Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lærdom

Oprindelig forfatter OFen

Billedet af middelalderen som en mellemperiode, en parentes imellem oldtiden og dens „genfødelse” (på fransk renaissance) i 1400- og 1500-tallet, er i dag forældet, selv om det har holdt hårdt. Den tanke, at der ikke eksisterede nogen sammenhæng imellem oldtid og middelalder og imellem middelalder og renæssance er historisk absurd. Det illustreres bedst ved den omstændighed, at det nu er gængs at benytte ordet „renæssance” om andre perioder end 14-1500-tallet. Man taler om en „karølingisk renæssance” på Karl den Stores tid i 800-tallet, og om „det 12. århundredes renæssance”, og nogle opererer med endnu flere renæssancer i løbet af middelalderen, så tilstanden af genfødelse nærmer sig en permanent proces.

Når man specielt har talt om en 1100-tallets renæssance skyldes det især genoplivelsen af studiet af den græske filosofi og den romerske ret, der skete på dette tidspunkt. En ny videnskabelighed udvikles til det, man kalder skolastik eller skolevisdom, som er en metode til behandling af overleverede tekster under anvendelse af dialektik, et ord, der egentlig betyder samtale, men som antager betydningen fornuftslære eller logik. Alle de vigtigste overleverede tekster af filosofisk og teologisk indhold fra oldtiden blev i løbet af 1100-tallet underkastet den nye metode, og resultatet blev ny forståelse.

At Saxo har fået tidens bedste uddannelse i kirkeligt regi, er der ikke tvivl om; det røber hans værk, dets sprog og citater. Om den norske gejstlige Sven Nordmand fortæller Saxo, at han, som i højeste grad udmærkede sig i alle dyder, kun var lidet bevandret i boglige kunster. Derfor kunne han ikke gennemskue, da misundelige sjæle ved en lejlighed havde rettet i den latinske messebog, så han uvidende kom til at bede for kongens æsel i stedet for kongens tjener. Sven Estridsen, som var til stede, så ændringen i messebogen og blev grebet af harme imod de misundelige. Kongen opfordrede nu Sven Nordmand til at drage til en højere skole i udlandet med alt betalt. Her begyndte han med latinen: „Med stor lærevillighed erhvervede han sig stor kundskab i dette sprog både i henseende til ordforråd og grammatik, aflagde den bondeagtige stivhed, man havde lagt ham til last, og tilegnede sig ved øvelse den smukkeste veltalenhed.” Han vendte tilbage til Danmark som en berømmelig mester i boglige kunster.

Annonce

 Tegninger i et nu tabt håndskrift „Herlighedernes have” (fra ca. 1180), som stammede fra et fransk nonnekloster, og som findes i kopier, illustrerer middelalderens tankegang. Her ses en fremstilling af den indsigt og viden, som Gud har åbenbaret for menneskene, og som de derfor ikke må sætte sig udover. Kvinden i midten er filosofien, ved hendes fødder ses de græske hedenske læremestre, Sokrates og Platon. I rosetten omkring filosofien ses de syv frie kunster: øverst grammatik, og så i urets retning retorik, dialektik, musik, aritmetik, geometri og astronomi. Nederst fire studenter, der lytter til djævelens sorte fugle, der udbreder dødsensfarligt kætteri.

Tegninger i et nu tabt håndskrift „Herlighedernes have” (fra ca. 1180), som stammede fra et fransk nonnekloster, og som findes i kopier, illustrerer middelalderens tankegang. Her ses en fremstilling af den indsigt og viden, som Gud har åbenbaret for menneskene, og som de derfor ikke må sætte sig udover. Kvinden i midten er filosofien, ved hendes fødder ses de græske hedenske læremestre, Sokrates og Platon. I rosetten omkring filosofien ses de syv frie kunster: øverst grammatik, og så i urets retning retorik, dialektik, musik, aritmetik, geometri og astronomi. Nederst fire studenter, der lytter til djævelens sorte fugle, der udbreder dødsensfarligt kætteri.

Hvad Saxo her skriver om slutningen af tusindtallet har sikkert også haft gyldighed for hans egen tid og egne erfaringer. Sven Nordmand har åbenbart studeret universiteternes tre humanistiske grundfag, trivium, dvs. grammatik, logik og retorik. Det samme har Saxo gjort; han fik tilnavnet Grammaticus som en hyldest til hans sprogkundskaber, for de var grundlaget for al anden uddannelse.

