Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rigets administration

Oprindelig forfatter OFen

Kirken støttede fortsat kongedømmet, ikke blot ved som Valdemar den Store havde udtrykt det „at leve fromt i fællesliv og bede til Gud for Vor frelse og rigets fasthed”, men også ved aktiv gerning til gavn for den kongelige regering. Biskopper og abbeder støttede ikke blot kongemagten indirekte ved hjælp af kirkens eget, veludviklede administrationsapparat, der i modsætning til kongen var repræsenteret helt ud i det enkelte sogn, men også direkte ved aktiv deltagelse i regeringen. At kirken øgede sin magt og rigdom i takt med voksende godsbesiddelser, kunne kongen leve med, fordi størstedelen af denne jord kom fra høvdingestandens arvejord. Men uden kirkens hjælp kunne kongedømmet ikke fungere. Det centraliserede embedsapparat var totalt afhængigt af den eneste læse- og skrivekyndige stand i samfundet. Fremtrædende gejstlige tjente som kongens kanslere. Saxo roste Anders Sunesen for hans fremme af kanslerembedet. I de få år han varetog det, udskiltes kancelliet af kongens private kirkelige kapel, og personalet blev større; notarer nævnes nu som underordnede embedsmænd i kancelliet, siden optræder en ledende protonotar. Alle kongebreve udfærdiges nu i kancelliet, og brevenes form og kongens titel bliver dermed fastere, ligesom kongens segl bliver til rigets segl. Et regnskabsvæsen udvikles og forbedres, hvorved embedet som drost styrkes på kammermesterens bekostning. Drosten optræder i øvrigt ofte i forbindelse med udenrigspolitik og retspleje.

 Som noget i datidens europæiske mønthistorie helt enestående bærer denne mønt fra Valdemar Sejrs tid et årstal: Anno Domini MCCXXXIIII, i det Herrens år 1234. På den ene side ses en krone, på den anden en bispehue. Hermed ligner den de mønter, biskop Niels Stigsen af Roskilde lod slå. Han var 1233-45 kongens kansler og synes i 1234 at have påbegyndt en møntreform, som markerede rigets enhed med udstedelsen af en rigsmønt. Dette realiseredes for en tid, blot ikke i Skåne og Roskilde Stift, hvor Niels Stigsens egen møntret kan aflæses af bispehuen på møntens bagside. En forklaring på, at der er årstal på mønten kan ligge i tidens hang til leg med tal: 1234 = en, to, tre, fire. Størrelse 1:1.

Som noget i datidens europæiske mønthistorie helt enestående bærer denne mønt fra Valdemar Sejrs tid et årstal: Anno Domini MCCXXXIIII, i det Herrens år 1234. På den ene side ses en krone, på den anden en bispehue. Hermed ligner den de mønter, biskop Niels Stigsen af Roskilde lod slå. Han var 1233-45 kongens kansler og synes i 1234 at have påbegyndt en møntreform, som markerede rigets enhed med udstedelsen af en rigsmønt. Dette realiseredes for en tid, blot ikke i Skåne og Roskilde Stift, hvor Niels Stigsens egen møntret kan aflæses af bispehuen på møntens bagside. En forklaring på, at der er årstal på mønten kan ligge i tidens hang til leg med tal: 1234 = en, to, tre, fire. Størrelse 1:1.

Herudover fungerede gejstlige som diplomatiske udsendinge i udlandet og som kongens personlige rådgivere. De store ærkebispers, Assers, Eskils, Absalons og Anders Sunesens indflydelse på rigets styre og Valdemarstidens stormagtspolitik kan vanskeligt overdrives, ej heller deres betydning på overnationalt plan som pavelige fuldmægtige med højhed over missionen i øst og den svenske kirke. Men med Anders Sunesen reduceredes disse sidste beføjelser og han mistede overhøjheden over den svenske kirke. Efter Anders Sunesens afgang begik Lundekapitlet en formfejl ved valget af en efterfølger. Paven greb ind og udnævnte i 1223 som ny ærkebiskop Peder Saksesen. Efter ham fulgte i 1228 Uffe ifølge kapitlets frie valg. At Peders og Uffes indsats fortoner sig noget på baggrund af de store forgængere, bør ikke uden videre lægges dem til last; men i realiteten formindskes deres indflydelse.

