Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den romanske stil i kunsten

Oprindelig forfatter OFen

Anders Sunesen oprettede to nye kannikeembeder ved domkirken i Lund på grundlag af offergaver, almisser og af de indtægter ærkebispen fik af købmænd og håndværkere, der rejste boder og telte på torvet i Skanør. Samtidig forbyder ærkebispen, at nogen for at tjene penge bærer billeder og falske relikvier omkring på samme torv. Sådanne billeder skal knuses!

Hvis ærkebispen havde bestemt, at falske relikvier skulle knuses, kunne vi forstå det; men billederne betragtes som så skadelige, at de skal knuses. Bag denne skarpe reaktion på, hvad der forekommer os at være en beskeden forseelse og vel også en beskeden fortjeneste i penge, ligger kirkens syn på billedkunsten. Billedet er skriften for de ulærde. Billedet var for middelalderkirken et minde, en påmindelse. Billedet var ikke en stedfortræder for, hvad det forestillede, og det måtte aldrig tilbedes. For de ulærde var det en hjælp til at mindes begivenheder i fortiden. Som skriften skulle udlægges, skulle kirkens billeder det også, som et led i forkyndelse og opbyggelse. Det blev også udtrykt således: „Malerier og prydelser i kirken er lægfolkets lektioner og skrifter”.

Derfor kunne kirken og Anders Sunesen ikke på nogen måde tolerere fremvisning af hjemmelavede billeder på torvet.

Annonce

 I Øster Starup Kirke syd for Vejle er i en hjørnekvader udhugget en løve, som æder en mand med hud og hår. 1100-tallets stenmestre brugte ofte løven i deres billedsprog, hvad Bibelen inspirerer til ved at omtale løven oftere end noget andet vildt dyr. Den symboliserer både djævelen, det onde, som vi ikke kan klare på egen hånd, og det højeste gode, et magtsymbol på både Gud og Kristus. I Øster Starup er manden i den ondes vold.

I Øster Starup Kirke syd for Vejle er i en hjørnekvader udhugget en løve, som æder en mand med hud og hår. 1100-tallets stenmestre brugte ofte løven i deres billedsprog, hvad Bibelen inspirerer til ved at omtale løven oftere end noget andet vildt dyr. Den symboliserer både djævelen, det onde, som vi ikke kan klare på egen hånd, og det højeste gode, et magtsymbol på både Gud og Kristus. I Øster Starup er manden i den ondes vold.

Den stilart, der dikterede kirkekunsten, billeder, skulptur og arkitektur, fra tusindtallet og frem til ca. 1200, kaldes den romanske, fordi middelalderen skabte sin kunst på grundlag af oldtidens romerske kultur. Altså endnu et eksempel på denne kulturs genfødelse. De verdslige bygninger spiller næsten ingen rolle i sammenligning med de store domkirker og klosterbygninger, hvor stilen udformedes til fuldkommenhed, og de mindre landsbykirker, der bærer stilens præg. Og billedkunst, kunsthåndværk og udsmykning er næsten kun bevaret i kirkerne, dels i bygningsdekoration, portaler og vægmalerier, dels i kirkeinventar, døbefonte, gravsten, nogle få altertavler, alterkar, krucifikser og lignende.

At disse genstande og prydelser nøje var knyttet til kirkerummet, fremgår af et dekret, som Anders Sunesen udstedte om gudstjeneste „i herrernes gårde” dvs. i verdslige stormænds huse. Gudstjeneste må kun afholdes sådanne steder med biskoppens samtykke og kun, hvis den pågældende stormand til daglig har en kapellan hos sig og råder over et passende hus, som kun bruges til gudstjeneste, så kirkens kalk og andre kirkelige genstande ikke upassende bringes til almindelige huse.

Tidens malerkunst var nøje bundet til kirkemurene. Kirkevæggenes kalkmalerier hører til den romanske stils hovedværker, og flere danske billeder hører til blandt de bedste på europæisk plan.

 På den halvcirkelformede døroverligger af granit over den tilmurede syddør i Gjellerup Kirke ved Herning læses følgende latinske indskrift: „I Herrens legemliggørelses 1140. år er dette hus grundlagt til Guds ære.” Besynderligt nok er det den eneste datering, der findes på en dansk middelalderkirke. Derfor bliver kvaderstenskirken i Gjellerup studeret med særlig interesse.