I sin fortale beder Saxo Anders Sunesen om at være sit værks beskytter imod misundelige kritikere. Anders' lærdom udrustede ham hertil. „For at lære boglige kunster og samle kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England, og efter at have rejst i lange tider fik I det glimrende hverv at stå for styret for en udenlandsk højere skole …” Bag dette ligger tre års artiumstudium i Paris, dernæst, samme sted, teologiske studier i tre-fire år. Pariseropholdet supplerede Anders med et juridisk studium i Bologna. Herfra drog han til Oxford og sluttede, hvor han begyndte, i Paris; men denne gang som lærer ved universitetet med titel af magister. Det betyder, at Anders Sunesen udover trivium, de tre „trivielle” grundfag, har studeret de fire overordnede og eksakte fag, quadrivium: aritmetik, geometri, astronomi og musik; tilsammen benævnt de syv frie kunster. Med yderligere studier i jura og teologi fremtræder Anders som den første danske repræsentant for 1100-tallets ypperste europæiske lærdom.

At kirkens øverste mænd havde studeret i udlandet og siden herhjemme repræsenterede den højeste lærdom, har vi efterhånden set en række eksempler på. Studierne var betingelsen for avancement til kirkens øverste embeder. Men i løbet af 1100-tallet synes også andre end gejstlige at stile imod studier i udlandet. Den tyske historieskriver Arnold af Lübeck, som døde 1212, skriver således om specielt de danske studenter i Paris: „De fornemme sender deres sønner til Paris, ikke blot for at bringe dem i gejstlige stillinger, men også for at skaffe dem en højere verdslig dannelse. Samtidig med tilegnelsen af fransk sprog og litteratur har de her gjort store fremskridt i de frie kunster, såvel som i teologi. På grund af deres medfødte tungefærdighed viser de sig navnlig ikke blot som fine dialektikere, men tillige at være hjemme i kirkeretten og romerretten, når kirkens anliggender kræver det.”

Selv om Arnolds venlige ros er i overkanten, er det oplagt, at det 12. århundredes renæssance også satte sine spor i Danmark. I løbet af 1100-tallet var så meget ændret i politisk og økonomisk henseende, at også det kulturelle liv tilpassedes og udnyttede den nye situation. I europæisk sammenhæng sker omdannelsen af de højere skoler til universiteter i 1100-tallet. Baggrunden er ikke blot et udtalt ønske om lærdom for lærdommens skyld, typisk affødt af oversættelse til latin af en række antikke græske forfattere, men også striden imellem kejser og pave, som begge havde brug for lærde mænd i den politiske magtkamp. Et behov for administratorer fulgte med Europas økonomiske og sociale vækst i 1100-tallet.

En anden vigtig forudsætning for universiteternes opståen var bysamfundenes vækst. Byerne leverede de nødvendige boliger til studenterne, og pengeøkonomien betød, at studenterne, der ikke deltog i produktion eller handel, kunne betale for kost og logi. Heraf følger, at studier ved fremmede universiteter var forbeholdt stormændene og deres børn – hvad Arnold af Lübeck jo bekræftede: „De fornemme sender deres sønner til Paris …”

 Øverst på det gyldne alter fra Lisbjerg Kirke nord for Århus flankeres Kristus, Maria og Johannes af brodrene Kosmas og Damianus, som kirken ærede som himmelske læger og helgener. Legenderne om deres lægekunst kom fra Syrien og nåede Rom i det 5. årh. Middelalderens lægekunst stod i gæld til oldtidens græske teorier, hvorefter verdens fire elementer: luft, vand, ild og jord afspejles i det menneskelige legemes væsker: blod, slim, gul og sort galde. Sundheden afhænger af deres indbyrdes balance. Al lægekunst, medicin og kirurgi, stod under kirkens kontrol og blev udøvet af mange nonner og munke. Alteret er i Nationalmuseet.

Øverst på det gyldne alter fra Lisbjerg Kirke nord for Århus flankeres Kristus, Maria og Johannes af brodrene Kosmas og Damianus, som kirken ærede som himmelske læger og helgener. Legenderne om deres lægekunst kom fra Syrien og nåede Rom i det 5. årh. Middelalderens lægekunst stod i gæld til oldtidens græske teorier, hvorefter verdens fire elementer: luft, vand, ild og jord afspejles i det menneskelige legemes væsker: blod, slim, gul og sort galde. Sundheden afhænger af deres indbyrdes balance. Al lægekunst, medicin og kirurgi, stod under kirkens kontrol og blev udøvet af mange nonner og munke. Alteret er i Nationalmuseet.