Et aspekt, som kan være vanskeligt at belyse, er de ledende gejstliges roller som ætlinge af stormandsslægter. De førende slægter leverede ledere af såvel kirke som regering, så samarbejde kan befordres eller hindres efter slægtstilhør, ligesom slægtens godspolitik næppe glemmes totalt af kirkens eller kongens embedsmænd. Men kilderne røber kun sjældent disse slægtsinteresser. Meget betegnende har man kaldt slægterne for de tavse fællesskaber. Men undtagelsesvist nævnes tingene ved deres rette navn; således i nogle statutter, som den udvalgte århusbiskop Skjalm Vognsen måtte underskrive i 1206. Heri hedder det:

Annonce

 Valdemar Sejrs kongesegl på et brev fra 1216. De danske kongesegl har skiftende motiver efter Knud den Helliges dobbeltsegl. I 1140 ses Erik Emune på sit segl med rigsæble og scepter, bagsiden viser en rytter med sværd. Fra Knud 6. viser bagsiden et tresidet skjold med tre leoparder og mange hjerter, som gentages på det her viste segl, der på forsiden fremstiller den majestætisk tronende kong Valdemar.

Valdemar Sejrs kongesegl på et brev fra 1216. De danske kongesegl har skiftende motiver efter Knud den Helliges dobbeltsegl. I 1140 ses Erik Emune på sit segl med rigsæble og scepter, bagsiden viser en rytter med sværd. Fra Knud 6. viser bagsiden et tresidet skjold med tre leoparder og mange hjerter, som gentages på det her viste segl, der på forsiden fremstiller den majestætisk tronende kong Valdemar.

„At han ved overdragelse af sognekirker ikke vil lade sig lede af slægtsfølelse, men af fornuftens dom, da der ikke er noget, som skader Guds kirke mere, end at uværdige antages til at vejlede sjælene, og det er usømmeligt og jo også højst fornuftsstridigt at antage sådanne til at styre andre, som ikke ved at styre sig selv.”

Ud over kammermesteren, drosten og kansleren fortsætter rækken af kongelige embedsmænd med marsken, som synes at have været hirdens leder. Gældkeren er den øverste kongelige embedsmand i Skåne og synes at have haft vigtige beføjelser i forbindelse med ærkesædet og Skånemarkedet.

Når kongemagten bestræbte sig på at være repræsenteret i alle rigets ca. 200 herreder, var det primært for at indsamle kongens indtægter. Ledingsvæsen og fredshåndhævelse var de gamle og grundlæggende udslag af kongemagt, knyttet til henholdsvis krig og fred. Ledingsvæsenets enhed var på landslovenes tid et skiben, det distrikt, der udrustede et ledingsskib, hvad herredet måske førhen havde gjort. Hvert skiben bestod af et antal havne, som sikrede en ligelig byrde i forbindelse med ledingen. Havnebønderne udrustede ledingsskibet i fællesskab, og byrden fordeltes efter formue i jord. Herudover skulle havnens bønder på skift stille mandskab til hvert togt. I spidsen for hvert skib står en styresmand, som ofte var kongens ombudsmand. Han forestår anskaffelse og vedligeholdelse af ledingsskibet og kontrollerer dets udrustning og bemanding. Han har kommandoen over skibet på togt og er riddermæssigt udrustet med brynje og hest. Han har fuldt våbenudstyr og desuden en armbrøst og 36 pile „og en mand, der kan skyde med den, hvis han ikke selv kan skyde”. Hver havnebonde, der er på skibet, skal have skjold og de tre folkevåben, sværd, kedelhat og spyd.

