Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danernes bedrifter. Historieskrivning

Oprindelig forfatter Redaktionen

Kongemagtens og kirkens forsøg på at få de danske lande til at hænge sammen som ét rige forudsatte en følelse af samhørighed imellem landene. Fælles sprog skabte ikke et rige. For samhørigheden var tronstridigheder ødelæggende, men svækkende virkede det også, at kongemagten i stigende grad markerede sig som opkræver af skatter og afgifter. Omvendt har vendertogene haft en rigssamlende virkning, som Saxo understreger i sine bestræbelser for at gøre danerne til en nation med fælles historie.

Den idé at skrive historie har man hentet i det sydlige udland. Et nærliggende forbillede var Adam af Bremen, der i sit værk fra omkring 1070 om de hamburgske ærkebispers historie og i sin beskrivelse af Nordens øer yder vigtige bidrag til Danmarks historie. Den første danske historieskrivning stammer fra 1100-tallet. Den efterligner i formen de udenlandske forbilleder: årbøger, krøniker og levnedsbeskrivelser, og den anvender den kirkelige inddeling af tiden i verdensaldre, så vel som Augustins sondring imellem riget af denne verden og Gudsriget.

Årbøgerne udvikles af kalenderværker og tavler til hjælp for fastsættelse af påsken år for år. Således også den ældste danske årbog, som blev påbegyndt i Lund og siden medbragt til Colbaz i Pommern, hvor cisterciensere fra Esrum grundlagde et kloster i 1174. I tre afsnit dækker den først verdenshistorien fra skabelsen til 1127, dernæst danske historiske notater fra 1130 til 1170, og endelig colbazmunkenes optegnelser fra de følgende århundreder. Den verdenshistoriske del er standardstof, lånt udefra, resten er munkenes egne valg af samtidens begivenheder, som de fandt værd at huske.

Annonce

 En side af Colbazårbogen. De middelalderlige årbøger har deres oprindelse i påsketavler, som angiver årstallet efter Kristi fødsel (kolonnen i midten på den viste side) samt de for beregning af påske nødvendige oplysninger (kolonnerne i begge sider). Tidligt begyndte man at angive mindeværdige begivenheder ved årstallet, siden anlagde man påsketavlerne med plads imellem kolonnerne til historiske optegnelser. Den her viste side dækker årene 1106-1131 og omtaler bl.a. opførelsen af klostret i Clairvaux, pave Gelasius 2.s og kejser Henrik 5.s død, hungersnød i England samt drabene på Carl den Danske af Flandern og Knud Lavard.

En side af Colbazårbogen. De middelalderlige årbøger har deres oprindelse i påsketavler, som angiver årstallet efter Kristi fødsel (kolonnen i midten på den viste side) samt de for beregning af påske nødvendige oplysninger (kolonnerne i begge sider). Tidligt begyndte man at angive mindeværdige begivenheder ved årstallet, siden anlagde man påsketavlerne med plads imellem kolonnerne til historiske optegnelser. Den her viste side dækker årene 1106-1131 og omtaler bl.a. opførelsen af klostret i Clairvaux, pave Gelasius 2.s og kejser Henrik 5.s død, hungersnød i England samt drabene på Carl den Danske af Flandern og Knud Lavard.

Andre årbøger er ført i 1100-tallet, men de er gået tabt eller er optaget i senere årbøger fra Lund, Sorø og Næstved, samt den såkaldte Valdemarårbog, som fra 1180'erne førtes i kongens kancelli, og som er bevaret i afskrift i Valdemar Sejrs Jordebog fra ca. 1230. Fælles for årbøgerne er, at de i vid udstrækning bygger på hinanden; f.eks. henter Lundeårbogen stof mange steder i ind- og udland, men den udmærker sig ved i forbindelse med året 767 at bringe en lille krønike om Lejrekongerne, senere et folkesagn og en kongerække fra Godfred til Valdemar den Store.

I Lejrekrøniken ønsker forfatteren at markere det danskeriges høje alder. Den begynder derfor på Bibelens kong Davids tid. Landene hed ikke Danmark, og de hørte under Sveriges kong Ypper i Uppsala. Han havde tre sønner, Nori, Østen og Dan. Den sidste fik et rige ved navn Videslev, som bestod af øerne Sjælland, Møn, Falster og Lolland. Dan grundlagde Lejre, og Videslev blev Lejrekongernes rige. Vi er nu rykket rask frem til kejser Augustus' tid! Han vil angribe Jylland, som var beskyttet af et bolværk af træpæle, hvor nu Danevirke ligger. Jyderne sendte bud til Videslevs høvding Dan, som blev fyldt af stor glæde og rykkede til undsætning ved bolværket. Sammen besejrede de kejser Augustus. Jyderne hyldede Dan som konge og underlagde ham Fyn og Skåne. Dan sammenkaldte stormændene fra Jylland, Fyn, Videslev og Skåne og sagde: „Vel huer mig mit rige, hvilket navn skal vi give det?” Høvdingerne svarede: „Konge, du leve evigt. Du er kong Dan og dit rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå.”

 Dragehoved, som muligvis er en del af Sankt Kelds helgenskrin. Han var Viborg Domkirkes værnehelgen, og her opbevaredes skrinet med Sankt Kelds ben, til kirken brændte i 1726. Under en ombygning i 1863 fandt man dragehovedet, som nu er i Nationalmuseet.

Dragehoved, som muligvis er en del af Sankt Kelds helgenskrin. Han var Viborg Domkirkes værnehelgen, og her opbevaredes skrinet med Sankt Kelds ben, til kirken brændte i 1726. Under en ombygning i 1863 fandt man dragehovedet, som nu er i Nationalmuseet.

Krøniken om Lejrekongerne, Lundeårbogen og Saxo er kilder til den såkaldte Rydårbog, som henføres til klostret i Ryd ved Flensborg Fjord, og som er skrevet fra midten af 1200-tallet. Mest blandet er godset i Sjællandske Årbog, hvor årbogsnotater begraves i indskud fra Adam, Saxo, helgenskrifter og mirakelhistorier.

Fra dansk område har vi fra middelalderen kun en eneste levnedsbeskrivelse, som ikke er en helgenbiografi. Den beskriver Gunner, som levede 1152-1251 (!), og som var abbed i Øm Kloster, før han blev biskop i Viborg. Forfatteren er en ukendt klosterbroder i Øm, og hans beskrivelse af Gunner, nedfældet efter dennes død, viser os både den ordensbundne asketiske munk og den effektive biskop, der styrer sit stift som hyrden vogter sine får. Derved er skriftet opbyggeligt i sit sigte, men forfatterens nære forhold til Gunner afslører også denne som en munter, lun, udadvendt og uhøjtidelig jyde. Dermed er Gunner den i nuancer bedst beskrevne personlighed, vi kender fra dansk middelalder.

Alle andre levnedsbeskrivelser er helgenbiografier og legender støbt i traditionelle former: om den hellige Thøger, om Knud Konge og Knud Hertug, om provst Keld i Viborg, Niels af Århus, Margrete fra Ølsemagle, Hellig Anders af Slagelse og abbed Vilhelm af Æbelholt. Trods deres klart opbyggelige tendens, deres faste form og lån af hændelser og citater repræsenterer helgenskrifterne dog en del af tidens historieskrivning. Med kendskab til det faste inventar kan vi nærme os de specielle elementer i det enkelte skrift. Som vi har set, synes især Ælnods skrift om Knud den Hellige på mange punkter at være en troværdig kilde.

 Hellig Anders' kors ved Slagelse. Uden for kredsen af kirkens kanoniserede helgener fandtes en broget skare af hellige mænd og kvinder, som lokalt og uden pavelig autorisation blev helgenkåret og tilbedt på grund af sagn og legender på grænsen til eventyr. Fra 1200-tallet stammer legenden om Hellig Anders, der som pilgrim i Det hellige Land blev efterladt af sine rejsefæller, da han var til påskemesse. På vej hjem til fods faldt han i søvn. En ridder viste sig for ham og red ham hjem, så han vågnede på Hvilehøj ved Slagelse samme påskedags aften. Korset er af nyere dato, men har haft en middelalderlig forgænger.

Hellig Anders' kors ved Slagelse. Uden for kredsen af kirkens kanoniserede helgener fandtes en broget skare af hellige mænd og kvinder, som lokalt og uden pavelig autorisation blev helgenkåret og tilbedt på grund af sagn og legender på grænsen til eventyr. Fra 1200-tallet stammer legenden om Hellig Anders, der som pilgrim i Det hellige Land blev efterladt af sine rejsefæller, da han var til påskemesse. På vej hjem til fods faldt han i søvn. En ridder viste sig for ham og red ham hjem, så han vågnede på Hvilehøj ved Slagelse samme påskedags aften. Korset er af nyere dato, men har haft en middelalderlig forgænger.

Når historieskrivningen i den grad var traditionsbundet kan det ikke undre, at Adam af Bremen, som selv repræsenterede traditionen, dannede skole og leverede stof til gentagelse. Således i Roskildekrøniken fra før 1140. Den begynder som uddrag af Adams skrift og fortsætter som en bispekrønike med Roskilde som centrum og med udsyn herfra til danmarkshistoriens personer og hændelser i 1000- og 1100-tallet. Roskildekronikørens engagerede domme over gode og slette personer er ofte citeret i det foregående, såvel som den iagttagelse, at han hyppigt er bunduenig med Saxo i synet på denne eller hin. Ud fra dette har man foreslået, at manden bag Roskildekrøniken skulle være Eskil, der var bisp i Roskilde, før han blev ærkebiskop. Nu behøver manden bag jo ikke at have ført pennen, men flere træk kan tyde på Eskils initiativ, bl.a. dette, at Erik Emune, som Eskil lå i fejde med, i krøniken kaldes „en skændig mand, fuld af raseri og løgn”. For samme forslag taler også den omstændighed, at krøniken afbrydes, da Eskil forlod Roskilde og blev ærkebiskop i Lund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Danernes bedrifter. Historieskrivning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307144