Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kong Valdemars sejr og fangenskab

Oprindelig forfatter Redaktionen

Efter sin død som 39-årig den 12. november 1202 blev Knud 6. begravet i Ringsted Kirke. Da han var barnløs blev hans syv år yngre broder Valdemar kronet af den nylig tiltrådte ærkebiskop Anders Sunesen i Lund den følgende juledag. Allerede da havde han gennemført erobringen af Nordalbingien og var byherre over lübeck og Hamburg. Som hertug af Slesvig siden 1187 havde han dygtigt udnyttet de nordtyske fyrsters indbyrdes splittelse, en politik, der resulterede i grev Adolf af Holstens totale nederlag.

Efter kroningen drog kong Valdemar 2., som en sen eftertid gav tilnavnet „Sejr”, igen til Nordtyskland for endeligt at bekræfte sejren; til sine titler konge af Danmark og hertug af Jylland føjede han nu herre over Nordalbingien. Som lensmand dér indsatte han sin 20-årige søstersøn grev Albert af Orlamunde. Over for lübeck bekræftede kongen de privilegier, byen havde fået af Frederik Barbarossa og Henrik Løve. I Norge støttede Valdemar i 1204 tronkræveren Erling Stenvæg. Dennes efterfølgende lensed til Valdemar fik ikke politisk betydning, og i øvrigt døde Erling i 1207.

Et uløst problem var kong Valdemars fange, biskop Valdemar. Uanset hvor megen forståelse pave Innocens 3. havde for kongens og abbed Vilhelms argumenter, kunne han af principielle grunde ikke lukke øjnene for fængsling af en biskop, en holdning, som Eskil i sin tid havde draget nytte af som kejserens fange. I 1203 skrev paven til kong Valdemar et meget langt brev med denne indledning: „Til de Danskes berømmelige konge. Gid dette menneske, biskop Valdemar af Slesvig mener vi, aldrig havde været til, han som for at forene kongedømme med præsteskab og blive et uhyre med mange hoveder tilsidesatte bispeembedets værdighed og i sin frækhed stiftede en sammensværgelse mod de Danskes konge, din broder Knud, saligt ihukommet …” Paven udtaler ønsket om, at Valdemar var omkommet for sit eget våben, dengang han drog det verdslige sværd, så han selv var faldet i den grav, han havde gravet forandre. Alligevel opfordrer paven til løsladelse af bisp Valdemar, imod at han af paven bandlyses og forvises til Italien. Kong Valdemar forhaler afgørelsen, men løslader bispen i 1206.

Annonce

 Bagsiden af Dagmarkorset. I den midterste medaljon ses Kristus som Verdens Dommer, til venstre jomfru Maria, til højre Johannes Døberen, foroven den græske kirkefader, Sankt Basilios (330-379), den første, der skrev et digt om verdens skabelse, og forneden Sankt Chrysostomos (347-407), ligeledes græsk kirkefader. Navnet betyder Gyldenmund og refererer til hans store veltalenhed, først som advokat, siden som prædikant. De er to af den byzantinske kirkes førende helgener. Korset er et relikviegemme; i dets hulrum findes muligvis stadig en splint af Kristi kors, det helligste af alle relikvier.

Bagsiden af Dagmarkorset. I den midterste medaljon ses Kristus som Verdens Dommer, til venstre jomfru Maria, til højre Johannes Døberen, foroven den græske kirkefader, Sankt Basilios (330-379), den første, der skrev et digt om verdens skabelse, og forneden Sankt Chrysostomos (347-407), ligeledes græsk kirkefader. Navnet betyder Gyldenmund og refererer til hans store veltalenhed, først som advokat, siden som prædikant. De er to af den byzantinske kirkes førende helgener. Korset er et relikviegemme; i dets hulrum findes muligvis stadig en splint af Kristi kors, det helligste af alle relikvier.

En proces skulle føres af principielle grunde, når en biskop var blevet berøvet friheden. Den foregik i Rom, hvor kongens udsendinge fik mange indrømmelser, men ikke fik medhold i kravet om afsættelse af bispen.

I 1207 blev ærkesædet i Bremen ledigt – og biskop Valdemar blev valgt af domkapitlet. Uden pavens godkendelse præsterede han at fungere som ærkebiskop i ti år, i kraft af støtte fra pavens tyske modstandere. Innocens 3., der havde sendt kong Valdemar „inderligt følte taksigelser” for løsladelsen af bisp Valdemar, ændrede nu holdning i synet på fængslede bisper. I et pavebrev til kong Valdemar fra 1214 hedder det: „Vi råder og tilskynder dig til at gå energisk frem mod denne ugudelige oprører og frafaldne bastard og mod dem, der støtter ham, og ikke standse forfølgelsen af dem, før end kirken i Bremen har fred for deres fortrædigelser. Det gods, der tilhører dem, der støtter ham, skal du konfiskere, og skulle Gud måske overgive ham i dine hænder, skal du holde ham i strengt fængsel, lænket ved fødderne, indtil du erfarer, hvad det er vor vilje, at der skal ske med ham.”

Sådan gik det ikke; men ærkebiskop Valdemar blev i 1217 fordrevet fra Bremen. Han gik i kloster efter en omtumlet tilværelse.

Først i 1205, 35 år gammel, indgik kong Valdemar ægteskab. Han havde allerede da anerkendt to uægteskabelige sønner som sine, Niels og Knud. Hans brud hed Dagmar, en datter af kong Ottokar 1. af Bøhmen. I ægteskabet fødtes i 1209 en søn Valdemar. Dagmar døde allerede i 1212, hvorefter kongen i 1214 ægtede Berengaria af Portugal, en søster til greven af Flandern. Hun fødte sønnerne Erik, Abel og Christoffer og datteren Sophie.

Vi kan ikke sige, hvorfor Valdemar valgte de to som dronning; men for Dagmars og Berengarias slægter har Valdemar været et eftertragtet parti. Berengarias broder, grev Ferrando af Flandern, der var kong Philip Augusts lensmand, kan med ægteskabet have håbet på Valdemars støtte imod sin franske lensherre. I øvrigt ved vi næsten intet om Dagmar og Berengaria, og slet intet som kan bestyrke eller afkræfte det billede af den gode Dagmar og den onde Berengaria, som langt yngre folkeviser tegnede.

 Denne hårfletning er dronning Berengarias, fundet i hendes grav i Ringsted Kirke. Flere steder er jomfru Maria i 1100-tallet afbildet med fletninger. Ellers tilsløres den kvindelige hårmode i reglen, fordi et særkende for gifte kvinder var tildækning af håret; kun ugifte kvinder bar udslået hår. Derfor har jomfru Maria voldt kunstnerne kvaler: hun var trolovet med Josef, ikke gift med ham. Denne Bibelens konstatering bevirkede i øvrigt, at kirken så mildt på børn født af trolovede. Ved parrets senere ægteskab blev disse børn ægtebørn.

Denne hårfletning er dronning Berengarias, fundet i hendes grav i Ringsted Kirke. Flere steder er jomfru Maria i 1100-tallet afbildet med fletninger. Ellers tilsløres den kvindelige hårmode i reglen, fordi et særkende for gifte kvinder var tildækning af håret; kun ugifte kvinder bar udslået hår. Derfor har jomfru Maria voldt kunstnerne kvaler: hun var trolovet med Josef, ikke gift med ham. Denne Bibelens konstatering bevirkede i øvrigt, at kirken så mildt på børn født af trolovede. Ved parrets senere ægteskab blev disse børn ægtebørn.

