Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Munke og nonner; klostervæsen

Oprindelig forfatter Redaktionen

Ordet kloster betyder indelukke. Et kloster er en bygning, hvori munke eller nonner lever sammen efter en klosterordens regler. Hvorfor gik mange af middelalderens mennesker i kloster og lukkede sig inde? For at søge ensomhed til koncentration om det eneste saliggørende, troen på nåden og frelsen. For som Jesus sagde til den rige, unge mand: „Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene; og kom så og følg mig!” At gå i kloster var at følge Jesus.

De regler, som Benedikt af Nursia i 500-tallet gav for klostret Monte Cassino syd for Rom, blev forbillede for det vesterlandske klostervæsen. Fra benediktinerordenens klostre kultiveredes den germanske verden; her overlevede oldtidskulturen i afskrift efter afskrift, her skabtes kirkemusikken, og herfra drog munke og nonner ud i missionsmarken. Klostrene var kulturens arnesteder i det middelalderlige Vesteuropa.

Til Danmark nåede klosterbevægelsen i de sidste årtier af tusindtallet, da henved en halv snes mandsklostre blev grundlagt. De fleste i tilknytning til en domkirke, i Dalby, Lund, Roskilde, Odense og Viborg, beregnet for kannikerne og i begyndelsen uden fast forbindelse til de gamle klosterordener, benediktinerne og augustinerne. Herudover skal roskildebispen Sven Nordmand have grundlagt egentlige benediktinerklostre i Ringsted og Slagelse. Det berettes i Roskildekrøniken.

Annonce

I de første årtier af 1100-tallet stod klosterbevægelsen i Danmark i stampe. Først i 1135 hører vi om stormanden Peder Bodilsens godsgave til Næstved Sankt Peders Kloster, som biskop Eskil i Roskilde støttede. Samtidig fik ringstedklostret gaver af Erik Emune, som forberedte dyrkelsen af Knud Lavard som helgen.

 Benediktinerordenens stifter Benedikt af Nursia (480-543) nedskriver ordenens regel, dvs. forskrifter for klostrets indretning og munkenes livsførelse. Efter at have oprettet flere mindre klostre drog Benedikt i 529 til Monte Cassino syd for Rom. Her byggedes det store kloster, som blev moder til utallige andre, og her blev den regel til, som er det eneste skriftlige, som er bevaret fra hans hånd. Den består af en fortale og 73 kapitler, som udmærker sig ved klarhed og klogt mådehold. Illustrationen stammer fra et 1000-tals manuskript i Vatikanet.

Benediktinerordenens stifter Benedikt af Nursia (480-543) nedskriver ordenens regel, dvs. forskrifter for klostrets indretning og munkenes livsførelse. Efter at have oprettet flere mindre klostre drog Benedikt i 529 til Monte Cassino syd for Rom. Her byggedes det store kloster, som blev moder til utallige andre, og her blev den regel til, som er det eneste skriftlige, som er bevaret fra hans hånd. Den består af en fortale og 73 kapitler, som udmærker sig ved klarhed og klogt mådehold. Illustrationen stammer fra et 1000-tals manuskript i Vatikanet.

I 1137 blev klostervennen Eskil ærkebiskop. Herefter stiger klosteraktiviteten hastigt, men stadig i benediktinernes regi. Således grundlagdes der nye klostre på Sjælland, i Sorø og Esrum, og i Jylland, i Essenbæk ved Randers Fjord, i Venge ved Skanderborg og i Seem ved Ribe. Flere af disse overgik siden til andre ordener og blev ansete institutioner, men i deres benediktinske begyndelse har de været beskedne huse med små munkesamfund, og de har ikke sat sig synderlige spor i de skriftlige kilder. Det samme gælder de ældste benediktiner-nonneklostre, der blev grundlagt i Ålborg og Lund i første halvdel af 1100-tallet.

Grundlæggelsen af klostret i Citeaux i Frankrig i 1098 betød fornyelse af det europæiske klostervæsen. Klosterliv og landbrug, bøn og arbejde, forenedes i den nye cistercienserorden, der under Bernhard af Clairvaux vandt hastig udbredelse og stor betydning netop i en periode, da man i Nordvesteuropa i stor stil opdyrkede nyt agerland. I Danmark var ærkebiskop Eskil den nye klosterordens varme forkæmper. Bernhards levnedsskildrer præsenterer ham således: „Den højsindede mand, danernes ansete ærkebiskop Eskil viste vor hellige fader sin enestående kærlighed og beundrende hengivenhed; den mægtige mand, som i det danske ørige i åndelige og verdslige ting havde en magt som ingen anden, kom fra jordens yderste grænse til Clairvaux så ydmyg og ophøjet, som alene den kan være, der drages ikke blot af begær efter visdom, men også af troens iver og den fuldstændige hengivenhed.”

I 1144 medvirkede Eskil ved stiftelsen af et cistercienserkloster i Herrevad i Skåne, som bemandedes med munke fra Citeaux. Det samme blev to svenske klostre, som blev grundlagt snart efter. Da Eskil i 1153 vendte hjem fra sit besøg i Clairvaux, drog en munkekoloni herfra med ham til klostret i Esrum, som tidligere var beboet af benediktinere, men som kongebreve havde givet Eskil rådighed over.

Herefter synes Eskil at foretrække en ny munke- og nonneorden fra Prémontré i Champagne, den såkaldte præmonstratenserorden, hvis medlemmer bar en hvid dragt. De skulle være præsteviede og leve i cølibat. Omkring 1150 grundlagde Eskil to præmonstratenserklostre i Skåne, i Tommerup (Tommarp) og Øved, som fik munke fra Prémontré. Klostret i Børglum i Vendsyssel tilhørte samme orden, men fik tyske munke. Det blev sæde for Danmarks nordligste bispedømme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Munke og nonner; klostervæsen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307133