Romerret

Genopdagelsen af oldtidens græske filosofi og naturvidenskab var ét element i det 12. århundredes renæssance. Et fornyet studium af oldtidens romerret var et andet.

Som grækernes lærdom fik virkning i Danmark, fordi den indgik i al højere uddannelse ved de europæiske lærdomssæder, således fik også romerretten betydning for dansk rets udvikling, fordi studiet af den verdslige romerret gik så tæt i spand med studiet af kirkeretten, som alle gejstlige, der tragtede efter kirkens højere embeder, skulle igennem. Derfor måtte Anders Sunesen rejse til Bologna efter sine studieår i Paris. Bologna blev i 1100-tallet centrum for retsvidenskaben både for kirkerettens og romerrettens vedkommende.

Anders Sunesen vendte hjem i midten af 1190'erne og fik fuld valuta for sine studier, først som kongens kansler, siden som ærkebiskop. Han blev ophavsmand til to hovedværker i middelalderens danske litteratur: et teologisk læredigt om skabelsen og et juridisk arbejde: den skånske lovbog, begge på latin og begge muligvis beregnet til brug for undervisningen i domskolen i Lund. Skabelseshistorien er en indførelse i almindelig teologi, lovbogen er en forklarende gengivelse af den skånske ret, dvs. den lokale ret tilsat elementer af kirkeret og romersk ret. Vi vender tilbage til lovenes værdi som historiske kilder, men nævnes skal her et par eksempler fra Anders Sunesens tekst, som illustrerer sammenstødet imellem gammel og ny ret.

Om forholdet mellem på den ene side Guds lov og kirkeretten og på den anden side verdslig ret er der ingen tvivl: „Det står fast, at denne menneskelige lov som en lydig tjenerinde eller en terne, der følger sin frues fjed, indskrænkes af den guddommelige lovs fortrin, når denne foreskriver, at ægteskaber underkastes ikke tingets, men himlens, ikke den verdslige domstols, men den åndelige kirkes undersøgelse og afgørelse …” Heraf følger, at den verdslige ret ikke blot skal suppleres, men også korrigeres af kirkeretten. Knud den Hellige høstede oprør bl.a. på grund af sin håndfaste gennemtvingelse af fredsreglerne, der gjorde lovbrydere fredløse; men i begyndelsen af 1200-tallet, da Anders Sunesen skrev sin forklarende udlægning af Skånske Lov, ser vi, at kirke og konge har lirket ved mangt og meget i det gamle system.

Kategorisk lyder den regel, at kristen dåb er en betingelse for at kunne arve. Den, som aldrig er blevet genfødt ved dåbens sakramente, er, som om han aldrig var født. Denne regel, som markeres i begyndelsen af alle danske landslove, tyder på kristendommens totale sejr, for hvem vil ikke kunne arve? I alle landslovene behandles arveret og familieret i de første kapitler af lovene. Men hvad det betyder ved vi ikke. Det viser, at disse forhold lå kirken særligt på sinde, men om de anbringes så iøjnefaldende, fordi kirkens ønsker var opfyldt eller fordi det holdt særlig hårdt at få dem gennemført, ved vi ikke.

Men vi ved, at kirken måtte gå på akkord vedrørende det bødesystem, den ønskede indført. Det gamle system krævede, at der skulle betales bøde uanset gerningsmandens gode eller onde vilje. Dette var uacceptabelt for såvel kirkeretten som for romerretten, der begge kun pålagde ansvar for skyld. Kirkens opfattelse afspejles i sondringen imellem viljesværk, forsætlig gerning af ond vilje, og vådesværk, den uagtsomme og hændelige skade; men denne importerede sondring er i de skrevne love kun gennemført for bøderne til konge og biskop. Den private skadelidte får stadig væk bøder uanset viljesværk eller vådesværk. Ærkebiskop Anders Sunesen forklarer hvorfor i sin udlægning af Skånske Lov: „Hvis nogen ikke forsætligt men hændeligt, tilføjer nogen sår, da skal den sårede ikke desto mindre tage fuld bod, da hans smerte ikke har kunnet lindres mere ved, at der forelå en hændelse end forsæt til tilføjelsen af såret, og da der ikke for ham ligger synderlig vægt på, om det snarere er ved en hændelse end med forsæt, at han har lidt overlast. Er det en hændelse, gives der dog gerningsmanden som følge heraf den fordel, at han i den anledning ikke skal betale noget til kongen og biskoppen, hvis sag det ikke er at tugte nogen for en uventet hændelse, som intet menneske kan forudse, men snarere at straffe ond vilje, for at ulovlige og uretfærdige handlinger for fremtiden kan forebygges ved frygt for straf.”

Tydeligere kan det ikke siges, at her støder forskellige principper sammen. Kirken og romerretten vil kun drage den skyldige til ansvar, men ifølge den nedarvede ret var slægtninge ansvarlige alle for én.

