Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Byerne

Oprindelig forfatter Redaktionen

De danske, som vendte hjem fra pilgrimsrejser eller korstog til Det hellige Land, havde undervejs besøgt store og berømte byer som f.eks. Venedig, Konstantinopel og måske Jerusalem. Studier bragte lærde til Paris og Bologna. Sendebud til paven kunne berette om Rom, den vestlige kristenheds centrum. Mon disse farende folk efter hjemkomst til Danmark ville udtrykke sig ligesom Adam af Bremen omkring 1070: „Det danske rige rummer meget store byer”? Næppe, men gensynet med de hjemlige byer kan have givet anledning til spørgsmålet: hvad er en by?

Da man vel ikke kan antage, at byer normalt opstår på bar mark, kan man spørge, hvornår en landsby eller en markeds- eller handelsplads bliver til en by. Omkring 1070 fastslog Adam, at kirker rejses alle vegne, og det blev de fortsat i de følgende århundreder. I samme periode vokser byer frem alle vegne. Vi ved præcist hvad en kirke er – et hus med en helt speciel funktion. Men hvad er byens funktion? Handel og håndværk er vel byfunktioner, men de forekom dog i landsbyerne. Omvendt levede byernes borgere også af landbrug og husdyrhold, så funktion og erhverv sætter ikke det skarpe skel.

Det gør bebyggelsesformen til en vis grad. Nok kan arkæologerne påvise spor af landsbyer, hvor gårdene har ligget side om side ud til et langstrakt fællesareal, men byernes bebyggelse adskiller sig herfra ved at være tættere med huse og gårde på række langs gader, som danner et gadenet inden for en form for afgrænsning eller befæstning. Og til den fysiske afgrænsning føjer sig en mindre synlig, men nok så væsentlig: byen bliver afgrænset fra det omliggende land som område for særskilt administration og retspleje.

Annonce

 Søgegrøfter gennem resterne af Roskilde byvold, hvis nordlige del blev påvist ved udgravninger i 1977-78. Volden og den tilhørende grav blev anlagt i 1130'rne. Det var ikke et stærkt befæstningsværk, men den markerede byens grænse. Indenfor rådede byfreden, som sikredes ved høje bøder og strenge straffe. Anlægget, der er flere kilometer langt, blev til på kongens befaling, men opførtes og vedligeholdtes af byens borgere som pligtarbejde.

Søgegrøfter gennem resterne af Roskilde byvold, hvis nordlige del blev påvist ved udgravninger i 1977-78. Volden og den tilhørende grav blev anlagt i 1130'rne. Det var ikke et stærkt befæstningsværk, men den markerede byens grænse. Indenfor rådede byfreden, som sikredes ved høje bøder og strenge straffe. Anlægget, der er flere kilometer langt, blev til på kongens befaling, men opførtes og vedligeholdtes af byens borgere som pligtarbejde.

Fra erhvervsmæssig sammensætning, bebyggelsens form og tæthed og administrativ-retlig adskillelse fra omlandet kan vi antyde forskellen imellem landsby og markedsplads på den ene side og byen på den anden side.

Heldigvis er vor viden om de faktiske forhold i de middelalderlige byer blevet mangedoblet i de sidste årtier. Man kender eksempler på, at handelspladser afløses af nærliggende byer, en flytning af bebyggelsen. Og man kender byer, som i dag ligger oven på den handelsplads, der blev til byen, f.eks. Ribe og Århus, hvilket også viser, at en landsby ikke altid er betingelsen for en by. Endelig kender man markeds- og handelspladser, som beholdt deres sæsonpræg og aldrig blev til permanente byer.

Generelt kan fastslås, at vi har meget få skriftlige kilder til danske byers historie før 1250. Vi må derfor sætte vor lid til arkæologerne, som imidlertid hindres af den eksisterende bebyggelse i mere systematiske udgravninger. Men nedrivninger i forbindelse med nybyggeri i de eksisterende middelalderlige bykerner giver mulighed for fund, som stykkevis og delt kan supplere vor viden om bebyggelse, befæstning, gejstlige og verdslige institutioner, havneanlæg, håndværksprodukter, redskaber osv.

Om de byer, Adam af Bremen nævner, bruger han ordet civitas, som da var den almindelige latinske betegnelse for et biskopsæde eller en domkirkeby: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund. Roskilde angives at være kongesæde. Herudover nævnes Ålborg samt under ét byerne ved de østjydske fjorde. Før 1100 omtales Ringsted og Slagelse som byer. Erik Lams privilegium for torvehandelen i Næstved fra 1140 tyder på karakter af by. Klostret her og i Ringsted har befordret udviklingen.

 Fra 1100-tallets midte bruges nu og da stiliserede borge eller korsprydede kirker som motiver på mønter. Disse er slået i henholdsvis Roskilde, Viborg og Lund. Størrelse 2:1.

Fra 1100-tallets midte bruges nu og da stiliserede borge eller korsprydede kirker som motiver på mønter. Disse er slået i henholdsvis Roskilde, Viborg og Lund. Størrelse 2:1.

Det samme har de borge, som blev opført under Valdemar den Store. Vordingborg var kongens eget værk, hans slægtning Knud Pritzlavsen opførte Nyborg, Esbern Snare lod opføre Kalundborg, Absalon kastellet i Havn, som blev til København. Byerne omkring disse borge blev resultater af et strategisk borgbyggeri.

Andre byer voksede op som købinger, handelspladser, der blev til købstæder, fordi de lå bekvemt for de handelsruter, som besejlings- og transportforhold dikterede.

Hermed er vi fremme ved kongemagtens rolle i byernes historie. Voksede byerne op som handelspladser, som kom under politisk kontrol, eller var de magtcentre, som blev til handelscentre? Skriftligt dansk kildemateriale leder os ikke til et svar herpå. At kongemagten senere tildeler byer privilegier og bekræfter stadsretter er ikke ensbetydende med, at byerne skylder kongemagten deres eksistens.

Blandt arkæologernes fund er især mønterne af interesse, fordi de i 1000-tallet sædvanligvis angiver udmøntningsstedet, som i reglen er en by. Således Slesvig, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Ålborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Uden for byerne sloges kun mønt i Gamtofte på Fyn, vistnok i Ørbæk ved Limfjorden og måske i Borgeby og Gylle i Skåne. Men heller ikke her kan vi slutte noget om kongemagtens forhold til byer udover dette, at en kongelig funktion normalt henlagdes til de vigtigste byer. I dem fandtes kongsgårde til de kongelige embedsmænd og fogder, der på kongens vegne håndhævede freden, sikrede ro og orden, opkrævede bøder, skatter og told samt kontrollerede fremstilling og anvendelse af kongens mønt.

Hermed stemmer alle erfaringer fra det nordvesteuropæiske område. Nordtyske markeds- og handelspladser bliver til byer, som vokser og blomstrer uden kongelige privilegier. Lübeck er et eksempel; den får først kongelige privilegier efter Henrik Løves fald. I England har arkæologer udgravet meget gamle handelspladser, som overhovedet ikke nævnes i kongebrevene, fordi de ikke var undergivet kongens administration og kontrol. Selv efter 1066 og den effektivisering af det engelske centralstyre, som Vilhelm Erobreren gennemførte, bevarede disse byer en uafhængighed af kongemagten. I Domesday Book fra 1086, hvor alle rigets skatter og afgifter blev registreret, gøres intet forsøg på at opregne markeder og handelspladser. Først i 1200-tallet blev det reglen, at marked ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse. Og hvad Danmark angår, så nåede kongemagten her slet ikke op på siden af den engelske i henseende til effektivitet i rigets forvaltning.

 Århus er et eksempel på en by med få gejstlige institutioner. Kortet viser den formodede situation ca. 1150:1 Domkirken Sankt Nikolai, 2 Sankt Olufs Kirke, 3 Vor Frue Kirke(?), 4 Trækapellet, hvor den nuværende domkirke siden blev rejst. Ved 5 lå møllen. Det stribede areal er byvolden, som blev anlagt i vikingetiden. Til sammenligning havde Roskilde i middelalderen foruden domkirken 14 sognekirker samt otte gejstlige institutioner i øvrigt, klostre og hospitaler. Viborg havde næsten lige så mange, Lund endnu flere.

Århus er et eksempel på en by med få gejstlige institutioner. Kortet viser den formodede situation ca. 1150:1 Domkirken Sankt Nikolai, 2 Sankt Olufs Kirke, 3 Vor Frue Kirke(?), 4 Trækapellet, hvor den nuværende domkirke siden blev rejst. Ved 5 lå møllen. Det stribede areal er byvolden, som blev anlagt i vikingetiden. Til sammenligning havde Roskilde i middelalderen foruden domkirken 14 sognekirker samt otte gejstlige institutioner i øvrigt, klostre og hospitaler. Viborg havde næsten lige så mange, Lund endnu flere.

De danske byer er i almindelighed næppe anlagt af konger. Men kongerne har ønsket kontrol over eksisterende og levedygtige byer. Med kontrollen sikres freden, og for fredens opretholdelse ønsker kongemagten betaling, af borgerne i form af skatter, af fremmede handelsmænd i form af told. Mange af de danske byer, der etableres fra 1000-tallet og frem til 1200 er tidligere landsbyer. Det fremgår ofte allerede af navneendelser, som er typiske for landsbyer, f.eks. Næstved (-tved), Slagelse (-løse), Hjørring (-inge). Om en sådan landsby, et sæsonmarked eller en handelsplads vokser til at blive en by er da resultatet af et samspil imellem den lokale geografi, central placering i et naturligt opland, og handelsvejene, som kongemagten ikke kunne diktere, men som kongen og andre stormænd kunne sikre ved placering af borge. Borgbyggeriet under Valdemar den Store er det nærmeste man kommer egentlige bygrundlæggelser i denne periode.

Kun 4 % af alle kirker opførtes i byerne, men heraf kan ikke sluttes, at kun 4 % af befolkningen boede i byerne. Kirkernes befolkningsgrundlag har været vidt forskelligt på land og i by og fra by til by. Kun sognekirker på landet synes ved forskelle i størrelse at sige noget om sognenes befolkningstæthed.

Ifølge kong Valdemars såkaldte Jordebog, brevmaterialet og mønterne fandtes der ca. 1230 godt et halvt hundrede danske byer. De førende havde kirken gjort til stiftsbyer, andre var torvekøbinger, som skyldte handelen deres eksistens, atter andre var borgbyer, der voksede op i ly af et af 1100-tallets mange nye borganlæg. Mere generelt kan vi ikke udtale os om byernes opkomst.

I jordebogen opregnes en snes af byerne under betegnelsen „kongelev”, dvs. krongods, kongeembedets jord i modsætning til kongeslægtens arvejord, men heraf kan vi ikke udlede, at kongen har stillet jord til rådighed som bygrundlægger. Sondringen imellem kongelev og kongelig arvejord spores i kilderne fra midten af 1100-tallet, men vi har ingen præcise oplysninger om kongelevets funktioner. Noget tyder dog på, at kongelevet fortrinsvis var kongsgårde, som blev lagt i egne, hvor kongelig arvejord ikke fandtes i tilstrækkeligt omfang, eller på steder, hvor kongeembedet specielt ønskede at være repræsenteret, typisk i byerne, som kongen ønskede at kontrollere for fredens og indtægternes skyld.

Det jordegods som Knud den Hellige i 1085 skænkede domkirken i Lund havde nogle af de tidligere ejere bødet til kongen for deres fred, andre havde kongen indløst eller selv fået som gave. I gavebrevet anføres en række gejstlige og kongelige embedsmænd som vidner, men ingen af kongens slægtninge bevidner eller godkender kongens disposition. Dette må tale for, at de pågældende jorder var kongelev, dvs. krongods, som ikke faldt i arv. Når det er kongens embedsforpligtelse at håndhæve freden, må fredsbryderes jord tilfalde kongeembedet og ikke kongeslægten. Måske kan forskellen imellem kongelev og arvejord hidrøre herfra.

Derfor er det sandsynligt, at sondringen næppe er meget ældre end 1085. I en lov fra midten af 1200-tallet siges det udtrykkeligt, at jord, der er konfiskeret for majestætsforbrydelse, falder til riget og kronen og ikke til kongens private kasse.

Men håndhævelse af freden styrkede i hvert fald kongemagten politisk – også i forhold til byerne. Mønter synes at bekræfte dette: på en Erik Ejegod-mønt fra Lund står „Erik, de danskes fred”. På en af Niels' mønter, også fra Lund, står „havnefred”. For freden tog kongen sig betalt i told, skatter, afgifter af jorder, bøder, konfiskeret gods og fredkøb. Hvis andre end kongen, en bisp eller stormand, tilegnede sig sådanne afgifter til gengæld for beskyttelse og privilegier, så var det en krænkelse af kongens ret. Kun han kunne give afkald på egne rettigheder, derfor kom kongen til at fremstå som den eneste, der kunne udstede privilegier til byer i form af toldfrihed, fritagelse for afgifter, ret til eget værneting osv. Med denne sidste ret løsrives byen fra herredsinddelingen og får egen domsmagt og egne retsregler. I kraft af sin fredshåndhævelse og sin eneret til at tildele byer rettigheder og privilegier får kongen indflydelse på lov og ret i byerne. Den kom i reglen til udtryk ved kongens bekræftelse af en eksisterende byret eller godkendelse af forslag fremsat af borgerne.

Det ældste kendte eksempel på skriftlige kongelige byprivilegier er Sven Grathes privilegium på latin for Slesvig by, som i den bevarede version synes at være nedskrevet omkring år 1200. Herudover kender vi fra før 1250 kun to eksempler: en birkeret på dansk for de skånske byer, som vist stammer fra Lund, og som sprogligt synes at være fra 1200-tallets begyndelse, samt Tønder stadsret på latin, som ord til andet følger Lübeck stadsret. I 1243 gav hertug Abel borgerne i Tønder tilladelse til at anvende den lybske ret.

Disse ældste byretter behandler kun visse sider af byernes retsliv. De har været suppleret med retspraksis og uskrevne retssædvaner – og med den almindelige ret i det pågældende land.

Efter 1250 myldrer stadsretter og byprivilegier frem. Mange regler i dem har været gamle og gyldige før 1250 og vil kunne bruges som kilder til byernes ældste historie. I Skåne kaldes byretten for birkeret. Et birk er et område, der er adskilt fra herredsinddelingen, så egentlig er alle by- eller stadsretter birkeretter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Byerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307158