Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En våbensky og dorsk dansk krigerstand

Oprindelig forfatter OFen

Respekten for paven bevirkede, at kongerne ikke blev udleveret til kejseren i henhold til dennes aftale med grev Henrik. Men respekten var dog ikke så stor, at pavens krav om løsladelse inden en måned blev efterkommet. Men greven gik i forhandlinger med danske udsendinge om vilkårene for kongernes frigivelse. Den danske forhandlingsleder var kong Valdemars lensmand i Nordalbingien, søstersønnen Albert af Orlamunde, der synes at have været hovedmanden i Danmarks styrelse efter kongernes tilfangetagelse.

I juli 1224 var man tæt på en overenskomst imellem grev Henrik og hans forbundsfæller og holstenske og danske stormænd. Af disse sidste nævnes herrerne Bjørn, mundskænk, Skorre, marsk, Jens, marsk, Troels, drost, men foruden Albert af Orlamünde var flere andre til stede. Nærværende var også sendemænd fra kejseren.

Overenskomsten var sønderlemmende hård for den 54-årige Valdemar Sejr; et definitivt farvel til den storpolitiske scene, hvor han havde spillet en vigtig rolle. Med udspekuleret politisk tæft hægtede de tyske forhandlere sig på pavens krav om løsladelse, fordi Valdemar havde lovet støtte til næste korstog til Det hellige Land. Ifølge punkt 1 i overenskomsten har kongen lovet at han vil tage korset og drage til undsætning for Det hellige Land og forlade sit rige to år og føre 100 skibe, kogger og snekker regnet sammen, med sig på færden, så at han er i Spanien den første vinter efter sin afrejse og den nærmest følgende sommer kommer til Det hellige Land, hvor han skal blive et helt år. Hvis kongen dør eller af anden grund bliver forhindret, skal der betales 25.000 mark sølv til hjælp for Det hellige Land. For beløbet stilles gidsler og pant efter ærkebiskoppen af Kölns og andre tyske stormænds bestemmelse.

Annonce

 På vestmuren af tårnet på Lime Kirke i Salling ses en række ansigter i granit. Således kan vi forestille os de høvdinger, som samtiden hånede for ligegyldighed, da to konger holdtes som fanger i Schwerin. Bag deres barske ydre bankede dog varme hjerter – blot mere for slægt og land end for konger og rige.

På vestmuren af tårnet på Lime Kirke i Salling ses en række ansigter i granit. Således kan vi forestille os de høvdinger, som samtiden hånede for ligegyldighed, da to konger holdtes som fanger i Schwerin. Bag deres barske ydre bankede dog varme hjerter – blot mere for slægt og land end for konger og rige.

Strengt taget havde Valdemar i forvejen kun lovet at yde „en stor hjælp” til korstog mod Det hellige Land, så de tyske forhandlere var helt på det rene med, at kongen ville stå svagt over for paven, hvis det nye løfte om personlig deltagelse i korstoget blev brudt under påberåbelse af tvang og fængsel.

Herefter følger de vilkår, som stykke for stykke skulle nedbryde Valdemars politiske livsværk: kongen afleverer til kejseren hele Nordalbingien, alle grev Alberts forleninger. Alle fyrster, der har aflagt ed til Valdemar, fritages for denne og aflægger ed til kejseren. Henrik af Schwerin og hans venner får deres forleninger tilbage af kejseren. Alt garanteres ved, at kongen stiller gidsler og pant fastsat af fyrsterne. „Fremdeles skal den herre kongen modtage Danmarks rige af kejserens og rigets hånd og aflægge mandsed til ham.” Kongen og grev Albert skal sværge på, at de ikke vil hævne sig på grev Henrik med krig og fejde. Denne fredsslutning sikres ved, at kongen giver en af sine ægtefødte sønner og ti andre personer, fem fra Danmark og fem fra Holsten, som gidsler. Disse skal gives til kejseren, som kan anbringe dem, hvor han vil. Gidselsystemet har til alle tider været den mest effektive måde at sikre sig aftalers opfyldelse.

Men nu løsesummen: kongen skal for sin løskøbelse give grev Henrik 40.000 mark sølv, der skal overgives til kejseren. Delvis henstand kan gives, men så beholdes Valdemar den Unge og mange gidsler. Under alle omstændigheder: kongens frihed betales dyrt, i penge og med mange gidslers frihed – og rigets selvstændighed ikke at forglemme.

 Med grå tone er på kortet angivet de områder, som måtte afstås som betingelse for løsladelse af de kongelige gidsler, Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge, og de områder som faldt fra i årene efter.

Med grå tone er på kortet angivet de områder, som måtte afstås som betingelse for løsladelse af de kongelige gidsler, Valdemar Sejr og hans søn Valdemar den Unge, og de områder som faldt fra i årene efter.