På Knud 6.s tid var disse problemer højaktuelle i Danmark. I en kongelig forordning for Skåne fra den 28. december 1200, som er udstedt i nærværelse af Absalon, forklares, at specielt Skåne er plaget af manddrabsforbrydelser. For drab betales drabsbøden, mandebod, og for dens betaling er drabsmandens slægtninge kollektivt ansvarlige. Det fremgår af forordningen, at dette slægtsansvar misbruges af drabsmændene, som opkræver for store bidrag fra slægten og derved tjener på deres forbrydelser i stedet for at forarmes. I forordningen forsøges disse misbrug hindret; drabsmanden må ikke kræve sine frænder, før han selv har betalt en tredjedel af bøden. Derefter skal han sammenkalde først sine fædrene og siden sine mødrene frænder og beregne med dem, hvor meget enhver af dem skal bøde sammen med ham.

Bemærkelsesværdigt er det, at kongen og ærkebiskoppen indskrænker sig til at hindre misbrug af slægtsansvaret. Selve det ukristelige ansvar bevares, men kun vedrørende mandeboden: „Men i hvilken som helst anden sag eller forbrydelse, som en mand kan komme ind i bortset fra manddrab, er frænderne ikke pligtige at bøde med ham.” Denne ordning gentages i de skrevne landslove. Altså endnu et kompromis. Tiden er ikke inde til at afskaffe slægtsansvaret, ej heller til at afskaffe bøder for drab til fordel for offentlige og afskrækkende – og dermed forebyggende straffe.

Bag dette spøger stadig den private hævn. Derfor hedder det i samme forordning, at fredløshed rammer den, der dræber en mand efter at bøder er betalt. Grunden skrider under hele bødesystemet, hvis hævn kan ramme den, der har betalt bøder. Derfor denne forskel: drab kan sones med bøder, men dræbes drabsmanden efter at bøder er betalt, så skal hævneren være fredløs, og han kan ikke købe sin fred tilbage hos kongen.

Ansvarsreglerne viser os spændinger og brydninger imellem gammelt og nyt i lovene. Det nye var ikke hos os udtryk for nogen renæssance, for romerretten har aldrig været gældende ret hos os. Alligevel er Valdemarstidens reformer på rettens område også produkter af det fornyede studium af romerretten, som blomstrede op i 1100-tallets Italien. Siden oldkirkens dage havde kirkeretten bygget på romerretten, men fra midten af 1100-tallet repræsenteredes den fælles lovkyndighed af kirkens øverste i alle europæiske lande, hos os af ærkebisperne Absalon og Anders Sunesen.

Ingen af dem har efterladt sig retsvidenskabelige værker. Anders' bearbejdelse af den skånske ret henvender sig til latinkyndige, men ikke til juridisk kyndige. Derfor indeholder den en række forklaringer på juridiske begreber, som ikke findes i Skånske Lov, der betragter dem som selvfølgeligheder: f.eks. skødning, hævd, bol, det skånske skæppemål osv. Oplysninger, som er værdifulde for os på linie med den latinske og dermed romerretlige gengivelse af lovenes hjemlige begreber. Hertil kommer, at Anders løbende gør opmærksom på ældre retstilstand, og på uenighed om den gældende ret: efter nogles mening- efter andres mening; men den første mening holdes af de kyndige mænd for forstandigst osv. Nu og da siges en sædvane at være i overensstemmelse med naturlig og billig ret dvs. romerretten, men dette er undtagelser, som bekræfter Anders' ønske om at gengive den skånske ret, som den var, og ikke som han kunne ønske den.

Men idealet tabte han ikke af syne. Han efterlod sig en efter datidens forhold stor bogsamling på over 30 håndskrifter af teologisk og juridisk indhold. Hovedværket blandt de juridiske bøger er et kommenteret eksemplar af kirkeretten, Gratians dekret, som Lundebogen kalder „en herlig og såre nyttig bog”. På langt sigt kunne kirkeretten blive nyttig som forbillede for retten i Skåne. På kort sigt kunne ærkebiskoppen kun præge reglerne om kirkebod og kirkedisciplin. Det gjorde han, men herom senere.

Siden ca. 1900 har mange europæiske retshistorikere bidraget til belysning af fænomenet „retlig reception”, dvs. modtagelse af fremmede retsregler til supplering af eller erstatning for lokal sædvaneret. Det har især været et problem at forklare baggrunden for, at romersk og kirkelig ret har kunnet danne grundlag for en egentlig fælleseuropæisk ret. Italienske, franske og – i 1900-tallets sidste årtier – tyske retshistorikere har i den forbindelse peget på notarernes rolle. Siden oldtidens Romerrige bestod deres funktion i at udforme og bekræfte dokumenter således, at de derved fik beviskraft i retssager ved gejstlige og verdslige domstole i middelalderen og siden.

Også i Danmark fandtes notarer, som havde kendskab til kanonisk og romersk ret, for at deres dokumenter kunne opfylde dommernes krav til retsgyldighed og beviskraft. Ikke blot havde enhver biskop bistand af notarer; det samme havde danske konger og andre verdslige fyrster. En gennemgang af det middelalderlige brevmateriale vedr. danske forhold dokumenterer eksistensen af flere hundrede notarer af dansk eller udenlandsk herkomst. Deres nødvendige kendskab til kirkelig og romersk fællesret har sat sit præg på den lokale ret og retspraksis.