Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Kong Valdemars Jordebog”

Oprindelig forfatter OFen

Denne ret uheldige etikette har man i 1700-tallet hæftet på et meget omfattende håndskrift, for størstedelen skrevet omkring 1300, bestående af 153 pergamentsblade med 33 forskellige og indbyrdes uafhængige bidrag. Alt skrevet af kun to eller højst tre skrivere, som har delt arbejdet imellem sig. Som eksempler på indholdet kan nævnes: en evighedskalender, en liste over Hallands grænser, en „broderliste” fra Knud 6.s tid, en årbog dækkende 1074-1219, en kongeliste, en liste over kejser- og kongeriger, en paveliste, religiøse læsestykker, latinske vers, rejseruter til søs, et skøde og et testamente samt en liste over alle danske øer med deres forekomst af jagtdyr. I parentes bemærket fremtræder netop den ulyksalige Lyø som ideel for jagt. Med angivelse af „hjort, då, hors, rå” er den en af de dyrerigeste øer på listen.

 Pile eller bolte til afskydning med en armbrøst. Begge er af træ med jernspids. Pilen foroven, der er fundet på Fyn, har gaffelformet spids. Den nederste, fra Ods Herred, har firesidet jernspids. En armbrøst er en kraftig bue, som spændes mekanisk og affyres med stor kraft. Saxo fortæller, at Esbern Snare og Sune Ebbesen havde armbrøster med på deres østersøtogter i 1170, men tilføjer, at de ikke var til megen gavn. Dødbringende var dog den armbrøstpil Valdemar den Unge fik i foden under jagt på Refsnæs i 1231. Våbnet synes da at være forbeholdt fyrster og stormænd.

Pile eller bolte til afskydning med en armbrøst. Begge er af træ med jernspids. Pilen foroven, der er fundet på Fyn, har gaffelformet spids. Den nederste, fra Ods Herred, har firesidet jernspids. En armbrøst er en kraftig bue, som spændes mekanisk og affyres med stor kraft. Saxo fortæller, at Esbern Snare og Sune Ebbesen havde armbrøster med på deres østersøtogter i 1170, men tilføjer, at de ikke var til megen gavn. Dødbringende var dog den armbrøstpil Valdemar den Unge fik i foden under jagt på Refsnæs i 1231. Våbnet synes da at være forbeholdt fyrster og stormænd.

Mange andre bestanddele kunne nævnes, men blandt de her nævnte må broderlisten straks vække nysgerrighed. Har vi her en „glemt” kilde til slutningen af 1100-tallets historie? Ja, hvis vi kunne gennemskue den. Listen omfatter ca. 215 personer, blandt dem en kong Knud, en marsk, tre kammermestre, otte biskopper, hvoraf en tillige er kansler, og to provster. Det mærkelige er, at disse personer er anbragt i et topografisk system, der udgøres af de jydske sysler, og som fortsætter til Fyn og slutter med Sjælland. Inden for denne inddeling er personerne under betegnelsen „brødre” opstillet i grupper på i reglen tre, men også på fra to til otte brødre. Hvad meningen er hermed fremgår ikke. Mange teorier er fremsat, diskuteret og forladt: sammenhæng med hirden, frændegilder, kongens lokale støtter, et klosters lægbrødre – det store blandingshåndskrift synes at stamme fra Sorø Kloster – ingen har kunnet forklare meningen med broderlisten.

Når dette kalejdoskopiske håndskrift skal nævnes her, skyldes det de mange lister og fortegnelser, det rummer vedrørende kongens og kronens ejendomme og indtægter fra lande og byer. Betegnelsen kong Valdemars Jordebog er derfor strengt taget misvisende, for en jordebog er en fortegnelse over en godsejers besiddelser med angivelse af fæsternes årlige ydelser, især landgilde. Men størsteparten af de dele af håndskriftet, som gav anledning til betegnelsen jordebog, er fra Valdemar Sejrs tid.

Annonce

 En side af hovedstykket i Kong Valdemars Jordebog. Denne del af håndskriftet rummer oplysninger om afgifter, kongen modtog af herrederne i hele riget, om afgifter, han oppebar af forskellige købstæder, og om jordegods, som tilhørte ham privat eller kronen. På denne side står: Helgenæs. 20 mark rent sølv. Mols. 20 mark rent sølv. Samsø skylder årlig 5 mark hvede, 10 mark malt og 3 mark byg, 40 okser, 180 svin og lige så mange får, 800 oste og så meget smør, som hører til de nævnte oste, 800 stokfisk, 16 mose [sildemål, en lille mes = 1/2 td. sild] sild, 2 foder [= fade à 10 pund] honning, 100 gæs, 200 høns, 2 mark til fisk. Hasle Herred. Af Århus 12 mark i leding foruden fogedafgiften. Ning Herred. Viby 60 mark guld og mere med småbyerne. [100 mark guld og mere] Hjelmslev Herred, af Skanderup [det senere Skanderborg] 30 mark rent sølv. Vrold og Holte. [60 mark rent guld] Gem Herred. Småenge [Sminge] 15 mark rent sølv. Voel og Tovstrup. Houlbjerg Herred. Framlev Herred. Endelave. 20 mark.

En side af hovedstykket i Kong Valdemars Jordebog. Denne del af håndskriftet rummer oplysninger om afgifter, kongen modtog af herrederne i hele riget, om afgifter, han oppebar af forskellige købstæder, og om jordegods, som tilhørte ham privat eller kronen. På denne side står: Helgenæs. 20 mark rent sølv. Mols. 20 mark rent sølv. Samsø skylder årlig 5 mark hvede, 10 mark malt og 3 mark byg, 40 okser, 180 svin og lige så mange får, 800 oste og så meget smør, som hører til de nævnte oste, 800 stokfisk, 16 mose [sildemål, en lille mes = 1/2 td. sild] sild, 2 foder [= fade à 10 pund] honning, 100 gæs, 200 høns, 2 mark til fisk. Hasle Herred. Af Århus 12 mark i leding foruden fogedafgiften. Ning Herred. Viby 60 mark guld og mere med småbyerne. [100 mark guld og mere] Hjelmslev Herred, af Skanderup [det senere Skanderborg] 30 mark rent sølv. Vrold og Holte. [60 mark rent guld] Gem Herred. Småenge [Sminge] 15 mark rent sølv. Voel og Tovstrup. Houlbjerg Herred. Framlev Herred. Endelave. 20 mark.

Det såkaldte hovedstykke daterer som det eneste sig selv, til 1231. Heri oplyses om afgifter, kongen og kronen modtog fra herreder i hele riget, om afgifter fra forskellige købstæder og om jordegods, som tilhørte kronen eller kongen som arvejord. Mærkeligt er det imidlertid, at ikke alle herreder og købstæder og ikke alt kongens gods er opregnet i hovedstykket. Udeladelserne kan vi ikke give en tilfredsstillende forklaring på.

Til hovedstykket knytter sig en liste over krongods (kongelev) opstillet efter rigets lande. Krongodset synes at have været mest udbredt i Skåne og på Sjælland, mens kongens arvejord og købejord la tættest i Jylland og på Fyn. Erobrede lande som Femern og Rügen blev krongods.

Nogle lande får særbehandling i Valdemars Jordebog, således Halland i en liste fra omkring 1250, der giver detaljerede oplysninger om de otte hallandske herreders skatter og pligter, bondetal og havnetal. Blot stemmer summen af herredernes angivne afgifter ikke med listens sluttal, og ej heller giver det mening at sammenligne Hallandslistens tal med hovedlistens oplysninger om samme land.

 Store Heddinge Kirkes romanske kor. Denne kirke har et ottekantet skib, hvori engang otte piller bar en kuppel. Det fjerne forbillede har været selve kejser Karl den Stores paladskirke i Aachen. Hos os kan kun kongen tænkes at have ladet bygge så aristokratisk en kirke. Det imponerende korparti er siden forsynet med taggavle i gotisk stil.

Store Heddinge Kirkes romanske kor. Denne kirke har et ottekantet skib, hvori engang otte piller bar en kuppel. Det fjerne forbillede har været selve kejser Karl den Stores paladskirke i Aachen. Hos os kan kun kongen tænkes at have ladet bygge så aristokratisk en kirke. Det imponerende korparti er siden forsynet med taggavle i gotisk stil.

Også Falster har en særlig liste, men af en helt anden art. Her anføres alle øens landsbyer med angivelse af antal bol i hver, samt deres jordskyld i henhold til en jordvurdering, som må være gennemført kort forinden, måske med det formål at skyldsætte nyopdyrket jord. I øvrigt synes kongen at have rådet over 28%, stormandsslægter over 25% af al jord på Falster. Også Femern og Estland behandles i særlige lister.

Jordebogens utallige og forskellige skatter og afgifter blev indkrævet af den lokale ombudsmand på herredets skattegård. Andre præstationer erlagdes i arbejde eller i varer til underhold for kongen og hans følge. En liste i jordebogen fortæller, hvad det drejer sig om for herreder og byer, når der kom kongeligt besøg i egnens kongsgård:

„Hr. Kongens vintergæsten er for to nætter: 5 pund honning. Havre til foder 6 mark. Af mel 1 mark rugmel og 1 mark hvedemel, og mark bygmel. 3 mark malt. 1 mark porse efter havremål. 26 saltede svin, 14 levende svin, 16 saltede okser, 26 saltede får, 14 aske smør, asken er en tolvmynnings ask [et rummål]. 360 oste, af hver ost nok til 5 tallerkener. Dertil 360 høns, 180 gæs, 2 pund peber og kommen, 1 pund salt, 8 tønder sild, 360 stokfisk. Dertil 2 mark sølv til at købe fisk for, 2 øre penninge til dragerne. Dertil marsken 1 mark sølv, undermarsken 1/2 mark. Stordrosten 1 mark sølv. Lilledrosten 1/2. Stor- og lillemundskænken ligesådan. Dertil kapelvogteren 1 øre sølv. Fadbursfolkene 1 øre sølv. I kælderen 1 øre sølv. 1 køkkenet 1 øre sølv. Diskesvende og dugesvende 2 ørtug. 1 foderhuset 1 øre sølv. Den, som fordeler lysene 1 øre sølv. Almisseuddeleren 1 øre sølv. Dertil 100 fade og 400 tallerkener. Til brænde mark sølv.”

Muligvis kan man slutte fra de 400 tallerkener til antallet af deltagere i kongens følge. I en samtidig kilde klager en biskop over et kongebesøg „med en umådelig mængde mennesker, heste og hunde”. I et par tilfælde fremgik det, at penge betales til følgets indkøb af visse varer. Dette blev siden mere almindeligt; nogle herreder har ifølge jordebogen fået hele deres gæsteriforpligtelse afløst i penge, i lighed med ledingspligten. Hermed bliver det muligt at fordele byrden på alles skuldre, og ikke blot på de herreder, som kongen ofte besøgte, eller som lå langs de almindeligt benyttede rejseruter.

 Valdemar Sejrs kendte opholdssteder angivet efter antallet af kongebreve udstedt på stedet. Da kongens ophold i Viborg og Lund var i anledning af kroning og hyldning, ses det, at kongen oftest opholdt sig i det sydlige Danmark. Hans tyske politik gjorde Slesvig til residensby, mens Vordingborg og omegn lå bedst for togter til de baltiske lande.

Valdemar Sejrs kendte opholdssteder angivet efter antallet af kongebreve udstedt på stedet. Da kongens ophold i Viborg og Lund var i anledning af kroning og hyldning, ses det, at kongen oftest opholdt sig i det sydlige Danmark. Hans tyske politik gjorde Slesvig til residensby, mens Vordingborg og omegn lå bedst for togter til de baltiske lande.

Tilbage står spørgsmålet, hvilket formål tjener de dele af dette mærkelige håndskrift, der vedrører kongens og kronens indtægter, disse brudstykker af en mosaik, som ikke åbenbarer noget mønster eller nogen indbyrdes sammenhæng?

Diskussionen herom har i de sidste hundrede år til tider været hed, men noget overbevisende svar på, at rutinerede skrivere henad år 1300 ofrede tid og kræfter på afskrift og samling af et helt usammenhængende materiale har ingen kunnet give. Men det står dog fast, at man fandt det umagen værd. Et radikalt forslag fra sidste århundrede gik ud på, at håndskriftet er en øvelsesbog til uddannelse af skrivere, „en skriverbog, en bog til øvelse i en kloster- eller domskole”. Dette forslag har man blankt afvist under henvisning til, at håndskriftet tydeligvis er skrevet af fuldt uddannede skrivere. Hovedparten af jordebogsstykkerne, som oprindeligt har hørt sammen, men som ikke hænger sammen i håndskriftets senere indbinding, er notorisk skrevet af en broder Johannes Jyde, en højt kvalificeret skriver med en bred, regelmæssig, rolig og elegant håndskrift, som også kendes fra bl.a. et lovhåndskrift. Heller ikke håndskriftets andre penne er ført af begyndere i skrivekunsten.

Ret beset kan forslaget om en øvelsesbog i skrivekunst jo meget vel forenes med uddannede skrivere, hvis håndskriftet har været brugt som forlæg for uøvedes penneprøver, som ingen har drømt om at gemme. Men hvorfor udvælge gods- og indtægtslister til brug i det kongelige kancelli?

 For- og bagside af Krik Plovpennings kongesegl 1241. I midten af 1100-tallet blev det almindeligt, at krigere på deres skjold bar et mærke eller „våben”, så ven kunne skelnes fra fjende. Valdemar den Store valgte de tre springende lover på hjertestrøet baggrund, som siden blev fast bagsidemotiv på kongeseglet. Det blev hermed mere rigets segl end kongens personlige segl.

For- og bagside af Krik Plovpennings kongesegl 1241. I midten af 1100-tallet blev det almindeligt, at krigere på deres skjold bar et mærke eller „våben”, så ven kunne skelnes fra fjende. Valdemar den Store valgte de tre springende lover på hjertestrøet baggrund, som siden blev fast bagsidemotiv på kongeseglet. Det blev hermed mere rigets segl end kongens personlige segl.

I stedet for anvendelse til øvelse i skrivekunst kunne man da tænke sig, at bogen har haft til formål at vejlede i opstilling af de forskellige typer af oversigter og lister, som er repræsenteret i jordebogsstykkerne. Enhver jurist af i dag betjener sig af forlæg og formularer, som findes i trykte og autoritative udgaver, formularbøger, eller som man samler sig. I ministerier og styrelser findes visdomsbøger og vejledninger til sikring af ensartet udformning af dokumenter og til uomgængelig hjælp for begyndere i dette eller hint kontor. Forbilledets faste form er da det afgørende, mens det konkrete indhold er mere tilfældigt og mindre afgørende. Selvfølgelig har man i 1200-tallets kongelige kancelli haft samme, ja endnu større behov for visdomsbøger og formularhåndskrifter. Det var særlig vigtigt i en periode, da en ny administration var under opbygning og skulle finde sin skriftlige form for at være effektiv. Forstået således kan jordebogens formål sammenlignes med abbed Vilhelms brevsamling, som med hans egne ord ikke var rettet til de lærde, „men til dem, der ønsker at gøre fremskridt i at diktere”.

Under alle omstændigheder står det fast, at vort kendskab til et hastigt og allerede højt udviklet apparat til det danske riges forvaltning i første halvdel af 1200-tallet skyldes kong Valdemars Jordebog. At en udøvende magt er sat effektivt i system afspejles af indtægtskilderne i jordebogen. At den også har fungeret i praksis viser dens årstal 1231. Dette år var kongernes løsesum indkrævet og betalt.

Når så meget tyder på, at rigets administration har været velfungerende, skyldes det kirkens interesse i, at kongemagten effektivt formåede at forvalte det komplicerede samfund, som Kong Valdemars Jordebog klart afspejler – alle ubesvarede spørgsmål til trods.

Omvendt var kongen hermed kommet i det afhængighedsforhold til sine gejstlige administratorer, som uvægerligt følger af behov for og brug af andres ekspertise. Og med voksende administration fulgte et øget behov for gejstlige hjælpere.

Om gejstligheden på denne baggrund har vist en form for modvilje imod øget beskæftigelse med kongelige regnskaber på bekostning af omsorgen for sjælenes frelse, er en mulighed. I hvert fald bad kong Valdemar pave Gregor 9. om bistand.

 Mønt med portræt af Frederik 2., der som tysk konge stadfæstede Valdemar Sejrs erobringer i Nordtyskland i 1214. Af fødsel halvt tysker, halvt italiener, af sind og tankegang helt det sidste, opdraget på Sicilien, dengang et af Europas mest civiliserede lande, hvor arabisk og vesterlandsk kultur mødtes. I sin regering var han præget af østerlandske mønstre, hvad der bragte ham i modsætning til paven Honorius 3. og til dennes efterfølger Gregor 9., der tog kampen op med kirkens frygtede våben, bandlysningen. Det knækkede Frederik 2. Størrelse 2½:1.

Mønt med portræt af Frederik 2., der som tysk konge stadfæstede Valdemar Sejrs erobringer i Nordtyskland i 1214. Af fødsel halvt tysker, halvt italiener, af sind og tankegang helt det sidste, opdraget på Sicilien, dengang et af Europas mest civiliserede lande, hvor arabisk og vesterlandsk kultur mødtes. I sin regering var han præget af østerlandske mønstre, hvad der bragte ham i modsætning til paven Honorius 3. og til dennes efterfølger Gregor 9., der tog kampen op med kirkens frygtede våben, bandlysningen. Det knækkede Frederik 2. Størrelse 2½:1.

Den fik han ifølge et pavebrev fra 1238. Kongen får lov til at benytte en kannik ved hver af rigets domkirker til enten rigets behov eller sin personlige tjeneste, således at de skal oppebære deres kannikeembeders sædvanlige indtægter. Hermed må hvert af rigets otte stifter afgive en kannik til tjeneste i det kongelige kancelli eller andetsteds, uden udgifter for kongen. Det er således kirken, der udpeger og lønner disse rigsadministratorer og tjenestemænd, og det er selve paven, der godkender denne udvidelse af rigets forvaltningsapparat på foranledning af kongens bønner. Al tale om kongelig enevælde må på disse vilkår kaldes en misforståelse.

Ni andre klerke i kongens tjeneste fik på dennes begæring tilladelse til at supplere deres indtægter med yderligere midler fra kirken. Intet under at kong Valdemar ønskede et godt forhold til paven, så da danske skibe i 1234 spærrede Lübecks havn og hindrede tvske korsfareres afrejse, var en pavelig formaning nok til at bryde blokaden.

Så vidt den udøvende magt. Af de nedskrevne landslove fremgik vilkårene for den dømmende magt, herreds- og landsting. Tilbage star efter vore moderne begreber den lovgivende magt. Og Valdemars navn er ikke blot knyttet til en jordebog, men også til en lovbog, den Jydske Lov, som kongen „gav” i 1241.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: „Kong Valdemars Jordebog” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307130