Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Sunesen som lovkyndig

Oprindelig forfatter OFen

Kun få kilder fortæller om Anders Sunesens virke i den danske kirke; men vi ved, at han opmærksomt fulgte klostrene og deres virksomhed. Han fik reformeret benediktinerne og fik pavens godkendelse på oprettelse af et generalkapitel for alle benediktinere i Danmark, knyttet til Allehelgensklostret i Lund. Ligeledes i Lund skænkede han i sit sidste år en grund til oprettelse af et dominikanerkloster. Med pavens godkendelse blev dette det første tiggermunkekloster i Danmark – kun syv år efter ordenens grundlæggelse.

Herudover må vi slutte os til Anders Sunesens betydning ud fra hans juridiske skrifter og hans digt om skabelsen. Den forklarende udlægning af den skånske ret er allerede omtalt. Den viser ærkebispens indgående kendskab til bondesamfundets retsregler og hans ønske om at få dem nedskrevet.

Hermed er Anders Sunesen helt på linie med kirkens almindelige holdning: nedskrevne love er betingelsen for retssikkerhed, for ingen kan af ond vilje bryde en regel, som ikke er kendt og fastslået. Ifølge kirkens opfattelse blev de lokale regler først til love, når de forelå nedskrevet. Disse love var forskellige fra land til land og fra tid til anden. Guds lov derimod er fast, og kirkens ret skal derfor være fælles for alle kristne, så det var den magtpåliggende at få kirkeretten efterlevet også i Norden. Dette havde knebet for Eskil og Absalon, der begge måtte forhandle sig frem med bønder og stormænd.

Annonce

 Rekonstruktionsskitse af alterparti fra 1200-tallet i Vester Nykirke nordøst for Esbjerg. Med stiplet linie er angivet de nu manglende dele. Stolperne leder tanken hen på omtalen af alterhorn i Det gamle Testamente og i Skånske Kirkelov, der kræver hele kirken genindviet, hvis et alterhorn brydes af. I midten helgengraven, hullet i alterbordet, hvori relikvier blev opbevaret.

Rekonstruktionsskitse af alterparti fra 1200-tallet i Vester Nykirke nordøst for Esbjerg. Med stiplet linie er angivet de nu manglende dele. Stolperne leder tanken hen på omtalen af alterhorn i Det gamle Testamente og i Skånske Kirkelov, der kræver hele kirken genindviet, hvis et alterhorn brydes af. I midten helgengraven, hullet i alterbordet, hvori relikvier blev opbevaret.

Anders Sunesen kom ikke i samme situation. På den ene side undgik han klogeligt konfrontation, på den anden side var klimaet bedret for reformer på rettens område, ikke mindst på grund af en energisk kampagne fra pave Innocens 3.s side.

Alligevel var der langt igen. Mange breve til og fra paven er affødt af sammenstødet imellem kirkens og landenes retsregler. Et eksempel: et pavebrev fra 1198 viser de problemer, der var forbundet med kirkens erhvervelse af jordegods, når landets lov kun kender til overdragelse af jord ved skødning eller ved arv og ikke kender til testamenter. I sin forklarende bearbejdelse af Skånske Lov fortæller Anders Sunesen, hvad skødning er, eftersom hverken romerretten eller kirkeretten kendte denne ceremoni.

"Ved salg af jorder er det til overførelse af herredømme nødvendigt, at der iagttages en vis form, hvorved sælgeren lægger en smule af jorden i køberens kappe, der holdes udbredt i hænderne af de tilstedeværende, som, hvis man drager i tvivl, at der er foregået noget, kan aflægge vidnesbyrd om sandheden deraf … Og denne form kan efter et i vort folkemål anvendt ord meget passende kaldes scotacio (skødning)."

Da romerretten ikke kender til skødning, må Anders Sunesen hjemmestrikke et latinsk ord.