Det hele faldt til jorden. Efter et par måneders forhandling blev overenskomsten ikke bekræftet med de krævede eder; hvorfor kan vi kun gætte på. Har vilkårene forekommet for hårde for hertug Albert, Bjørn mundskænk, de to marsker, Troels drost og de andre? Havde man accepteret forhandlingen for at vejre vilkårene og virkningen af pavens indgriben? Eller ville man blot vinde tid?

Vinde tid til hvad? Oprustning derhjemme? Dette spørgsmål fører det næste med sig: hvad foregik i Danmark efter jagten på Lyø?

Af pavebrevet til ærkebispen i Köln erfarede vi, at danske prælater og stormænd havde skrevet til paven og berettet omstændighederne ved kongernes tilfangetagelse; men var det alt, hvad man gjorde? Vi ved det ikke, men vi ved, at Anders Sunesen var trådt tilbage i 1222, og at han umiddelbart efter, muligvis syg og medtaget, trak sig tilbage til det fjerne østlige Skåne; og for kansleren, biskop Niels i Slesvig, måtte det være mere selvfølgeligt at afvente pavens hjælp, frem for at tage initiativ til at starte krig.

Alligevel er passiviteten mærkelig. Forhandlingspositionen mere end et år efter bortførelsen ville dog ikke forringes af en dansk hær ved Ejderen. Det er vanskeligt at undgå den tanke, at Thrugotter, Hvider og andre stormandsslægter havde fået nok af ledingstjeneste, korstog og krigstog år ud og år ind – alt som pligt og på kongens bud. Kongen havde lovet paven støtte i Det hellige Land, hvem skulle mon yde den?

At de danske stormænd var passive bekræftes af et sikkert samtidigt sørgedigt, der begynder således:

„Du danske stormand, sørg og klag!
Engang som djærve stridsmænds lag
jer krigerstand vandt ros og ry,
nu er den dorsk og våbensky.
Jer konge røved tyve snu,
grum fjenden kror sig uden blu.”

I digtet bebrejdes kongens høvedsmænd, at de sidder i sløv magelighed, når det gælder rigets og dets to kongers velfærd.

Det blev da også grev Albert, kongens slægtning, og ikke danske stormænd sammen med ham, der nu måtte ruste i huj og hast. Næsten alle nordtyske fyrster gjorde fælles sag med greven af Schwerin, selv bisp Valdemar dukkede endnu en gang op som fjende.

I januar 1225 kom det til et slag ved Mölln i Lauenburg. Begge hære havde meget at tabe, så kampen blev lang og hård. Grev Alberts hær led nederlag; han selv blev taget til fange.

Det var begyndelsen til enden. Almindeligt frafald og opløsning. Den holstenske greveslægt vendte tilbage repræsenteret af den unge grev Adolf 4.; Lübeck gav sig atter ind under kejseren. Kun Rendsborg var stadig på danske hænder.

Kong Valdemar og hans søn havde nu været fanger i næsten to år. Efter slaget ved Mölln genoptages forhandlingerne imellem grev Henrik og danskerne, denne gang uden kejserlige repræsentanter. Den 17. november 1225 kom det til et resultat, som alle bekræftede. Kong Valdemar blev løsladt juledag, sønnen inden påske 1226. En lang række vilkår er gentagelser fra forhandlingerne i 1224, men borte var pligten til to års korstog, og borte var kravet om lensed til kejseren. Om grev Henrik så stort på disse krav, som ikke direkte angik ham, eller om de er fjernet på dansk begæring som særligt utålelige, ved vi ikke.

Løsesummen var nu på 45.000 mark rent sølv og desuden alt det guld, som hørte til dronningens (Berengarias) skrud undtagen kronen og hvad hun før sin død (i 1221) havde givet til klostre og kirker for sin sjæls frelse. Desuden skulle der gives klædninger til 100 riddere samt 100 rideheste. Alt sikredes ved komplicerede regler om gidsler. Med største besvær blev løsesummen tilvejebragt.

Kongen afstår til kejseren alle lande imellem Ejderen og Elben, til grev Adolf afstås borgen Rendsborg. Lübeck og Hamburg beholder de privilegier, de havde før kongens tilfangetagelse. Vedrørende de slaviske områder undtages Rügen fra afståelse; uden at være nævnt forblev Femern under dansk styre. Alle mecklenburgske og pommerske vasaller faldt fra Valdemar. I øvrigt måtte ingen hævne sig på grev Henrik, hvad han nok med god grund måtte frygte. I sidste artikel lover kongen at forlige grev Henrik med kong Ottokar 1. af Böhmen – dronning Dagmars fader må have støttet sin svigersøn i nødens stund.

Brevet slutter med en række vidner og endelig den bestemmelse, at grev Henrik skal stille sikkerhed for udleveringen af de til sikkerhed stillede gidsler. Man kan ikke være for forsigtig. Med kong Valdemars uforsigtighed på Lyø sattes punktum for dansk deltagelse i stormagtspolitikken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: En våbensky og dorsk dansk krigerstand i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307124