Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Riget rejses

Oprindelig forfatter OFen

Alligevel begynder med 1157 den periode af danmarkshistorien, som vi kalder Valdemarstiden. Den tegnes af de tre konger Valdemar (1.) den Store, Knud (4.) den Sjette og Valdemar (2.) Sejr. Drabet på Sven Grathe betød, at der kun var én dansk konge tilbage; men det betød ikke, at hans enekongedømme var sikret. Dog lykkedes Valdemars bestræbelser for at sikre tronen for sin egen efterslægt til fulde: kronen gik fra mand til mand – søn efter fader eller broder efter broder – helt frem til Valdemar Atterdag (1340-75).

Valdemar den Stores dronning hed Sophie. Hendes moder hed Richiza og hendes fader var en russisk fyrste. Richiza havde været gift før, nemlig med kong Niels' søn Magnus, Knud Lavards drabsmand, og i et tredje ægteskab blev hun gift med kong Sverker af Sverige. Valdemars ægteskab med Sophie forklares derfor rimeligt med, at hun gennem moderens første ægteskab var halvsøster til Magnus' søn Knud, som blev Valdemars medkonge over Jylland. Men Sophie var ikke blot et redskab; hun blev en selvstændig, politisk betydningsfuld person, som på mønter og kalkmalerier er afbildet sammen med Valdemar. En engelsk kilde, som formentlig er fra begyndelsen af 1170'erne, beretter, at dronning Sophie stod bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes russiske fader og brødre. Forud for ægteskabet med Sophie havde Valdemar en søn uden for ægteskab, som hed Christoffer. Om moderen ved vi kun, at hun hed Tove.

 Byen, eller rettere fæstningen Kalundborg blev grundlagt ca. 1150 af Esbern Snare og siden prydet med en kirke, som ikke ligner nogen anden. Den er opført i form af et græsk kors, fra hvis midte og fire arme de fem tårne rejser sig som et vidnesbyrd om Hvideslægtens formåen. I 1827 styrtede midtertårnet ned, så det mangler på denne akvarel af J. Th. Lundbye fra 1843. Det blev genrejst i 1870.

Byen, eller rettere fæstningen Kalundborg blev grundlagt ca. 1150 af Esbern Snare og siden prydet med en kirke, som ikke ligner nogen anden. Den er opført i form af et græsk kors, fra hvis midte og fire arme de fem tårne rejser sig som et vidnesbyrd om Hvideslægtens formåen. I 1827 styrtede midtertårnet ned, så det mangler på denne akvarel af J. Th. Lundbye fra 1843. Det blev genrejst i 1870.

Vi aner som nævnt en betydelig distance i forholdet imellem Valdemar og ærkebiskop Eskil, som, når han var i riget, var den fælles kirkes forlængede arm. Derimod var – i hvert fald ifølge Saxo – Valdemar og Absalon nært knyttet til hinanden i kraft af deres fælles opvækst.

Annonce

Kort efter at Valdemar blev enekonge valgtes Absalon til biskop i Roskilde. De to er hovedpersoner i Saxos værk, og beskrivelsen af dem og deres gerninger får ikke for lidt. Men sikkert er det, at ikke blot Absalon, men også broderen Esbern Snare og en fætter Sune Ebbesen, og flere andre af slægten var Valdemars støtter og rådgivere. Et dilemma for Absalon har det været at vælge imellem pave Alexander 3. som Eskil støttede, og kejser Barbarossas modpave, Victor 4. Da Valdemar i 1162 aflagde lensed til kejseren var støtte til modpaven omfattet af eden. Valdemar måtte acceptere hele pakken, og for Absalon, der ledsagede kongen, var der ingen vej uden om accept af den pave, kongen var forpligtet til at lyde.

I de følgende år gik Valdemar stille med dørene af hensyn til kejseren og de to paver. Først da den kejserlige Victor 4. døde i 1164, turde han nærme sig pave Alexander og dermed Eskil. Om Valdemar herefter, som det blev skrevet om ham, i alle ting handlede efter Eskils råd, eller om Absalon har formået at formidle et samarbejde imellem kirke og kongemagt til begge parters tilfredshed, er mindre væsentligt, for kilderne fortæller klart om et samarbejde til gavn for kirker og klostre.