Det er betegnende, at hverken Skånske Lov eller de andre landslove forklarer, hvorledes man skøder. Det har alle vidst. Baggrunden for Anders Sunesens omhu på dette punkt finder vi i det nævnte brev fra pave Innocens 3. til Absalon. Det hedder heri, at paven af et brev fra Absalon havde forstået, at man i Danmark, hvad verdslig ret angik, levede efter sædvaner og ikke kendte til testamenter. Absalon havde forklaret, at hvis nogen som bod for sine synder ville overdrage nogle besiddelser til klostre eller andre fromme stiftelser, så plejede man at tage lidt jord og lægge det enten i den yderste flig af alterklædet, som bispen holdt i hånden, eller man hyllede jorden i et lille stykke klæde og anbragte det med skyldig ydmyghed på selve altret, idet man under vidnesbyrd af dem, der så og hørte, fulgte den form for gave, som på folkets eget sprog kaldes skødning. Absalon berettede, at sådanne gaver var blevet anfægtet af visse ordkløvere, derfor bad han om pavens bistand, så kirker og klostre ikke skulle krænkes i deres besiddelser.

 De jordiske rester af ærkebiskop Anders Sunesen, der i Lunds Domkirke fik en værdig begravelse iført sit embedes skrud (tegning fra gravens åbning i 1833). Dødebogen i Lund kalder ham „en mand af stor gudsfrygt og kristendommens nidkære ven, som med gavmildhed fornyede kirkernes privilegier …, som var berøvet dem på grund af uretfærdige herskeres tvranni.”

De jordiske rester af ærkebiskop Anders Sunesen, der i Lunds Domkirke fik en værdig begravelse iført sit embedes skrud (tegning fra gravens åbning i 1833). Dødebogen i Lund kalder ham „en mand af stor gudsfrygt og kristendommens nidkære ven, som med gavmildhed fornyede kirkernes privilegier …, som var berøvet dem på grund af uretfærdige herskeres tvranni.”

Der kan ikke være tvivl om, at de såkaldte ordkløvere har været de lovlige arvinger til jord, som er overdraget til kirken. De har anfægtet overdragelsen, fordi skødning efter loven krævede to personer, en overdrager og en modtager. Men kirken kunne ikke lade en person, hverken bispen eller andre, stå som modtager ved skødning på den jord, der blev overdraget, eller på tinge, for så blev han jo ejer efter verdslig ret. Ved at lægge jord på altret markeres, at kirken som institution er modtager.

Nu fastslår paven, at når skødning er nødvendig, skal gaver tilskødet kirken stå ved magt. Altså et klart eksempel på sammenstød imellem kirkens og den lokale retsopfattelse. Et hovedformal med Anders Sunesens latinske oversættelse og udlægning af den skånske ret har utvivlsomt været at gøre kirkens mænd opmærksomme på forskelle imellem gejstlig og verdslig ret, som kunne anfægte kirkens erhvervelse. Hvad specielt testamenter angår, omtales og anerkendes de i jydske Lov fra 1241.

En vigtig begivenhed for kirkeretten var et stort kirkemøde, som paven holdt i Rom i 1215. Anders Sunesen var utilbøjelig til at tage af sted, måske på grund af helbredet, som siden skulle plage ham. Efter en pavelig bebrejdelse synes han dog at være rejst til Rom. Det samme gjorde 500 bisper og 800 abbeder fra hele den katolske kirke samt nogle repræsentanter for den byzantinske kirke.

På kirkemødet vedtoges 70 regler, af hvilke adskillige fik stor betydning; om selve den katolske tro, om forholdet til verdslig øvrighed, om det verdslige sværds pligt til at bistå kirken imod hedninger og kættere. Det fastslås, at kirken kan fratage en fyrste hans land, som kan gives til en mere værdig. Det er kort sagt pavens politik over for kongerigerne som pavelige vasalområder, der fik højtidelig bekræftelse. Herudover blev det pålagt bisperne at påse, at der blev prædiket for menigheden, ligesom det blev pålagt dem at vogte den rene lære. Også for præster, munke og lægfolk blev der givet regler til stramning af kirkedisciplinen. Om undervisning bestemtes, at der ved hver domkirke skulle være en magister, der gav gratis undervisning.

 Side af det eneste bevarede middelalderlige håndskrift af Anders Sunesens Hexaëmeron. Det findes på Det kgl. Bibliotek og er en afskrift på pergament fra 1200-tallets sidste halvdel. Det kaldes Roskildehåndskriftet, fordi der på første side, som ses her, med store bogstaver står „Liber ecclesie Roskildensis”, Roskildekirkens bog. Hermed stemmer det, at en roskildepræst i 1589 skrev, at digtet fandtes i dombiblioteket i Roskilde.

