Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra æblebarn til olding

Oprindelig forfatter OFen

Det nyfødte barn skulle straks døbes, have gudfader og gudmoder i kirken og have sin kristendom af præsten tillige med sit døbenavn. Kunne barnet ikke bringes i kirke kunne en anden mand eller kvinde døbe barnet. Uden dåben var dets sjæl fortabt, men kun et levende barn måtte døbes. Derfor skulle vidner, hvis barnet døde, sværge på, at der var født et barn, ikke en vanskabning, men et „rigtigt” barn „med negl og med næse, med hud og med hår”, som fik sin kristendom og dermed ret til arv. Udøbt var barnet hedning, „højmand” efter hedensk begravelsesmåde, og højmand kan ikke arve. Kirken forbød udsættelse, dvs. efterladelse af et nyfødt barn i det fri, så det dør.

Barnet, som overlevede fødsel og dåb, trådte ind i livsaldrene. Først som æblebarn, med Skånske Lovs udtryk, dvs. et barn, der leger med æbler, hvad det ifølge loven gør indtil det 15. år. „Siger børn, at de var æblebørn, da deres jord blev solgt, og køberen siger, at de var fuldvoksne”, da må køberen bevise sin påstand. For en dreng kan ikke sælge jord, før han er 15 vintre gammel, en pige aldrig, før hun er blevet gift. Børn er under deres faders værgemål; er de faderløse, er nærmeste mandlige slægtning værge. Men frænder kan ikke tage børnene fra deres moder, så længe hun vil være uden mand og sørge for sine børn i sit eget. Vil moderen gifte sig, skal værgen råde over børnenes ejendele. Er et barn spædt, skal det blive hos moderen, lige til det er syv vintre gammelt. Værgen skal da betale moderen fosterløn, en halv mark om året, medmindre han er så rig, at han vil give mere.

 Madonna med Barnet. Træfigur fra Vester Broby Kirke ved Sorø fra ca. 1225. Nu i Nationalmuseet. „Blandt kristne er der ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde” skrev Paulus, og kirkens lære befordrede på mange måder ikke blot lighed imellem kønnene, men også en dyrkelse af kirkens kvindeskikkelser, med jomfru Maria og hendes moder Sankt Anna som de mest tilbedte.

Madonna med Barnet. Træfigur fra Vester Broby Kirke ved Sorø fra ca. 1225. Nu i Nationalmuseet. „Blandt kristne er der ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde” skrev Paulus, og kirkens lære befordrede på mange måder ikke blot lighed imellem kønnene, men også en dyrkelse af kirkens kvindeskikkelser, med jomfru Maria og hendes moder Sankt Anna som de mest tilbedte.

Vil myndige børn skilles fra deres fader, skal han forkynde det på tinge og give dem, „hvad han vil”, mens han lever. Så hæfter børnene selv for deres gerninger. Bag disse regler ligger husstanden som et økonomisk og juridisk fællesskab, et fællig, vedrørende jord, gård, besætning og løsøre. Hensynet til bedriften, som alle fælligdeltagerne skal leve af, forhindrer, at børnene kan kræve deres anpart eller hovedlod udskiftet. Derfor er det op til husbond at skønne over, hvad der kan undværes. Bedst er sønnen stillet i den sjællandske ret, hvor han, „når han kommer til alder og forstand og vil tage sig en kone og være selvstændig”, må drage ud af fælliget med sin hovedlod. Vælger sønnen at føre en kone ind i fælliget til sin fader, får hun, hvis ikke andet aftales, ret til en hovedlod. Det samme gør deres børn, søn fuld lod, datter halv lod.

Annonce

Imellem ægtefællerne indbyrdes gælder overalt den regel, at alt hvad de ejer bortset fra jord, tilhører dem begge med halvdelen til hver. Får ægtefællerne ikke børn, glider konens jord efter hendes død tilbage til hendes slægt. Reglerne om husstandens eller familiens fællig synes at være nyere elementer i landslovene, og selve fælliget kan hænge sammen med kirkens krav om monogame og uopløselige ægteskaber.

Om former og betingelser for indgåelse af ægteskab indeholder landslovene så at sige ingen regler. Forklaringen er, at disse forhold hørte under kirkens ret. Kun Jydske Lov har en bestemmelse om, hvorledes man skal gifte sig: „Den, der vil tage sig en kone, skal anmode om hende hos hendes fader eller hendes søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes broder. Men findes der ingen af disse, da skal han modtage hende af den nærmeste slægtning, men det skal dog være med hendes samtykke og vilje.”

Bag denne betoning af kvindens selvstændighed ligger kirkens lære om menneskers lighed; ægteskabet stiftes ved parternes samstemmende og frivillige løfter, men i øvrigt formløst. Kirkelig vielse var ingen gyldighedsbetingelse, men en nyttig efterfølgende foranstaltning.

Jydske Lov anerkender, at ægteskabet stiftes ved, at en mand har en kvinde boende i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst går til sengs med hende, og hun råder over husets nøgler og åbenlyst spiser og drikker med ham.

 I Skanderup Kirke vest for Kolding er to børnefigurer indhugget i døbefontens fod. Bortset fra de talrige fremstillinger af jesusbarnet og enkelte billeder af barnemordet i Betlehem, er børn sjældne motiver i kirkekunsten. Men i Skanderup har man ment, at børn hører hjemme, hvor barnedåb finder sted.

I Skanderup Kirke vest for Kolding er to børnefigurer indhugget i døbefontens fod. Bortset fra de talrige fremstillinger af jesusbarnet og enkelte billeder af barnemordet i Betlehem, er børn sjældne motiver i kirkekunsten. Men i Skanderup har man ment, at børn hører hjemme, hvor barnedåb finder sted.

Børnefigur indhugget i døbefontens fod i Skanderup Kirke vest for Kolding.

Børnefigur indhugget i døbefontens fod i Skanderup Kirke vest for Kolding.

Som nævnt i forbindelse med dronning Ingeborgs ulykkelige ægteskab var et gyldigt ægteskab ifølge kirkeretten uopløseligt. De steder, hvor lovene taler om ægtefæller, der skilles, menes separation uden ret til at indgå nyt ægteskab.

Husbond disponerer over fælliget. En mands kone kan ikke lovligt uden husbondens vidende sælge mere af hans bo end for fem penninges værdi. „Men vil hun ofte sælge så meget bort, da kan hun gøre megen skade, hvis hun er en usnild kone. Da skal husbonden drage til tinget og forkynde, at hans kone gør således.”

Men værre er de listige kvinder. Husbond og hustru må ikke skøde jord til hinanden uden arvingernes samtykke. Dette ville kunne omgås ved, at en af dem skøder til en mand uden for fælliget, som så skøder tilbage til den anden ægtefælle. Derfor skal arvingerne også spørges i denne situation, „for det er sandsynligt, at husbonden ved magt eller lempe kan få hustruen til at tilskøde sig, hvad han vil, og nogle kvinderer så listige, at de også godt kan få deres mænd til at tilskøde dem, hvad de forlanger”.

At husbond bruger magt over for hustru og øvrige undergivne forudsættes flere steder i lovene. Visse kvinders listighed udartede dertil, at de klagede til præsten, hvis deres mænd pryglede dem på helligdage, da man jo havde fredspligt. Hug og slag var dermed efter deres mening helligbrøde. Problemet blev af præster forelagt bisper, og resultatet blev en lovregel, hvorefter en mand ikke kan begå helligbrøde mod sin hustru og sine børn, som er i fællig med ham, medmindre han tilføjer dem sår med od eller æg eller sønderslår deres lemmer, „for han skal revse dem med stok eller kæp, og ikke med våben”. Det samme gælder om tjenestefolk.

 Blandt „månedsbillederne” i Sønder Nærå Kirke på Fyn viser septemberbilledet æblehøsten. Det forædlede æble kom til Danmark i middelalderen. I 1180 indførte abbed Vilhelm podekviste fra Frankrig som begyndelsen til Æbelholt klosterhave. I 1200-tallets landslove findes strenge regler om frugttvveri; indbrud i æble- og kålgård straffes som indbrud i hus.

Blandt „månedsbillederne” i Sønder Nærå Kirke på Fyn viser septemberbilledet æblehøsten. Det forædlede æble kom til Danmark i middelalderen. I 1180 indførte abbed Vilhelm podekviste fra Frankrig som begyndelsen til Æbelholt klosterhave. I 1200-tallets landslove findes strenge regler om frugttvveri; indbrud i æble- og kålgård straffes som indbrud i hus.

Hvis man ud fra disse regler lader loven tildele husbond en revselsesret, misforstår man noget. Loven blander sig principielt ikke i husstandens indre forhold, som styres enevældigt af husbonden. Kun visse kvinders misbrug af helligbrødereglerne har fremtvunget en bekræftelse af, at husbond må revse på søn- og helligdage.

At fredsreglerne i øvrigt beskytter kvinder og andre svage persongrupper, børn uden værge, gejstlige, pilgrimme og andre fremmede er allerede omtalt. Hærværk hørte til de grove retsbrud, som fulgtes af den store fredsbøde på 40 mark til offeret og 40 mark til kongen som fredens vogter. Hærværk er i reglen en misgerning begået af flere, men ifølge Skånske Lov kan en enkelt mand begå hærværk ved at tage en kone eller mø med tvang ude i marken eller hjemme i husene. Nægter han, og der ikke er vidner på det, skal han rense sig med 36 med-edsmænd. Er der vidner på det, skal han rense sig ved jernbyrd. Brænder han sig, eller tilstår han, skal han bøde 40 mark til sagsøgeren og 40 til kongen.

Hvis nogen gribes sammen med en kvinde, som ikke før har været skøge eller berygtet, skal kvindens broder, slægtning eller nærmeste beskytter ifølge Slesvig stadsret afkræve ham ni mark i bøde eller tage hævn over ham. Bruges der tvang mod kvinden er bøden også her 40 mark til kvindens værge og ligeså til kongen. Lunds birkeret siger, at hvis en bonde tager en andens datter eller anden kvindelig slægtning, så har hendes pårørende ret („vold”) til at sætte gerningsmanden i „fjeder” dvs. lænke eller reb, et af de sjældne tilfælde, hvor loven godkender frihedsberøvelse, som føltes dybt ydmygende.

Under overskriften „om kvindetægt” foreskriver Jydske Lov fredløshed for den, der overbevises om at have taget en kvinde med magt imod hendes vilje og dermed gjort hende til „spotkone”. De ældre loves fredsbøder afløses således af fredløshed og hævn i den yngste af landslovene, Jydske Lov. Bøder har ikke kunnet accepteres for dette grove retsbrud, der ikke blot krænkede offeret, men også hendes slægtninge.

Hvis ifølge Slesvig stadsret nogen lokker en kvinde til sig og har samleje med hende, skal han til hendes familie bøde ni mark eller nægte ved ed med 12 mededsmænd. Hvis nogens datter, søster eller datterdatter forføres af en ung mand, mister hun sin arveret, og skal bøde ni mark til forældrene. Hvis en kvinde selv tageren elsker, skal denne ifølge Eriks sjællandske Lov bøde seks mark til hendes nærmeste slægtning.

Ifølge det sjette bud må man ikke bedrive hor. Hor er samleje imellem parter, hvoraf den ene allerede er gift, eller hvor begge er gift, blot ikke med hinanden. Hor var i kirkeretten en af de svære synder, der fordømtes som brud på det hellige og livsvarige ægteskab. Også i landslovene fordømtes hor; men kvindens troskabspligt betones kraftigere end mandens. Den mand, der finder en anden mand i seng med sin kone, har ifølge alle landslove ret til at slå horkarlen ihjel. Han skal blot føre det blodige sengetøj, dyne og lagen, til tinge og forkynde det passerede. Horkonen må husbonden jage ud af huset i den blotte særk og kåbe, og hun får ikke en penning af det, hun ejer. Men selv i dette tilfælde glider hendes jord tilbage til hendes egen slægt. Valdemars sjællandske Lov er hård over for den ægtemand, der ikke hævner sig, men vil nøjes med bøder. Han kaldes en ussel mand.

Mindre fordømmende er lovene over for ugifte og gifte mænds udfoldelser sammen med en frille, slegfred eller en ufri tjenestekvinde. Bøder foreskrives kun, hvis der er tale om en anden mands tjenestekvinde, for så krænkes denne mand. Børn af sådanne uægteskabelige forbindelser er enten slegfredbørn, som kan opnå en vis arveret efter faderen, hvis han anerkender barnet som sit, eller horebørn, som aldrig arver faderen.

