Jagten på Lyø

Tre hovedpersoner savnes i de følgende års danske rigspolitik. I 1222 fik Anders Sunesen pavens tilladelse til at opgive sit embede, og i maj 1223 blev kongerne Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge taget til fange og sat i fængsel på en borg i Mecklenburg.

Alle årbøgerne noterer det, Rydårbogen siger mest: „1223. Kong Valdemar blev med sin søn Valdemar 3. forræderisk taget til fange, da de lå i deres senge, af grev Henrik på øen Lyø den 6. maj. De blev ført til borgen Schwerin. Dér måtte de blive i næsten tre år, hvorefter de danske løskøbte dem for 60.000 mark i lybsk vægt. Men de heste, klæder og andre ting, som de overlod sakserne den dag, de blev lukket ud, var det dobbelte værd. Bemærk læser, at tyskerne aldrig, eller kun sjældent har vundet og triumferet, uden ved svig og forræderi, for det ligger i deres natur, hvilket fremgår af tilfangetagelsen af de nævnte to konger og af mange andre eksempler.”

Bag krønikeskriverens forargelse ligger hans frygt for rigets skæbne. En tysk årbog giver flere oplysninger. Grev Henrik var kong Valdemars lensmand og havde aflagt troskabsed. Han var på Lyø som kongens gæst, og selskabet havde været på jagt og havde spist og drukket, da grev Henrik om natten lod kongerne tage til fange. Greven anførte nogle personlige motiver, bl.a. en medgift til datteren, for at retfærdiggøre kuppet, som skulle vise sig fatalt for Valdemars imperialistiske politik. At en ret ukendt greve med en håndfuld mænd og nogle skibe så let kunne sætte Østersøens herre, kong Valdemar, og hans 14-årige søn ud af spillet, lader kongen fremstå som vinder for en stund i et tilfældighedernes magtspil, som nu var tabt. At kongens succes til dels var et resultat af indbyrdes tysk strid, viser ikke mindst kejser Frederiks reaktion, som er bemærkelsesværdig på baggrund af forliget af 1214. Samme sommer, som kongerne blev fanget, forsøger kejseren at få dem udleveret som sine egne fanger, gerne imod den løsesum, som greven kunne afpresse Danmarks konger. Kejseren påstod, at kong Valdemar havde brudt overenskomsten af 1214 ved ikke at vise ham og kejserriget skyldig respekt. Nu aftaltes det den 24. september 1223 imellem kejseren og grev Henrik, at kongerne skulle udleveres til kejseren for en sum af 52.000 mark sølv og diverse andre goder og forleninger. Greven fik garanti for, at han og de øvrige nordtyske fyrster skulle få de gamle rettigheder tilbage, som Valdemar og danskerne havde berøvet dem. Inden løsladelsen skulle kongerne over for grev Henrik sværge på ikke at ville hævne sig ved fejde samt give afkald på alt land syd for Ejderen.

Grev Henrik så fremtiden lyst i møde. Men aftalen med kejseren blev ikke ført ud i livet. I et brev til greven dateret i Rom den 31. oktober samme år, altså kun godt en måned efter, reagerer pave Honorius skarpt: „En stor og grim plet har du sat på din ære, og du og dine vil til alle tider kunne hånes herfor, medmindre du sørger for hurtigt at udslette den ved skyndsomst at gøre bod. Thi uden at agte på, hvor betydningsfuldt troskabsbåndet er, hvor meget vasallen er forpligtet over for sin herre, og hvor grimt og forbryderisk et brændemærke ikke blot den pådrager sig, som krænker sin egen herre, men selv den, som ikke af alle kræfter forsvarer ham, når han krænkes af en anden, har du fordristet dig til at strække hænderne ud mod din herre, vor meget kære søn i Kristus, Valdemar, Danmarks berømte konge, og har brudt den troskabsed, som du har aflagt til ham – og uden at huske og være taknemlig for de mange velgerninger, som du, som det siges, havde modtaget af ham – og, hvad vi ikke har hørt på og heller ikke kan genfortælle uden smerte, skammeligt ført ham, der var alvorligt såret, uden for hans rige og fordristet dig til at holde ham fangen tillige med hans søn. Du har i sandhed ved en sådan skændselsgerning gjort dig forhadt af alle konger og fyrster …”

Paven meddeler grev Henrik, at hvis ikke kongerne blev løsladt inden en måned, ville ærkebiskoppen af Köln lyse ham i band, løse hans undersåtter fra deres troskabsed, bandlyse dem, hvis de holder fast ved ham, samt lyse interdikt over det stift, hvori kongen og hans søn holdes fangne og over ethvert sted, hvor greven opholder sig. Endelig truer paven med kejserens gengældelse, hvilket viser, at paven er ubekendt med overenskomsten imellem kejseren og grev Henrik. Affæren er således en trussel imod et godt forhold imellem kejser og pave.

I et samtidigt brev til ærkebiskoppen i Köln redegør paven for tilfangetagelsen: „Thi da samme konge, således som vi har fået underretning om af breve fra Danmarks riges prælater og stormænd, sammen med sin personlige husstand ved sommertid havde trukket sig tilbage til en ø i sit rige for den milde og svale lufts skyld og ikke anede noget baghold, eftersom han jo ikke pønsede på ondt mod nogen, da brød nævnte greve den troskabsed, som han havde aflagt til ham … og trængte om natten ind i hans telt sammen med bevæbnede mænd, den skånselsløse mod den skånsomme, den væbnede mod den våbenløse, vasallen mod sin herre, der lå på sit leje og sov …”

Paven beretter, at han føler ganske særlige grunde til ikke at svigte kong Valdemar i nødens stund. „Thi for det første hører Danmarks rige særligt under den romerske kirke, og som kendetegn på dette særlige herredømme er det som bekendt skatskyldigt til denne, og samme konge har ligesom også hans forgængere altid vist sig tro og hengiven mod det apostoliske sæde …” Til disse grunde føjes endelig, at kongen havde lovet at støtte det næste korstog til Det hellige Land, enten personligt eller ved hundrede eller mindst halvtreds riddere.

Dagen efter sendte pave Honorius 3. et ligelydende brev til kejseren, som får besked om at straffe greven, undtagen ved dødsstraf. Også nordtyske bisper underrettes og opfordres til at bandlyse grev Henrik, hvis han ikke adlyder paven. Borgerne i Lübeck opfordres til at være den fangne konge tro.

Fra Norge til Mecklenburg talte man siden om 1223 som det år, „da Danekongen blev hærtaget”. Paven kaldte det skete en umenneskelig og afskyelig misgerning, som ville vække Guds vrede i alle, som afskyede troløshed og svigefuldhed.