Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Klassesamfundet organiseres (1900-1925)

Danmarkshistorien Bind 12.jpg

1900-tallets første årtier er en af de mest konfliktfyldte perioder i Danmarks nyere historie. Bondebevægelsen og arbejderbevægelsen havde i 1800-tallets sene del været allierede i kampen for det parlamentariske demokrati, som fandt sin foreløbige afslutning med systemskiftet i 1901. Derefter skiltes deres veje. Perioden indledes med partiet Venstres første regeringsdannelse i 1901, og den slutter med den første socialdemokratiske regering i 1924 - i sig selv en klar markering af den magtforskydning, der inden for dette korte tidsrum fandt sted på socialt, kulturelt og politisk plan.

De sociale og kulturelle modsætninger spidsede navnlig til i årene lige efter 1. Verdenskrig med kulmination i påskekrisen 1920. Niels Finn Christiansen ridser her i bind 12 af Danmarkshistorien baggrund og forløb op. Han skildrer datidens fremherskende tankegange, som de ytrede sig i spændingerne mellem land og by, i store konflikter mellem arbejdere og arbejdsgivere og i stærke indre brydninger i arbejderbevægelsen efter revolutionen 1917 i Rusland. Det folkelige gennembrud i politikken fik sit sidestykke i en frodig folkelig kultur, men også i en begyndende massekultur og en modernistisk elitekultur.

Annonce