Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Plovpenning 1241-50

Oprindelig forfatter OFen

Da kong Valdemar døde i 1241 havde hans og Berengarias ældste søn Erik været medkonge i ni år, så ingen kunne være i tvivl om Eriks ret til tronen. I 1239 var han blevet gift med Jutta, en datter af hertug Albrecht af Sachsen, et ægteskab, som dels bekræftede den danske vilje til et godt forhold til Sachsen, dels synes at have givet kong Erik chancer i den tyske politik. Så gode muligheder, at han i 1240 blev opfordret til at lade sig vælge som Frederik 2.s modkonge. Det fremgår af en pavelig legats indberetning til pave Gregor 9., at den unge kong Erik efter sin faders råd afslog denne opfordring. For Danmarks selvstændighed utvivlsomt et godt råd.

 I Øster Starup Kirke er løven symbol på ulykke. Også denne mand er i løvens, dvs. ondskabens vold, som mange danske kom det i årene efter Valdemar Sejrs død, da kongelig broderstrid snart blev til en borgerkrig. Skriftet Kongespejlet kalder høvdingers indbyrdes strid for en hovedårsag til uår, år med ulykke, som kan blive begyndelsen til enden på et riges beståen.

I Øster Starup Kirke er løven symbol på ulykke. Også denne mand er i løvens, dvs. ondskabens vold, som mange danske kom det i årene efter Valdemar Sejrs død, da kongelig broderstrid snart blev til en borgerkrig. Skriftet Kongespejlet kalder høvdingers indbyrdes strid for en hovedårsag til uår, år med ulykke, som kan blive begyndelsen til enden på et riges beståen.

Godt, også fordi Erik fik fuldt op at gøre i de ti år han var dansk konge. Trods alle kong Valdemars bestræbelser for at undgå splid imellem sønnerne, viste den valgte fremgangsmåde sig at være direkte konfliktskabende. Som nævnt gjorde Valdemar sine sønner til fyrstelensmænd; Niels blev greve af Halland, Knud hertug af Blekinge, og da Erik blev kronet i 1232 blev Abel hertug af Sønderjylland, mens den yngste søn Christoffer fik Lolland og Falster. Men tilfredse var de ikke. De ønskede i deres len samme selvstændighed og magt, som tyske lensmænd havde. Og det ville betyde en svækkelse af den kongemagt, som Valdemar havde opbygget. Mest utilfreds var Abel. Som svigersøn til grev Adolf 4. af Holsten, der gik i kloster, blev Abel 1239-41 formynder for sine mindreårige svogre, de holstenske grever, hvilket styrkede hans stilling over for kongen.

Kilderne er sparsomme vedrørende de følgende års broderstrid, men uenighed om kongens rettigheder og en hertugs pligter har uden tvivl ligget bag uoverensstemmelserne. Et eksempel: i 1237 fritog hertug Abel Ryd Klosters jordegods med bryder og landboer for ethvert krav fra ombudsmanden og for kongens ret imod betaling af et engangsbeløb på 53 mark til hertugen. En sådan udhuling af kongelige rettigheder i lenet må føre til konflikt.

Annonce

Lige så beskedne er kilderne til belysning af stormandsslægternes holdning til og rolle i broderstriden. At flere høvdinger har grædt tørre tårer over kongens og hertugernes forsøg på at svække hinanden er ikke usandsynligt.

Trods kong Valdemars bestræbelser for at få pavelig stadfæstelse på det resterende danske styre i Estland var en afgørelse ikke truffet i hans tid. Kong Erik ønskede grænserne imellem de tvske og danske dele af Estland fastlagt og planlagde i 1242 et togt dertil, måske foranlediget af russiske angreb imod svenskere og tyskere. Først to år efter blev planen realiseret, Erik drog af sted ledsaget af Abel. Var brødrene endelig blevet enige om noget, så varede det kort. Togtet nåede kun til Ystad i Skåne, så vendte man om, uvist af hvilken grund. Men tanken om at styrke kongemagten ved krigstog til Estland opgav kong Erik ikke.

 Dette stærkt restaurerede kalkmaleri i Ringsted Kirkes korrunding er malet midt i 1200-tallet og antages almindeligvis at forestille Erik Plovpenning. Om denne konge skrev en munk i Øm Kloster: „Han var huld mod hele riget, elsket af Gud og mennesker.” Dette var dog eftertidens dom mere end samtidens, for hans bratte død for morderhånd gjorde ham i folkets øjne til martyr. Til Ringsted Kirke overførtes hans lig i 1258. Men helgen blev kong Erik aldrig.

Dette stærkt restaurerede kalkmaleri i Ringsted Kirkes korrunding er malet midt i 1200-tallet og antages almindeligvis at forestille Erik Plovpenning. Om denne konge skrev en munk i Øm Kloster: „Han var huld mod hele riget, elsket af Gud og mennesker.” Dette var dog eftertidens dom mere end samtidens, for hans bratte død for morderhånd gjorde ham i folkets øjne til martyr. Til Ringsted Kirke overførtes hans lig i 1258. Men helgen blev kong Erik aldrig.

Striden imellem kongen og hertug Abel gav anledning til egentlige krigshandlinger, danske imod danske, hvad riget længe havde været forskånet for. Rydårbogen noterer, at krigen imellem brødrene begyndte allerede i 1242, og i 1244 hedder det, at kong Erik førte en hær imod sin broder Abel ved Kolding.

Den kongelige broderstrid blev nu borgerkrig, hvis parter lod hånt om freden og retfærdigheden. At kirker og klostre ikke skånedes, fremgår af Øm Klosterkrønike: „Abbed Jens døjede i sin embedstid megen modgang. Thi stor splid var på den tid udbrudt imellem kong Erik og hans broder hertug Abel. En følge heraf var, at vore heste på Inæs bortførtes af tyske. Og da hr. abbed Jens forfulgte dette udenlandske pak for at bringe hestene tilbage, blev han af disse omtalte røvere taget til fange og ramt af et alvorligt hug i venstre arm. Også meget andet ondt led han både fra hertug Abels og den kongelige hærs side, idet hver mand af de rige efter eget behag med vold plyndrede klostrets gods. Ja, vor gård i Horsens lagde de fuldstændig øde ved ild. Og også dronningen ved navn Jutta, der på den tid sad på Skanderborg, tog hver dag fra vor gård i Tåning med magt alt, hvad hun ville. Ja, de gik så vidt, at hun truede broder Oluf Kviter, der var bestyrer af den nævnte ladegård, samt abbed Jens og ofte tillige de andre brødre med, at hun ville volde dem mén på liv og lemmer, hvis de ikke overlod alt, hvad vort var, til hendes forgodtbefindende… På samme tid lagde hertug Abel nonnernes gård ved navn Gamle Vissing helt øde ved ild, kirken ene undtagen.”

 Et møntstempel (længde 7,5 cm) fra Erik Plovpennings tid, fundet i Lund i 1974. Stemplet er et overstempel, hvori er indgraveret møntens bagside med Sankt Laurentius' helgensymbol jernristen. På mønten markerer risten, der var ærkebispens seglmærke, hans andel i møntretten. Tegningen viser en mønt (størrelse 1:1) præget med det fundne stempel.

Et møntstempel (længde 7,5 cm) fra Erik Plovpennings tid, fundet i Lund i 1974. Stemplet er et overstempel, hvori er indgraveret møntens bagside med Sankt Laurentius' helgensymbol jernristen. På mønten markerer risten, der var ærkebispens seglmærke, hans andel i møntretten. Tegningen viser en mønt (størrelse 1:1) præget med det fundne stempel.

