Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Klostres og klosterfolks stilling i samfundet

Oprindelig forfatter OFen

Klostrenes forhold til pavemagten har som allerede antydet været forskellig fra orden til orden. Fælles for alle klostre i den vestlige kirke var, at de stod under pavens værn, og i 1100-tallet har det været sædvane, at ethvert kloster har søgt og fået et paveligt værnebrev. Dette kunne betyde fritagelse fra den lokale biskops myndighed, men behøvede ikke at gøre det. Visse mønstre tegnede sig i løbet af 1100-tallet: adskillige benediktinerklostre, de fleste cluniasensiske, og så at sige alle cistercienserklostre blev unddraget bispen. For denne frihed betalte de en årlig afgift til pavestolen. Derimod var augustiner- og præmonstratenserklostre normalt underlagt biskoppen, fordi de ifølge deres regler tog del i det kirkelige arbejde i stiftet.

At være underlagt paven var dog ikke at være fri for tilsyn. Pavestolen var tættere på, end geografiske afstande syntes at gøre muligt. Pavelige reprimander viser dette; f.eks. modtog cistercienserne i Sorø i 1187 en pavelig bulle, fordi munkene flakkede om uden for klostrets indhegning, fordi de spiste kød, og sidst men ikke mindst, fordi de tillod, at kvinder betrådte klostrets bygninger.

 Dekoreret begyndelsesbogstav i et fransk håndskrift fra 1200-tallet viser en munk i færd med at tørlægge en af klostrets vintønder. Skriftet, der hedder „Kroppens styre” advarer imod denne synd og imod andre afvigelser fra klostrets regler. Men forbud røber i reglen forekomsten af det, der forbydes. Truende og formanende pavebreve viser også, at ikke alt i klostrene gik efter bogen og reglerne.

Dekoreret begyndelsesbogstav i et fransk håndskrift fra 1200-tallet viser en munk i færd med at tørlægge en af klostrets vintønder. Skriftet, der hedder „Kroppens styre” advarer imod denne synd og imod andre afvigelser fra klostrets regler. Men forbud røber i reglen forekomsten af det, der forbydes. Truende og formanende pavebreve viser også, at ikke alt i klostrene gik efter bogen og reglerne.

Det første danske kloster, som direkte og helt tages under pavens beskyttelse, er det benediktinske Sankt Knuds Kloster i Odense, som pave Paschalis 2. i 1117 gav brev på, at hverken kongen eller bispen kunne fjerne en broder fra klostret eller gribe ind i dets egne forhold. Her gjorde sig dog det særlige forhold gældende, at Odensesklostret havde et engelsk moderkloster, som allerede var underlagt paven direkte.

Annonce

I flere tilfælde greb danske biskopper ind i især benediktinerklostrenes indre anliggender ved at degradere abbeder og ved at overføre et kloster til en anden orden. Venge og Kalvø er allerede nævnt, men også Esrum, Seem og Sorø skiftede orden. Cistercienserne var i så henseende totalfredet, og det har på den ene side styrket denne ordens selvbevidsthed, men på den anden side skabt afhængighed af pavestolen, med deraf følgende rejser til Rom; abbed Brians eksempel har ikke været enestående. Rejserne har dog ikke kun været møjsommeligt besvær. Den stadige kontakt udadtil har bidraget til indførsel af mange nye tanker og ideer i klostre, som i forvejen følte sig som led i en overnational organisation.

I forhold til den almindelige sogneinddeling er klostret en selvstændig størrelse med egen kirke og egen kirkegård. Hermed burde følge fritagelse for tiendepligt for klostrets bønder, men dette mål nåede de danske klostre ikke.

 Grundplan af fuldt udbygget cistercienserkloster. Af alle munkeordener var cistercienserne den, der mest konsekvent håndhævede bestemte regler for klosteranlæggenes udformning. Kirken skulle ligge i nord og være indrettet med tværskib og kapeller omkring højkoret (A). I østfløjen lå bl.a. kapitelsalen (B), hvor munkene hver morgen mødtes med abbeden og fik deres instruktion for dagen. De havde også deres opholdsrum i denne fløj, som herudover – i det øverste stokværk – rummede deres sovesal (dormitoriet). I sydfløjen var spisesalen (C) det vigtigste rum. Vestfløjen var lægbrødrenes område. Her opbevaredes klostrets forråd af fødevarer, og i en forlængelse af fløjen havde lægbrødrene deres spisesal (D). I anlæggets midte lå den rektangulære klostergård, til alle fire sider omgivet af den overdækkede fratergang. Når byggereglerne blev overholdt, og det blev de oftest, ville besøgende munke altid kunne finde rundt i det kloster, de gæstede.

Grundplan af fuldt udbygget cistercienserkloster. Af alle munkeordener var cistercienserne den, der mest konsekvent håndhævede bestemte regler for klosteranlæggenes udformning. Kirken skulle ligge i nord og være indrettet med tværskib og kapeller omkring højkoret (A). I østfløjen lå bl.a. kapitelsalen (B), hvor munkene hver morgen mødtes med abbeden og fik deres instruktion for dagen. De havde også deres opholdsrum i denne fløj, som herudover – i det øverste stokværk – rummede deres sovesal (dormitoriet). I sydfløjen var spisesalen (C) det vigtigste rum. Vestfløjen var lægbrødrenes område. Her opbevaredes klostrets forråd af fødevarer, og i en forlængelse af fløjen havde lægbrødrene deres spisesal (D). I anlæggets midte lå den rektangulære klostergård, til alle fire sider omgivet af den overdækkede fratergang. Når byggereglerne blev overholdt, og det blev de oftest, ville besøgende munke altid kunne finde rundt i det kloster, de gæstede.

