Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krig og kultur

Oprindelig forfatter NFC

Mens verden viste et ansigt, der i digteren Helge Rodes formulering gjorde, at ord ikke stod højt i kurs, var der ikke desto mindre mange, der i ord funderede over krigen, dens årsager og følger materielt, politisk og åndeligt. Det virker, som om krigen i et land, der lykkeligvis havde fred, alligevel udløste nogle skarpe, dybtliggende og modsatrettede holdninger, som i både ord og handlinger blev tilspidset i en grad, der ellers sjældent er set i Danmark. Forfattere og journalister, politikere og aktivister drog i felten med meninger og aktioner, der gjorde femåret fra grundlovens gennemførelse i 1915 til påskekrisen i 1920 til en af vor histories mest stormomsuste perioder.

Krigen kastede den gamle verden i smeltediglen, vendte op og ned på vante forestillinger, og den tvang folk til at „se stort”. Danskerne var rigtignok fjerne iagttagere af krigens rædsler og kunne ikke med samme følelser som de krigsførende folk begejstres og fortvivle ved sejre og nederlag, men engagement og medleven prægede også den danske hverdag. Verdenskortet og overskrifterne blev lidt større. For en umiddelbar betragtning så det ud, som om det nationale sammenhold voksede sig stærkt i alle de krigsførende lande. Der lød bitre eller hoverende kommentarer til det sammenbrud for den internationalistiske optimisme, som krigen førte med sig. Under disse „idealernes sammenbrud”, som professor og formand for foreningen „Den personlige Friheds Værn” Fr. Weis kaldte det, blev socialdemokraterne hårdest ramt, fordi arbejderne, som han sagde, i stedet for „at vende deres had mod det militaristiske og kapitalistiske system i deres eget land … nu kæmper mod hinanden som vilde barbarer, der af hjertet hader hinanden … side om side med deres undertrykkere i det daglige liv”.

 Helge Rode indledte sit omfattende forfatterskab i 1890'erne med en del skuespil og digte. Senere skrev han en række kulturbetragtninger. 1910-15 skrev han for Illustreret Tidende og fra 1915 for Berlingske Tidende, hvorfra hans kulturkritiske essays er samlet i Krig og Aand (1917). I modsætning til broderen Ove Rode var politik ham ligegyldig, men hans senere værker er båret af en stærk nationalfølelse og religiøsitet.

Helge Rode indledte sit omfattende forfatterskab i 1890'erne med en del skuespil og digte. Senere skrev han en række kulturbetragtninger. 1910-15 skrev han for Illustreret Tidende og fra 1915 for Berlingske Tidende, hvorfra hans kulturkritiske essays er samlet i Krig og Aand (1917). I modsætning til broderen Ove Rode var politik ham ligegyldig, men hans senere værker er båret af en stærk nationalfølelse og religiøsitet.

Det var dog ikke alene socialdemokraterne, der i en blanding af desillusion og fornyet optimisme begyndte at betone nationen som den naturlige ramme for deres politiske virksomhed og at betragte den nationale følelse som forudsætning for internationalismen. Også andre af førkrigstidens idéverdener måtte til revision, f.eks. den pacifistisk farvede borgerlige fredsbevægelse, der herhjemme især havde haft sine tilhængere blandt de radikale. Bevægelsen havde søgt næring i tilliden til, at „almenmenneskelig kultur og humanitet” skulle gennemsyre alle nationer, således at det ikke var muligt at rejse et folk til krig mod naboen. Den tillid var det vanskeligt at opretholde.

Annonce

Med det tredje af førkrigsoptimismens idékomplekser, darwinismen, var sagen mere kompliceret. Krigen kunne jo uden besvær tolkes som den yderste konsekvens af udviklingslærens kamp for de bedst egnedes overlevelse, med Tyskland i billedet som den unge kraftige nation over for et „træt og irritabelt” England, som Johs. V. Jensen udtrykte det. Men han vendte sig mod at se krigen som en bekræftelse af darwinismen, for den eneste sikre følge var, at de bedste „unge karle” blev slået ihjel, mens de svagere humpede rundt derhjemme.

Helge Rode og andre anslog modsat en skarp tone mod darwinismen og dens tilhængere. For de „som knyttede deres fremskridtstro og fredssværmeri til darwinismen måtte i alt fald en skønne dag se, at de selv havde oversavet den grønne gren, de selv sad på”. Oppe over deres hoveder lød rovfuglenes skrig. „Det var den tyske krigsfilosofi, som sad trygt og godt og havde en sådan overbevisning, at den fik gensvar fra et helt andet træ.” Hvad en del af den nye generation plæderede for, var en genindsættelse af „moralens pligt- og kærlighedslære” frem for den golde videnskabelighed og naturalisme, der havde kendetegnet den foregående generations tænkning.

 Forside af tidsskriftet Klingen april 1918 med tegning af Axel Salto, der i 1916 havde modtaget stærke indtryk fra mødet med fransk ekspressionisme. Salto udgav Klingen for egne midler og samlede omkring bladet en række af de kunstnere, der kom til at præge kultur- og samfundsdebatten i de følgende årtier. Tidsskriftet var i sit indhold lige så kaotisk som den samtidige virkelighed. Det blev også banebrydende i kraft af Saltos grafiske tilrettelæggelse.