Overgrebene over for disse klostre har næppe stået alene, og når de føjes til stadig gentagne kongelige krav om kirkelige ledingsydelser og om ret til at bruge kirketienden dertil, var kirkens tålmodighed brugt op. I lignende situationer havde den danske kirke søgt pavens hjælp, men for ærkebiskop Uffe lå denne udvej ikke ligefor. Kong Erik stod på god fod med pavemagten på grund af sin korstogspolitik, og netop i 1245 måtte pave Innocens 4. flygte fra Rom, som kejser Frederik 2. belejrede, til Frankrig, hvor et kirkemøde i januar blev indkaldt til afholdelse i juni, med kejserens bandlysning og afsættelse som eneste punkt på dagsordenen. I denne situation havde paven brug for antikejserlig støtte overalt, hvor den var at hente, også hos kong Erik og den danske kirke.

Den 22. februar – efter det store kirkemødes indkaldelse og før dets afholdelse – samlede ærkebiskop Uffe et bispemøde i Odense i overværelse af en pavelig udsending. Mødet resulterede i udstedelse af en forbandelse: „På Gud Faders og Jomfru Marias og nærværende kirkemødes myndighed bandlyser vi alle dem, som for en eller anden vinding, af had eller for venskabs skyld eller af en hvilken som helst anden årsag ondsindet fordrister sig til at berøve kirkerne deres ret eller i ondsindethed ivrer for at bryde eller kuldkaste deres friheder, og alle dem, som voldeligt og ondsindet plyndrer og bemægtiger sig kirkelige ejendele, og ligeledes dem, der lader sådanne ting ske og giver befaling herom og besked herpå.”

Dette er en bandsdom, og en sådan kunne afsiges over ukendte gerningsmænd. Ved at begå kirkeran ville en gerningsmand udløse straffen over sig selv. Ingen kunne undskvlde sig med uvidenhed. Det var en gammel og fast skik i den katolske kirke at forkynde band over visse typer af misgerninger med regelmæssige mellemrum. Forbryderen vidste selv, at han var bandlyst. Kun paven eller stiftets biskop kunne løse ham af bandet. Døde en bandlyst, var den pågældende sikker på en plads i helvede.

Forkyndelsen af bandsdommen i februar 1245 i Odense, og siden i alle kirker, behøver ikke at have haft en konkret anledning. Borgerkrigens overgreb imod munkene i Øm og nonnerne i Gamle Vissing kan have været medvirkende årsager til advarslen. Men mere sandsynligt er det nok at dommen må forstås i en bredere sammenhæng, og at den ukendte gerningsmand var kendt i hele Europa: kejser Frederik 2., kirkeraneren over alle, han, der fortrængte paven fra Rom, og som paven kaldte „den nye Farao, Herodes og Nero”.

 Abbed Jens' grav i Øm Klosterkirkes søndre korsarm. Jens blev klostrets abbed i 1246 og iværksatte store byggearbejder, men efter at være blevet såret af krigsfolk måtte han i 1249 nedlægge sit embede på grund af stadige smerter. Det ved vi fra klosterkrøniken, og det synes at bekræftes af undersøgelser i 1916 af et skelet fundet i en romansk grav i klosterkirken, som kun kan være abbed Jens', hvis venstre overarm, som krøniken netop nævner, viste et tydeligt svind som følge af en svær læsion, og hvis skulderled var stift. Han har levet ca. ti år efter læsionen.

Abbed Jens' grav i Øm Klosterkirkes søndre korsarm. Jens blev klostrets abbed i 1246 og iværksatte store byggearbejder, men efter at være blevet såret af krigsfolk måtte han i 1249 nedlægge sit embede på grund af stadige smerter. Det ved vi fra klosterkrøniken, og det synes at bekræftes af undersøgelser i 1916 af et skelet fundet i en romansk grav i klosterkirken, som kun kan være abbed Jens', hvis venstre overarm, som krøniken netop nævner, viste et tydeligt svind som følge af en svær læsion, og hvis skulderled var stift. Han har levet ca. ti år efter læsionen.