Til gavn for alle måtte der for enhver pris skaffes fred. Det betød, at venders og andres vikingeagtige togter måtte stoppes. Imod denne plage var bønderne flere steder begyndt at organisere et forsvar under ledelse af lokale bondehøvdinger. Ellers var man for let et bytte for venderne, som efter endt plyndring drog hjem med mange fanger. Vendernes historieskriver Helmold fortæller, at han i vinteren 1156 sammen med en biskop Gerold besøgte en vendisk høvding ved navn Thessemar i vagrernes land: „Derpå bøjede vi af til Thessemars gæstfri hus, hvor vi blev modtagne på det prægtigste. Men slavernes bægre kunne hverken trøste eller glæde os, al den stund vi måtte se på de fodlænker og mange andre slags marterredskaber, som man havde for skik at bruge imod de fra Danmark hidbragte Kristusdyrkere. Tillige havde vi dér Herrens præster for øje, som var udmagrede af det lange fangenskab, hvori man havde ladet dem sulte, uden at bispen enten med det gode eller med det onde kunne udrette noget for dem.”

Helmold kan endog berette, at venderne lod en dansk fange korsfæste.

Skulle det splittede og svækkede rige stille noget op i denne situation, måtte kongemagten gå i spidsen og mobilisere den fornødne magt.

Indledningsvis mødtes Valdemar med den mægtige hertug af Sachsen, Henrik Løve. Danske krigstog over Østersøen måtte ikke misforstås af sakserne, der kunne betragte kystegnene som deres gebet. Valdemar betalte hertugen en stor sum penge for at skaffe de danske lande fred, og man aftalte deling af de afgifter, der skulle betales af vender, der måtte blive undertvunget.

Dernæst blev den danske søleding reorganiseret, og togterne kunne begynde. I løbet af 1160'erne afgik henved en snes vendertog over Østersøen. Saxo skildrer Absalon som drivkraften bag denne indsats, men en bred opbakning fra landene har været betingelsen for de mange togter, der i 1169 resulterer i erobringen af Rügen og indtagelsen af borgen Arkona.

Disse angreb over havet var et godt forsvar imod sørøverne. Men endnu bedre blev dette forsvar med opførelsen af et større antal borge spredt ud over landene. Store Bælt sikredes med en borg på Sprogø, med Nyborg, med Tårnborg ved Korsør Nor og med Esbern Snares Kalundborg. Herudover opførtes Søborg i Nordsjælland, Helsingborg, Vordingborg og flere. Og Danevirke forstærkedes med Valdemarsmuren. En blyplade fra Valdemar den Stores grav i Ringsted oplyser, at Danevirke opførte han som den første „af bagte sten”. Det er den første omtale i Danmark af teglbrændingskunsten. Grunden til denne udbygning af Danevirke skal nok søges i kongens frygt for saksernes hertug, Henrik Løve; men samtidig løb Valdemar den risiko, at kejseren, hans lensherre, betragtede byggeriet som en provokation.

Tegl blev snart det foretrukne byggemateriale i alle vigtige byggerier iværksat af kongen, bisper og de rigeste slægter. Men teglsten kunne også bruges til andet end byggeri; Saxo fortæller, at Absalon engang omsorgsfuldt gav den gamle ærkebisp Eskil en opvarmet teglsten med i seng.

Ved sit byggeri skaffede Valdemar fred til veje på overfartsstederne over havet. Det beretter Sven Aggesen, der tilføjer, at Valdemar lagde venderne ind under sit styre og tvang dem til at betale skat. I europæisk sammenhæng styrkede det Valdemars ry, at han i bedste korsfarerånd udbredte kristendommen blandt de hedenske vender.

I det omfang vendertogene gav ham kræfter dertil, forsøgte Valdemar i 1160'erne at få indflydelse i Norge, hvor indre uroligheder opmuntrede forskellige tronkrævere. I hvert fald over egnene omkring Oslofjorden, har Valdemar ønsket at udstrække sin magt, muligvis for at have ryggen fri under togterne til Venden. Norske kongsemner kunne befrygtes at gøre fælles sag med Valdemars modstandere i Danmark. Først i 1170, efter sejren over rügboerne, blev der sluttet fred, dog ikke med den norske kong Magnus Erlingsson, men med hans fader Erling Skakke, der anerkendte Valdemar som lensherre over Viken, hvor Erling blev hans jarl.

Efter Rügens erobring blev øen på ærkebiskop Eskils anbefaling lagt under Roskilde Stift af pave Alexander 3. Kejseren protesterede, men uden resultat. Også Henrik Løve var utilfreds og tog endog vendernes parti, så nye kampe blev følgen. Over for vender og sakser i forening måtte Valdemar give op. Ved en fredsslutning i 1171 gav kongen efter på en række punkter. Men han havde skaffet riget fred for fjender udefra.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Riget rejses i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307119