Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lille land - hvad nu?

Oprindelig forfatter NFC

Med udbruddet af en europæisk storkrig, hvor Tyskland og England blev hovedmodstandere, var Danmark havnet i den sikkerhedspolitisk og udenrigsøkonomisk værst tænkelige situation. Ikke at den kom særlig overraskende. Siden konsolideringen af det europæiske alliancesystem fra ca. 1907 havde der hele tiden været en oplagt fare. Strategisk lå Danmark inden for begge stormagters interesseområde, fordi det både var placeret på Tysklands nordflanke og beherskede indsejlingen til Østersøen. Økonomisk var det afhængigt af begge lande, der var storaftagere af eksportprodukter og hovedleverandører til energi- og råstofforsyningen.

I befolkningen var reaktionen på krigsudbruddet en blanding af resignation, frygt og panik. Krigen kom ikke uventet. For alle var det afgørende spørgsmål, om Danmark ville kunne holde sig udenfor, og i de hektiske dage omkring 1. august samledes folk på pladser og torve, diskuterede og studerede de sidst udkomne aviser og løbesedler ved avisredaktionerne. Som så ofte både før og senere ramte panikken først Børsen, hvor kurserne faldt så drastisk, at den måtte lukkes. Krigsudbruddet traf også de mere velstillede, der havde råd til at holde ferie, og „paniktogene”, der „fulde til stuvning befordrede så at sige alle landets feriegæster hjem, så de under deres nærmeste tag kunne afvente, hvilke nedslag det frygtelige, i horisonten optårnede uvejr ville bringe”. Sådan beskrev Jacob Paludan senere i indledningen til romanen „Jørgen Stein” situationen i en lille provinsby.

 På forsiden af Illustreret Familie-Journal den 20. august 1914 var Europas magter tegnet ind på et skakbræt, hvor brikkernes størrelse skulle angive landenes styrke. Danskerne fulgte fra begyndelsen levende med i krigens gang. De moderne kommunikationsmidler blev taget i brug. Berlingske Tidende oprettede en telefonavis, og Politiken viste de seneste nyheder i lysskrift, der kunne ses over hele Rådhuspladsen. Allerede den 10. november havde Biorama på Østerbrogade premiere på den første sammenhængende krigsfilm „Krigens Ofre”.

På forsiden af Illustreret Familie-Journal den 20. august 1914 var Europas magter tegnet ind på et skakbræt, hvor brikkernes størrelse skulle angive landenes styrke. Danskerne fulgte fra begyndelsen levende med i krigens gang. De moderne kommunikationsmidler blev taget i brug. Berlingske Tidende oprettede en telefonavis, og Politiken viste de seneste nyheder i lysskrift, der kunne ses over hele Rådhuspladsen. Allerede den 10. november havde Biorama på Østerbrogade premiere på den første sammenhængende krigsfilm „Krigens Ofre”.

Forsvarsminister P. Munch var blandt dem, der måtte afbryde et ferieophold, om end i overensstemmelse med sit gemyt ikke i panik. Han havde i lighed med flere af de øvrige regeringsmedlemmer gennemtænkt situationen og de få handlemuligheder, der frembød sig for Danmark. I de sidste dage af juli og begyndelsen af august gennemdrøftede regeringen internt den politiske linie, forhandlede med partiledere fra de øvrige partier, med værnenes chefer og med en i denne situation meget aktiv Christian 10.

Annonce

Der var hos alle parter enighed om, at Danmark i lighed med Sverige og Norge skulle fastholde sin neutralitet, sin upartiskhed over for de krigsførende magter og så vidt muligt et venskabeligt forhold, der indebar, at man kunne videreføre de økonomiske forbindelser til navnlig England og Tyskland. En ensidigt erklæret neutralitet indebar imidlertid ingen sikkerhed mod overgreb fra de krigsførende parter. End ikke en garanteret neutralitet som Belgiens og Luxembourgs havde vist sig at være sikker. For en lille stat som Danmark lå sikkerheden alene i, at stormagterne havde interesse i at respektere den.