Heller ikke om de første årtier af Valdemars regering er vi særlig godt underrettet. I lange perioder har kongen opholdt sig i de nordtyske områder, hvor hans overherredømme skulle demonstreres og sikres. I 1205 rykkede han ind i Pommern, og 1210 erobredes egne længere imod øst med støtte af paven, der havde udset sig Valdemar som ledende figur i den store missionsoffensiv i de østlige Østersøegne, som i de følgende år kulminerede med Estlands erobring i 1219. Valdemar kunne trygt være borte fra Danmark; med slesvigbispen Niels som kansler og med Anders Sunesen som kirkens leder var alt under kontrol. Det samme var tronfølgen. Ganske vist var Valdemar 2. hverken udpeget eller hyldet til at følge broderen, men der var ingen der havde anfægtet hans adkomst til tronen. Men selv om Valdemarerne sad trygt, sikrede Valdemar sin og Dagmars søn Valdemar med tilnavnet den Unge efter alle kunstens regler. Han blev gjort til faderens medkonge i dennes levetid og var dermed udpeget som efterfølger. Rigets bedste mænd blev i 1215 – efter Valdemars bryllup med Berengaria – stævnet til et møde på Samsø for at aflægge troskabsed til sønnen, der var seks år gammel, og samme år blev drengen kongehyldet af jydernes høvdinger på Viborg Landsting som Valdemar 3. Og endelig tog pave Innocens 3. i 1216 Valdemar den Unge, „der af sin fader er gjort til konge af Danmark”, under pavestolens beskyttelse.

Kong Frederik 2. af Tyskland, der blev kongekronet i 1212, ønskede fred med nabokongerne og sluttede i 1214 forbund med Valdemar, „de danskes meget kristne konge, for at han kan værne om freden i sit rige og tugte vort kejserriges fjender”. Derfor afstår Frederik 2. med samtykke af kejserrigets fyrster alle de områder til Danmark, som Valdemar Sejr og hans broder Knud 6. havde erobret nord for floden Elben. Den 14. maj 1216 stadfæstede pave Innocens 3. disse afståelser fra kejserriget. Den 25. juli samme år var Innocens død; det meddeler hans efterfølger Honorius 3. Anders Sunesen, som samtidig opfordres til at støtte korstogssagen.

At Anders Sunesen med sin indsats i missionsmarken støttede både paven og kongen er nævnt. Efter Estlandstoget og Valdemarsslaget i 1219 stod Valdemar Sejr på toppen af sin magtudfoldelse. Året før var sønnen Valdemar blevet kronet som niårig i Slesvig – ved at kongen selv satte diademet på hans hoved i overværelse af femten biskopper og seks hertuger og grever.

 Valdemar den Unges segl, for- og bagside, fra 1230. Selv om han ikke overlevede sin fader Valdemar Sejr, var Valdemar den Unge dog selv konge, fordi han blev kongehyldet som seksårig. Hans segl er derfor et kongesegl. På forsiden sidder han på tronen, mens „våbendyr”, de tre springende løver, ses på bagsiden. Et kongesegl er ikke blot en bekræftelse af dokumenters ægthed, men et vigtigt politisk instrument, der ligesom mønter er vidnesbyrd om kongens og hans riges selvstændighed.

Valdemar den Unges segl, for- og bagside, fra 1230. Selv om han ikke overlevede sin fader Valdemar Sejr, var Valdemar den Unge dog selv konge, fordi han blev kongehyldet som seksårig. Hans segl er derfor et kongesegl. På forsiden sidder han på tronen, mens „våbendyr”, de tre springende løver, ses på bagsiden. Et kongesegl er ikke blot en bekræftelse af dokumenters ægthed, men et vigtigt politisk instrument, der ligesom mønter er vidnesbyrd om kongens og hans riges selvstændighed.

Som Valdemar Sejr således gjorde, hvad der var menneskeligt muligt for at sikre tronen for sin ældste søn og medkonge, således var han allerede da i fuld gang med at sikre sine øvrige sønner, så indbyrdes splid ikke skulle rokke Valdemarernes trone og magtposition. Fremgangsmåden var den, at de andre sønner skulle have dele af riget som fyrstelen. Berengarias ældste søn Erik blev som ganske lille udnævnt til hertug af Slesvig; Valdemars ældste søn, den uægteskabelige Niels, blev greve at Halland, og Knud, der også var født uden for ægteskab, modtog i 1219 det erobrede Estland som hertugdømme, men fik siden Blekinge. Med gennemførelse af dette fyrstelenssystem skulle alle være tilfredse. Når hertil føjes, at den tyske kong Frederik 2.s af paven bekræftede venskabs-traktat fra 1214 stod ved magt og bandt Frederik, som blev kejserkronet i 1220, skulle alle være taget i ed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kong Valdemars sejr og fangenskab i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307122