Forside af tidsskriftet Klingen april 1918 med tegning af Axel Salto, der i 1916 havde modtaget stærke indtryk fra mødet med fransk ekspressionisme. Salto udgav Klingen for egne midler og samlede omkring bladet en række af de kunstnere, der kom til at præge kultur- og samfundsdebatten i de følgende årtier. Tidsskriftet var i sit indhold lige så kaotisk som den samtidige virkelighed. Det blev også banebrydende i kraft af Saltos grafiske tilrettelæggelse.

Krigstiden fremkaldte imidlertid også et langt mere radikalt opgør med traditionen. I tidsskriftet Klingen (1917-20) brød en række yngre kunstnere med alle hidtil kendte udtryksformer. Malere som Axel Salto, Harald Giersing og Svend Johansen præsenterede de nye internationale stilformer som ekspressionismen og kubismen, digterne Otto Gelsted og Emil Bønnelycke skrev her deres første digte, og Poul Henningsen indledte sit lange kritisk ræsonnerende forfatterskab med et frontalangreb på kunstakademiets stivnede traditioner inden for arkitekturen. I „Klingen” brødes vidt forskellige åndsretninger. Mens Otto Gelsted og Poul Henningsen repræsenterede en ny radikal humanisme, var enkelte andre inspireret af futurismens teknik- og voldsdyrkelse, og de kunne som Emil Bønnelycke forholde sig næsten ekstatisk begejstret til krigen, således i digtet „Hymne” fra 1918:

Hengiv jer Kammerater, i lytten til sangen i luften.
Den lystigste lyd er den, der lovsynger døden.
Fløjt med den melodiske fløjten af fuglene projektilerne
Fløjt den berusede og unge overmods fanfare.
...
Og i denne åndløse trommeild Kammerater,
og i denne tordnende lyd af underverdener, der sprænges,
i denne af fløjtende jærnfugle befærdede nat
sker udløsningen af umålelige fond af kræfter,
som for os, der skal dø, er den gudskabte skønhed.

Det kan ikke undre, at dette nybrud fremkaldte stærke reaktioner og angreb fra den ældre generation. Således hævdede f.eks. den i andre henseender så frisindede læge Carl Julius Salomonsen i sin bog „Dysmorfismens sygelige natur” fra 1919, at de nye kunstretninger var udtryk for „smitsomme sindslidelser” og dekadence, og at de i øvrigt var forbundet med disse ars revolutionære politiske bevægelser.

Blandt førkrigsgenerationens forfattere udløste krigen imidlertid også nye synspunkter omkring kulturudviklingen. Det paradoksale var, at skønt størstedelen af den borgerlige opinion var proengelsk og profransk, formulerede de protyske stemmer sig stærkest.

Videst gik den uafhængigt konservative Karl Larsen i sin lovsyngelse af Tyskland som kulturnation og af krigen som skabende kraft. Den tyske nationale militarisme var „den betydeligste kulturværdi, det moderne Tyskland overhovedet har udviklet, Tysklands egentlig originale indsats i nutidskulturen”, hed det i et meget udbredt skrift fra 1915. Kultur var for Karl Larsen uendelig meget andet end litteratur, kunst og „vindskibelighed”. Det var også evnen til at „lyde og byde”, og derfor var militarismen en „virkelig fællesskole for alle den nationale stats borgere, for videnskabsmanden, industrimanden, arbejderen, som fra den hjembragte bærende moralske regler for liv og gerning”. Dette belærte han københavnske arbejdere om i et foredrag i Arbejdernes Læseselskab i 1916. Over for disse mandige dyder led danskerne under „en kvindelig sympatisyge” for undertrykte folk. Dristige ord til en forsamling af arbejdere, der netop var vokset op med ideen om international solidaritet med undertrykte nationer. Til gengæld har arbejderne i vid udstrækning kunnet bifalde den protyske holdning.

Georg Brandes led næppe af „kvindelig sympatisyge”, og han satte i 1916 hele sin internationalt anerkendte autoritet bag et åbent brev til den franske politiske leder Georges Clemenceau. Denne havde karakteriseret danskerne som en nation „uden stolthed”. Vi burde have brudt vor neutralitet og allieret os med Tysklands fjender for at genvinde de tabte hertugdømmer. Brandes svarede, at det ville have været „en fuldstændig afsindighed”. Ingen i Danmark nærede nogen tilbøjelighed til at opnå herredømme over de tysksindede dele af den slesvig-holstenske befolkning og da slet ikke med tvang over for et ydmyget Tyskland. Det ville blot udløse en ny tysk erobringskrig. Med den stemning af „fnysende nationalhad”, der var ved at ødelægge europæisk kultur, gjorde danskerne klogt i ikke at betragte sagerne så simpelt og enkelt som talsmændene for de krigsførende parter. Brandes vedkendte sig sin gæld til både Tyskland og Frankrig, og just denne bestræbelse på at anskue den europæiske situation nuanceret indbragte ham ikke alene et skuffet og vredt „Adieu, Brandes!” fra Clemenceau, men tillige et bombardement af angreb fra danske nationalistiske kredse i den udenlandske og hjemlige presse. Det anes allerede her i 1916, hvorledes fronterne til efterkrigstidens nationalpolitiske kamp blev trukket op. Med den national-konservative skribent Harald Nielsens karakteristik af Brandes' skrift som „jødisk-chauvinistisk” fornemmes, hvilke kræfter der på den yderste højrefløj kunne mobiliseres i den nationale kamp.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Krig og kultur i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306214