Indkaldelsen fra paven til kirkemødet i Lyon var udsendt til „jordens konger og kirkernes prælater”, og skrivelsen var dermed også tilgået både kong Erik og ærkebiskop Uffe. Det fremgik af indkaldelsen, at paven havde stævnet Frederik 2. Alle vidste, at et slutopgør imellem kejser og pave var forestående. Med sine gerninger havde kejseren dømt sig selv, hvis han udeblev. At pavens udsending har medbragt og forkyndt dommen på mødet i Odense, er en nærliggende antagelse. Med indstævning af kejseren og med bandlysningens forkyndelse tages den danske kirke i ed af paven. Og med en samtidig befaling om i Danmark at prædike korstog under ledelse af kong Erik, som ville angribe esternes hedenske naboer, var kongen taget i ed. Han fik bevilget tre års tiende fra kirkebygningerne.

Dette er situationen, da kong Erik senere samme år tvinger sin kansler, roskildebispen Niels Stigsen ud i en landflygtighed, hvorfra han ikke vendte tilbage. Vi aner ikke hvorfor, men over for paven gjorde kongen siden gældende, at kansleren havde deltaget i en sammensværgelse imod ham, hans liv, gods og rige, altså majestætsforbrydelse, den eneste forbrydelse, som ifølge landslovene betød konfiskation af den dømtes jordegods. Også i Vederloven fandtes en regel om den, der øver judasværk imod sin herre. Det medfører tab af liv og al ejendom.

 Mønt udstedt af Erik Plovpenning og biskoppen i Roskilde, Niels Stigsen. Efter Valdemar Sejrs død forsvinder den tidligere almindelige mønttype med omskrifter, konge- og bispehoved. De afløses af symboler som her til venstre en krone og til højre en bispestav, indskrifterne erstattes af enkelte bogstaver, og møntstedet oplyses ikke længere. Men det fremgår dog, at de fleste bisper har andel i møntretten, hvis afkast steg i takt med møntens forringede indhold af sølv. Størrelse 1:1.

Mønt udstedt af Erik Plovpenning og biskoppen i Roskilde, Niels Stigsen. Efter Valdemar Sejrs død forsvinder den tidligere almindelige mønttype med omskrifter, konge- og bispehoved. De afløses af symboler som her til venstre en krone og til højre en bispestav, indskrifterne erstattes af enkelte bogstaver, og møntstedet oplyses ikke længere. Men det fremgår dog, at de fleste bisper har andel i møntretten, hvis afkast steg i takt med møntens forringede indhold af sølv. Størrelse 1:1.

Niels Stigsen har som kansler kendt kongens planer. Han kan have misbrugt sit embedes tavshedspligt, men kan også være fældet på mistanke. I romerretten gjaldt blotte rygter som beviser i disse sager. Ifølge bispen skulle hans fjender og uvenner have ophidset kongen imod ham.

Via Norge flygtede biskop Niels til Frankrig, til pavehoffet i Lyon, og siden til Clairvaux, hvor han døde i 1249, uden at hans sag var blevet prøvet og påkendt af den pavelige domstol.

Siden 1170, altså igennem 75 år, havde kirke og konge arbejdet sammen i Danmark. Nu var det tilsyneladende slut. Kongen synes at have sat sig i besiddelse af roskildebispens by og borg København; hans øvrige len som bisp eller kansler er ligeledes kommet under kronen, mens indtægterne af bispegodset gik til kannikerne i Roskilde. En af disse, magister Peder Ranesen, afløste Niels Stigsen som kongens kansler. Niels Stigsen tilhørte Hvideslægten, som havde været kongemagtens nærmeste støtte. Nu sluttede Hviderne sig til Abel, der også blev støttet af sine to brødre hertug Christoffer og hertug Knud, samt af svogrene, de holstenske grever, og af byen Lübeck.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Erik Plovpenning 1241-50 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307173