George 5., konge af Storbritannien, Irland og de britiske oversøiske lande samt kejser af Indien, sammen med Wilhelm 2., tysk kejser og konge af Preussen, mens de to majestæter endnu kunne modes under fredelige former. De var fætre og fra en tid, da moder mellem stormagternes fyrstelige overhoveder endnu havde en vis politisk betydning. Begge var i deres hjemlande omstridte personer, men deres skæbner blev meget forskellige. Wilhelm måtte abdicere den 9. november 1918 og flygte til Holland, mens George opnåede en betydelig popularitet for sin indsats under krigen.

.

Langelinie i 1918. Tysklands erklæring af den uindskrænkede ubådskrig i 1917 og de engelske modforholdsregler skabte store vanskeligheder for den danske handelsflåde, der ellers havde sejlet mange penge hjem til rederierne. Selv om det lykkedes at få nogle aftaler i stand med både England og Tyskland, der for en dels vedkommende sikrede den danske udenrigshandel, måtte et antal skibe lægges op. I 1917-18 ødelagdes i alt 178 danske skibe, og den samlede tonnage faldt under krigen med ca. 20 procent.

.

Dr. Alexander Helphand Parvus gengivet efter en pastel af Walter Bondy 1917. Hans alsidige aktiviteter gav anledning til et væld af myter om hans liv. Ved århundredets begyndelse havde han tilhørt den revolutionære fløj af det tyske Socialdemokrati. Efter de første russiske revolutionsforsøg i 1905 sad han fængslet i den berygtede Peter-Paul fæstning i Sankt Petersborg for at ville omstyrte staten. Senere tjente han en formue på Balkan ved ikke helt stuerene forretninger.

.

„Et dansk Arbejder- og Soldaterraad” kaldte Alfred Schmidt med kærlig ironi denne tegning i Blæksprutten 1917. Med tydelig reference til de russiske og tyske rådsbevægelser forestiller han sig en række kendte socialdemokrater og fagforeningsformænd udgøre et sådant råd. I midten troner det altid taknemmelige offer Frederik Borgbjerg, der måtte høre megen kritik af sin rejse i foråret til det revolutionære Rusland. På den anden side er det ikke just revolutionsangst, der lyser ud af Alfred Schmidts tegning.

.

Den langvarige krigs rædsler, de uhyre tab af menneskeliv og truslen om den europæiske civilisations sammenbrud fremkaldte talrige fredsinitiativer. Blandt disse vakte pave Benedikt 15.s og den amerikanske præsident Woodrow Wilsons størst opmærksomhed i den internationale offentlighed. Alle forsøg var dog forgæves.

Fra dansk side udfoldedes næsten fra krigens begyndelse en serie fredsinitiativer, der foregik i dybeste hemmelighed. Nøglepersonen i disse var H. N. Andersen, der med Christian 10. og udenrigsminister Erik Scavenius som eneste medvidere fra august 1914 til januar 1918 gennemførte et veritabelt penduldiplomati mellem London og Berlin med enkelte afstikkere til Sankt Petersborg.

H. N. Andersens mange missioner havde flere mål. Han havde overbevist kongen om dennes muligheder for at optræde som fredsmægler i kraft af de nære familierelationer til kong George 5. og zar Nikolaj 2. og kongens gode forhold til kejser Vilhelm 2. København ville efter triumviratets opfattelse være et velegnet centrum for fredsmægling. Et andet mål var afbalanceringen af den danske neutralitets påståede protyske holdning med kongens og Andersens utvetydige probritiske sympatier. Samtidig skulle missionerne sikre danske handels- og forsyningsinteresser og som en for Andersen ikke uvæsentlig sidegevinst ØK's interesser.

H. N. Andersen havde med kongen i ryggen direkte adgang til de højeste regeringskredse i alle tre lande og udnyttede dem behændigt til at skabe forståelse for de danske synspunkter. Med sin besynderligt hypnotiserende personlighed kunne han vinde fortrolighed og blive betroet opgaver som forbindelsesled mellem regeringerne i meget følsomme sager. Samtidig blev han også udnyttet i regeringernes egne spil for at fremme deres specielle interesser. For englænderne fungerede han sammen med nogle af prinserne som informations- og efterretningskilde om tyske holdninger og militære aktiviteter i de danske farvande. Af den tyske regering blev han brugt i dens stadige bestræbelser for at opnå en separatfred med Rusland, initiativer som blev afvist bestemt af zaren og en overgang bragte Danmark i en alvorlig klemme mellem stormagterne.

I sine talrige forhandlinger drev H. N. Andersen et farligt dobbeltspil, hvor han bevidst overdrev modpartens fredsvilje, fortav de elementer i deres udsagn, der kunne hæmme en mægling, og i nødsfald tyede til bevidste løgne. Når hans spil gik godt, skyldtes det forhandlingernes absolutte fortrolighed, og at parterne havde ringe mulighed for at kontrollere, hvad han meddelte de andre.

I et langsigtet perspektiv kunne H. N. Andersen lokke englænderne med store visioner om en fremtidig østersøpolitik, der skulle muliggøre englændernes overtagelse af de hidtidige tyske interesser i området og placere København med byens nye frihavn som et naturligt centrum for en storslået handelsaktivitet. Disse perspektiver blev der sat en effektiv bremse for med de russiske revolutioner i marts og november 1917. Da var H. N. Andersens muligheder som fredsstifter allerede i realiteten udtømt. Regeringsskiftet i England i december 1916, der bragte Lloyd George til magten, og tyskernes uindskrænkede ubådskrig fra den 1. februar 1917 skærpede modsætningerne i en sådan grad, at enhver tanke om fredsmægling måtte opgives. I de to sidste krigsår fortsatte H. N. Andersen sine pendulrejser mellem London og Berlin, men koncentrerede i stigende grad sin indsats om at varetage de danske handels- og forsyningsmæssige interesser.

Var H. N. Andersens storpolitiske bestræbelser således frugtesløse, styrkede de til gengæld hans indenrigspolitiske position, navnlig i rollen som kongens ubestridt foretrukne rådgiver, noget han skulle vide at udnytte i fuldt mål i de første efterkrigsår.

I januar 1918 fik de fortrolige fredsbestræbelser en sidste opblussen, denne gang på tysk initiativ. Den bolsjevikiske revolution med dens fredsparole havde genskabt tyskernes håb om en separatfred med russerne og om en fornyet fredsvilje hos englænderne. Disse var dog fuldstændigt afvisende, mens separatfreden med Rusland blev indgået i Brest-Litovsk i marts 1918. Også en hjemlig dansk udvikling kan have bidraget til det nye initiativ.

I forlængelse af den kommunistiske november-revolution i Rusland førte den stærkt antityske avis København i november-december 1917 en lang pressekampagne af den indflydelsesrige journalist Anders Vigen mod Socialdemokratiet og en af krigstidens og den internationale socialismes mest ejendommelige skikkelser. Det var den russisk-jødiske forretningsmand dr. Alexander Helphand med tilnavnet Parvus (den lille), måske på grund af hans enorme korpus og velkendte appetit på mad, vin og kvinder.

I 1915 slog han sig ned i København, hvor han tjente store penge på handel med Tyskland. Han havde gode forbindelser til den tyske gesandt Brockdorff-Rantzau og plejede samtidig tæt omgang med Stauning, Borgbjerg og andre ledende socialdemokrater. Han havde desuden bevaret gode kontakter til det tyske Socialdemokratis top. Han grundlagde Selskabet for social Forskning af Krigens Følger med bibliotek og læsesal, hvor blandt andre forfatteren Karl Larsen kom. I pressen blev det med rette anset for at være en tysk spioncentral.

Med disse mange tråde i et fast greb formidlede Parvus i 1915 et stort indkøb af koks fra Tyskland til Arbejdernes Fællesorganisation i København, 400 vognladninger, der til de øvrige importørers raseri blev solgt en kr. billigere pr. hektoliter end andre, endda med fortjeneste. Protesterne førte i 1916 til, at handelsvirksomheden blev bragt ind i normale baner ved stiftelsen af et officielt registreret selskab A/S Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning, i daglig tale Arbejderkul, ejet af de københavnske fagforeninger og med udbyttebegrænsning på seks procent. Købere var især staten og de større kommuner, og forretningerne gik strygende, specielt efter at de engelske leverancer blev færre og færre. Arbejderkuls daglige leder Karl Kiefer kunne med ledende tyske socialdemokrater i ryggen presse de tyske leverandører til gunstige aftaler.

