Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Byliv, handel og håndværk

Oprindelig forfatter OFen

Om oprindelsen til Slesvig stadsret siges det i dens indledning, at forfædrenes øvrighed i byen besluttede at give en lov, som de selv og deres efterkommere skulle holde uforandret. Lovens ophavsmand var især kong Sven (Grathe), som til byens friheder og rettigheder føjede den vigtige, at en borger i Slesvig ikke måtte stævnes eller anklages andre steder end i Slesvig.

Med Sven Grathe kan loven tidsfæstes til ca. 1150. Men en af stadsrettens regler peger endnu længere tilbage ved at omtale rettigheder, som er tilstået Slesvig af kong Svens bedstefader Erik Ejegod. Til dem siges Sven at have føjet en gave på 80 mark og nogle særlige rettigheder: borgerne fritages for at levere kongen hermelinskind. De må inden for visse grænser selv råde over byens møntvæsen forudsat at de sørger for kontrollanter, så der ikke begås falskneri med mønterne. Endelig har borgerne ret til at modtage eller tage med sig til Slesvig de købmænd, som de vil.

At borgerne ikke skal levere kongen hermelinskind, må ses i sammenhæng med håndværkeres og handlendes pligt til at yde kongen varer eller afgifter. Garverne skal således betale kongen en mark; men hvis han holder hof i byen, skal garverne levere 1000 skind. Skomagerne skal årligt yde kongen tre mark. Ingen bager må udøve sin profession, medmindre han betaler fogden en halv mark sølv. Alle bagere skal i forening ved sankthans give tre pund mel og tre gange om året efter tur seks øre penninge. En slagter må ikke komme ind på kødtorvet, før han har betalt kongen to øre i sølv.

Annonce

 Danske byer omkring år 1200. Det er meget problematisk at fastslå, hvorfor og hvornår en by fortjener denne benævnelse. Derfor er på kortet kun markeret, hvor arkæologiske og/eller skriftlige kilder viser udprægede byfunktioner. Men udviklingen inden for dansk byarkæologi og byhistorie kan meget vel forventes at ændre kortets udseende.

Danske byer omkring år 1200. Det er meget problematisk at fastslå, hvorfor og hvornår en by fortjener denne benævnelse. Derfor er på kortet kun markeret, hvor arkæologiske og/eller skriftlige kilder viser udprægede byfunktioner. Men udviklingen inden for dansk byarkæologi og byhistorie kan meget vel forventes at ændre kortets udseende.

Dernæst har kongen ifølge Slesvig stadsret ret til told. Købmænd, der vil drage til Gotland eller andetsteds uden for Danmark, skal som afgift betale 12 penninge ved Sliens munding og i kastellet seks penninge pr. kreatur. Men slaviske folk skal betale 12 penninge pr. kreatur, for fem lam en penning, for to svin en penning, for en ko eller en hest fire penninge. De, der sejler ind i Slien, skal betale ved Sliens munding, de, der drager ud, i Slesvig. For en vogn, der kører til Hollingsted, betales fire penninge, til Rendsborg seks penninge, hvis den kører over Ejderen 12 penninge. Den, som svigagtigt tilbageholder afgiften skal betale nidobbelt. Frisere under frisisk lov skal betale 12 penninge pr. læst salt, frisere under dansk lov seks penninge pr. læst salt.

Alle borgere i Slesvig betalte en skat til kongen, som kaldtes arnegæld. Betaltes den ikke inden det første ting efter forfaldstid, var bøden tre mark, som blev til ni mark efter tredje ting. Stadsretten markerer, at kongen herudover har en særlig slesvigsk skat, som kaldes lovkøb. Med den løskøber man arv efter fremmede, dvs. gifte mænd fra hertugdømmet Sachsen, Frisland, Island, Bornholm, og andre steder. Hvis deres efterladte gods ikke løskøbes, tilfalder arven kongen.

Den, som med heste forlod Danmarks rige, skulle give seks penninge i afgift, og hvis han førte hestene ved hånden seks penninge for hver. Dog skulle præster og pilgrimme ikke betale afgift for den hest, de sad på.

 Et af ca. 100 kattekranier, der sammen med andre skeletdele af dette dyr er fundet i gruber under samme hus i Odense. Da alle dyrene synes lige gamle, og da alle er flået, står vi sikkert over for affald fra en buntmagers virksomhed. Katteskeletterne er blevet dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden. Resultatet år 1070 +/- 100 år stemmer med alderen på de øvrige fund på stedet. Man synes i middelalderen at have kendt det husråd, at katteskind er et godt middel imod gigt – en plage, hvis store udbredelse bevidnes af talrige skeletfund.

Et af ca. 100 kattekranier, der sammen med andre skeletdele af dette dyr er fundet i gruber under samme hus i Odense. Da alle dyrene synes lige gamle, og da alle er flået, står vi sikkert over for affald fra en buntmagers virksomhed. Katteskeletterne er blevet dateret ved hjælp af kulstof 14-metoden. Resultatet år 1070 +/- 100 år stemmer med alderen på de øvrige fund på stedet. Man synes i middelalderen at have kendt det husråd, at katteskind er et godt middel imod gigt – en plage, hvis store udbredelse bevidnes af talrige skeletfund.

Endelig har kongen ret til bøder. For voldtægt 40 mark til kongen og lige så meget til kvindens værge. Hvis en borger i byen dræber en uskyldig mand, skal han betale kongen tre mark og til den dræbtes slægtninge efter rigets sædvane tre gange 18 mark plus en guldmark i overbod.

For tyveri blev man hængt, så der blev ikke tale om bøde til kongen, medmindre den, der pågreb tyven, lod ham løbe. Så skulle den, der løslod tyven betale kongen 40 mark. Samme regel findes i den skånske birkeret. I øvrigt kunne den tyv, der blev ført bundet til tinge, hænges uden dom.

I Slesvig stadsret er kongens rettigheder således tydeligt markeret. Skatter, afgifter, told og bøder var borgernes vederlag for byfreden, som kongen var garant for. Dermed blev byfred ensbetydende med det område, hvor de særlige byfredsregler og dermed byens stadsret var gældende. I Slesvig stadsret findes ingen bestemmelser om byfredens udstrækning, som derfor nok har været markeret af byens mure eller fæstningsværker. Fra disse er det under bøde forbudt at fjerne planker, risgærder eller sten.

 Sadelmagerkniv af jern med træskaft, ca. 1150-1200, og skomagerknive af jern fra 1200-tallet, fundet i Lund. Det var bøndernes okser, der leverede skomagerens råvarer. Men forinden skulle huderne renses i lud og garves med bark. Så først kunne skomageren gå i gang med sine knive og forme skoen over læsten. Tilskæringen og genanvendelse af det bedste af kasserede sko efterlod i Lund 1½ – 2 m tykke lag af affald.

Sadelmagerkniv af jern med træskaft, ca. 1150-1200, og skomagerknive af jern fra 1200-tallet, fundet i Lund. Det var bøndernes okser, der leverede skomagerens råvarer. Men forinden skulle huderne renses i lud og garves med bark. Så først kunne skomageren gå i gang med sine knive og forme skoen over læsten. Tilskæringen og genanvendelse af det bedste af kasserede sko efterlod i Lund 1½ – 2 m tykke lag af affald.

Af jord har kongen i Slesvig haft en eng, som kaldtes Kongeengen. Sven Grathe gav borgerne brugsret til engen; men en halv måned før kongens ankomst skulle den skånes af hensyn til græsning for kongens heste. Herudover synes byens fællesarealer at sættes i forbindelse med kongen, hvorfor der tales om kongens gade, som ikke må spærres eller bebygges. Ej heller må man anbringe en bygning ved vandet eller over vandet uden fogdens tilladelse, „fordi floden er kongens”.

Så vidt kongens forhold til Slesvig By, som det fremgår af den ældste stadsret. I Lunds birkeret er kongens optræden meget begrænset. Konge eller biskop må ikke stævne nogen købstadsmand i Skåne uden for den by, han bor i. I øvrigt omtales kongen kun som den, der har ret til bøder og da i reglen sammen med biskoppen. Men heraf at slutte, at kongen ikke krævede skat og told i de skånske byer, er ikke berettiget. Af Knud den Helliges gavebrev fremgik jo klart, at kongen fik afgifter af tofterne i Lomme, Helsingborg og Lund. Disse afgifter må være af samme skattemæssige karakter som arnegælden i Slesvig.

 Barnestøvle fra omkring 1100, fundet i en brønd ved Skomagerstræde i Odense. Højde 21 cm. I en nærliggende brønd fandtes en mængde affald fra et skomagerværksted i form af lapper og læderstrimler fra syningen af læderfodtøj. Et par af lapperne viser tydelige aftryk af skomagerens fortænder. Han har under arbejdet brugt tænderne som klemme.

Barnestøvle fra omkring 1100, fundet i en brønd ved Skomagerstræde i Odense. Højde 21 cm. I en nærliggende brønd fandtes en mængde affald fra et skomagerværksted i form af lapper og læderstrimler fra syningen af læderfodtøj. Et par af lapperne viser tydelige aftryk af skomagerens fortænder. Han har under arbejdet brugt tænderne som klemme.

Udover forholdet til kongen behandler disse vore ældste stadsretter en række af de retsbrud og konflikter, som netop bylivet afstedkom. Landenes almindelige retssædvaner, Jyllands i Slesvig, Skånes i Lund, var selvfølgelig grundlaget for den gældende ret, men de særlige vilkår i byerne fremtvang en regulering, som var ukendt i landsbyerne, fordi den var unødvendig. De mange mennesker, borgere, bønder og fremmede, presset sammen bag byens volde øgede konfliktmulighederne. Derfor strengere fredsregler og bødetakster. Tyveri var en frygtet forbrydelse. AI regulering af handel begynder med det nødvendige: at gardere køberen over for den sigtelse, at det købte gods er stjålet gods. Herom siger Slesvig stadsret: for at undgå en grim mistanke, skal ingen på marked købe hingst, hoppe, et stykke tøj, tilvirket guld, lanse, økse med skaft eller sværd med rem, ko, kalv eller andet dyr, hvis han ikke har en garant, dvs. et vidne på lovligt køb. Har han ikke det, og sigtes han for tyveri, skal han rense sig ved at sværge på, at han ikke er tyv. I Slesvig skal denne ed bekræftes af 12 såkaldte med-edsmænd. Som salgsgenstande nævnes i Lund hest, ko, okse, skåret klæde, sværd med rem og skæftet økse. En sådan opremsning af en række genstande for handel er karakteristisk for et retssystem, der bygger på sædvaner; for de bygger igen på konkrete sager om salg af disse genstande. Eller kortere sagt: loven udledes af dommene.

Gribes tyven på fersk gerning eller findes tyvekoster på eller hos ham, skal han overalt lide tyvens straf, galge og gren.

En sammenligning af retten i Slesvig og Lund ud fra de ældste skrevne lovregler viser klart, at Slesvig er stedet, hvor det foregår; mens Lund snarere synes i færd med at forvandles fra stor landsby til egentlig by. Indbyggerne kaldes således stadig for bønder. Artiklerne i Lunds birkeret er korte og fyndige, flere på kun en enkelt sætning, et træk der tyder på nedskrivning for nylig af regler, som før var huskestof og paratviden. Andre træk peger i samme retning. Køber man jord, skal den overalt skødes, dvs. sælger lægger en klump jord i køberens skød. I Lund skal skødning ske „hjemme ved døren”; i Skånske Lov kan skødes hjemme eller på tinge; men sker det hjemme, skal salget lyses, dvs. kundgøres, på tinge. I Jydske Lov er udviklingen fuldbyrdet: jord skal skødes på tinge og ikke andetsteds.

 Importeret keramik fundet i Ribe. Vikingetidens grove hjemlige keramik blev i 1100-tallet suppleret med finere, fastere og hårdere gods, tilvirket i Nordvesttyskland (især omkring Pingsdorf ved Hannover), Rhinegnene og de sydlige Nederlande. Såvel varerne som fremstillingsteknikken importeredes efterhånden til Danmark.

Importeret keramik fundet i Ribe. Vikingetidens grove hjemlige keramik blev i 1100-tallet suppleret med finere, fastere og hårdere gods, tilvirket i Nordvesttyskland (især omkring Pingsdorf ved Hannover), Rhinegnene og de sydlige Nederlande. Såvel varerne som fremstillingsteknikken importeredes efterhånden til Danmark.

Slesvig stadsret udmærker sig ved detaljerede handels- og søretlige regler. Toldtariffernes opregning af handelsvarer er allerede nævnt. Hvis udenlandske købmænd afslutter handel, skal køberen af tøj omhyggeligt undersøge, hvad han agter at købe. For er tøjet først målt op med et reb, kan han ikke afslå det, medmindre det er ødelagt af møl eller råddent. Altså ingen fortrydelsesret. Hvis en køber som tegn på afsluttet handel har lagt noget i sælgerens hånd og bagefter alligevel ikke vil købe, skal sælgeren beholde, hvad han har fået, typisk de såkaldte håndpenge, og desuden fire penninge. Hvis de drikker som tegn på en afsluttet handel, skal den, der krænker handelen, betale drikken.

At kvinder efter loven var umyndige og undergivet værgemål har ikke hindret dem i at være næringsdrivende. „Hvis en kvinde, der holder bod, eller en vinhandler giver urigtigt mål, skal dette brydes itu, og de skal betale kongen ni skilling og byen ni skilling.”

Flere af de søretlige regler har til formål at yde fremmede søfolk retsbeskyttelse. Uden sikkerhed for liv og gods var Slesvig ikke tiltrækkende for fremmede skippere og købmænd. Den, der strander med sit skib i Slien, skal frit besidde det af sit gods, som han kan redde. Når søfolk kommer i havn og indstævnes af nogen, skal de ikke svare på bytinget, men ved skibet sammen med andre søfolk. Når et skib kommer til en havn, må ingen fjerne sine ejendele fra skibet uden søfolkenes og skipperens tilladelse. Den, som begår tyveri på et skib, skal anbringes på en øde ø med føde til tre dage samt tønder og ildjern, så han kan tænde bål.

 En 20,5 m lang kogge blev i 1978 fundet i Kollerup ved Jammerbugten. Skibet stammer fra ca. 1150 og er dermed den ældste kogge, der er fundet rester af. I løbet af 1200-tallet synes nordtyske købmænd at have overtaget en større del af søhandelen på danske havne. En forklaring kan være, at de havde udviklet skibstypen koggen, som var bygget med bred, flad bund, og som derfor egnede sig til at fragte så meget mere, at storhandel med andet end luksusvarer blev mulig. Men koggen var mindre sødygtig end de nordiske skibstyper, så storm kunne betyde stranding, som her ved Kollerup.

En 20,5 m lang kogge blev i 1978 fundet i Kollerup ved Jammerbugten. Skibet stammer fra ca. 1150 og er dermed den ældste kogge, der er fundet rester af. I løbet af 1200-tallet synes nordtyske købmænd at have overtaget en større del af søhandelen på danske havne. En forklaring kan være, at de havde udviklet skibstypen koggen, som var bygget med bred, flad bund, og som derfor egnede sig til at fragte så meget mere, at storhandel med andet end luksusvarer blev mulig. Men koggen var mindre sødygtig end de nordiske skibstyper, så storm kunne betyde stranding, som her ved Kollerup.

At sømænd i havn ender i vinsælgerskens bod er et velkendt fænomen: hvis en sømand på grund af druk eller anden forsømmelse ikke vender rettidigt tilbage til sit skib, så skal søfolkene vente på ham et døgn. Hvis han så ikke er vendt tilbage og en gunstig vind blæser, kan de sejle bort, og han skal betale ni skilling for hver opankring skibet foretager, inden han nar frem. Har sømanden i sin brandert begået drab eller voldtægt i Slesvig, har han alligevel ret til at blive dømt i sin hjemby.

Om bord og til søs er alle under skippers kommando og domsmagt. Fogden har intet med søfolkenes forseelser at gøre.

Omvendt har skipper ansvaret for skib og ladning. Derfor må han ikke forlade sit skib. Hvis der kommer sørøvere til skibet og sårer nogen eller kaster sten om bord, skal skipper miste sine ejendele, hvis han ikke er om bord.

Nok er floden kongens, men om fiskeri hedder det, at fiskerne har fri adgang til at fiske i hele Slien. På bredden – så langt som et rorgreb kan kastes fra skibet – må de udspænde reb til at tørre fiskegarn på. De må ikke fiske med krogvod før pinse.

Byerhvervenes udøvere havde som nævnt pligt til at yde kongen afgifter eller varer. Afgiften skulle enten udredes af den enkelte erhvervsdrivende eller af alle udøvere af et fag. Hermed fulgte nødvendigheden af en faglig organisation til fordeling og opkrævning af afgiften. Opsyn med mål, vægt og faglig kvalitet påhvilede ligeledes fagets udøvere ved en ledelse eller leder. F.eks. bliver bagernes oldermand ansvarlig, hvis han ikke påtaler, at en bager bager dårligt brød. Men det helt afgørende argument for at slutte sig sammen efter fag i de „gildelag”, som ifølge stadsretten eksisterede i Slesvig, var det værn, som fagfællerne skulle yde hinanden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Byliv, handel og håndværk i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307159