Ligesom kirken havde det største besvær med at håndhæve cølibatskravet blandt sine egne, således har det holdt hårdt at få accepteret ægteskabet som en monogam og livsvarig forbindelse. De færreste danske konger var forbillede i så henseende. Og det har næppe haft den store betydning, at kvinden selv skulle give sit samtykke til et ægteskab, hvis dette var aftalt imellem stormandsslægter. Alligevel må man sige, at kirkens ligestilling af mand og hustru har styrket hende over for ham, fordi fælligreglerne sikrer hustruen en vis økonomisk selvstændighed over for manden under kontrol og bistand af hustruens slægtninge og ægtefællernes fælles arvinger.

Om forholdet imellem mand og kvinde hedder det i Anders Sunesens seksdagesværk i forbindelse med Evas skabelse af Adams ribben: „Eva blev ikke af husbondens fod eller hovede formet, Men af hans side, som midt mellem dem på legemet er anbragt, Ej skal hun døje en trælkvindes kår, hun endmindre bør herske, Men som en hjælper og fælle skal stå ved sin ægtemands side.”

 Spillebrik af hjortetak fra 1100-tallet, fundet i Odense. Ordet tavl (af latin tabula: bord) betød både brætspil, spillebræt og spillebrik. Skulle man dømme efter de mange spillebrikker, som er fundet, synes en stor del af oldtid og middelalder at være fordrevet med at lege tavl, at spille brætspil.

Spillebrik af hjortetak fra 1100-tallet, fundet i Odense. Ordet tavl (af latin tabula: bord) betød både brætspil, spillebræt og spillebrik. Skulle man dømme efter de mange spillebrikker, som er fundet, synes en stor del af oldtid og middelalder at være fordrevet med at lege tavl, at spille brætspil.

Det sædelige er oprindeligt at være i overensstemmelse med sæd og skik, med det sædvanlige. Når sædvanerne i forholdet imellem kønnene skal tilpasses en kristen moral, opstår der spændinger, fordi nedarvede æresbegreber er så dybt involveret, at de trodser regulering. Loven gør da en dyd af nødvendigheden og kalder hævnen lovlig, ja opfordrer til hævn. Ellers truer æreløsheden, for en mand af ære skal leve op til visse krav. I et kapitel af sin bearbejdelse af Skånske Lov, om afhug af lemmer, skriver Anders Sunesen: „Dog er der en enkelt af de mandlige kønsdele, hvis afhug skal ligestilles med manddrab, thi mange ville hellere vælge døden end efter tab af lemmer at føre et hæderløst liv.” Jydske Lov siger det samme således: „Mister en mand sin tunge eller næse eller begge øjne eller begge hænder eller det redskab, der hænger i bukserne, da skal der for hver af disse bødes fuld mandebod” dvs. drabsbøden. Og det til trods for, at lovene i øvrigt foreskriver mindre bøder, hvis afhug, ar og sår kan dækkes af klæder, hue eller hår.

Hermed er vi tilbage ved begrebet mandhelg som udtryk for personens ukrænkelighed på liv, gods og ære. Betingelsen for at bevare sin mandhelg, var at kunne svare enhver sit. Jydske Lov: „Lader en mand nogen søge hans mandhelg, da skal han først bøde fulde bøder, og tre mark til kongen. Dræber nogen den mand, hvis mandhelg er berøvet ham, da skal han [drabsmanden] beholde sin fred, og slår han ham, skal han ikke bøde derfor.” At miste sin mandhelg var det samme som at miste sin fred.

Selv trællene var bedre stillet: bliver en træl slået eller dræbt, skal der betales bøder til trællens herre. Med mandhelgsfortabelse og fredløshed forklares en domsmagt, som er effektiv uden en udøvende magt i form af en allestedsnærværende ombudsmand. Den der krænker andres fred, skal betale bøde, ellers mister han sin egen fred og mandhelg. Tinget administrerer ordningen, tingmændene kan hævne sig på den fredløse, der er berøvet lovens og tingets værn og derfor er retsløs og uden værneting.

 Drikkekar af træ, stavbægre, fundet i Ribe, dateret til 12- eller 1300-tallet. Bægeret til venstre er fundet i 1941 i Riber Slotsbanke. De andre bægre blev fundet 1955-56 i Grønnegade. Nu i Den antikvariske Samling i Ribe. Stavbægre har i modsætning til det dyre glas hørt til tidens almindelige bord tøj.

Drikkekar af træ, stavbægre, fundet i Ribe, dateret til 12- eller 1300-tallet. Bægeret til venstre er fundet i 1941 i Riber Slotsbanke. De andre bægre blev fundet 1955-56 i Grønnegade. Nu i Den antikvariske Samling i Ribe. Stavbægre har i modsætning til det dyre glas hørt til tidens almindelige bord tøj.

Lovenes samfund var et voldssamfund. Vold var magt eller formåen. Trællene formåede intet, men var dog retsbeskyttede som formueværdier på linie med kreaturer. Trældom i Danmark er opstået eller fornyet ved vikingetidens hærtogter. Hærtagne eller købte trælle kendes i Skånske Lov. Ifølge Adam af Bremen var straftrældom almindeligt i Danmark, og det nævnes i Skånske Lov: „Stjæler en mand og bliver siden overgivet til kongens ombudsmand, da skal han være træl i kongens gård”. Trældom var arvelig, og de skånske og sjællandske love har regler om de fødte trælle. Men hermed er intet sagt om trællenes antal og økonomiske betydning. Udførlige regler om en undtagelsesgruppe siger intet om undtagelsens betydning. Men vi ved, at Absalon i sit testamente giver friheden til Eskil Badesvend, og at de kvinder, som Niels Staller har indtaget fra frihed til trældom, skal have friheden tilbage tillige med deres børn. Det samme gælder en kvinde, der var indtaget fra Bara Herred i Skåne, hun og hendes børn får friheden.

Anders Sunesen forelagde paven et juridisk problem vedrørende nogle trælle, som var blevet bandlyst for korporligt at have forulempet en gejstlig. Efter kirkerettens regler skulle bandlyste rejse til paven i Rom for at få afløsning. Dette blev dem forbudt af deres herrer, som ikke ville undvære deres arbejdskraft. Men herved handlede herrerne i strid med kirkeretten. Var trællene på det rene med det, var det fint regnet ud; enten en rejse til Rom som en velkommen afveksling til træls arbejde – eller kirkestraf over deres herrer. Man forstår Anders Sunesens dilemma. Paven svarede, at man bør tjene Gud mere end mennesker, følgelig skal man adlyde kirkeretten. Men hvis trællene havde overfaldet en gejstlig i håb om en rejse til Rom, så fik Anders Sunesen bemyndigelse til at afløse dem i pavens sted.

Frigivelse og frikøb af trælle omtales i både skånsk og sjællandsk ret. I Skåne fik den frigivne kun halv ret i forhold til de fribårne. På Sjælland fik den frigivne fuld frihed. I den lidt yngre Jydske Lov findes færre regler om trælle, og det er nok forsvarligt at slutte heraf, at trældommen var på retur. Afhængigheden antog andre former. Trællene indgår i Jydske Lov i opremsninger: træl, fledføring og klostermand kan ikke arve; bryde, træl og fledføring kan ikke være værge for nogen; hvis en tjenestekarl eller en træl kommer i leding osv. Trællen synes i disse tilfælde at være levn fra ældre tid; det samme gælder den mand, der blev „trælslået”, så han ikke kunne flytte sig fra stedet, men måtte køres eller bæres derfra. Fra ordet „træls arbejde” vil vi ikke slutte til forekomsten af egentlige trælle.

 Et af kalkmalerierne i Mårslet Kirke fra 1100-tallet viser brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde sit første mirakel, at gøre vand til vin. Han ses længst til venstre. Ved den anden bordende sidder skafferen og smager på vandet, der er blevet til vin. Midtfor ses brudeparret ved det veldækkede bord med fornem dug og fint service. Dugen har nok ikke været ualmindelig; i en lovtekst hedder det, at man skal stævnes på sin bopæl eller der, hvor man bruger bord og dug.

Et af kalkmalerierne i Mårslet Kirke fra 1100-tallet viser brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde sit første mirakel, at gøre vand til vin. Han ses længst til venstre. Ved den anden bordende sidder skafferen og smager på vandet, der er blevet til vin. Midtfor ses brudeparret ved det veldækkede bord med fornem dug og fint service. Dugen har nok ikke været ualmindelig; i en lovtekst hedder det, at man skal stævnes på sin bopæl eller der, hvor man bruger bord og dug.