En tredje betingelse for universiteternes eksistens var de juridiske muligheder for at danne korporationer i bysamfundene. Borgernes gilder og laug, som værn for medlemmernes fælles interesser, var forbillede for universiteterne som selvstændige organisationer med rettigheder og pligter.

Eftersom København først fik sit eget universitet i 1479, er de ældste europæiske universiteter vigtige for den danske lærdomshistorie fra 1100-tallet. Vort kendskab til skolernes ældste historie i Danmark er meget ringe. Vi gætter på, at der her som andre steder har været en form for skole ved enhver domkirke; men fra 1100-tallet kender vi kun navnet på én lærer, og det skyldes den omstændighed, at han i 1188 blev ophøjet til helgen: Sankt Keld fra Viborg (ca. 1100-1150). Om ham hedder det i hans helgenbeskrivelse, at han stammede fra landsbyen Vinninge ved Randers. Fordi hans forældre var velhavende, blev han sat til boglige studier, og han gjorde ikke alene fremgang i de frie kunster, men blev også såre udmærket i alle slags dyder i den grad, at hans hu stod til at gå over til „et bedre liv”, dvs. at blive munk. Men biskop Eskil af Viborg hørte om Keld og fik ham knyttet til domkirken. „Der blev han først sat til læremester for drengene, som han underviste rosværdigt, og desuden skrev han kostelige skrifter, idet han ihukom apostelens ord: „Den, der ikke arbejder, skal heller ikke have føde”.”

Om ærkebiskop Eskil berettes det, at han skænkede rige gaver til scholasticus, veltalenhedslæreren, ved domkapitlet i Lund. Og bisperne Peder Vognsen af Århus og Homer af Ribe, der begge døde 1204, skænkede bogsamlinger til deres kirker.

Ærkebisperne Absalon og Anders Sunesen havde begge studeret i Paris, og det samme havde Anders' broder, roskildebispen Peder Sunesen, slesvigbispen Valdemar Knudsen og viborgbispen Gunner. De og mange andre har styrket forbindelserne med udlandets universiteter og har uden tvivl opfordret unge til studierejser. Uden at dette dog har hindret, at biskop Gunner i sin tid som abbed i Øm Kloster drev gæk med bedrevidende studenter, som vendte tilbage fra studierejser. I hans levnedsbeskrivelse hedder det, at han med sit sædvanlige elskværdige lune plejede at sige til dem: „I unge mennesker, der har læst og hørt så meget i jeres fakultets-studier og lige er kommet ud af ovnen, om jeg så må sige, belær nu os gamle, som knap nok fra fordums dage har bevaret en svag kundskab om disse ting! Svar mig nu! Hvad mener I? To og tre giver jo fem og intet andet?”

Det lyser ud af beretningen, at den skrivende munk har godtet sig over at høre sin abbed sætte de skråsikre kandidater til vægs. Han vidste jo godt, at fire og en også giver fem. Mange har siden nedvurderet skolastikken på grund af dens vildskud, men den er et led i 1100-tallets renæssance og i 1200-tallet ydede adskillige danske lærde vigtige bidrag til skolastikken som videnskab; ikke i Danmark, men ved universiteterne i udlandet.

De frie kunster var de verdslige videnskaber. Hertil hørte også naturvidenskaben og lægevidenskaben, som begge dyrkedes af roskildekanniken Henrik Harpestreng. Også han tog på studieophold i udlandet bl.a. vistnok ved den berømte lægeskole i Salerno i Italien. Hvis han er identisk med en Henrik fra Danmark, som nævnes i franske håndskrifter, har han i 1181 været kendt i Orléans som læge og astrolog. Han erhvervede doktorgraden et sted i udlandet, vendte hjem og virkede som læge og skribent i forbindelse med sit kannikeembede. På dansk skrev han en lægebog, der gav en lang fortegnelse over lægeplanter og deres medicinske anvendelse. Bogen er en oversættelse af hans latinske hovedværk, og hermed indføres den klassiske medicinske lærdom i Norden, hvad talrige afskrifter på norsk og svensk bekræfter. Henrik Harpestreng døde i 1244.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Lærdom i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307148