 Skakbrik af narhvalstand. Ridende biskop. De Skånske og Sjællandske Kirkelove går ud fra, at biskoppen regelmæssigt besøger sit stifts sogne på visitats. Men andre pligter, deltagelse i kirkemøder og i regeringsanliggender, betød mange og lange rejser, så stiftets opgaver, domsmagt, kirkeindvielser og visitatser, blev udført ved fuldmægtige og vikarer.

Skakbrik af narhvalstand. Ridende biskop. De Skånske og Sjællandske Kirkelove går ud fra, at biskoppen regelmæssigt besøger sit stifts sogne på visitats. Men andre pligter, deltagelse i kirkemøder og i regeringsanliggender, betød mange og lange rejser, så stiftets opgaver, domsmagt, kirkeindvielser og visitatser, blev udført ved fuldmægtige og vikarer.

Som omtalt indførte man midt i 1100-tallet en afløsning i penge for ledingspligten. Skatteleding trådte i stedet for personligt udbud, ja i visse områder har ledingsorganisationen været helt ophævet, men andre skatter er i stedet blevet opkrævet. „Kværsæde” er således en afgift for at sidde hjemme („kvær”), når leding blev udbudt. Af forskelle i ledingspræstationer afsløres tydeligt de store sociale forskelle, som tilsløres af lovenes tale om tilsyneladende ligeværdige bønder.

Ændringen af ledingsvæsenet fra personligt udbud til en fast årlig grundskat må sammenholdes med herremandsstandens udvikling som hærinstrument med baggrund i hirden. Krigen stillede nu andre krav, end ledingsflåden kunne klare, men engang indførte skatter var kommet for at blive. Ud over ledingsskat og kværsæde taler lovene om stud, ægt, redskud og inne. Også disse ydelser hænger sammen med forsvarsorganisation og underhold af kongen og hans følge. Stud var havre til kongens heste; ægt var kørsel udført af bønderne; redskud noget lignende; mens inne var skatter i bred almindelighed, måske med baggrund i pligtarbejde på voldanlæg og befæstninger. At byerne præsterede skatter og afgifter under forskellige betegnelser, arnegæld, toftepenge, midsommergæld er allerede nævnt i byernes sammenhæng.

Alle disse skatters afkast var sikre og forudberegnelige, de „visse” indtægter, hvortil også regnedes indtægterne af det kongelige gods i rigets herreder. Hertil kom de uvisse indtægter, kongens andel i bøder og hans ret til fredkøb.

 Sjællands herreder ca. 1240. Den ældste fortegnelse over de danske herreder findes i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Mange af denne listes herreder er siden ændret eller delt, og forandringer har vel også fundet sted før 1231. De fynske og sjællandske herreders grænser synes dog at være tæt på de oprindelige, fordi de går i skove og over mindre god jord. Som på Fyn tilstræbes adgang til havet. Kun Alsted og Ringsted herreder er uden kyststrækninger.

Sjællands herreder ca. 1240. Den ældste fortegnelse over de danske herreder findes i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Mange af denne listes herreder er siden ændret eller delt, og forandringer har vel også fundet sted før 1231. De fynske og sjællandske herreders grænser synes dog at være tæt på de oprindelige, fordi de går i skove og over mindre god jord. Som på Fyn tilstræbes adgang til havet. Kun Alsted og Ringsted herreder er uden kyststrækninger.

Såvel kirkens opkrævning af tiende som kongemagtens opkrævning af skatter forudsætteren velfungerende effektiv styring. At kirken magtede dette, er der ingen grund til at betvivle – selv i 1230 med „stor død på folk og fæ” sendtes de foreskrevne tiendepenge til Rom – og at kongens kancelli mestrede skatteopkrævningen fremgår af en interessant kilde fra det følgende år 1231.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Rigets administration i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307129