Absalon og abbed Vilhelm

I studieårene i Paris traf Absalon en jævnaldrende fransk augustinerkannik ved navn Vilhelm. Mødet blev til bekendtskab og siden venskab med den følge, at Vilhelm kom ind i danmarkshistorien.

Efter Absalons hjemkomst sendte han omkring 1165 i sin egenskab af bisp i Roskilde bud efter Vilhelm, som blev anmodet om at reformere augustinerklostret på Eskilsø i Roskilde Fjord, som vistnok var grundlagt i 1130'rne. Dette kloster havde fået et dårligt ry, hvad Absalon ville gøre noget ved.

Vilhelm påtog sig opgaven og drog til Danmark ledsaget af nogle franske kannikebrødre, som skulle bistå ham som abbed i den åndelige oprustning af kannikerne på Eskilsø. Opgaven var vanskeligere, end Absalon og Vilhelm havde forestillet sig. Der var kold luft imellem de danske og de franske kanniker. Da de sidste desuden døjede med det fysisk kolde og fugtige klima på Eskilsø, valgte flere at rejse hjem. Absalon hjalp så godt han kunne, men vejrliget kunne han ikke ændre.

Stillet over for en opløsning af klostret valgte Absalon at flytte det bort fra øen, til Æbelholt i Nordsjælland. Flytningen fandt sted 1175-76, og Vilhelm fortsatte som abbed. I de nye omgivelser lykkedes opgaven for Vilhelm. Klostrets eksistens blev sikret og dets ry forbedret. Det vidner om god vækst, at Vilhelm magtede at udsende kanniker til et nyt kloster i Konghelle i Norge. Han var abbed i Æbelholt til sin død i 1203.

Vilhelms opvækst og uddannelse i Paris, Vestens kulturelle centrum, gjorde ham til en værdifuld hjælper for kirken og kongemagten i Danmark i internationale anliggender. I forbindelse med ærkebispeskiftet i 1177, da Absalon afløste Eskil, var det Vilhelm, der blev sendt til paven for at opnå tilladelse til Eskils tilbagetræden. Og da kong Knuds søster Ingeborg i 1193 skulle giftes med den franske kong Philip August var Vilhelm kongens udsending, hvad han også var i de forhandlinger, der fulgte, da Philip August forstødte Ingeborg dagen efter brylluppet.

Det klareste udtryk for Vilhelms lærdom og indflydelse giver den bevarede samling af hans breve, som findes i Æbelholt Klosters Brevbog. Af dem fremgår hans mange forbindelser med gejstlige i Danmark og i udlandet. I samlingen findes foruden Vilhelms egne breve også breve skrevet af ham for andre, for Absalon, kongen, kongens kansler osv.

Den første snes af brevene behandler i form af en brevveksling med paven forskellige kirkeretlige spørgsmål. Teksterne drejer sig især om, hvor nært kommende ægtefolk måtte være beslægtet med hinanden. Netop dette problem genfindes i de breve, der vedrører den franske konges krav om skilsmisse fra dronning Ingeborg, et krav, som Philip August begrundede med for nært slægtskab.

Brevsamlingen har ifølge sin fortale til formål at vejlede i at diktere breve. De 112 bevarede breve er dog ikke blot en samling formularer, men en blanding af embedsskrivelser og personlige breve, som giver et detaljeret billede af Vilhelms vidtspændende virksomhed som abbed og som Absalons og kongens betroede hjælper.

Absalons bistand til opførelsen af klostret i Æbelholt fremgår af et brev, som Vilhelm, vist i 1175, har skrevet i Absalons navn til sogneboerne i Helsinge og i Lyngby ved Arresø. Brevet er en af de sjældne kilder, der belyser kirke- og klosterbyggeriets gennemførelse i praksis. Var bøndernes indsats en frivillig offergerning eller skulle de overtales eller ligefrem tvinges? Både – og. Af de fem sogne, som lå nærmest det udpegede sted Æbelholt, synes de tre at have påtaget sig det tunge arbejde med kørsel af sten til klostrets fundament enten frivilligt eller på abbed Vilhelms tilskyndelse. Han behøver derfor biskop Absalons hjælp for at få de resterende to modvillige sogne til at deltage i arbejdet. I brevets indledning hedder det, at kirke- og klosterbyggeri er et spørgsmål om de enkelte sognemænds og alle kristnes salighed.

"Thi ligesom det utvivlsomt er sandt, hvad den hellige apostel Paulus højlydt forkynder, eller rettere, hvad den Helligånd siger i Paulus' mund: Guds tempel er helligt, og den, der krænker Guds tempel, ham skal Gud ødelægge, således bør man lige så vel betænke, at den som grundlægger eller bygger et tempel for Gud, han vil til gengæld modtage den evige løn af Gud.” „Derfor,” fortsætter Absalon/Vilhelm, „er det vor vilje, at I skal være klosterbrødrenes velvillige hjælpere, så også I sammen med dem kan blive delagtige i lønnen i det evige. Derfor maner vi Jer alle indtrængende, beder Jer fromt og pålægger Jer til forladelse for Jeres synder, at I førend I sætter Jeres plove i jorden, af ærbødighed for fornævnte apostel og for hans fortjenesters skyld og med henblik på vor kærlighed på Jeres vegne kører passende sten sammen til det fornævnte klosters fundament. Thi således skal både I være os mere kære og en endnu større løn vokse frem af frugterne af Jeres retfærd, således som vi tidligere har sagt. Lev vel."

Om bøndernes frie vilje, deres håb om løn i det evige eller deres frygt for biskoppens fogder ligger bag – Æbelholt Kloster blev rejst på et solidt fundament af sten.

Abbed Vilhelms breve er skrevet af en mand, som besad tidens højeste dannelse på europæisk plan, og der kan ikke herske tvivl om, at pennen er hans egen. Med ham blev fransk lærdom, streng klostertugt og den internationale kirkeret repræsenteret i Danmark. I ham fik både Absalon og kongen ikke blot en fortaler og pennefører, men en læremester. Det fremgår af brevsamlingen.

Efter abbed Vilhelms død i 1203 arbejdede mange i Danmark på at få den udbredte folkelige dyrkelse af abbed Vilhelm officielt anerkendt. Talrige beretninger verserede om undere, der var sket omkring Vilhelm før og efter hans død. De blev samlet i en biografi, som i 1224 resulterede i, at paven ophøjede abbed Vilhelm til helgen.