Begravelse med hasselkæppe. I mange kristne grave fra vikingetiden, men også i yngre grave har man – især i Lund – fundet lange kæppe, „gravkæppe”. De er som regel af hassel. De tolkes som genfødelses- eller opstandelsessymboler. En lignende overnaturlig virkning er andre steder i Norden knyttet til netop hasselkæppe som indhegning af f.eks. tingsted eller kampplads. I øvrigt indeholder kulturlag fra middelalderbyer ofte hasselnødder i store mængder. Ifølge lovene måtte man i en andens skov plukke nødder til fortæring på stedet plus hvad hat og handsker kunne rumme.

.

Gravmonumenter ved Sjørring Kirke i Thy. Fra den tidlige middelalder findes der eksempler på, at gravstenene efterligner kisternes form eller er formet som taget på et hus, der rummer den døde. Således på Sjørring-gravene, som er forsynet med gavlsten. Indskrifter er sjældne, men billeder, kors og ornamenter har været betragtet som nødvendige for sikring af graven. Den her afbildede biskop er derfor ikke den begravede, men en af de hellige bisper, måske Nicolaus af Myra, der var de søfarendes værnehelgen.

.

Skår af potter fundet i Helium øst for Rold Skov i Himmerland. Under udgravninger i lag fra middelalderen findes normalt potteskår i massevis. Men af pottemagerovne kendes endnu kun få hos os, hidtil under en halv snes. Fundet i Helium blev gjort i 1983 under udgravning til et parcelhus, hvor en mængde potteskår på et og samme sted viste sig at være fra en sammenstyrtet pottemagerovn fra ældre middelalder, ca. 1200. Pottemageren var afhængig af meget træ til brændsel og af ler, som kunne klare brændingen ved de nødvendige 6-700°. Begge dele fandtes i Helium Herred, som igennem århundreder var et centrum for fremstilling af lerpotter.

.

Stenaltret fra Rødding Kirke i Salling. I Jylland er de romanske altre i reglen som kirkemuren opbygget af præcist tilhuggede granitkvadre, men på altret fra Rødding (nu i Nationalmuseet) bæres dækpladen af fire hjørnestøtter, de tre af søjleform, den fjerde udhugget som en menneskefigur, på knæ med hænderne i bøn. I alterbordets midte et relikviegemme. En lettere altertype er bære- eller rejsealtret, som høje gejstlige og verdslige fyrster kunne benytte med pavens tilladelse, forudsat det rummede relikvier dækket med en stenskive stor nok til kalk og disk.

.

Relikvieæske af bly fra alterbordet i Stadil Kirke ved Ringkøbing. „Af den hellige Laurentius” står der på strimlen af pergament. Allerede i oldkirken ærede man martyrer ved højtidelig bisættelse. Hertil kom i 300-tallct en dyrkelse af Kristi pineredskaber, så splinter af korset spredtes i hele kristenheden. Samtidig begyndte man at flytte helgeners jordiske rester til værdigere steder, eller man fandt eller troede at genfinde glemte eller forsvundne relikvier, som f.eks. i 800-tallet apostelen Jakobs ben i Compostela i det nordvestlige Spanien, i Jakobsland, som også mange danske pilgrimme besøgte. Relikvier var nødvendige, for at en kirke kunne indvies. I Stadil var de svøbt i rød og hvid silke.

.

Denne miniature i et tysk pergamenthånd skrift fra omkr. år 1200 viser den hellige Kunigunde gå på glødende plovjern, den form for bevis, som Skånske Lov kalder „skrå”. Ved hendes side to bisper. Kongen og hans mænd ses til venstre. Fra himlen ses Guds hånd som tegn på, at han befrier den uskyldige kvinde fra anklagen. Andre gudsdomme var tvekamp, jærtegn, kedelprøve, hvor en nøgle skulle tages op af kogende vand, og flere andre prøver. De danske love kender kun forskellige former for jernbyrd.

.

Halleys komet på Bayeux-tapetet: „Her beundrer de stjernen” lyder indskriften. Efter at Newton i 1682 påviste, at Halleys komet vender tilbage hvert 76. år, blev det klart, at det er den, der ses på tapetets beretning om Englands erobring i 1066. Adam af Bremen siger om dette ar: „Og hvis jeg ikke tager fejl, så tilkendegav den frygtelige komet, der kom til syne just i dette år i påskedagene, at disse ulykker ville komme over os”. Ulykkerne er for Adam bremerærkebispens fordrivelse og fyrst Gotskalks død. Halleys komet sås sidst 1985-86.

.

Den tidlige middelalders dagligliv kan ikke beskrives uden en understregning af religionens betydning. Troens ydre tegn er mangfoldige, kirkerne alle vegne, deres indretning, udstyr og udsmykning, og – i jorden – mennesker begravet efter den kristne begravelsesmåde. Blandt vikingetidens forskellige gravskikke var begravelse under flad mark almindelig, men grave under opkastede høje forekom stadig. Med kristendommen forsvinder højen, som blev et symbol på hedenskab – lovenes „højmand” er en udøbt. Endvidere forsvinder den skik at give den døde gods med i graven.

Den kristne begravelse præges ikke af samme pietetsfølelse over for den døde, men beror på den opfattelse, at de troendes kroppe med Bibelens ord er Helligåndens tempel, som skal opstå til det evige liv. Gravene er nu altid orienteret øst-vest. Liget ligger udstrakt på ryggen med hovedet i vest for på den yderste dag at skue imod lyset fra øst, hvorfra Herren skal komme som dommer. Ligklæderne har til de fleste været af lærred, men forskelle imellem folk viste sig; rester af finere stoffer tyder på standsmæssigt udstyr.

Den katolske kirke var længe imod begravelser i selve kirken, men fra tusindtallet opgav kirken de fleste steder modstanden, således også i Danmark, hvor Sven Estridsen og andre kongelige fik grave i Roskilde Domkirke, og hvor kirkerne i Ringsted og Sorø opførtes som gravkirker for henholdsvis Valdemarernes kongeslægt og Hviderne. Også de højeste gejstlige betragtede det som en ret at blive begravet i kirken, hvor gravsteder nærmest højalteret var de mest eftertragtede. En udsøgt hæder var det derfor, at ærkebiskop Eskil blev begravet foran højalteret i klosterkirken i Clairvaux.

Men også ude på kirkegården var der forskel på folk. Jo nærmere kirkens mure, jo bedre. Bedst under tagdryppet, der vædede graven som med vievand.

De fleste bevarede gravmonumenter fra ældre middelalder er af granit, øst for Øresund er nogle af sandsten. Men også træ har været brugt, ikke blot inden døre, men sikkert også udenfor. Gravmonumenterne og deres udsmykning er vidt forskellige.

Uden for kirkegårdens indviede jord begravedes de fortabte: de udøbte, udstødte, fredløse, henrettede og selvmordere. Fra gammel tid havde kirken nægtet selvmordere begravelse i indviet jord. Hvis en tilregnelig person tog sit eget liv, var det en alvorlig synd. Forbudet imod at slå ihjel var også et forbud imod at tage sig selv af dage. I 1100-tallet indgik i kirkeretten den sætning, at Judas begik en større synd ved at hænge sig, end ved at have forrådt Jesus.

Kirkens problemer med det femte bud, du må ikke ihjelslå, var baggrunden for fredsbevægelsens kamp imod hævndrab og fejder. Kirkens egne personer blev som de første fredet imod overgreb og drab. Heraf fulgte et kategorisk forbud imod, at gejstlige slog andre ihjel.

At kirken på dette punkt lagde vægt på at feje for egen dør, måtte en skånsk præst, hr. Magnus, sande den dag i 1231, da han ville ride hen for at besøge en fjerntboende kollega. Han mente at kende stiftets veje så godt som sit eget sogn; alligevel red han vild i en egn, som var mere øde, end han erindrede. Længe havde han vejen for sig selv, før en enlig rytter dukkede frem af et sving på den smalle vej. Han havde en bylt foran sig foruden det sædvanlige spyd, som alle ikke-gejstlige bar. Hr. Magnus var ikke ganske tryg ved situationen, men hans hest var træt, så noget måtte der gøres.

Præsten spurgte den fremmede om vej. Denne tænkte sig om og påtog sig at lede ham på rette vej. Turen gik nu bort fra den slagne vej og ind i en stor skov. Hr. Magnus blev endnu mere betænkelig, men havde ikke andet valg end at følge med.

Under disse overvejelser blev præsten uden varsel ramt af den fremmedes spyd – i venstre side af brystet, under hjertet, med en sådan kraft, at han styrtede til jorden. Den falske vejviser var lynhurtigt over præsten, frarøvede ham alt og forsvandt i skarpt trav.

Stønnende lå den kirkens mand med blodet løbende fra spydstikket i siden. Hvor længe han lå der, vidste han ikke, men pludselig hørte han hovslag. Var hjælpen nær i skikkelse af en barmhjertig samaritan – eller kom voldsmanden tilbage?

Det sidste var tilfældet. Da hr. Magnus nu kun havde livet at miste, såret og udplyndret som han var, valgte han et forsøg på at flygte, så snart den fremmede fik øje på ham. Trods smerten fra såret løb han væk fra stien over mod en mørk tykning i skoven. Den fremmede måtte være stået af hesten, for præsten hørte ham komme løbende.

Pludselig susede spyddet forbi præsten. Der var ingen tvivl om situationens alvor. Flugt var håbløs. Magnus greb en sten, vendte sig om, slyngede den imod ham, der nu to gange kunne have været hans banemand.

Stenen ramte forfølgeren i panden. Han styrtede til jorden med et brøl. David kunne ikke have ramt Goliat mere præcist. Røveren var stendød. Præsten var hans drabsmand.

Sagen kom for hr. Magnus' foresatte, ærkebiskop Uffe i Lund, som havde al mulig medfølelse med den stakkels præst, der vel kun havde gjort, hvad alle andre ville have forsøgt i den situation, i simpelt selvforsvar.

Men kirkens mænd var ikke „alle andre”. Kunne hr. Magnus herefter forbyde menigheden at slå ihjel, når han selv slog ihjel? Ærkebiskoppen opgav at dømme og overlod afgørelsen til sin foresatte, pave Gregor 9. i Rom.

Fordi vi kender pavens udførlige svar, dateret 4. juli 1233, kan vi rekonstruere drabet og dets baggrund. Bag svaret ligger, at paven og hans jurister var helt på det rene med den fare, der var forbundet med at undskylde drab under nogen omstændigheder. For hvor går grænsen imellem et hævndrab, som var strengt forbudt, og et drab i nødværge, som kunne undskyldes?

Af pavens svar fremgår, at præsten ikke måtte fortsætte i sit embede, men paven ynkedes over hans ulykkelige tilfælde og befalede ærkebiskoppen at sørge for hr. Magnus med en form for underhold i stiftet.

Som kirkens egne folk skulle leve op til fredskravet, således skulle freden råde i Guds hus. Brud på kirkefreden var en alvorlig synd, som ikke blot angik gerningsmanden, men hele menigheden. Efter grove brud på kirkefreden blev kirken uanvendelig til kirkelige handlinger, indtil den blev indviet på ny.

Ifølge de skånske og sjællandske kirkelove fra 1170'erne skulle kirken genindvies, hvis alterstenen blev løs, hvis alterets horn eller hjørne blev brudt af eller kirken i øvrigt blev beskadiget. „Men hvis den skal indvies, da skal bønderne bespise biskoppen [og hans følge] tre nætter og give kapellanen en halv mark og fadeburssvenden en øre [i sølv]. Relikvie skal biskoppen selv skaffe til veje.”

Relikvier er levninger af helgeners kroppe eller genstande, som har været i berøring med en helgen eller Kristus selv, f.eks. hans kors. Enhver kirke skulle have en eller flere relikvier, som blev nedlagt i en fordybning i kirkens alter og forlenede det med hellighed. Men med brud på kirkefreden fulgte behov for flere relikvier, som biskoppen skulle fremskaffe og dermed stå inde for. Det er uden tvivl misbrug, der lå bag Anders Sunesens allerede nævnte forbud imod ombæring af falske relikvier.

I sammenhæng med relikviedyrkelsen må valfarter og pilgrimsrejser betragtes. Besøg og bønner ved en helgens grav betød ofte syndsforladelse, bønhørelse eller endog forekomst af mirakler. Dyrkelsen af relikvier og helgeners grave var dog ikke dyrkelse af afguder; man dyrkede Gud, som gjorde visse mennesker til martyrer. Dermed forenedes de med englene.

Hvis vi betragter disse fænomener som en bevidst og kynisk vildførelse af godtroende og uvidende mennesker, afskærer vi os fra at forstå den tids mennesker og deres samfund. Kirke og samfund var to sider af samme sag. Samfundet var menigheden, og udenfor var der gråd og tænders gnidsel. Guds skaberværk var kun godt, men med syndefaldet kom det onde ind i verden som djævelens værk. Herefter skal frøet kendes på dets frugter, mennesket på dets gerninger. På dem skal det dømmes. Til opstandelse og frelse eller til skærsild og helvede. Den Gud, som ser og hører alt, griber ind i middelaldermenneskets liv. Ikke som evangeliets tilgivende Gud, men som en belønnende eller straffende og hævnende Gud. Alskens ulykker, misvækst, sygdom blandt folk og fæ, bliver da udslag af Guds vrede, en hævn for manglende gudsfrygt.

