Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Sunesens digt om skabelsen

Oprindelig forfatter OFen

„Værket er endt! Jeg har nået mit mål med den bog, jeg har skrevet.” Således slutter Anders Sunesen sit latinske kæmpestore digt i heksameterlinie nr. 8040. Digtet hedder Hexaë-meron, et græsk ord, sammensat af hex=seks og hemera=dag: de seks skabelsesdage som de beskrives i 1. Mosebog i Det gamle Testamente. Man plejer at antage, at digtet er skrevet i Anders' yngre år på grundlag af den lærdom, han tilegnede sig i studietiden i Paris, men meget muligt fandt digtet først sin endelige form i Anders' sidste år på Ivø.

Anders Sunesens kristne digt er i dansk litteratur et sidestykke til Saxos samtidige krønike. Saxos nationale historie omsluttes af Anders' skabelsesberetning, der resulterer i et kristent univers som rammen om de menneskelige vilkår. Begge indgår i en tradition med rødder i antikken, hvorfra en kristen begrebsverden udfolder sig til blomstring i 1100-tallets renæssance i Vesteuropa. At Saxo, der skrev på Absalons opfordring, skulle ende med at tilegne sit værk seksdagesværkets forfatter, er et træf, som kun virkeligheden kan tillade sig.

 Dette kalkmaleri fra Todbjerg Kirke nord for Århus (1150-1200) viser Adams og Evas uddrivelse af Paradis, hvor de havde spist af kundskabens træ, hvad Herren havde forbudt dem. Til venstre Herren og en engel. Nu blev Adam og Eva og deres efterkommere dømt til at arbejde i deres ansigts sved. I Hexaëmeron drages der parallel imellem uddrivelsen af Paradis og kirkens bandlysning af de ubod færdige.

Dette kalkmaleri fra Todbjerg Kirke nord for Århus (1150-1200) viser Adams og Evas uddrivelse af Paradis, hvor de havde spist af kundskabens træ, hvad Herren havde forbudt dem. Til venstre Herren og en engel. Nu blev Adam og Eva og deres efterkommere dømt til at arbejde i deres ansigts sved. I Hexaëmeron drages der parallel imellem uddrivelsen af Paradis og kirkens bandlysning af de ubod færdige.

Det er påfaldende, at Saxos værk blev trykt allerede i 1514, igen i 1534 og på dansk i 1575, mens Hexaëmeron først blev udgivet i 1892 og anden gang i 1985 på latin og dansk. Udgaverne afspejler den betydning, eftertiden har tillagt værkerne. Man er kommet uden om Anders Sunesens digt ved at påvise nogle forbilleder og kalde det uoriginalt; men således kan næsten hele middelalderlitteraturen køres ud på et sidespor. Originalitet måtte begynde med udmeldelse af kirken. Så her stod ærkebiskop Anders, den etablerede kirkes mand, ikke først i køen. Men udgangspunkt i en fælles tradition hindrer ikke en bred variation i resultater. De fælles videnskaber og kunstformer, teologi, retsvidenskab, naturvidenskab, musik og digtning kan vægtes og tolkes på utallige måder. Og her viser Anders Sunesen sit mesterskab.

Annonce

Han følger forgængernes systematiske opstilling af den bibelske lærdom. Skabelsesværkets seks dage behandles i de første tre sange, som ender med paradiset, manden og kvinden. I fjerde sang fortolkes skaberværket efterfulgt af syndefaldet og dets følger. Så længe der var kærlighed nok, var der ikke brug for retfærdighed. Det blev der efter uddrivelsen af paradis. Med synden kom forskellen på mit og dit og hermed lovens nødvendighed; de ti bud gennemgås. I sjette sang prises de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. I den følgende sang besynges de fire kardinaldyder: retfærd, klogskab, styrke og mådehold; helligåndens syv gaver beskrives. Dernæst synden og den frie vilje, arvesynden, tilgivelig synd, vilje og handling – hvor begrundelsen findes for sondringen imellem ond hensigt og uagtsomhed, som den også fremtræder i den skånske rets regler om bøde til konge og ærkebiskop.

 Skabelsen, emnet for Anders Sunesens 8000 verslinier, har en stenmester fremstillet såre enkelt på en kvader i Flade Kirke på Mors: Guds hånd med to fremstrakte fingre lader verden blive til i form af hjulkortet med de tre verdensdele Asien, Afrika og Europa. Det var ikke tilfældigt, at rigsæblet blev symbol på verdensherredømme.

Skabelsen, emnet for Anders Sunesens 8000 verslinier, har en stenmester fremstillet såre enkelt på en kvader i Flade Kirke på Mors: Guds hånd med to fremstrakte fingre lader verden blive til i form af hjulkortet med de tre verdensdele Asien, Afrika og Europa. Det var ikke tilfældigt, at rigsæblet blev symbol på verdensherredømme.

Hexaëmeron skildrer hele forløbet fra skabelsens første stjernetåger til verdenshistoriens fuldendelse med Gudsrigets oprettelse. Undervejs tager Anders Sunesen gang på gang stilling i engageret debat med fortidens og samtidens teologer og tænkere, så hele middelalderens teologi, filosofi, psykologi og samfundslære indgår i et storslået, samlet og dog rigt nuanceret billede af menneskets vilkår her og hinsides. Værket er i hver eneste linie tøjlet af et stramt digterisk udtryk og styret af ønsket om at fatte en åndelig virkelighed uden for logikkens grænser.

Værket kulminerer i de sidste tre sanges lovprisning af Kristi natur og opstandelse. Den yderste dag fremmanes, hvor Kristus er dommer over de fortabte og de salige, som vil få Guds rige at se på den syvende og evige dag: „Sluttelig dog bryder frem i sin glans den velsignede morgen, Lysets og fredens den signede dag, som ej følges af skumring.” Anders Sunesen døde sankthansdag 1228 på sit gods Ivø. Henved 60 år gammel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Anders Sunesens digt om skabelsen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307165