Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gilder og lav

Oprindelig forfatter OFen

Fælles for dem, der forlod landsbyen og valgte at slå sig ned i en by, var at de, hvad enten de rejste enkeltvis eller med kone og børn, forlod den kreds af fædrene og mødrene slægtninge, som havde været inden for rækkevidde i herredet som hjælpere, når uret skulle hævnes, når bøder skulle kræves eller præsteres, og når ed på tinge skulle bekræftes af 12, 24 eller 36 mededsmænd.

I byerne overtog gildet slægtens værnefunktioner. De ældste gilder var netop værnegilder, kunstige slægter, hvor man var gildebrødre og -søstre, som var forpligtet til at „gilde” dvs. (gen)gælde for hinanden og i øvrigt understøtte hinanden. Gilder kan handelsmænd og søfolk fra Slesvig have stiftet bekendtskab med i fremmede byer, i Flandern f.eks., men gilderne fremtræder tidligt hos os som rent danske, nøje knyttet til kongemagten og med de kongelige helgener som værnere. Gildet gav ikke blot beskyttelse i hjembyen. Medlemmer af Sankt Knudsgildet i Slesvig blev betragtet som brødre i andre byers Sankt Knudsgilder. Gildet er dermed et vigtigt element i såvel byens og rigets, som fjernhandelens udbygning.

Nogle gilder var finere end andre. Forbindelsen imellem et gilde og bystyret kunne med tiden blive tæt. I Slesvig stadsret kaldes Sankt Knudsgildet for „det højeste gildelav”. I alvorligere sager kræves det, at mededsmændene skal være medlem af dette gilde.

Annonce

 Røgelseskar fra Ulbølle vest for Svendborg. Ved kirkelige handlinger brugtes røgelse, som udbredtes fra røgelseskar. Af runeindskrifter fremgår, at 12 af de bevarede kar er lavet af samme mester Jakob Rød i Svendborg. Det her viste gav han til en kirke „for sin kære hustru Meretes sjæl”, men også for sin egen. „Gud signe den mig gjorde” hedder det på røgelseskarret, som nu er i Nationalmuseet.

Røgelseskar fra Ulbølle vest for Svendborg. Ved kirkelige handlinger brugtes røgelse, som udbredtes fra røgelseskar. Af runeindskrifter fremgår, at 12 af de bevarede kar er lavet af samme mester Jakob Rød i Svendborg. Det her viste gav han til en kirke „for sin kære hustru Meretes sjæl”, men også for sin egen. „Gud signe den mig gjorde” hedder det på røgelseskarret, som nu er i Nationalmuseet.

Hvert gilde havde sine egne vedtægter. De var nedskrevet i gildets „skrå”. Inden for dens rammer havde gildet domsmagt over medlemmerne. Derfor optræder gilderne kun sjældent i byretterne.

Flere gildeskråer og kongelige beskyttelsesbreve fra før 1250 belyser gildernes virksomhed. Omkring 1177 tog Valdemar den Store et nyoprettet Sankt Knudsgilde i Visby under sin beskyttelse. Kongen ønskede selv at blive medlem af det og pålagde det hvert år, ligesom de andre Sankt Knudsgilder i kongens rige, at indsende en afgift til Sankt Knuds helligdom i Ringsted. Omkring 1190 tog Knud 6. alle Sankt Knuds gildebrødre under sin beskyttelse.

Fuldstændige og omfattende gildeskråer er bevaret vedrørende Sankt Knudsgilder i Flensborg, fra ca. 1200, og Odense, fra ca. 1245. Begge indledes med regler om manddrab. Hvis en mand, som ikke er broder i Sankt Knuds gilde, dræber en gildebroder, så skal tilstedeværende gildebrødre hævne den dræbte sammen med hans arvinger. Er disse ikke til stede, skal drabsmanden tilbageholdes, til der er betalt drabsbøde, mandebod forhøjet med 40 mark. Kan drabsmanden ikke betale, bødes liv for liv.

Hvis en gildebroder dræber en medbroder, skal han til den dræbtes arvinger bøde 40 mark penninge og til gildebrødrene tre mark; desuden skal han udstødes af gildet med et ondt navn, som er „nidding”. Hvis en gildebroder slår en mand ihjel, som ikke er gildebroder, og medbrødre overværer det, skal de hjælpe ham ud af livsfaren; hvis han er nær havet, skal de skaffe ham båd og årer, øsekar, ildfyrtøj og økse, så må han bjærge sig selv. Har han brug for en hest skal han følges til skoven og låne hesten en dag og en nat.

Efter begge skråer skal gildebrødre støtte hinanden i retssager. Den, der ikke hjælper, udstødes som nidding. Hvis en broder mister sit gods, så han bliver aldeles fattig, så skal brødrene hjælpe ham „med så meget de vil”. Bliver en broder eller søster syg og sengeliggende, skal man kaste lod om, hvem der skal våge over den syge; efterkommes det ikke, er bøden ni øre penninge. Dør et medlem skal alle brødre og søstre følge liget til graven og ofre en penning til sjælemesser for den døde.

Bøder sikrer rettidigt fremmøde og god ro og orden. Alle brødre og søstre er skyldige at optræde høfligt og dydigt i gildet. Der er bøder for at spilde øl, tabe sit kar, knuse sit kar, vælte lyset, spise og drikke så meget, „at han giver igen”, sove på gildebænk, så man kan skrive tre kors på væggen over hans hoved osv.

 Slesvig Sankt Knuds gildes segl fra ca. 1220 med indskriften: „Sambrødrene af Slesvig ved hertug Sankt Knud.” I Slesvig stadsret fra ca. 1200 tales om „de sammensvorne brødre”, som synes at være de privilegerede medlemmer af „det øverste gilde”. Ridderen, som skal forestille Knud Lavard, bærer tøndehjelm, som siden slutningen af 1100-tallet var den foretrukne ridderhjelm.

Slesvig Sankt Knuds gildes segl fra ca. 1220 med indskriften: „Sambrødrene af Slesvig ved hertug Sankt Knud.” I Slesvig stadsret fra ca. 1200 tales om „de sammensvorne brødre”, som synes at være de privilegerede medlemmer af „det øverste gilde”. Ridderen, som skal forestille Knud Lavard, bærer tøndehjelm, som siden slutningen af 1100-tallet var den foretrukne ridderhjelm.

Man bemærker, at gildet ikke er en mandsforsamling; jomfruer eller kvinder betaler mindre end mænd ved indmeldelse, men i pligter og rettigheder er de i øvrigt ligestillede.

Mærkeligt tavse er de to byretter – og de ældre byretter i øvrigt – om byernes styreform. Derfor ved vi næsten intet om bystyrets oprindelse. Da herred og by som selvstændige retskredse har haft samme forhold til kongemagten, der begge steder var repræsenteret ved en ombudsmand, skulle vi kunne slutte fra forholdene i herredet til forholdene i byen. Men heller ikke herredets forfatning kender vi. Alt hvad vi ved er, at både herred og by var geografisk opdelt i fire fjerdinger, som var af betydning ved valg af tillidsmænd og nævninger. Men det er ikke megen hjælp. Vi ved, at byerne senere styredes af byråd, men det nævnes ikke i de ældste byretter, som taler om menighed, borgere eller – i Lund – bønder. Nærmest til nogle personer, som kan ligne rådmænd, kommer en artikel i Slesvig stadsret, som foreskriver, at stadens fire oldermænd (seniores) skulle have to mark penge af den nye mønt. Fordi de er fire, kan der være en forbindelse til fjerdingsinddelingen i byen, men om deres funktioner ligner senere tiders rådmænds eller senatorers eller om der er tale om oldermænd for fire gilder, aner vi ikke.

Til vore ældste byretter hører som nævnt også Tønders fra 1243, som var identisk med lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som er stadfæstet af kejser Frederik 2., konge af Jerusalem og Sicilien, rummer adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for jydsk ret. Med i købet fik man også vidtløftige regler om søret og sejlads på Travefloden, som man ikke havde synderlig brug for i Tønder. Men på længere sigt fik Tønder stadsret betydning, fordi den på en række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269, som igen smittede af i andre jydske byer.

Også Slesvig stadsret og Lunds birkeret overførtes til andre byer. Lunds til de øvrige skånske byer og Slesvigs til Horsens, Æbeltoft og vistnok Viborg og Århus. Også her overførtes alle regler, således at borgerne i Æbeltoft måtte respektere regler om sejlads på Slien osv.

Selv om byerne hentede retsregler hos hinanden, ændrer det ikke den kendsgerning, at hver dansk by har sin egen retshistorie. Ikke to byer har identiske sæt af byretter og byprivilegier. Nok er kongen den, der indkasserer told og afgifter og udsteder privilegier, men i modsætning til situationen i Norge og Sverige, hvor alle byer i hvert af rigerne underkastes en fælles bylov, bevarer de danske byer deres selvstændighed på rettens område. Denne selvstændighed udtrykker Lunds birkeret bl.a. således: „Dette er Lunde ret, at ingen mand må stævne en anden uden for Lund, for man skal søge i Lund på bytinget, og hverken på kongens ting eller på landsting.”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Gilder og lav i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307160