Nu rejste de nysgerrige journalister så spørgsmålet om prisen for denne succes og om Parvus' rolle. Havde han i virkeligheden med sine mange penge og det tyske Socialdemokratis medviden finansieret den russiske revolutionære Vladimir Uljanov Lenins transport i plomberet jernbanevogn fra Schweiz til Finland for gennem en omvæltning i Rusland at skaffe Tyskland den eftertragtede separatfred? Og, hvad der var langt alvorligere indenrigspolitisk sprængstof i, havde Parvus og det tyske Socialdemokrati stået bag de mange fredsinitiativer, som det danske Socialdemokrati med Stauning i spidsen havde taget i krigens løb?

Såvel Lenin og hans revolutionære bolsjevikker som Stauning og de øvrige socialdemokrater kunne som grundlag for deres handlinger pege på vedtagelser fra 2. Internationales kongresser, der pålagde socialisterne at gøre alt for at hindre et krigsudbrud. Skulle dette, som virkeligheden viste, mislykkes, var det en pligt at arbejde for krigens afslutning og, tilføjedes det, at udnytte den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise til at omstyrte det kapitalistiske klasseherredømme. Lenin og Stauning greb fat i hver sin del af denne beslutning. Lenin samlede i 1915 og 1916 på konferencer i Zimmerwald og Kienthal de revolutionære socialister for at skabe en ny international organisation til kamp mod kapitalismen. Da muligheden opstod for at omstyrte martsrevolutionens borgerligt-socialdemokratiske styre i Rusland, slog han med basis i arbejder- og soldaterråd til i november 1917. Under parolen „fred, brød og jord” fejede en massebevægelse af arbejdere og bønder det vaklende styre til side, og under ledelse af Det kommunistiske Parti påbegyndtes opbygningen af en socialistisk stat.

De danske socialdemokrater var for så vidt enige med Lenin i, at krigen var en følge af kapitalismen og de imperialistiske modsætninger, men de havde hverken vilje til eller ønske om at udnytte situationen til en revolutionær omstyrtelse af kapitalismen. Trods sammenbruddet for 2. Internationale ville de søge at samle alle landes socialdemokrater bag kravet om en hurtig fred.

Allerede i efteråret 1914 og begyndelsen af 1915 mødtes de skandinaviske socialdemokrater for at forberede en international fredskonference. Kernen i disse bestræbelser var de neutrale landes socialdemokrater, og i sommeren 1916 afholdt disse et møde i Holland for at forberede en større konference. Men en deltagelse af socialdemokrater fra de krigsførende lande var fortsat umulig. Kort efter Staunings indtræden i regeringen tilsluttede de skandinaviske socialdemokrater sig den amerikanske præsident Wilsons forslag om en fred uden anneksioner. Da USA i april 1917 trådte ind i krigen på ententens side og efter den første russiske revolution, intensiveredes fredsbestræbelserne.

I april-maj foretog Borgbjerg en meget omtalt rejse til Petrograd (det tidligere Sankt Petersborg) for at formå de russiske socialdemokrater til at deltage i en fredskonference. Missionen var inspireret af de tyske socialdemokrater, som håbede at udvirke en separatfred. Samtidig forberedtes i Stockholm med Staunings deltagelse en stor international fredskonference. Men nu begyndte de heftige borgerlige angreb på socialdemokraternes aktiviteter. Både Borgbjergs rejse som påstået udsending for tyskerne og Staunings virke i fredsinitiativet samtidig med, at han var minister, hævdedes at kompromittere den danske neutralitet alvorligt. De borgerlige partier og aviser krævede derfor Staunings afgang.

Det udviklede sig til en politisk sommergyser, hvor den konservative kontrolminister Rottbøll efter krav fra sit parti truede med at udtræde af regeringen, hvilket også ville betyde J. C. Christensens afgang. Efter stærkt pres fra kongen accepterede Rottbøll at blive i regeringen, men han blev da ekskluderet af sit parti for ikke at have fulgt partigruppens flertalsbeslutning. For Stauning betød angrebene, at han i realiteten trak sig ud af fredsarbejdet og overlod det til andre partifæller. Stockholmkonferencen blev aldrig til noget, og de socialdemokratiske fredsbestræbelser ebbede i lighed med H.N. Andersens stille ud. Det stod mere og mere klart, at freden kun kunne vindes på slagmarkerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fred og forretning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig