Under udgravning i 1982 på Store Torv i Århus fandt man i lag fra begyndelsen af 1200-tallet en stump okseribben, 13 cm lang, med på den ene rand 32 små hak, på den anden otte større indskæringer. På den brede flade er indskåret et tegn, venusspejlet, som er det astronomiske tegn for planeten af samme navn. Benet bar ikke slidmærker. Hvad det skulle bruges til vides ikke. At det er en slags lommeregner er foreslået: er fire små hak knækket af, har der været 36 og otte hak. Det passer med 1200-tallets jydske møntsystem, hvor der gik 36 penninge på en øre og otte øre på en mark. Men det er gætteværk, så foreløbig kaldes fundet en drillepind.

.

En fløjte fra ældre middelalder, fremstillet af et skinneben af et får. 12 cm lang. Fundet ved Århus Søndervold i 1964. På oversiden er der tre fingerhuller og et firkantet blæsehul, på undersiden et fjerde fingerhul. Det er en blokfløjte, men kernen eller blokken i mundstykket manglede. Ved at indsætte en blok af modellervoks har man kunnet genhøre fløjtens tonerække. Man har fundet mange fløjter fra middelalderen.

.

Hjørnekvader på Hasle Kirke ved Århus. Figurer fra 1100-tallet: en kvinde omslynger med venstre arm sin mand; men med højre arm rækker hun omkring hjørnet, hvor hun har fat i næseringen på en trold. Allerede ved trolovelsen forpligtedes mand og kvinde til ægteskab, og skilsmisse var udelukket efter kirkeretten. Men mange verdslige lovregler handler om utroskab og hor. Måske er kvinden med trolden en af de „listige kvinder” loven advarede imod.

.

En brønd fundet under udgravning til et bank-kompleks i Lund i 1974. Den er dateret til første halvdel af 1200-tallet. Da et trælåg blev fjernet, viste det sig, at der stadig stod vand i brøndringen, som var en udhulet egestamme. I samme felt fandtes i alt 15 brønde, ni foret med træ, to med sten og fire uden foring. Det tyder på, at mange husstande har haft egen brønd. Men låget over brønden skulle være i orden. Ifølge loven skulle ejeren betale bøder, hvis nogen druknede i hans brønd – men ikke hvis det skete i en fællesbrønd.

.

I det foregående har bønder og borgere været den tavse masse bag en håndfuld stormænd, verdslige og gejstlige, som vi i de skriftlige kilder lærte at kende i kød og blod. Med nedskrivningen af landslovene i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet får vi mulighed for et dybere indblik i det danske folks betingelser, åndeligt og materielt, i Valdemarernes Danmark.

Indledningsvis kan vi sætte et spørgsmålstegn ved værdien af lovregler som kilder til de faktiske forhold. At forbud imod at slå ihjel og stjæle ikke har afskaffet drab og tyveri, ved ethvert barn. Alligevel viste Slesvig stadsret og Lunds birkeret en række træk om forholdene i disse byer, som vi ikke har grund til at tvivle om. Når det udtrykkeligt siges, at vinsælgersken i Slesvig ikke måtte bruge forkert mål, skyldes det naturligvis, at der er blevet svindlet med målene, men vigtigere for os er den oplysning, at kvinder faktisk holdt kro. Ej heller behøver vi at betvivle, at man fra Slesvig har handlet ad de ruter, som nævnes i toldtarifferne.

Det samme med landslovene. Når vi må gå ud fra, at det er gejstlige, der står bag nedskrivningsarbejdet, kunne vi måske befrygte, at lovteksterne dels forbigår de regler, der er ligegyldige for kirken, dels lader kirkens idealer og ønsker fremstå som gældende ret uden dækning i virkeligheden. I begge tilfælde er svaret nej. De nedskrevne love rummer så meget landboret, som ikke vedrører kirkens anliggender og sjælenes frelse, at der bag arbejdet må have ligget et oprigtigt ønske om at få alle sider af retslivet med. Og hvis kirken skulle have smuglet sine ønsker ind, så skulle disse fremgå af lovene, hvad de langtfra gør. Vi kender jo kirkens idealer i alle detaljer og kan konstatere, at lovenes gejstlige nedskrivere har måttet sluge mange kameler undervejs. Hverken kirken eller kongemagten var så fast etableret, at befolkningens retssædvaner kunne negligeres.

En gennemgang af de store nedskrevne samlinger af love fra landene viser, at et kirkeligt hovedanliggende, regler om personlig skyld og ansvar, kun er gennemført ved fastlæggelsen af bøder til konge og biskop. Den skadelidte får stadig væk bøder for skødesløshed og hændelig skade, hvad kirken var imod, ligesom den også var imod ansvar for gerninger begået af andre, f.eks. slægtninge, og kollektivt ansvar i øvrigt. Disse ansvarsregler viser en brydning imellem ældre og yngre regler. På de punkter, hvor der er forskelle imellem lovenes og kirkens regler, er kirke og konge gået på kompromis med det gamle system. F.eks. ved at anerkende visse drab som lovlige, benægtelsesed med slægt og venner, slægtsarv uden testamente, skødning på bopælen eller på tinge, jernbyrd osv., hele striben af sædvaner, som det gamle system kunne opretholde uden kirke og centralmagt, men som kirke og konge sandelig ikke kunne undvære. Fra dem kan vi tillade os at slutte tilbage i tid. Men vi gør det ikke i et tomt rum; vi kan støtte os til andre skriftlige kilder end lovtekster - og til arkæologernes stadigt voksende fundmateriale, genstande og anlæg, spor af huse, hegn, voldsteder osv. Kort sagt den danmarkshistorie, som hidtil er fortalt uden brug af andre retsregler end de ældste byretter.

Lovene for landene har man kaldt landskabslove med et ord, som i sidste århundrede hentedes fra tysk. Da vi i øvrigt ikke på dansk bruger betegnelsen "landskab" om hele Jylland, Sjælland osv. og da ordet "landslov" har gammel hjemmel ("uden for landslov og ret") anvendes det her. Af landslovene er den skånske omtalt i forbindelse med Anders Sunesens indsats på rettens område, fra Sjælland stammer Valdemars og Eriks sjællandske love, kongenavne, som senere slægtled har hægtet på dem uden at noget tyder på, at konger skulle være involveret i nedskrivning og udformning af disse love. Ingen af dem er dateret, Skånske Lov må være nedskrevet imellem 1202 og ca. 1216, dele af Valdemars sjællandske Lov må være ældre, Eriks sjællandske Lov nogenlunde samtidig med Skånske Lov. Kun Jydske Lov er dateret, til marts 1241, da Valdemar Sejr "lod skrive denne bog og gav denne lov". Som nævnt er alle love skrevet på dansk, alene Anders Sunesens version af Skånske Lov er på latin. Ingen af landslovene er bevaret i oprindelige håndskrifter, et enkelt er fra ca. 1250, de ældste i øvrigt fra ca. 1300.

Lovenes samfund

Det samfund, landslovene behandler, er i bund og grund et voldssamfund, men ikke i vore dages forstand: et samfund, hvor nogle påfører andre legemlig overlast, for "vold" betyder i lovenes magt eller evne, som nogle har mere af end andre. Der fandtes god og ond vold, lovlig og ulovlig vold. Lovlig vold var typisk den gennemtvingelse af en dom, som udøvedes af den, som dommen gav medhold, eller drab på en fredløs. At hævn kan være lovlig anerkendes lovene. En voldsmand er da en mand, der har magt og myndighed, derfor talte man om kongens foged og voldsmand eller om hertuger og andre voldsmænd. At „eje vold” til noget, betyder i Skånske Lov at have ret til noget. Fri er den, der har vold til at hævde sin ret, men fri er den også, som er i en værners vold, allerbedst i Guds vold.

Men misbruges volden bliver den til uret, og dermed bliver voldsbøden til en bøde for uret i videste forstand, og ikke en bøde for specielt hug, slag og overfald. Derfor siger Jydske Lov, at det er vold at tøjre sit kvæg på anden mands ager eller eng og at pløje af naboens mark. Voldtægt er uretmæssigt at tage en kvinde ud af en husstand uden hendes værges samtykke. Voldtægt kan da ske med kvindens samtykke. Alvorlig misbrug af vold er krænkelse af fredsreglerne. Følgerne heraf er fredløshed eller fredsbøden på 40 mark, også kaldet hærværksbøden.

Ved fredsreglerne søger kirken og kongen at skaffe sig magt på bekostning af landets høvdinger. Betingelsen for en centralmagt er et magtmonopol, men magthavere afgiver nødigt magt. Jydske Lov angiver, hvem der må tage mænd, dvs. holde hird. Det må kongen overalt i sit rige, og hertugen i sit hertugdømme, men andre af kongens børn eller frænder eller grever må ikke tage mænd undtagen i deres eget myndighedsområde eller len, og biskopper må heller ikke tage mænd uden for deres bispedømme. Om herremændene siges, at de må købe så meget jord, de vil, uden at svare ledingsafgift, da de yder fuld krigstjeneste, dvs. de møder hvergang, der udbydes leding, med fuld udrustning, „idet de vover deres hals for kongens og for landets fred”. Alle andre svarer leding og skat i forhold til deres hustoft og ingen kan slippe for afgifter ved at underkaste sig en andens værn.

Jydske Lov nævner hirden, men reglerne for hirden findes i den såkaldte Vederlov, dvs. loven om gengældelse, som er overleveret i tre versioner af forskelligt omfang: de to er på latin og skrevet af henholdsvis Sven Aggesen, der selv var hirdmand, og Saxo, den tredje er skrevet på dansk på foranledning af Knud 6. og ærkebiskop Absalon i begyndelsen af 1180'erne. Ifølge alle tre tekster blev Vederloven udstedt af Knud den Store (Gamle Knud), da han var blevet konge over Danmark, Norge, England m.v. og havde samlet en stor hird fra de lande, han havde underlagt sig. Det er ikke usandsynligt, at nogle af Vederlovens regler stammer fra Knud den Stores tid, men andre er yngre, og flere er inspireret af 1100-tallets kirkeret. I øvrigt var det ikke usædvanligt, at love kaldtes gamle for at styrke deres autoritet.

Vederloven fastsætter de gensidige rettigheder og pligter i kontraktforholdet imellem hirdmændene og hirdens herre, kongen. Pligten til lydighed over for kongens bud og til indbyrdes fordragelighed inden for hirdens broderskab er de vigtigste regler. Den danske tekst siger, at Vederloven stod ukrænket i otte kongers tid, men blev brudt under kong Niels, da en hirdmand, der havde såret en fælle, slap med bøder i stedet for udstødelse af hirden. Hermed indførtes bødesystemet i hirdens lov, som Knud 6. og Absalon nok har ønsket nedskrevet i en situation, da frie bønder i øget antal søgte optagelse i hirden som genvej til administrative og hofmæssige hverv. Hirden blev med denne udvikling basis for en voksende stand af hærmænd eller herremænd. Deres troskabspligt over for kongemagten har det været Absalon magtpåliggende at få markeret i en skreven lov: forræderi eller majestætsforbrydelse straffes med dødsstraf og konfiskation af formue. 1085-gavebrevet viste kongens magt over fredløse, Vederloven viser hundrede ar efter hans magt over troløse – i hvert fald på pergamentet.

Bestræbelserne på at styrke kongemagten kan i landslovene udledes deraf, at kongen er repræsenteret overalt i herrederne; i Skåne tales om skattegården, hvor ombudsmanden modtager skat, på Sjælland omtales „kongens gård inden for herredet” og i Jylland findes i hvert herred en ombudsmand eller en stedfortræder for ham.

Tinget, både landsting, herredsting og byting, er centralt placeret i landslovene, men alene Eriks sjællandske Lov taler om betingelserne for lovligt ting: stedet, tiden og folket.

"Det sted er det rette, som kongen har fastsat, og alle, der er i herredet, har givet deres samtykke til; det må heller ikke flyttes et andet sted hen uden med alle herredsmændenes samtykke. Tiden er deres lovlige tingdag, som de har haft fra arilds tid, og den dag skal det holdes fra midt på morgenen og må ikke holdes længere end til midaften. Og tinget må ikke bestå af mindre end 12 mænd."

Den omstændighed at enhver fri, voksen og våbenfør bonde tilsyneladende var ligeværdig tingmand har affødt den misforståelse, at demokratiske tilstande rådede på tinge, men som tilfældet var på landsbystævnet, har der på herreds- og landsting været forskelle i den vold og magt, den enkelte – og hans slægt – kunne præstere.

Våben var nødvendige i voldssamfundet. Selv på tinge var man bevæbnet; beslutninger blev truffet ved våbentag eller våbengny, dvs. at våbnene slås mod hinanden. I Slesvig kunne sønner ikke kræve deres mødrene arv af faderen, før han giftede sig igen. Men han var dog forpligtet til at give hver af sønnerne fire mark, et skjold, et sværd og en lanse, hvis han magtede det. De våben, hvormed den ledingspligtige bonde skulle møde i leding, hedder i lovene folkevåben. Men de blev ikke kun båret i leding: „Drager en mand i vrede hen og overfalder en anden mand i hans hus eller på hans agre, der hvor han er, eller noget andet sted på marken, hvor han har sat sit spyd eller sit skjold …” Bonden har således våben med på markarbejde ifølge Skånske Lov, der i øvrigt fraråder udlån af våben, for misbruges de, bliver ejeren gjort ansvarlig.

Til værn for byfreden fandtes i Slesvig en nattevagt ifølge en aftale truffet på tinge og billiget af alle. I samme hensigt indførtes våbenforbud i byerne.

Initiativet til fredsbevægelsen udgik fra kirken og fredsreglerne håndhævedes af kongen. Lovenes samfund omsluttes af kirken, samfundet er menigheden, så udstødelse af kirken er udstødelse af det menneskelige samfund. Den, der groft krænker freden, mister lovens beskyttelse for liv, ære og gods. Med lovenes udtryk fortaber retsbryderen sin mandhelg, dvs. sin personlige hellighed og ukrænkelighed. Ingen måtte hjælpe eller huse den fredløse, end ikke i et kloster kunne han søge asyl.

Kirkelovene opregner de helligperioder, helgtider, da freden ikke måtte brydes.

"Dette er de tider, da man skal holde helg: høsthelg fra Sankt Olafs dag [29. juli] til Sankt Jeronimus' dag [30. september], julehelg fra advent til ottende dag efter helligtrekonger, fra niugersfasten begynder og til påskeugen ender, og korsdagene [„når folk går med kors”] og alle påbudte helligdage fra om middagen den foregående dag, når det er halvhelligt og til den følgende dags aften."

Lunds birkeret tilføjer ledingshelg. Brud på helg – helligbrøde – medførte tre marks bøde oven i sædvanlig bøde for gerningen. Men nogle misgerninger var så grove, at de ikke kunne bødes overhovedet.

"En bødeløs sag er det at dræbe en mand, der er sagesløs, idet han ikke i forvejen er sagsøgt på tinge, og at dræbe en mand på tinget eller dræbe i kirken eller på kirkegården eller dræbe en mand på juledag eller på kyndelmissedag eller på Sankt Laurentius' dag [10. august] eller på påskedag og pinsedag eller på allehelgensdag [1. november] eller endvidere hver søndag i året."

Det åbenlyse drab medførte bøde, mandebod, som drabsmandens slægtninge skulle bidrage til, men som bødeløs sag medførte drab fredløshed.

I helligperioder holdtes ikke ting.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Folk og fæ.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig