Kong Valdemars lovbog

I 1234 foranstaltede pave Gregor 9. en sammenskrivning af de mange tusinde pavelige dekreter og retsafgørelser, som var udstedt efter Gratians samling af kirkeretten omkring 1140.

Den nye samling kaldtes „Den ekstra Bog”, fordi den var et tillæg til den eksisterende kirkeret. Med dette initiativ understreger paven sin kompetence til at skabe ret for den katolske del af kristenheden. Når bisper og abbeder forelagde paven konkrete kirkeretlige problemer, fremgik det normalt af svaret, om det var konkret begrundet eller om det kunne danne praksis og indgå i den kirkelige fællesret. Hvis det sidste var tilfældet, er det for os nærliggende at tale om paven som lovgiver; men gør vi det, løber vi en risiko for at tilbageføre et moderne begreb om loven, som var middelalderen helt fremmed. Også på dette punkt var Bibelen vejleder. På spørgsmålet, hvem der har givet de gammeltestamentlige love, svarer Det gamle Testamente selv, at alle Israels love går tilbage til Israels Gud, der gennem sin udvalgte tjener Moses forkyndte sin vilje for sit folk. Selv om denne opfattelse er uhistorisk, allerede fordi Mosebøgerne indeholder lovstof af vidt forskellig alder, så optræder ingen af Bibelens konger som lovgivere. Gud er lovens ophav; men loven skal som Guds vilje fortolkes og udlægges.

For oldtidens romere var loven et såre verdsligt og statsligt anliggende, og i kejsertiden fik kejserens vilje lovskraft.

Efter Det vestlige Romerriges endelige undergang i 476 blev kirken uafhængig af romerske love. På grundlag af Guds lov opbyggedes en kirkeret, som så at sige tilpassede Guds lov en middelalderlig virkelighed ved at afgøre en mængde konkrete sager. Pavens kompetence hertil hviler på det skriftsted hos Mattæus (16, 18-19), hvor Jesus siger til Peter:

„Og jeg siger dig, at du er Peter [navnet betyder klippe], og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være lost i himlene.”

Denne overdragelse af nøglemagten til apostlen Peter og til „kirken”, et ord som kun forekommer to gange i Bibelen, er romerkirkens og pavedømmets grundlag og berettigelse. I middelalderen kaldtes nøgleoverrækkelsen for „lovens overgivelse”, hvorved det understreges, at udlægningen af Guds lov er en af kirkens hovedopgaver. Lovens håndhævelse overlod kirken til kejser- og kongemagt inden for rammerne af den fuldmagt, der lød på fred og retfærdighed. Alle de eksempler på kongelig udstedelse og forkyndelse af love, vi kender i Danmark før Jydske Lovs udstedelse i 1241, har ligget inden for disse rammer.

Frederik 2. gennemførte i 1228 et korstog, som gav uventede resultater, idet den ægyptiske sultan frivilligt afstod Jerusalem, Nazaret og Betlehem for ti år. Efter hjemkomsten udstedte kejseren, som også var konge over Sicilien, en lovbog for denne ø – uden pavens samtykke og på trods af hans advarsler.

Derfor besluttede pave Gregor 9. at demonstrere forbindelsen imellem nøglemagt og lovgivningsmagt ved udstedelsen af Den ekstra Bog, hvori alle love, som stred imod pavens, blev erklæret ugyldige.

Er vi ikke hermed kommet for langt væk fra kong Valdemars lovbog? Slet ikke; vi forstår ikke kongens forhold til Jydske Lov uden kendskab til striden imellem kejser og pave om retten til at give love. Udstedelsen af den pavelige Ekstra Bog i 1234 blev nemlig signalet til lovarbejder i en række europæiske riger, vel at mærke i nært samarbejde imellem konger og kirke. Konger udsteder og „giver” love, som gejstlige har udvalgt og sammenskrevet. Jydske Lov fra 1241 er den første i rækken. Den svarer indholdsmæssigt til de øvrige landslove, men ligner i formen Den ekstra Bog ved at rumme en fortale om loves nødvendighed og ved at være inddelt i bøger og kapitler. Den er et resultat af kongens og kirkens samarbejde, og den siger selv at være udstedt med samtlige danske bispers samtykke og underskrift. Og blandt dem viborgbispen Gunner, tidligere abbed i Øm Kloster. Om ham siges det i en samtidig kilde, at specielt hans råd blev fulgt, da loven blev nedskrevet. At netop han efter 20 år som bisp i den jydske landstingsby var en kender af jydsk ret er oplagt; og efter hans ungdoms studieår i Paris er han også den sandsynlige ophavsmand til lovens fortale.

På denne baggrund må vi undgå at forveksle lovgivning med skabelse af nye love. Når det indledningsvis hedder „således begynder fortalen til Jydske Lov, som kong Valdemar gav og danerne tog imod”, så er det kun „lovgivning” i form af overrækkelse af et håndskrift indeholdende en lov. Og når det siden siges, at „den lov, som kongen giver, og landet tager imod, ikke må afskaffes eller ændres uden landet ønsker det, medmindre den er stik i strid med Guds lov”, så er det følgen af, at paven ophævede alle lokale regler, som var i strid med kirkeretten. Med denne ene undtagelse er loven landets vilje, og ikke kongens.

Vi har flere konkrete eksempler på pavelig indgriben i lokal dansk ret. Da et kirkemøde i Rom i 1215 afskaffede jernbyrd, blev beslutningen fulgt op af kong Valdemar. I 1239 pålagde paven kongen at afskaffe bevis ved ed i arvesager, fordi opfyldelse af testamenter til fordel for kirken blev forhindret ved edsbevis. „Med lov skal man land bygge” – men „man” er kun kongen, når han har kirken i ryggen.