På den halvcirkelformede døroverligger af granit over den tilmurede syddør i Gjellerup Kirke ved Herning læses følgende latinske indskrift: „I Herrens legemliggørelses 1140. år er dette hus grundlagt til Guds ære.” Besynderligt nok er det den eneste datering, der findes på en dansk middelalderkirke. Derfor bliver kvaderstenskirken i Gjellerup studeret med særlig interesse.

Også billedhuggerkunsten har som hovedopgave at udsmykke arkitekturen, især kirkeportalerne, men som selvstændige skulpturer står døbefontene. I Danmark frembyder især Jylland en fornem og talrig bestand af romansk granitskulptur, som i de sidste årtier i bogstaveligste forstand har været i kunsthistorikeres og dygtige fotografers søgelys. I bestræbelserne for at forstå, hvad billeder og skulpturer forestiller og betyder, har man fået bistand fra arkæologer, der kan fortælle om de romanske kirkers indretning og udstyr. Hermed ydes vigtige bidrag til kirkernes bygningshistorie, som er et vanskeligt kapitel, når talen er om kirkebyggeriets kronologi. Man er ret enig om, at alle Danmarks romanske kirker, ca. 1500 eller tre fjerdedele af landets samlede bestand, stort set er opført imellem 1050 og 1300. Det problematiske er at angive den enkelte kirkes alder med en sikkerhed på blot 50-75 år. Vi har nemlig kun en lille snes nogenlunde fast daterede kirker. Og de skriftlige kilder hjælper ikke; med én undtagelse: en døroverligger i granit i Gjellerup Kirke ved Herning bærer årstallet 1140. Danmarks eneste daterede kirke af granitkvadre. I alle andre tilfælde plejer man at sammenligne i håb om at finde ligheder som grundlag for visse typer af ældre og yngre kirker.

 Det gyldne alter fra Lisbjerg Kirke nord for Århus er nu i Nationalmuseet. Muligvis stammer det fra den første domkirke i Århus. Lisbjergaltret er vistnok lavet i Jylland i midten af 1100-tallet. Det viser både nordiske og engelske stiltræk. De gyldne altre er fremstillet af forgyldte kobberplader, der er opdelt i felter og fæstnet på en egeplade. Sådanne alterprydelser, som næsten udelukkende er bevaret i Danmark, blev lavet indtil udgangen af 1200-tallet.

Det gyldne alter fra Lisbjerg Kirke nord for Århus er nu i Nationalmuseet. Muligvis stammer det fra den første domkirke i Århus. Lisbjergaltret er vistnok lavet i Jylland i midten af 1100-tallet. Det viser både nordiske og engelske stiltræk. De gyldne altre er fremstillet af forgyldte kobberplader, der er opdelt i felter og fæstnet på en egeplade. Sådanne alterprydelser, som næsten udelukkende er bevaret i Danmark, blev lavet indtil udgangen af 1200-tallet.

Tilsyneladende ligner de romanske landsbykirker hinanden: et rektangulært skib til menigheden og et smallere, i reglen kvadratisk kor til præsten, måske med en halvrund apsis imod øst. Men ved nærmere eftersyn er der ikke to, der er helt ens. Nok er stilen den samme, men mulighederne for at variere og individualisere efter materialer og i teknik og dekoration var utallige og de blev udnyttet. Bygmestrene har øst af kilderne, men har ikke efterlignet slavisk.

Vi kan håbe på, at man fremover kan få hjælp til datering ved årringsmåling af træværk fra kirker. Mange kirker har middelalderlige tagværker, og de er ofte velegnede til datering.

Opførelsen af de romanske kirker i Danmark sker i den her behandlede periode. I alt 1500 kirker, som er bevaret til vore dage. Men mange er forsvundet, så byggeaktiviteten har skønsmæssigt resulteret i op imod det dobbelte antal. Men inden vi får det indtryk, at kirkebyggeri var alles hovederhverv i de 200 år fra 1050 til 1250, gør man vel i at betænke, at der i gennemsnit kun blev bygget 15 stenkirker om året. I øvrigt blev selv landsbykirker ofte bygget i flere omgange.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Den romanske stil i kunsten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307150