Særlige problemer opstod, når et kloster overtog en sognekirke. Var klostret underlagt bispen, kunne præsteviede munke selv betjene kirken, mens nonner og paveunderlagte klostre måtte ansætte vikarer til præstegerningen. Mange klosterprivilegier gav dog munkene ret til at besøge syge, salve døende, forvalte sakramentet og lade døde begrave i klostrets kirke eller kirkegård. Denne ret til begravelser var vigtig, fordi mange gaver til klostret var betinget heraf. Men i det omfang et kloster påtog sig sådanne opgaver uden for murene, måtte det affinde sig med biskoppen som overordnet instans.

Herudover stod det enkelte kloster i et afhængighedsforhold til sit moderkloster, som kunne være hele klosterordenens moderkloster, eksempelvis Herrevad-Citeaux og Esrum-Clairvaux, men som også selv kunne være et aflæggerkloster. Under alle omstændigheder var der imellem sådanne klostre tætte forbindelser i form af kontrolbesøg, visitatser og andre gensidige besøg, ophold på rejser osv.

Men klostrets stilling i samfundet er mere end dets stilling i kirkesamfundet. I forholdet til konge og stormænd er klosterbevægelsen en del af den hellige, almindelige kirke og dens forhold til den verdslige øvrighed. Når dette forhold udartede til et modsætningsforhold, var munke og nonner kirkens kernetropper. Var kirken muren om Israels hus, så var klostermuren den sidste stærke skanse omkring kirkens frihed og uafhængighed af verdslig magt. Såvel europæisk som dansk historie præges i 1000- og 1100-tallet af forholdet imellem kirke og kongemagt. Overalt styrkedes kirkens bastioner enormt af de nye, reformivrige klosterordener, som med deres direkte forhold til pavemagten var uimodtagelige for diktater fra verdslig øvrighed, kejsere, konger og stormænd.

Om de danske kongers forhold til klostrene er der allerede talt flere gange. Tilbage står et så vigtigt emne som klosterfolkets forhold til de verdslige love. Kirken kom ikke blot med en ny tro, men også med en kirkeret, som på afgørende punkter afveg fra den nedarvede lokale ret, især hvad skyld og ansvar angik. Over for den forurettedes og hans slægts ret til at hævne retsbrud satte kirken gerningsmandens behov for anger, bod og tilgivelse. Hidtil havde alle været placeret i et system af slægts- og familiegrupper, som værnede deres egne, fordi ingen andre gjorde det.

"Gunhildkorset" fra 1100-tallet er et af de fineste kunstværker fra dansk middelalder. Det er skåret i hvalrostand og har ifølge en indskrift tilhørt prinsesse Gunhild, som var datter af Sven Magnus – enten Sven Estridsen eller Sven Grathe. På bagsiden, som gengives her, ses Kristus som verdensdommer i færd med at skille de salige fra de fordømte. Blandt de sidste er den i lignelsen om Lazarus omtalte rige mand, som ses i cirklen nederst på korset. Han holder et skriftbånd med disse ord fra Bibelen: "Abraham, forbarm dig over mig, send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske mig."

Ind i dette system trænger kirken med krav om, at dens personer, præster, munke og nonner, skulle rykkes ud af det verdslige samfund og dets grupperinger. Cølibatskravet skulle medvirke hertil. Kravet om at gejstlige kun kunne dømmes af gejstlige efter kirkerettens regler skulle sikre dem imod verdslig hævn og ansvar for andres gerninger. Men uden gruppens beskyttelse behøver gejstlige en anden form for beskyttelse. Den skulle fredsreglerne yde. Ved trussel om udstødelse af kirken og fredløshed håndhæves de regler, der sikrede helligdage, kirker og klostre og de tilknyttede personer – samt i øvrigt de svage grupper i samfundet, værgeløse kvinder og børn, fremmede osv.

Da landslovene blev nedskrevet omkring 1200 er fredsreglerne blevet en bestanddel af lovene eller sætter dog deres præg på dem: „Klostermænd og lærde mænd, dvs. præster, degne og underdegne, samt kvinder bøder ikke og tager ikke imod bod, hvor nær de end er i slægt, for de må ikke hævne sig på nogen, og ingen må hævne sig på dem.” De samme personer kan heller ikke være værger, for med værgemål følger ansvar for andre. Møer eller børn eller en mands hustru eller klostermænd, med undtagelse af abbeden, kan ikke indestå for penge eller for noget andet, for ingen, der ikke har eget gods, kan afhænde noget – hvad indeståeisen kan medføre. Med freden følger kvinders og lærde mænds fritagelse for ledingspligt.

Slægtninge skulle også forsørge hinanden. Derfor måtte de gejstlige sikres på dette punkt. Præsterne fik tiende, nonner og munke levede af det jordegods, som blev skænket klostret, og som de enten dyrkede selv eller overlod til andres brug og nytte imod betaling.

Endelig kunne munke og nonner ikke arve. Det fulgte af løsrivelsen fra de verdslige slægtninge og af forsagelsen af jordisk gods. Det betød, at munkens og nonnens verdslige søskende delte vedkommendes lod, hvad kirke og klostre så kunne påberåbe sig, når de opfordrede folk til at testamentere til fordel for Kristus, dvs. kirke og klostre, munke og nonner, som betragtedes som fuldkomne, fordi de valgte fattigdom i dette liv til fordel for en skat i himlene.

Den rige, unge mand spurgte Jesus, hvad han skulle gøre for at arve et evigt liv. Jesus svarede: Hold budene! Han svarede, at han altid havde holdt dem. Derpå fik han besked på at prisgive alt. „Men han blev ilde tilmode over det ord og gik bedrøvet bort; thi han havde meget gods. Da så Jesus sig omkring og sagde til sine disciple: Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Klostres og klosterfolks stilling i samfundet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307137