Uden at være trælle har lovenes ufrie tjenestefolk fristet lignende kår, som de åbenbart gerne flygtede fra; om eftersøgningen findes flere regler. Bedre stillet var den, der fæstede sig til bryde, bestyrer eller landbo hos en anden. I landslovene foregives fæsteforholdet at være en frivillig aftale imellem ligestillede parter – men pergamentet er jo taknemligt. Som allerede sagt er behov for værn og beskyttelse ikke tegn på fattigdom og afhængighed, tværtimod, men afhændelse af egen jord er i lovene tegn på yderste fattigdom: sælger manden både sin og sin kones jord på grund af fattigdom, må hun finde sig deri, for de skal have føden af begges. Hvis forældreløse børn har lidt jord, som dog ikke er nok til at føde dem for, så er det bedre at værgen sender dem ud at tigge til føden, mens de er små, så jorden gemmes til deres fremtid, og de undgår at skulle tigge hele livet. Men hvis der kommer hungerår, så de vil dø af sult, skal tingmændene hjælpe dem af med jorden.

Her var børnene de trængte, men ulykker, sygdom og alderdom truede alle. I tilfælde af ildebrand hjalp alle i herredet; men „bliver en mand – eller en kone – så hjælpeløs og fattig, at han ikke kan klare sig selv, eller alderdom og sygdom kommer over ham, da må han tilbyde sig til sine nærmeste arvinger, for at de skal tage imod ham … Vil arvingerne ikke tage imod den uføre, da skal han drage til tinget”, som kan give ham ret til at drage til hvem han vil, med alt det han ejer.

Dette er at lade sig fledføre; fremgangsmåden ligner senere tiders aftægt.

 Nøgle af jern fra ældre middelalder fundet ved Århus Søndervold. Længde 11 cm. I den ældre redaktion af Valdemars sjællandske Lov siges det, „at den hustru er syg, som ikke kan gå med sine nøgler og forestå sin husholdning”. At bære nøglerne til husets døre, forråd og kister var en vigtig del af husmoderens myndighed. Låsenes konstruktion kunne være så sindrig, at opdirkning var næsten umulig. Indførings-princippet for den afbildede nøgle ses på skitsen.

Nøgle af jern fra ældre middelalder fundet ved Århus Søndervold. Længde 11 cm. I den ældre redaktion af Valdemars sjællandske Lov siges det, „at den hustru er syg, som ikke kan gå med sine nøgler og forestå sin husholdning”. At bære nøglerne til husets døre, forråd og kister var en vigtig del af husmoderens myndighed. Låsenes konstruktion kunne være så sindrig, at opdirkning var næsten umulig. Indførings-princippet for den afbildede nøgle ses på skitsen.

„Hvis den, der har givet sig under en anden mands myndighed for at få føden hos ham, klager over, at han ikke kan leve af så knap en kost, da skal den, som har lovet ham føden, med to vidner og 12 mands ed bevise, at han fik føde nok …” En gift mand kan ikke fledføre sig, medmindre konen fledfører sig sammen med ham, eller de er så gamle, at biskoppen tillader dem at leve adskilt.

Den gennemsnitlige levealder var betydeligt lavere end i vore dage. Meget få blev virkelig gamle, og ikke alle gamle endte som fledføringer. Der stod respekt om dem, der kunne huske, hvorledes det var i arilds tid, i rigtig gamle dage. Før skrivekunsten var det de gamles opgave og privilegium at huske domme og lovregler. Her havde de af gode grunde det sidste ord. Det samme vedrørende faktiske forhold: „Er en by uenig med en anden by eller med en torp om markeskel, da skal man udtage 12 mænd af bygden, som er oldinge, og lade dem sværge markeskel der, hvor de tør for Gud.” Med erindring og erfaring fulgte indflydelse på tinge og i bylaget. Anders Sunesen kalder oldingebønder for de klogeste i herredet.

Antallet af livsaldre var syv, med den syvende og sidste opnåedes den højst mulige menneskelige visdom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Fra æblebarn til olding i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307168