• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteraturvejledning

Oprindelig forfatter OFen

Selv om det var Adam af Bremens ønske at skrive de hamburgske ærkebiskoppers historie, er Sven Estridsens meddelelser til Adam at betragte som vor ældste historieskrivning. Næst i rækken kom den såkaldte Odenselitteratur, der opstod som led i dyrkelsen af Knud den Hellige. Endelig påbegyndtes i 1130'rne en egentlig historieskrivning, årbøger og krøniker, som kulminerer med Sven Aggesen og Saxo. Efter dem fortsætter årbøgernes bestræbelser for at fastholde de begivenheder, som fandtes mindeværdige.

Disse fundamenter for danmarkshistorien i perioden 1050-1250 har været kendt fra gammel tid; men historikerne har tillagt dem vidt forskellig betydning. Længe lagde man hovedvægten på Saxo, som endnu såvel historikeren Kristian Erslev byggede på i Valdemarernes Storhedstid (1898) som juristen og historikeren Johs. Steenstrup (1844-1935) i Danmarks Riges Historie (bd I, 1901). Kun ti år efter begyndte kritikken af Saxos vederhæftighed. Den anførtes af de svenske historikere, brødrene Lauritz og Curt Weibull og fulgtes op af Erik Arup i første bind af Danmarks Historie fra 1926. Konsekvent så de bort fra Saxos sagn og legender og påviste, hvorledes Saxo i sin benyttelse af det skriftlige kildemateriale, som vi kender andetsteds fra, bruger det til sit formål, som var at bekræfte Absalons og Valdemarernes syn på kongemagt, kirke og stormænd. I sin Danmarks Historie I fulgte Erik Arup det weibullske syn på Saxo, og det samme gjorde Hal Koch i Den danske Kirkes Historie bind I: Den ældre Middelalder indtil 1241 (1950). I 1987 tog lnge Skovgaard-Petersen specielt Saxos historiesyn op til udførlig behandling i en disputats Da Tidernes Herre var nær. Om kongens rolle i et kristent samfund konstaterer hun, at Saxo i sin samtid står alene med påstanden om, at kun kongen kan og altid har kunnet udstede love. Saxos værk er enten et udslag af ideologi som falsk bevidsthed eller en utopi, et billede af det i Saxos øjne ideelle samfund.

Arup tillagde kirken en afgørende betydning i sin fremstilling af perioden. Han blev imødegået af kirkehistorikeren Hal Koch i flere værker, sidst i Politikens Danmarkshistorie bd. 3 (1060-1261) fra 1963. Koch reducerede kirkens rolle til fordel for kongemagten. Valdemar Sejrs rige var en „moderne” middelalderstat og hans styre var et monarki, et énmandsherredømme, men de gejstlige stormænd var farlige for kongemagten, fordi de var unationale og repræsenterede en „fremmed” magt, der havde sit midtpunkt i Rom, uden tor rigets grænser. En tilsvarende og måske endnu skarpere markering af kongemagtens betydning findes hos historikeren Aksel E. Christensen, først i Kongemagt og Aristokrati fra 1945, hvor Valdemarernes stat ses i sin europæiske sammenhæng, og hvor kongens lovgivningsmagt kaldes større end nogen da eksisterende statsteori indrømmede ham. Baggrunden herfor skitseres i Mellem vikingetid og Valdemarstid fra 1966, og i (Gyldendals) Danmarks historie bd. 1 fra 1977 fuldender Aksel E. Christensen det samlede billede af perioden 1042-1241 (s. 211-399 – med udførlig litteraturoversigt). I konsekvens heraf kan han i en afskedsforelæsning, trykt i Ret og Magt i dansk middelalder (1978), konkludere, at Valdemarerne krævede et absolutistisk styre, en enevældig regeringsudøvelse, som legitimeres af Jvdske Lovs fortale. Også Palle Laurings Valdemarerne (1961) dækker hele tidsrummet fra vikingetidens slutning til Valdemar Sejrs død i en velskrevet og i bedste forstand populær fremstilling med nogenlunde balance imellem kongemagt og kirke.

Annonce

I en disputats fra 1977 (på fransk) beskriver Thomas Riis de danske rigsorganers formelle og reelle funktioner 1100-1332. Om den kongelige lovgivning siges det, at den omkring ar 1200 har trængt sig frem på sædvanerettens bekostning, men at Jydske Lov er et kompromis: kongen foreslår love, som landene kunne vedtage eller forkaste. Kongen tillægges politimyndighed ved gennemtvingelse af domme. Central for forholdet imellem kirke og konge er Carsten Breengaards disputats fra 1982: Muren om Israels Hus. Regnum og sacerdotium i Danmark 1050-1170. Udgangspunktet er gejstlighedens behov for fred i en tid, da fejde var et lovligt svar på retsbrud. Beskyttelse søges da hos den formodet stærkeste, kongen, som bekæmpede stormænds fejder. Konge og gejstlighed søgte således i fællesskab at udhule det nedarvede retssystems grundlag. Kirken leverede en ideologi, som styrkede kongen som Guds tjener, og krævede til gengæld kongens værn. Som muren omkring kirken forventedes kongen at støtte gejstligheden, hvis sociale eksistens beskrives som så truet, at kirkebyggeriets ideologiske baggrund synes at fortone sig.

I en artikel fra 1998, Släkt, vänner och makt i det tidiga 1100-talets Danmark (Historisk Tidsskrift bd. 98, s. 241-75), har Lars Hermanson sat spørgsmålstegn ved historikernes traditionelle tilbageslutning fra 1200- og 1300-tallets magtfordeling mellem konge, kirke og stormænd til 1100-tallets politiske forhold. Samme emne – forholdet mellem institutionelle magtmidler og betydningen af personlige forbindelser – uddyber Hermanson i sin disputats, Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-tallets Danmark (Göteborg 2000). Niels Lund behandler i sin disputats, Lið, leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre middelalder (Roskilde 1996), det danske ledingsvæsen fra kildernes tidligste omtale frem til dets forfald i 1200-1300-tallet.

I 1980 udkom 2. bind af Dansk Socialhistorie: Niels Lund og Kai Hørby: Samfundet i vikingetid og middelalder 800-1500 (Gyldendal), hvor Hørby behandler middelalderen i et erklæret forsøg på at forholde sig åbent til de gamle tiders sociale begreber og værdinormer, ikke for at føre forsvar for tingenes tilstand, men for at vinde indsigt i dem – og dermed reagere på udfordringer ikke blot fra den marxistiske historieopfattelse, men også fra de moderne middelalderhistorikere, der som Niels Skyum-Nielsen i „Kvinde og Slave” (1971) har beskrevet dansk middelalder ud fra en social indignation. Hvor Skyum-Nielsen på grund af begrænsningen til kvindernes og trællenes socialhistorie hæmmes af kildematerialets fattigdom, behandler Hørby alle befolkningsgruppers levevilkår i deres indbyrdes relationer og reaktioner. Stormændene indtager da en vigtig rolle, fordi jordbesiddelse var grundlaget for rigdom, magt og ære i dansk middelalder. Om høvdingernes godsrigdom og godsstrukturen handler Erik Ulsigs værk fra 1968 Danske Adelsgodser i Middelalderen, hvor Valdemarstiden behandles indledningsvis. Kong Valdemars Jordebog er udgivet af Svend Aakjær (Kbh. 1926-45) i 3 bind med oversættelse, fyldige kommentarer og litteraturoversigt. I en artikel fra 2000 behandler Ole Fenger jordebogens begreber Kongelev og krongods (Historisk Tidsskrift bd. 100, s. 258-84). I sin doktordisputats Lov og landskab (Århus 1997) foretager Annette Hoff en analyse af landbebyggelsen, landbruget og kulturlandskabets udvikling i sen vikingetid og tidlig middelalder ud fra de ældste lovtekster.

Det vigtige kildemateriale, som lovteksterne udgør, findes i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs store udgave af Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene (bd. I-VIII, Kbh. 1933-61), hvortil slutter sig Danmarks gamle Love paa nutidsdansk (bd. I-III, Kbh. 1945-48). Stadsretterne findes i Danmarks gamle Køb-stadslovgivning (bd. 1-V, Kbh. 1951-61). Det retshistoriske standardværk er Poul Johannes Jørgensen Dansk Retshistorie (Kbh. 1947). Den kanoniske og romerretlige indflydelse også i Danmark behandler Ole Fenger i Notarius publicus. Notaren i latinsk middelalder (Århus 2000).

Mønthistoriske problemer i 1000-tallet er behandlet i Studies in Northern Coinages of the Eleventh Century, udg. af C.J. Becker (Kbh. 1981) og i Tusindtallets danske mønter, udg. af Jørgen Steen Jensen (Nationalmuseet 1995).

De nyeste bidrag til byernes historie i perioden er Statens humanistiske Forskningsråds tværvidenskabelige projekt Middelalderbyen, hvor et hold forskere har fået den opgave at tilvejebringe ny og sikker viden om de danske købstæders oprindelse og topografiske udvikling gennem middelalderen. Ti byer blev udvalgt og på grundlag af samtlige allerede foreliggende vidnesbyrd, både fra skriftlige kilder og fra tidligere arkæologisk virksomhed, er nye udgravninger iværksat på steder, som analysen af kilderne udpegede.

De endelige beretninger (på Forlaget Centrum) foreligger vedrørende Middelalderbyen Ribe (Ingrid Nielsen, 1985), Køge (Marianne Johansen, 1986), Næstved (Aage Andersen, 1987), Viborg (Hans Krongaard Kristensen, 1987), Odense (Anemette S. Christensen, med bidrag af Per Kr. Madsen, 1988) og Svendborg (Helle Reinholdt, 1992). De øvrige byer er Ålborg, Århus, Horsens og Roskilde. Om byudviklingen generelt handler Anders Andrén: Den urbana scenen. Stader och samhälle i det medeltida Danmark (Acta Archaeologica Lundensia, Malmø 1985).

Periodens kirke- og klosterarkitektur er generelt behandlet i Danmarks Arkitektur. Kirkens Huse, ved Hugo Johannsen og Claus M. Smidt (1981); de enkelte kirker, deres inventar og kalkmalerier behandles i Danmarks Kirker, der udgives amtvis af Nationalmuseet. Om borge og voldanlæg handler Rikke Agnete Olsen: Borge i Danmark (1986) med oversigt over litteraturen.

Det topografiske standardværk er Trap, Danmark, 5. udgave (1958-72). Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder (Bd. I-XXIII, 1956-78) er en guldgrube med et væld af specialartikler om danske forhold med udførlige litteraturhenvisninger. Den ældre middelalders sproghistorie behandles af Peter Skautrup i 1. bind af Det danske Sprogs Historie, (2. udg. 1968) og litteraturen i 1. bind af Dansk litteraturhistorie, 800-1480, Fra runer til ridderdigtning (1984) ved Søren Kaspersen m.fl.

De arkæologiske fund beskrives i den årlige Arkæologiske udgravninger i Danmark, som siden 1984 udgives af Det arkæologiske Nævn. Af arkæologisk-kulturhistoriske tidsskrifter bør nævnes Årboger for nordisk Oldkyndighed og Historie (siden 1866), Nationalmuseets Arbejdsmark (siden 1928), Hikuin (siden 1974) og ikke at forglemme Skalk, der siden 1957 i 6 årlige numre bringer populære artikler om arkæologi og kulturhistorie i videste forstand.

Benyttede oversættelser

Vedrørende diplommaterialet er benyttet oversættelsen i Danmarks Riges Breve ved C. A. Christensen og Herluf Nielsen (før 1199) samt Niels Skyum-Nielsen (fra 1200). For landskabslovenes vedkommende er i reglen – men ikke slavisk – benyttet Danmarks gamle Love paa nutidsdansk ved Erik Kroman. Citaterne fra Anders Sunesens latinske parafrase er gengivet i Jørgen Olriks oversættelse (Danmarks gamle Landskabslove bd. I, andet halvbind). Adam af Bremen er oversat af Carsten L. Henriksen (i Historiske Kildeskrifter, 1968), Ælnods Krønike af Hans Olrik i Danske Helgeners Levned (samme udgave og ar) og af Erling Albrechtsen (Odense 1984) og Sven Aggesen af M. Cl. Gertz (Historiske Kildeskrifter, 1967). Saxo citeres i Fr. Winkel Horns oversættelse (1898 og senere), Helmolds Slavekrønike i P. Kierkegaards (1881). I 2000 udkom Saxos Danmarks historie i en ny oversættelse af Peter Zeeberg (Det Danske Sprog-og Litteraturselskab). Roskildekrøniken er oversat og kommenteret af Michael H. Gelting (Wormianum, Højbjerg 1979), mens Øm Klosters Krønike citeres efter Jørgen Olrik (1932).

At betydningen af Anders Sunesens Hexaëmeron er gået op for os, skyldes helt og holdent H. D. Schepelerns mesterlige oversættelse i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af værket (3 bind, Kbh. 1985). Den ligeledes metriske oversættelse af digtet „Plange primatus Daciæ” er lånt fra Danmarks Riges Historie bd. I (Johs. Steenstrup).

Endelig er beretningen om Danernes færd til Det hellige Land fra Krøniker fra Valdemarstiden oversat af Jørgen Olrik (Kbh. 1900-01) og Kongespejlet oversat af Finnur Jonsson (Kbh. 1926).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Litteraturvejledning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 29. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307180