Truslen mod Danmarks sikkerhed bestod i et muligt kapløb mellem England og Tyskland om at sætte sig i besiddelse af større eller mindre dele af dansk territorium eller i en ensidig tysk præventiv aktion for at sikre kontrollen med indsejlingen til Østersøen. Denne risiko blev af regeringen betragtet som den mest nærliggende, og for de radikale ministre var den absolutte forudsætning, at Danmark ikke måtte blive Tysklands modstander og derfor måtte tilpasse sig rimelige tyske krav om militære foranstaltninger. Denne holdning stred mod den udbredte, historisk betingede anti-tyske stemning i befolkningen, hvor alene arbejderbevægelsen repræsenterede en mere protysk tendens. Omvendt kunne Tyskland frygte, at Danmark ville udnytte en krigssituation ved at alliere sig med Tysklands fjender for at genvinde Nordslesvig.

Dette problem blev for så vidt bragt ud af verden den 30. juli, da udenrigsminister Erik Scavenius på tysk forespørgsel bekræftede, at Danmark ville iagttage en „velvillig neutralitet”, såfremt det ikke kom til at stride mod den principielle neutralitet. Til gengæld lod den tyske regering forstå, at Tyskland ikke havde aggressive hensigter over for Danmark.

Forsvarsordningen af 1909 indebar, at Danmark rådede over et betydeligt neutralitetsværn, og allerede den 1. august blev det besluttet at indkalde sikringsstyrken på ca. 50.000 mand, der for de flestes vedkommende skulle bemande Københavns befæstning, mens en mindre styrke på ca. 10.000 skulle sikre grænsen i Jylland.

Regeringen og den militære ledelse var ikke helt enige om, i hvilket omfang styrken i givet fald skulle sættes ind. Hærchefen general Vilhelm Gørtz og flådens chef admiral Otto Kofoed-Hansen ville imødegå ethvert angreb „med alle til rådighed stående midler”. Dette blev stiltiende accepteret af Munch, men i virkeligheden mente han, at militæret ikke skulle føre en håbløs kamp mod en militær overmagt. Divergensen bestod det meste af krigen igennem, og kun det forhold, at landet ikke blev inddraget i krigen, hindrede en åben konfrontation om tolkningen af neutralitetsværnet.

Indkaldelsen af sikringsstyrken og de mange tusinders rejse gennem landet blev tolket som tegn på, at Danmark nu alligevel kom med i krigen. Det udløste ny usikkerhed og paniklignende reaktioner i dele af befolkningen. Disse første augustdage var et eldorado for rygtesmede.

Den 2. august så regeringen sig tvunget til at sætte ind mod uroen og rygtedannelsen. Den lod kongen udsende et budskab med advarsel mod uansvarlige ytringer og ubesindige demonstrationer, og samme dag blev repræsentanter for pressen indkaldt til et møde, fordi de militære ledere ønskede et forbud mod omtale af troppe- og flådebevægelser. Et sådant var der ikke lovgrundlag for, og censur kunne heller ikke komme på tale. Regeringen måtte derfor forlade sig på, at pressen på Munchs opfordring frivilligt undlod at omtale militære forhold, herunder fremmede magters flådebevægelser i danske farvande. Munch anmodede også om upartiskhed i omtalen af kampene mellem de krigsførende magter. Skønt de indkaldte pressefolk gav deres tilslutning, kneb det flere gange pressen at tøjle sensationslysten og sympatierne for en af parterne, ikke alene i disse første dage, men adskillige gange i krigens løb.

 Rådhuspladsen i København i august 1914. Avisdrenge sælger ekstraudgaver med de seneste nyheder om krigen. På BT-hjørnet meddeles det, at telegrammer fra krigen er opslået i restauranten. I mylderet af fodgængere og cyklister er bilerne begyndt at blande sig i trafikken. Billedet er taget af pressefotografen Holger Damgaard, der i 1908 overtalte Henrik Cavling til at anvende en ny teknik ved produktionen af dagbladsfotografier, således at gengivelsen blev skarpere.

Rådhuspladsen i København i august 1914. Avisdrenge sælger ekstraudgaver med de seneste nyheder om krigen. På BT-hjørnet meddeles det, at telegrammer fra krigen er opslået i restauranten. I mylderet af fodgængere og cyklister er bilerne begyndt at blande sig i trafikken. Billedet er taget af pressefotografen Holger Damgaard, der i 1908 overtalte Henrik Cavling til at anvende en ny teknik ved produktionen af dagbladsfotografier, således at gengivelsen blev skarpere.

Udvekslingen af erklæringer den 30. juli havde tilsyneladende bragt klarhed over forholdet til Tyskland. Men den skulle vise sig ikke at holde. Sent om aftenen den 2. august henvendte den tyske gesandt Brockdorff-Rantzau sig til Scavenius for at aflevere en meddelelse, som han ifølge en forholdsordre skulle indgive, når krigen var brudt ud. Tyskland ville, hed det, på ingen måde anfægte den danske stats beståen, men krigsudviklingen kunne uden Tysklands vilje medføre, at operationerne udstraktes til danske farvande. I et sådant tilfælde måtte Danmark gøre sig situationens alvor klar og være sikker på, hvilken stilling det ville indtage. Henvendelsen viste sig senere at bero på en misforståelse fra Brockdorff-Rantzaus side, men den affødte intense diskussioner blandt ministrene indbyrdes og mellem disse og de militære chefer. Endelig om eftermiddagen den 3. kunne regeringen forelægge kongen et udkast til svar, der sluttede med en erklæring om, at „Danmark vil i intet tilfælde slutte sig til Tysklands modstandere”. En sådan udtalelse bidrog til at forstærke det indtryk, der herskede i borgerlige kredse af, at regeringen førte en „tyskerkurs”.

Trods erklæringen viste det sig, at Tyskland fortsat ikke nærede fuld tillid til Danmark. Da England natten mellem den 4. og 5. august trådte ind i krigen, udløste det tysk frygt for engelske flådeoperationer mod Kiel og andre dele af Østersøområdet. Tidligt om morgenen den 5. begyndte tyske krigsskibe at udlægge miner i Langelands Bælt. Meddelelsen herom fremskyndede et ministermøde, og under dette indfandt Udenrigsministeriets departementschef sig og berettede, at Brockdorff-Rantzau havde henvendt sig i Udenrigsministeriet med en forespørgsel, om Danmark straks ville spærre Store Bælt effektivt, dvs. med miner mod begge krigsførende parter.

 Erik Scavenius, der var udenrigsminister i den radikale regering under verdenskrigen, er en af det 20. århundredes mest omstridte danske politikere. Han var vokset op i et konservativt godsejermiljø, men brød som ung med det og sluttede sig især på grund af militærspørgsmålet til de radikale. Det aristokratiske præg forlod ham dog aldrig. Hans indsats som udenrigsminister var præget af en kølig realistisk vurdering af den danske stats vitale interesser. En endnu større rolle kom han til at spille under 2. verdenskrig. Erik Scavenius havde intet tilovers for de politikere, der oppiskede de nationale lidenskaber, og han skabte sig med rammende, ofte direkte sårende bemærkninger mange fjender og kritikere.

Erik Scavenius, der var udenrigsminister i den radikale regering under verdenskrigen, er en af det 20. århundredes mest omstridte danske politikere. Han var vokset op i et konservativt godsejermiljø, men brød som ung med det og sluttede sig især på grund af militærspørgsmålet til de radikale. Det aristokratiske præg forlod ham dog aldrig. Hans indsats som udenrigsminister var præget af en kølig realistisk vurdering af den danske stats vitale interesser. En endnu større rolle kom han til at spille under 2. verdenskrig. Erik Scavenius havde intet tilovers for de politikere, der oppiskede de nationale lidenskaber, og han skabte sig med rammende, ofte direkte sårende bemærkninger mange fjender og kritikere.

Det affødte endnu en indenrigspolitisk krise, idet regeringen ikke kunne eller ville træffe en så vidtrækkende beslutning uden forhandlinger med de militære chefer, lederne af de øvrige partier og kongen. Efter nogen tøven enedes ministrene om at imødekomme det tyske krav.