Side af det eneste bevarede middelalderlige håndskrift af Anders Sunesens Hexaëmeron. Det findes på Det kgl. Bibliotek og er en afskrift på pergament fra 1200-tallets sidste halvdel. Det kaldes Roskildehåndskriftet, fordi der på første side, som ses her, med store bogstaver står „Liber ecclesie Roskildensis”, Roskildekirkens bog. Hermed stemmer det, at en roskildepræst i 1589 skrev, at digtet fandtes i dombiblioteket i Roskilde.

Af stor vigtighed for den verdslige ret i landene blev et forbud imod gudsdomme, dvs. retlige afgørelsesmidler, der forudsatte Guds indgriben til fordel for den uskyldige part i en retssag. Den mest frygtede gudsdom i dansk ret var jernbyrd, hvor den sigtede skulle bevise sin uskyld ved at bære eller gå på glødende jern uden at tage skade deraf. Dette afgørelses-middel var foreskrevet i Vederloven, i kirkeretterne fra 1170'erne, i Skånske Lov og Anders Sunesens forklaring af den samt i en af de sjællandske love. Det anvendtes som regel i sager om grovere forbrydelser, som sagsøgeren turde sværge på, at den sigtede havde begået.

Vigtigere end den konstatering, at det faktisk var muligt for nogle at befri sig ved jernbyrd – udenlandske kilder viser, at frifindelser ikke var helt sjældne – er det at erfare reaktionen i Danmark på netop denne bestemmelse om afskaffelse af gudsdomme. Kongen udstedte en forordning: „Valdemar, af Guds nåde danernes og vendernes konge, sender alle dem, der bor i Skåne, sin hilsen og sin nåde. Paven har forbudt alle kristne mennesker jernbyrd. Og da dette er tilfældet, vil vi ikke, og kan vi ikke unddrage os dette påbud til alle. Og derfor har vi med de bedste mænds råd undersøgt, hvilket bevismiddel vi kunne sætte i stedet for jernbyrd, som man bedre kunne tåle …”

I stedet indføres afgørelse ved udpegede nævninger, 15 mand af herredet, hvoraf sigtede skal udskyde tre. Den afgørelse skal stå fast, som de fleste sværger.

Det der er sket er, at paven og kirkemødet griber ind i den lokale, verdslige ret med kongen som håndlanger, for han kan ikke unddrage sig de fælleskirkelige beslutninger. Den kongelige forordning er et skoleeksempel på, at verdslig ret er underlagt kirkens ret. Eller med Anders Sunesens poetiske udtryk: „Den menneskelige lov følger sin frues fjed som en lydig tjenerinde eller terne.” For blandt de bedste mænd, der rådgav kongen, har Anders Sunesen været. Vi kender kun forordningen for Skåne, de andre lande har fået tilsvarende besked. I Jydske Lov fra 1241 findes ingen regler om jernbyrd.

I stedet for direkte indgreb i den verdslige ret kunne paven forbyde kirkens egne personer at udnytte retsmidler, som var i strid med kirkeretten. I 1218 fik Anders Sunesen og hans bisper en opsang fra paven, som fra 1216 hed Honorius 3. Det hed heri, at paven havde hørt, at danske gejstlige, når de blev sagsøgt og sigtet med troværdige vidner, frækt benægtede sigtelsen ved ed med mededsmænd – hvilket var tilladt efter verdslig ret.

Paven kalder det en pest i strid med al ret. Benægtelsesed må ikke anvendes for kirkens domstole. Dette forbud blev en del af den fælles kirkeret, og det kom med tiden til at præge de verdslige regler om bevis i dansk ret.

Anders Sunesen vendte hjem fra Estland i 1221 som en syg mand. Paven tillod ham at opgive sit embede året efter. Plaget af gigt tilbragte han sine sidste år på sit gods Ivøhus i det østlige Skåne. Meget havde han udrettet for kirken og riget: leder af missionen østpå, som åbnede for handelen, forbindelsen til pavestolen og dens politik, planlægning af korstog, beskæftigelse med lov og ret, visitatser, kirkemøder osv. Mange af Anders Sunesens aktiviteter dannede grundlaget for kong Valdemars imperieplaner. Da Anders trak sig tilbage, blev disse planer til drømme, der bristede en efter en. Tilbage står omtalen af Anders Sunesens litterære mesterværk, som alene ville have sikret hans navn imod forglemmelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Anders Sunesen som lovkyndig i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307164