkebevægelsens argumentation hvilede på en formodning om, at de sejrende magter ville internationalisere eller neutralisere Kielerkanalen, og grænsen ville da naturligt kunne trækkes umiddelbart nord for denne. Det ville falde sammen med Danmarks „historiske ret” til hele Slesvig. Gruppen plejede flittig omgang med repræsentanter for den franske regering, som blandt sejrherrerne var ivrigst for at svække Tyskland.

 Dansk valgplakat ved afstemningen om Slesvigs fremtidige tilhørsforhold. Den klassiske Mor Danmark-skikkelse træder lysende frem på baggrund af den krigerisk udseende tyske ørn. Mor Danmarksymbolet er en fredeliggjort version af Elisabeth Jerichau Baumanns fremstilling fra 1850-51, der var malet under indtryk af slaget ved Isted. Oprindelig bar skikkelsen brynje og holdt et sværd i højre hånd. Det er her erstattet af en folderig kjole og en løvgren som symbol på fred.

Dansk valgplakat ved afstemningen om Slesvigs fremtidige tilhørsforhold. Den klassiske Mor Danmark-skikkelse træder lysende frem på baggrund af den krigerisk udseende tyske ørn. Mor Danmarksymbolet er en fredeliggjort version af Elisabeth Jerichau Baumanns fremstilling fra 1850-51, der var malet under indtryk af slaget ved Isted. Oprindelig bar skikkelsen brynje og holdt et sværd i højre hånd. Det er her erstattet af en folderig kjole og en løvgren som symbol på fred.

Fra december 1918 indledte kredsen et sandt bombardement mod regeringens og H. P. Hanssens linie. Den var blot en fortsættelse af krigstidens „tyskerkurs”, og Åbenråresolutionen var „en skændsel, den vil altid stå som en skamplet i Danmarks historie”. For enkelte lå der også det motiv bag agitationen, at det nationale spørgsmål kunne udnyttes til at fjerne den „radikal-socialistiske” regering og få „dette kryb slået endeligt ned”.

Annonce

Det var tonen fra yderliggående nationale og konservative talsmænd i den 18 måneder lange lidenskabelige offentlige diskussion, indtil genforeningen endelig blev virkelighed. Sjældent – om nogen sinde – har der i den danske offentlighed været fort en så omfattende og så skarp debat, hvor grænsen til det hadske blev overskredet så hyppigt, at det kan være vanskeligt at forstå i vore dage. Det nationalpolitiske blev flettet sammen med de store sociale konflikter og navnlig med spørgsmålet om magten i samfundet. De utvivlsomt dybe og ægte nationale følelser forenedes med et lige så intenst følt fjendskab mod regeringen og den aktivistiske venstrefløj.

Et forsøg på at forlige modsætningerne ved et møde på Askov Højskole i januar 1919 fik nærmest den modsatte virkning, idet der her udkrystalliseredes endnu en oppositionsbevægelse mod regeringens linie, den såkaldte Flensborgbevægelse. I modsætning til Dannevirkekredsen udviklede den sig til en bred folkelig bevægelse med kravet om at sikre Flensborg by for Danmark under alle omstændigheder. Flensborg var danskhedens historiske „grænsevagt”, og det måtte være regeringens og Rigsdagens pligt at arbejde for byens genforening med Danmark.

 Den nyslåede ridder af Elefanten H.N. Andersen i samtale med Christian 10. ved Toldboden i København i forbindelse med den store delegations afrejse til Paris den 27. februar 1919 på ØK's „Fionia”. Bag kongen ses dronning Alexandrine og prins Knud. Til venstre for H.N. Andersen en anden af de fremtrædende erhvervsrepræsentanter, Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt. Skønt delegationen var bredt sammensat og repræsenterede alle betydelige interesser i Danmark, fik den næppe væsentlig indflydelse på genforeningsspørgsmålets løsning.

Den nyslåede ridder af Elefanten H.N. Andersen i samtale med Christian 10. ved Toldboden i København i forbindelse med den store delegations afrejse til Paris den 27. februar 1919 på ØK's „Fionia”. Bag kongen ses dronning Alexandrine og prins Knud. Til venstre for H.N. Andersen en anden af de fremtrædende erhvervsrepræsentanter, Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt. Skønt delegationen var bredt sammensat og repræsenterede alle betydelige interesser i Danmark, fik den næppe væsentlig indflydelse på genforeningsspørgsmålets løsning.

Flensborgbevægelsens offensiv satte ind samtidig med, at fredskonferencen i januar 1919 indledte sit arbejde i Paris. Her blev det slesvigske spørgsmål behandlet i en underkommission, der forhandlede om Tysklands grænser til Belgien og Danmark. Konferencen markerede, at tyngdepunktet i beslutningsprocessen om det nationale problem nu var forlagt til de sejrende stormagter. Over for disse søgte alle danske fløje nu at gøre deres synspunkter gældende.

I forlængelse af Rigsdagens oktoberresolution var der nedsat et politisk forhandlingsudvalg med repræsentanter for de fire store partier. Her foreslog de konservative, at der skulle sendes en alsidigt sammensat delegation til fredskonferencen. I første omgang afviste Scavenius forslaget, men efter pres fra H. N. Andersen, der som sædvanlig udøvede et privat diplomati, accepterede regeringen en delegation af de fire partier: P. Munch, Neergaard, Alex. Foss og C. V. Bramsnæs, firerepræsentanter for sønderjyderne, H. P. Hanssen, Kloppenborg-Skrumsager, Nis Nissen og Andreas Grau samt to fra det store erhvervsliv, Emil Glückstadt og H. N. Andersen. Det var første gang, at repræsentanter fra Rigsdagen blev inddraget i internationale forhandlinger, et vidnesbyrd både om den vægt, det nationale spørgsmål havde, og om Rigsdagens øgede betydning i sager, der ikke alene drejede sig om lovgivning.

Beslutningen blev truffet den 11. februar, samme dag som H. N. Andersen blev ophøjet til ridder af Elefanten. I det videre forløb spillede Andersen et behændigt dobbeltspil i den nationale sag. Over for regeringen støttede han en grænse efter nationalitet. „Kun de danske! De andre planer var vanvittige,” betroede han i november 1918 Ove Rode om Danevirke/Ejder-folkene. Over for englænderne og kongen, der med Munchs ord „levede i fantasierne om at komme til at herske over et stykke Tyskland”, præsenterede han sig som tilhænger af en grænse ved Danevirke-Ejderen og en international zone på begge sider af Kielerkanalen. Det var klart dikteret af hans „købmandsinteresse”, som Scavenius udtrykte det, og under delegationens ophold i Paris spillede han under dække med franske og britiske repræsentanter for at fremme denne tanke, samtidig med at han udadtil støttede den officielle danske position.

 Erik With var 1911-18 med rang af kaptajn chef for generalstabens efterretningssektion, en post han udnyttede til at udføre en uofficiel efterretningsvirksomhed, hvor han flittigt forsynede englænderne med informationer. P. Munch anså ham for at være en fantast og fjernede ham i 1918 fra efterretningstjenesten, idet With nu med rang af oberstløjtnant blev forsat til Holbæk. With bekæmpede energisk regeringens „tyskerkurs”. Han var til det yderste nationalistisk og tog 1919 på eget initiativ kontakt til udenlandske diplomater for at få støtte til Danevirkesagen.

Erik With var 1911-18 med rang af kaptajn chef for generalstabens efterretningssektion, en post han udnyttede til at udføre en uofficiel efterretningsvirksomhed, hvor han flittigt forsynede englænderne med informationer. P. Munch anså ham for at være en fantast og fjernede ham i 1918 fra efterretningstjenesten, idet With nu med rang af oberstløjtnant blev forsat til Holbæk. With bekæmpede energisk regeringens „tyskerkurs”. Han var til det yderste nationalistisk og tog 1919 på eget initiativ kontakt til udenlandske diplomater for at få støtte til Danevirkesagen.

Danevirke-tilhængerne sendte samtidig lægen Jonas Collin og greve Bent Holstein til Paris for at påvirke især den franske regering til at overlade større dele af Slesvig til Danmark, end nationalitetsgrænsen tilsagde. I juni afleverede de en Danevirke-adresse med 116.000 underskrifter til regeringen, der dog samtidig styrkede sin politiske og saglige stilling i det slesvigske spørgsmål ved at optage H. P. Hanssen som minister med den særlige opgave at løse det utal af problemer, der ville opstå i forbindelse med genforeningen.

På det tidspunkt havde fredskonferencen i hovedtrækkene fastlagt fremgangsmåden for løsning af det slesvigske spørgsmål. Den fulgte selvbestemmelsesrettens princip, idet der fastlagdes tre afstemningszoner, Nordslesvig (første zone), byen Flensborg og Mellemslesvig (anden zone) og den sydlige del af Slesvig (tredje zone).

Fredsbetingelserne blev offentliggjort den 7. maj 1919 og selve fredstraktaten underskrevet den 28. juni. Bestemmelserne om Slesvig vakte bestyrtelse i regeringen og blandt de mange, der støttede nationalitetsgrænsen. De frygtede, at mange i den næsten rent tysksindede tredje zone ville stemme dansk for at komme ud af det sociale og politiske kaos i Tyskland. Frygten gjaldt også ordningens holdbarhed over for et genrejst stærkt Tyskland.

Under de interne forhandlinger i det politiske forhandlingsudvalg og på et lukket rigsdagsmøde brast så den hidtidige skrøbelige enighed. Bortset fra Jens Vanggaard kunne Venstre med den moderate Neergaard som ordfører fortsat støtte oktober-resolutionen. De konservative stemte med undtagelse af L. V. Birck imod og trak deres repræsentanter ud af det politiske forhandlingsudvalg. Bortset fra nogle få Danevirke-folk samlede partiet sig nu om Flensborg-linien.

I Paris fulgte stormagterne den danske regerings protest og bestemte, at der ikke skulle holdes afstemning i tredje zone, men afviste samtidig den danske regerings krav om tysk rømning af den anden zone forud for afstemningen. Det stod nu klart, at det rent tysksindede Sydslesvig skulle forblive under Tyskland. Beslutningen trak tæppet bort under Danevirke-tilhængerne, og de fleste af dem forlagde i de følgende måneder deres aktivitet til Flensborg-bevægelsen.

Det var hensigten, at fredstraktaten skulle ratificeres hurtigt i de involverede stater, men denne procedure trak ud i mere end et halvt år og forsinkede dermed også afstemningerne i de to zoner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Nationalpolitiske konflikter i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306235