Den internationale kommission og afstemningerne

Versailles-traktaten trådte i kraft den 10. januar 1920. Det var heri bestemt, at forvaltningen af Slesvig og iværksættelsen af afstemninger skulle overtages af en international kommission (forkortet CIS), mens Tyskland fortsat havde suveræniteten over hele området. CIS blev sammensat af repræsentanter fra de allierede, gesandterne Charles Marling for England og forfatteren Paul Claudel for Frankrig, mens udpegningen af et amerikansk medlem måtte afvente en stadig mere usikker ratifikation af fredstraktaten i den amerikanske Kongres. Desuden blev Norge og Sverige anmodet om at udpege hver et medlem. Det blev Th. Heftye fra Norge og Oscar v. Sydow fra Sverige. Til formand udpegedes Marling.

Den vigtigste opgave for CIS var at foranstalte afstemningerne i de to nordlige zoner i samarbejde med den danske regering og de tyske myndigheder. I den lange periode fra kommissionens oprettelse i juni 1919 til afstemningerne havde de forskellige nationale bevægelser rige muligheder for at udøve pres på dens medlemmer og udnytte indre uoverensstemmelser mellem især Claudel som formodet mere danskvenlig og de øvrige. Men i det store og hele formåede CIS i hvert fald indtil afstemningen i anden zone at føre en neutral linie mellem de mange krydsende interesser.

Afstemningen i første zone var fastlagt til den 10. februar 1920. Forud gik en sand folkevandring af både danske og tyske til Nordslesvig, idet det i fredstraktaten som nævnt var blevet bestemt, at alle der var født i området skulle have stemmeret. Det gav stemmeret til blandt andet børn af tyske embedsmænd, som kun havde opholdt sig kort tid i Nordslesvig og ikke havde nogen nær tilknytning til egnen. De danske frygtede, at dette især ville få betydning for afstemningen i anden zone. Til afstemningen i første zone kom ca. 14.000 nordfra og ca. 9000 sydfra.

Blandt de danske fra kongeriget var der en forventningsfuld oprømthed. Det var, fortalte Nic. Svendsen i Dybbøl-Posten,

"repræsentanter for hele det slægtled i alle afskygninger, mænd og kvinder, rige og fattige, som engang i fortiden på grund af tidens ugunst bosatte sig nord for Kongeåen. De samles nu, denne lyse søndagsmorgen uden standsforskel til en historisk hjemfærd i fællesfølelsen af det store øjeblik som en eneste stor familie her på skibsdækkets snævre plads. Åh, ja, det havde de ikke drømt om, at de skulle få den oplevelse: en dag at stævne hjem for at være med til at bestemme landsdelens fremtidsskæbne."

For første gang i 56 år måtte der flages med Dannebrog. Og der blev god grund til at flage. Med overvældende flertal stemte vælgerne i første zone for tilknytning til Danmark. Stemmeprocenten var over 91, og af de fremmødte stemte 75.431 for Danmark og 25.329 for Tyskland. I byerne Sønderborg, Tønder og Åbenrå var der tysk flertal, og da nogle landsogne umiddelbart nord for zonegrænsen samtidig havde tysk flertal, begyndte en del tysksindede at håbe på, at grænsen kunne trækkes langs Tiedje-linien, opkaldt efter den tyske embedsmand Johannes Tiedje, nord om Højer og Tønder, syd om Løgumkloster og nord om Tinglev ud til Flensborg Fjord.

Det tyske håb knyttedes til forventningen om tysk flertal i anden zone og navnlig i Flensborg. I mange uger havde interessen og agitationen samlet sig om at vinde denne by. Blandt de tusindvis af tilrejsende var tyskerne i overtal. Afstemningsdagen var den 14. marts, og da resultaterne ud på aftenen begyndte at indløbe, blev det hurtigt tydeligt, at flertallet ville blive for Tyskland. I hele zonen stemte 51.724 tysk mod 12.800 dansk, i Flensborg var tallene 27.081 mod 8944. Nederlaget for de danske var ubestrideligt.

For de tyske var glæden lige så stærk, som den havde været det for danskerne i første zone. De danske havde ikke eneret på nationalfølelse. Men bitterheden og smerten over tabet af Flensborg ramte mange danske dybt. Der havde været en forventning, også blandt regeringspartiernes tilhængere, om at byen dog ville blive dansk. Flensborgbevægelsens folk rettede deres harme mod regeringen. Forræderitemaet blev trukket frem igen. „Kunne alt dette ikke være gået anderledes, hvis regeringen ikke havde svigtet?” spurgte Vilhelm la Cour. Parolen „Flensborg hjem!” havde stadig magt over mange sind. Der måtte kunne findes en udvej for at „fri byen fra fællesskæbne med Preussen”. Hjælp hertil fra regeringens side kunne man ikke regne med. Så måtte altså en allersidste kraftanstrengelse gøres for at få regeringen væltet. Men hvordan? Og med hvilket konkret program?

Det blev kernen i den kulmination på to års national, social og magtpolitisk konflikt, der løb sammen i påsken 1920.