Støttet af Christian 10.s farbror prins Valdemar overtalte admiral Kofoed-Hansen kongen til at acceptere mineudlægningen, og kongens rolle synes i disse hektiske timers beslutningsproces at have været ganske afgørende. Han påtog sig yderligere at skrive til den engelske konge George 5. for at forklare det danske skridt, og på egen hånd lod Christian 10. sin fætter prins Georg af Grækenland og til Danmark viderebringe en fortrolig meddelelse til den engelske gesandt om, at Danmark godt nok fulgte det tyske krav, men „de miner der udlægges er ikke armeret. Dette er ukendt for den danske regering”. Det var en meddelelse af tvivlsom sandhedsværdi, men også et vidnesbyrd om kongens ringe tillid til ministeriet. Englænderne accepterede den danske „nødvendighed” og foretog sig ikke videre.

Den tyske beslutning om mineudlægning og pres på Danmark bundede efter alt at dømme i en fejlvurdering af de engelske strategiske hensigter i forbindelse med Østersøområdet. Det var en udbredt tysk antagelse, at England ville forsøge at gøre indfald i Østersøen mod Kiel og eventuelt søge at forbinde sig med den russiske flåde. Det skærpede den almindelige tyske frygt for indkredsning og nødvendiggjorde efter den tyske ledelses opfattelse aktionen over for Danmark. Den engelske interesse for Østersøen var imidlertid på dette tidspunkt minimal. Den indgik ikke i landets flådestrategi, og Danmark blev af de fleste i England betragtet som liggende inden for tysk interesseområde.

 I denne gruppe af indkaldte til sikringsstyrken ses som nummer to fra venstre Thøger Thøgersen, som i 1914 blev ekskluderet af Socialdemokratiet for at have kritiseret partiets støtte til militærbevillingerne. Efter sin hjemsendelse arbejdede han en tid i Tyskland. Ved sin hjemkomst herfra tilsluttede han sig militærnægterbevægelsen og blev en af dennes mest anvendte talere. Han gik ind i Fagoppositionens Sammenslutning, men forlod den igen, da han i 1918 var medstifter af Socialistisk Arbejderparti. Senere gik han ind i Danmarks kommunistiske Parti.

I denne gruppe af indkaldte til sikringsstyrken ses som nummer to fra venstre Thøger Thøgersen, som i 1914 blev ekskluderet af Socialdemokratiet for at have kritiseret partiets støtte til militærbevillingerne. Efter sin hjemsendelse arbejdede han en tid i Tyskland. Ved sin hjemkomst herfra tilsluttede han sig militærnægterbevægelsen og blev en af dennes mest anvendte talere. Han gik ind i Fagoppositionens Sammenslutning, men forlod den igen, da han i 1918 var medstifter af Socialistisk Arbejderparti. Senere gik han ind i Danmarks kommunistiske Parti.

I den store sammenhæng var den danske krisebeslutning en beskeden episode, men den viste ligefuldt vilkårene for en lille stats neutralitetspolitik, når de store tørner sammen. Ud fra en senere tids betragtning var de involverede militærchefers og politikeres nervøsitet for, at ethvert nok så beskedent militært eller diplomatisk fejltrin ville inddrage Danmark i krigen, næppe begrundet. I virkeligheden var der i situationen nok større valgmuligheder, end de centrale beslutningstagere opfattede. Frygten for tysk militær intervention var givetvis overdrevet, idet tyskerne næppe havde overskydende militær kapacitet til at starte operationer mod Danmark. For Tyskland udgjorde Danmark kun en fare, såfremt det allierede sig med England, eventuelt i håbet om at genvinde Nordslesvig. Denne eventualitet lå uden for de flestes horisont, når der ses bort fra de ultranationalistiske kredse herhjemme. Spørgsmålet om det havde været muligt at føre en mere ligelig neutralitetspolitik, lader sig næppe besvare entydigt. Men i det store og hele blev den danske neutralitetspolitik ført med stor behændighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Lille land - hvad nu? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306198