Nar Guds hævn f.eks. i form af uvejr og misvækst kunne ramme skyldige og uskyldige i flæng, harmonerer ret og religion vedrørende det kollektive ansvar. Ifølge den nedarvede ret bar man ansvaret i flok. Det samme gjorde man over for de gamle guder, og denne bondens religion forsvandt ikke med kristendommens komme. Rettergangens regler om bevis ved gudsdomme, jernbyrd og edsaflæggelse, forudsatte en klippefast tro på gudernes eller Vorherres mirakuløse indgriben i menneskelige forhold. Uden denne tro har lov og dom ikke kunnet håndteres og samfundet ikke kunnet fungere.

Udtrykket „den mørke middelalder” har vi kasseret, fordi det har vist sig, at det var vor viden om disse århundreder, der var formørket. Tilbage står kun, at der som nævnt altid var halvmørkt inde i husene, og at nætterne udendørs og uden måne var meget mørke. Hermed følger en indlevelse i stjernehimlen og himmellegemernes udseende og baner. Solens, månens og planeternes vante gang over himlen var udtryk for en lovmæssighed, som omfattede hele skaberværket – inklusive menneskene. Hermed følger muligheden af at kunne forudberegne planeters stilling og et menneskes skæbne ud fra tidspunktet for dets fødsel. Vi oplyste mennesker plejer at ryste på hovedet, når talen er om astrologi, uden dog at være i stand til at forklare forholdet imellem månens faser og kvindens menstruation (dvs. månedlige) eller det besynderlige træf, at månens skive præcist dækker solen ved solformørkelse. Er sådanne ting rene tilfældigheder?

De unormale himmelfænomener, kometer, ildkugler og sjældne sammentræf af planeter, opfattes da som varsler om unormale begivenheder. Evnen til at tyde og udlægge varsler nærmer sig trolddom, og evnen til at nedkalde ulykker over folk og fæ, dvs. forgørelse, er udslag af trolddomsmagt.

I Bibelen forbydes trolddom som udtryk for en hån imod Guds almagt, for det er kætteri. Derfor pålagde paven i 1080 den danske konge at foranledige, at man i Danmark ophørte med at give præster og kvinder skylden for dårligt vejr og sygdomme. I øvrigt omtales trolddom og forgørelse i den skånske kirkeret. „Hvis enten en mand eller kvinde får rygte for sådan gerning, skal de rense sig ved jernbyrd”; og hvis sigtelsen bekræftes med ed af 12 mænd, skal den sigtede rense sig ved at gå på glødende plovjern. Den sjællandske kirkeret er mildere; her er jernbyrd erstattet af nævningers afgørelse.

I landslovene nævnes trolddom og forgørelse ikke med ét ord, hvilket tyder på, at kirkens domstole har overtaget disse sager på linie med kætteri i øvrigt. Først i yngre håndskrifter af Jydske Lov fra efter år 1400 dukker et tillæg til loven op „om trolddom”. „Hvis en mand beskylder en anden for at han har forgjort noget, som tilhører ham, med trolddom, og den sagsøgte ikke vedgår, men nægter det, og sagsøgeren aflægger ed på sigtelsen imod ham, så skal den sagsøgte værge sig med nævninger udtaget af kirkesognet, såvel over for sagsøgeren som over for biskoppen.”

Denne regel synes ældre end håndskrifterne. Den kan meget vel være hentet fra kirkeretterne, der anvender nævninger udtaget i sognet, hvad Jydske Lov i øvrigt ikke gør. At biskoppen nævnes viser, at trolddomssager ledes af ham.

Som grænsen imellem tro og overtro var flydende, således kunne heller ikke tro og viden adskilles. Bibelen indeholdt den viden, Gud havde åbenbaret for mennesker. Bibelen giver med Anders Sunesens ord næring til de små, og kraft til de store, „dens dybde for elefanten til svømning er nok”. Fordi: „Troen, som går over al forstand, er vor sikreste viden.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tro og overtro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig