Bronzespænde med Gudslam i gennembrudt arbejde, fundet i 1886 på Vor Frue Plads i Roskilde. Smykket, der må dateres til 1000-1100-tallet, er i Nationalmuseet. Motivet var yndet i middelalderen, fordi Det nye Testamente flere steder bruger ordet lam om Jesus – med udgangspunkt i Johannes-evangeliet 1,29, hvor Johannes Døberen om Jesus siger: „Se Guds lam, som bærer verdens synd!”

.

Høstscener. Miniature fra håndskriftet Jungfrauenspiegel fra Trier, slutningen af 1100-tallet. Høst var en af de fire årstider. Så livsvigtigt var høstarbejdet, at alle „fra Den hellige Olav Martyrs aften (28. juli) indtil Den hellige Mikkels dag og den næstfølgende dag” (30. september), ikke blot skulle holde fred, men også afstå fra retssager, undtagen for tyveri. Blandt alle tyve var korntyven den mest foragtede. Loven sagde: „Korntyv er han, selv om han ikke stjæler mere end en halv skæppe.” Blev han pågrebet, måtte han bindes – med et neg på ryggen og kaldes derfor „avnebag”, et skældsord af de værste.

.

Skanør eller Skåneøret er pynten på Skånes sydvestlige hjørne. Her og i Falsterbo holdtes det årlige Skånemarked, et fiskemarked med silden som hovedvare. Flere nordtyske byer rådede her over arealer, såkaldte fed, hvor de havde deres boder og holdt orden efter egne retsregler i markedstiden. Fisken var ikke blot sund føde, men også en af kirken tilladt spise på fastedage. Og disse var ikke blot de fire lange fasteperioder op til påske, pinse, mikkelsdag og jul, men også alle onsdage og fredage året rundt.

.

Netsænkesten fra tidlig middelalder fundet ved Århus Søndervold. Sådanne sten, i reglen kalksten, med riller til fastbinding af snor, er sammen med netflydere af let træ vidnesbyrd om brug af fiskegarn til fangst af især sild og laks. I Skanør er sådanne redskaber fundet i stort tal.

.

Hvidernes våbenmærke i Sunesønnernes segl fra ca. 1200. „De tavse fællesskaber” har man kaldt middelalderens slægts-grupper, fordi vi sjældent af kilderne kan udlede den solidaritet, der var forbundet med slægtskab. Men lovene siger, hvor langt ud i kredsen af slægtninge man kunne kræve bidrag til drabsbøden, som var en slægts- eller ættebøde: „Broder skal bøde mest og brodersøn halvt så meget, og efterhånden som slægtskabet bliver fjernere, bliver bøderne stadig halvt så store, lige indtil de bliver af en ørtugs værdi (= 1/24 mark).” Dermed når man ud til 4. mand, dvs. næstsøskendebørn – både på fædrene og mødrene side.

.

Hee Kirke ved Ringkøbing. De fleste danske kirker har først fået tårn ved slutningen af middelalderen eller senere. Nogle er fortsat uden tårn. Men andre og ikke så få kirker har dog romansk tårn, således den imponerende kirke i Hee. Dette tidlige tårnbyggeri skyldes formentlig prestigehensyn mere end behovet for et klokketårn, for undersøgelser har vist, at man nogle steder brugte fritstående klokkestabel, selv om kirken havde tårn. I Hees store tårn opbevaredes længe herredstingets arkiv.

.

Et kalkmaleri fra ca. 1300 i Ringsted Kirkes hvælv viser Erik Plovpenning, der intetanende spiller brætspil, før han føres bort og dræbes. „Hic scacaritur … Her spilles skak” lyder indskriften. Og derunder „Her føres kongen bort fra huset”.

.

Denne brede kilesten stammer fra en af buerne i en for længst opgivet kvaderstens-bro, Løvelbro, der førte landevejen fra Viborg til Ålborg over Skals Å. Den latinske indskrift tolkes og suppleres, om end usikkert, således: Først befalede kong Erik, denne … konge (at bygge) pil(ler af sten …). Selv om indskriften er hugget af en ikke-skriftkyndig, synes den anvendte bogstavtype at pege på Erik Plovpenning som den mest sandsynlige kong Erik. Har borgerkrigen gjort en farbar forlængelse af Hærvejen mod nord nødvendig?

.

Kristus på korset. Denne elfenbensfigur fra ca. 1250 i fransk stil i Herlufsholm Kirke er et af tidens ædleste kunstværker i Danmark. Mens 1000-tallets Kristus var en triumferende sejrherre på sit kors, var 1200-tallets syn på den korsfæstede et ganske andet. Sejr og opstandelse var afløst af lidelse og dødsangst: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

.

På soluret, der er indhugget i en granitkvader på Vestervig Kirkes sydside, er bedetiderne eller tidebønnerne markeret med bogstaverne T, S og N, for ters, sext og non, dvs. den 3., 6. og 9. dagtime regnet fra kl. 6 om morgenen. Soluret viser, at klokken er et. For hanegal lå ottesang (otte = nat) eller matutin, og om aftenen vesper. Ude i sognene varetog præsten tidebønnerne på menighedens vegne, men kirkeklokken markerede døgnets rytme, så alle vidste, hvad klokken var slået.

.

Fortiden former fremtiden. Vikingetidens vældige ekspansion ud fra de danske lande resulterede i hjemlig fremgang og rigets kristning. I de følgende 200 år blev Danmark inddraget i en europæisk sammenhæng som et kristent samfund. På en lang række af samfundslivets områder fungerede fællesskabet i 1250 anderledes end i midten af 1000-tallet. Så store var ændringerne, at man har kaldt de 200 år for de vigtigste i danmarkshistorien.

Heri er der det rigtige, at en lang række af nutidens samfundsindretninger kan føre deres historie tilbage til den ældre middelalder: kirken, riget med kongen som regent, statsorganer med de gamle rigsembeders funktioner, byerne, retsvæsen, skoler og højere læreanstalter, hær og flåde, hospitalsvæsen, fattigforsorg, møntvæsen, skrivekunst, historieskrivning ikke at forglemme, osv. Bortset fra fængselsvæsenet synes det vanskeligere at finde noget virkeligt nyt, der er blevet til siden dengang, for som det hedder i Prædikerens Bog i Bibelen: „Kommer der noget, om hvilket man siger: Se, her er da noget nyt! – Det har dog for længst været til i tiderne forud for os.”

Vi er så heldige, at mester Adam af Bremen gav os en beskrivelse af Danmark som det var i 1000-tallet, men vi har ikke en lignende rapport fra omkring 1250. Alligevel er vi i stand til at fastslå nogle vilkår, som var næsten uændrede igennem de 200 år. Først at Danmark var et bondesamfund i den forstand, at det var totalt afhængig af landbrugsproduktionen. Den var betingelsen for bøndernes velfærd – og for alle andres trivsel, kirkens, kongens og borgernes, kort sagt, folk og fæ var afhængige af høstudbyttet.

Med til markens grøde må vi fra 1200-tallet regne fangsten af høstsild. Arnold af Lübeck, den tyske historieskriver, fortæller herom: „De danske har overflod af al slags rigdom på grund af det årlige fiskeri ved Skåne, hvorhen alle nærboende folkeslags købmænd kommer og bringer dem guld og sølv og alle slags kostbarheder og tilbytter sig derfor deres sild, som Gud giver dem for ingenting.”

Saxo kan berette, at der i Øresund i høsttiden var så mange sild, at skibene sad fast i stimerne. Sildene kunne øses op med de bare hænder. Alle kunne være med, og der var mere end nok til alle, så de fremmede kunne købe og sejle hjem med fyldte tønder. Afgørende var det, at man havde fundet på at konservere kød og fisk med salt, som over lübeck importeredes i store mængder fra saltminerne i Luneburg til markederne ved Skanør og Falsterbo og til byerne overalt i riget. Og disse skibe sejlede ikke tomme tilbage. Eksporten af især landbrugsvarer tog et rivende opsving i 1200-tallet. I øvrigt udgjorde de nedsaltede høstsild og andre fisk et vigtigt tilskud til bønders og borgeres kost, men hovednæringsmidlet var korn, resultatet af bøndernes møje, de, der med Valdemar den Stores ord, sveder af markarbejde.

Adskillige danske byer stammer fra vikingetiden, og Ribe er endnu ældre, men i årene 1050-1250 skod byerne frem i et tempo og antal, som hverken er oplevet før eller efter. De 200 ar er middelalderbyens blomstringstid i Danmark. Byerne var resultater af handel og samfærdsel. De var ikke kongemagtens værk, men uden kongernes vilje og evne til at sikre handelsruterne og håndhæve freden i byerne, i havne og på markeder og torve, havde byernes opblomstring været utænkelig. Ifølge Jydske Lovs fortale skal alle være kongen hørige og lydige, fordi han håndhæver freden, og allerede af Knud den Helliges gavebrev af 1085 fremgik det, at kongen tog sig betalt for den fred, han sikrede byerne.

Udviklingen af rigets organisation og administration i det her behandlede tidsrum kan i det hele taget belyses ved en sammenligning af 1085-gavebrevet og Jydske Lovs fortale og retsregler. Hirdens krigerfunktioner, som fremgik af Vederloven, blev til rigsembeder, og af kirkens omsorg for kongens sjæl i hans personlige kapel udvikledes det kongelige kancelli med kansler, sekretærer og notarer. Havde troen på Gudsrigets snarlige komme tidligere fået kirken til at se stort på samfundets verdslige institutioner, så ændredes denne holdning totalt. Det danske riges opbygning fra Sven Estridsen til Valdemar Sejr var utænkelig uden kirkens direktiver og erfaring.

Hvad lov og ret angår, er det vanskeligere at sige noget generelt. Imellem den håndfaste konstatering, at landsbyens bønder har levet en regelmæssig tilværelse, fordi det at være bonde tvinger til planlægning og regulering, og det billede, der tegnes af det nuancerede og ofte komplicerede net af regler i de skrevne landslove, er der et langt spring, som der altid vil være imellem loven og livet. Selv om lovene taler om konflikter og deres bilæggelse, så opstiller de et idealbillede af et samfund, og der kan være langt imellem idealet og virkeligheden. Spurgt helt konkret: hvilke virkninger har det haft, at Valdemar Sejr i 1241 overrakte et håndskrift indeholdende jydske retsregler til – velsagtens – nogle jyder? Hvor mange fik glæde af det, og hvor mange tog afskrifter af de omfangsrige lovhåndskrifter, hvilken af de forskellige versioner af den sjællandske ret, som vi kender, har man brugt? Osv. osv. Vi aner det ikke.

På den anden side: man har fundet det umagen værd at nedskrive retsregler. Indflydelse på lov og ret er magtudøvelse. Det vidste kirken, kongen og høvdingerne. Vi kender til punkt og prikke kirkens idealer, så på de punkter, hvor gejstlige skrivere gengiver regler, som matte være uacceptable for kirken, dér er vi nok tæt på retslivets realiteter. Hvad vi også er på de mange områder, hvor jydske Lovs fortale pålægger kongemagten begrænsninger – og de er ikke få. Den væsentligste er, at kongen ikke har lovgivningsmagt. Så allerede af den grund må vi afvise de fremsatte påstande om kongelig enevælde før 1250.

Valdemar Sejrs „givelse” af Jydske Lov i 1241 er slet ikke kongelig „lovgivning”, tværtimod, det er kongens løfte om at holde jyderne ved den lov og ret, som er indeholdt i håndskriftet.

I forhold til kirken var kongen som alle andre bundet til Guds lov, men den opgave at styrke freden og retfærdigheden gjorde kongemagten til øvrighed, også i forhold til landenes høvdinger, der ligesom alle andre skulle holde kongens bud. Kongen kunne sætte magt bag sine befalinger, for han alene måtte tage sig mænd overalt i riget. Disse mænd kaldes herremænd i Jydske Lov, hvor de fremtræder som en styrket og privilegeret stand, fordi „de vover deres hals for kongens og landets fred”.

1100-tallets førende høvdingeslægter var højt hævet over almindelige store og små bønder. De var socialt så højt placeret, at de kunne blive indgiftet i kongeslægten med godsfællesskab til følge. Alligevel bestod skellet imellem kongeslægten og de andre slægter. Men nedadtil var skellet imellem bondehøvdinger og andre storbønder slet ikke skarpt. Begge kategorier faldt ind under lovenes betegnelse „bønder”, som her kan tages for pålydende.

Denne situation ændredes radikalt med hirdens omdannelse i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet. Hirdmændene havde stået uden for ledingsorganisationen, og med ledingspligtens ændring til skatter blev hirdmændene skattefri. Efterhånden som krigens teknik og taktik ændredes, måtte kongen forlange en hær, der kunne leve op til de nye krav. For bondehøvdinger og storbønder skulle indtræden i hirden være attraktiv. Skattefriheden var lokkemaden, og storbønder optoges i stadigt større antal i hirden. Med aflæggelse af troskabsed til kongen fulgte pligt til hærtjeneste og skattefrihed for jordegods, som ledingspligt hidtil havde hvilet på. Men selvom hirdmændenes eller herremændenes antal voksede, var der trukket et knivskarpt skel imellem herremændene og „de andre”. Ikke mindst fordi en herremands sønner ønskede faderens fordele, gik krigstjeneste og skattefrihed gradvist i arv. Og når man fødes som herremand, så er en herremandsstand ikke blot kommet for at blive og for at nyde anseelse og skattefrihed, men også for at blive en magtfaktor i riget. En styrket eller „enevældig” kongemagt stod ikke på bondearistokratiets ønskeseddel. En fordel for de slægtsbevidste stormænd var landslovenes bevisregler, hvor slægtninge kunne støtte en sagsøgt med deres ed og derved få ham frifundet. Omvendt gav Vederlovens regler om troskabsbrud og majestætsforbrydelse kongemagten effektive retsmidler i hænde over for ulydige herremænd.

Foruden konge og høvdinger var i Valdemarstiden kirker og klostre jordbesiddere af format, således at forstå, at det økonomiske grundlag for kirkens virksomhed var indtægter af jordegods, som var skænket eller testamenteret kirken. Af breve og love fremgår, at kirken allerede i ældre middelalder var storgodsejer, men først i bispestoles og klostres gavebøger, jordebøger og bevarede skøder fra slutningen af 1300-tallet kan vi konstatere størrelsen af den kirkelige godsmængde. Den er da så omfattende, at størstedelen må være erhvervet i Valdemarstiden; Roskildebispens Jordebog fra ca. 1370 opregner omkring 2600 gårde, hvilket er mere end sjettedelen af alle gårde på Sjælland i 1600-tallet. Hertil kommer Roskilde Domkirkes jordegods. Det grundlagdes med Estrids gave på 50 bol imellem 1060 og 1076, som sammen med senere gaver blev til 1300-1400 gårde.

Med al mulig respekt for sjællænderes fromhed og gudsfrygt er det svært at forestille sig, at alle disse gårde til bisp og domkirke alene i Roskilde skulle være udslag af næstekærlig gavmildhed. Andet må ligge bag, og det er en mulig forklaring, at bønderne har overdraget deres gårde til specielt en biskop for derved at slippe for ledingspligt.

Ganske vist var biskopper, der aflagde troskabsed til kongen, ikke fritaget for krigstjeneste. De har ligesom jarler og fyrstelensmænd rådet over en del af rigets krigsmagt; det er baggrunden for, at fire af rigets biskopper faldt i Fodevigslaget, mens en femte blev dødeligt såret. Netop i dette slag viste ledingsstyrken sin svaghed over for det moderne rytteri. De krigspligtige bisper afløste derfor bøndernes ledingspligt med afgifter, som blev anvendt til at holde en veludrustet rytterskare.

Den omstændighed, at roskildebiskoppen i ca. 125 landsbyer ud af i alt godt 200, hvor han havde gårde, ejede hele landsbyen, kan tyde på, at bønderne i fællesskab har besluttet at betale ledingsafløsning til bispen frem for enten personlig ledingstjeneste eller betaling af ledingsskat til kongen. At formulere dette som „en opgivelse af selvejet” har ingen dengang drømt om. For middelalderbonden var jord ikke genstand for „privat ejendomsret”, men genstand for brug og nytte ved dyrkning og græsning. En måske noget jordbunden betragtning, men helt på linie med den, at skatter og afgifter vælger man at betale til den, der kræver mindst.

En hel del fund af skakbrikker fra middelalderen viser, at mange har dyrket dette spil, hvor konge og dronning, bisper, rytteri og tårnanlæg anvendes over for en modstander efter en planlagt strategi. Bønder dirigeres imod fjenden, men de har normalt ikke nogen afgørende funktion i spillet.

I den danske magtkamp var tilstanden efter Valdemar Sejrs død og Erik Plovpennings drab, at kongemagten var svækket af tronstriden. Men rigsadministrationen kunne fungere, hvis den blot ikke hæmmedes af selvrådige fyrstelensmænd. En vigtig opgave for kongemagten var det at bevare det ideelle forhold til pavemagten, som Valdemar Sejr klogt havde etableret.

Den danske kirkes åndelige og politiske position var usvækket, men inden for kirken spores en styrkelse af bispernes indflydelse på ærkebispeembedets bekostning. I Jydske Lov bekræftedes biskoppernes ret til at tage sig mænd i deres egne bispedømmer. De nye tiggermunkeordener, der var under etablering, betød en styrkelse af den samlede klosterbevægelse uden at de, så vidt vi ved, var udtryk for en udtalt kritik af den etablerede kirke.

Den tredje magtfaktor, herremændene, varsom omtalt styrket. Den var nu en afgørende stand, for om en særlig stand kan der tales, når den ikke blot økonomisk, men også juridisk indtager en særstilling i samfundet.

Alligevel var standsskel ikke de eneste skel inden for riget. Som landene fortsat var adskilte retsområder med egne love, således bestod skellene imellem landenes høvdinger. I Jydske Lov gøres ingen forskel imellem leding og landeværn, og dette sidste var ensbetydende med værn af Jylland. Udbydelsen af leding kunne ske ved kongelige sendebud til ombudsmændene, men sædvanligt har det vel været til hvert enkelt eller måske blot til et enkelt af landene opbudet har været henvendt. Herremandsstandens mulighed for at samles på rigsplan må da forudsætte indkaldelse af rigsmøder i lighed mod det, der i marts 1241 blev afholdt i Vordingborg, da Jydske Lov blev givet.

Om forholdet imellem konge og høvdinger fremgår det af samme lovs fortale, at alle landets indbyggere, herunder høvdingerne, har pligt til at være kongen hørig og lydig og underdanig; denne pligt blev bekræftet af de høvdinger, der ved troskabsed til kongen påtog sig hærtjeneste med de deraf følgende privilegier. Da kongen ikke havde pligt til at indkalde regelmæssige rigsmøder, har herremandsstanden ikke i Valdemarstiden haft mulighed for at optræde politisk som en samlet stand i forhold til kongemagten.

I skakspillet kan det være klog taktik at „ofre” bønder for at opnå spillemæssige fordele. Den middelalderlige virkelighed var anderledes. Her kunne ingen regne med fordele ved at ofre bønder. Vel trak konge, kirke og stormænd arbejdsydelser, skatter, tiende og afgifter ud af landsbyens bønder, men et enkelt år med misvækst var nok til at belære alle om, at der var en grænse for udbytningen.

Byernes borgere er ikke blandt skakspillets brikker. Borgere skyr oprør imellem stridende parter, som medfører rov og ran og skader handel og fredelig samfærdsel. Afbrændte byer var de afskrækkende følger af „borgerkrigen” i 1240'rne.

Den iagttagelse, at et stort antal nye samfundsindretninger så dagens lys i årene fra 1050 til 1250, kan få os til at glemme eller overse alt det, der overlevede. Tingenes folkeforsamlinger fungerede uantastet videre. Herredstingene mødtes på den ugentlige tingdag, landstingene hver anden uge. Og lov og ret rummer en sej inerti, hvad kirkens anstrengelser for at lave om viste. En nedarvet opfattelse af, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, ændres kun over århundreder og måske kun på overfladen. Slægtninges sammenhold brister ikke, fordi kirken prædiker sammenhold imellem ægtefæller. Men så langt vi kan gå tilbage har den enkeltes mødrene frænder været nogenlunde sidestillet de fædrene frænder. Hermed forhindres et slægtskab „mand af mand” i at blive til et samfund af fasttømrede klaner. Men som allerede sagt, slægtninges indbyrdes solidaritet giver sig kun sjældent til kende i de skriftlige kilder. Men den har været der, som den er der den dag i dag.

Skal man herefter til slut pege på en enkelt nyhed, som virkelig sætter skel, er det skrivekunsten. Overgangen fra det skriftløse samfund til et samfund, der betjener sig af skrift, er en skelsættende begivenhed med konsekvenser, som vi har svært ved at overskue, fordi skriften er så selvfølgelig for os. Kirken kom med skrivekunsten; kristendommen er Bibelens, dvs. bogens, skrevne åbenbaring. Kristendommen udbredtes og kirken styredes ved hjælp af skrift. Oldtidskulturen bevaredes og overlevede ved hjælp af skrift. Det romerske verdensrige var blevet styret ved hjælp afskrift, og kirken lærte af det romerske statsapparat. De germanske stammeriger var primitive, fordi, og så længe, de var skriftløse. Uden skrift er det ikke muligt at styre og kontrollere større geografiske omrader fra et enkelt magtcentrum. Uanset de negative følger der kan opregnes, fordi skriften dermed også bliver et magt- og undertrykkelsesredskab, så er der ingen vej tilbage. Når skriften tages i anvendelse i et samfund, som i Danmark i 1000-tallet, så er samfundet ændret én gang for alle. Og et skel indført imellem dem, der mestrer kunsten, og analfabeterne som må nøjes med billeder og en skrøbelig hukommelse. Skete begivenheder kan uden skriften fastholdes i erindringen, men ved årenes mængde, som er glemselens moder, fordunkles alt af uvidenhedens tåger, som det siges i en lovtekst. Derfor blev lovene tidligt skrevet ned, men fuldt så vigtigt føltes det at bevare mindet om forfædrenes bedrifter. Adam af Bremen roser Sven Estridsen, fordi han huskede fordums bedrifter „ret som om de var skrevet op”, skønt Adam ellers betragter alt, som ikke er nedskrevet, som fabler. Over for Adam beretter kong Sven om begivenheder under onklen Knud den Store og om morfaderen Sven Tveskæg, men længere end de to generationer tilbage rakte minderne ikke. Sven Aggesen taler da også om oldtiden som Knud den Stores tid, et halvt århundrede tidligere, „de fjerneste tider hvorom mindet er bevaret”.

Forud ligger sagnhistorien eller rettere de historier, som kaldes sagn fordi de menes at være gået fra mund til mund, før de blev skrevet ned. Både Sven Aggesen og Saxo betoner vigtigheden af, at disse beretninger om forfædrenes stolte bedrifter nedskrives og bevares, for folket forenes af den fælles fortid. Landene samles herved til et fædreland. For som Saxo siger om den navnkundige engelske skribent Beda, som også skrev om sit fædrelands historie, det er lige så fuldt en kristen skribents skyldighed at skildre fædrenes bedrifter som at skrive om det, der hører religionen til.

Livet forstås baglæns, men leves forlæns. Erfaring skaber forståelse. Historien er livets længste erfaring.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tilbageblik og tilstande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig