I en tørvemose ved Næsbyholm syd for Sorø fandt man i 1943 resterne af en læderpung med 15 sølvmønter, som ejeren må have tabt engang mens Sven Estridsen var konge 1047-76. Ti af mønterne er slået i Lund i denne konges første år, en ca. 1030 af Knud den Store, tre af den tyske kejser Henrik 3. (1039-56) og en af biskop Bernold af Groningen efter 1040. En af de danske mønter er så defekt, at den ikke er med på fotografiet. Dette fund bekræfter, at fremmede mønter endnu omk. 1050 cirkulerede frit i Danmark. Størrelse ca. 2:1.

.

Sven Estridsen er den eneste danske konge, der har slået mønter med runeindskrifter. Man har gættet på, at det var en national demonstration og peget på, at runer dengang kunne læses af flere end de latinske bogstaver. Begge mønter viser på forsiden den velsignende frelser. På bagsiden står møntmesterens og møntstedets navne; stedet er på begge Lund. Størrelse 1:1.

.

Øverst runemønt med indskriften: Sven Danernes Konge. Nederst Guds hånd midt i ordet „fred” (pax): fred på jorden. Begge mønter er slået i Roskilde. Størrelse 1:1.

.

De danske bispesæder efter den kirkelige reorganisering omkring 1060. Da stiftet var området for biskoppens domsmagt hed det oprindeligt bispedømme eller biskopsdom. Også i ordet domkirke afspejles bispens dømmende virksomhed. Vestervig afløstes snart efter af Børglum som bispesæde nord for Limfjorden, men stiftets grænser ændres ikke.

.

Den romanske krypt under Vor Frue Kirke i Århus, der omkring 1060 blev bygget af frådsten (kildekalk) på et sted lige uden for vikingetidens Århus, hvor den kan have afløst en ældre trækirke. Krypten blev genfundet ved en udgravning i 1955 og dens nedstyrtede hvælvinger genopført. Dette lille kirkerum, et af de ældste i Norden, bruges nu igen til kirkelige handlinger. Vor Frue Kirke hed i middelalderen Sankt Nikolai, og den var stiftets domkirke, indtil man i 1200-tallet opførte den nuværende domkirke i Århus.

.

Dansk møntvæsen og møntpolitik synes at være reformeret under Sven Estridsen. Samtidig med at udmøntningsstedernes antal reduceres, optræder der flere mønttyper og møntmestre end tidligere. Det er også påfaldende, at forholdet i antal imellem danske og fremmede mønter ændres radikalt. I møntfund fra hans forgængeres tid er kun en tiendedel af mønterne danske; under Sven stiger antallet til over halvdelen. Dette tyder på bestræbelser i retning af at gøre kongens mønt til den eneste gangbare i riget. I samme retning peger måske den omstændighed, at møntmestrenes navne, som alle mønter bar, i Svens sidste årti skrives med runer, så enhver analfabet kunne skelne imellem dansk og fremmed mønt. Disse træk kan tolkes som forsøg på at håndhæve et kongeligt møntmonopol.

Reformer præger også den danske kirkes situation i disse år. Kongens medvirken hertil er af stor interesse for forholdet til paven og ærkebiskoppen. Da Sven blev konge, var riget kun inddelt i tre stifter, som var underlagt ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen, som siden 1043 var Adalbert. Ifølge Adam sendte han straks breve til kongerne i Sverige og Norge-Danmark, hvor Magnus den Gode regerede, for at opnå deres venskab. Da Sven blev konge, var hans ægteskab som nævnt anledning til, at et venskab med Adalbert ikke umiddelbart var muligt. Men Sven adlød dog ærkebiskop og pave. I januar 1053 stadfæstede pave Leo 9. det hamburgske ærkebispedømmes privilegier. Ærkebispen udnævnes til pavens vikar med ret til at ordinere bisper i hele den nordiske kirkeprovins. Dette bekræftede den følgende pave, Victor 2., i 1055. Blandt kirkeprovinsens konger kender Adam ingen værre end Magnus' efterfølger på Norges trone, Harald Hårderåde, som ved sin grusomhed over for kirken overgik „alle rasende tyrankonger”. Derfor skulle ærkebispen ivrigt have stræbt efter at blive forsonet med Sven Estridsen oven på skilsmisseaffæren. På et møde i Slesvig opnåedes et forlig, hvorefter Adalbert overtalte kejseren, Henrik 3., til at indbyde danerkongen til et venskabsmøde, som fandt sted i Merseburg i påsken 1053 – kun et par måneder efter pavens privilegium til ærkebispen.

Adam beretter, at kong Sven i den følgende tid ofte rejste til ærkebiskoppen, når denne opholdt sig ved Ejderfloden: i alle forhold var kongen Adalbert lydig og føjelig – med den undtagelse, at Sven ikke ville give afkald på sine to sidste laster: frådseri og kvinder.

I årene omkring 1060 reorganiseredes den danske kirke. Ribebispen Vale, som var eneste biskop i hele Nørrejylland, døde. Adam skriver: „Hans stift inddelte kong Sven i fire bispedømmer og indsatte biskopper i hvert enkelt.” De fire bispedømmer var Ribe, Viborg, Århus og „øen Vendila”, Vendsyssel. Deres oprettelse ledsagedes af kongelige gaver til bispesæderne.

Siden berettes, at Skåne udskiltes fra Roskilde som hele to bispedømmer, Dalby og Lund, som dog snart blev slået sammen til ét, med sæde i Lund. I forvejen eksisterede Slesvig Stift, og Odense Stift genopstod. Den danske kirke var hermed inddelt i otte bispedømmer underlagt ærkebispen i Hamburg-Bremen.

Adam af Bremen omtaler udførligt planerne om et kirkemøde for hele den nordiske provins, en synode, som ærkebispen for første gang og i håb om kongens hjælp ønskede at holde i Slesvig med sine lydbisper, sikkert i året 1065. Der var ting at rette i „den nye plantning”: bisperne tog betaling for kirkelige handlinger, folk betalte ikke tiende, og alle skejede forfærdeligt ud med hensyn til frådseri og kvinder. Mødet blev aldrig til noget; de fra den anden side af havet kom ikke eller nåede ikke frem i tide: „Den omstændighed har altid forhalet kirkemødet,” skriver Adam. Da ærkebispen havde indviet mange bisper til Danmark, Sverige og Norge og til „øerne i havet”: Island, Grønland og Orkneyøerne, er problemerne store for afholdelse af et samlet kirkemøde. Det har ikke fremmet sagen, at Adalbert på samme tid var leder af kejserrigets formynderregering. At betragte det mislykkede kirkemøde som resultatet af den danske konges modstand imod ærkebiskoppen, er uden grundlag i kilderne.

Af pave Gregor 7.s brev til kong Sven fra 1075 fremgår, at kongen i pave Alexanders dage, dvs. 1061-73, dels har begæret, dels givet løfter vedrørende nogle ting „til sit riges forherligelse”: såvel et ærkebispesæde som andre anliggender. Intet var kommet ud af dette; men når man husker, at netop Adalbert fra 1063 havde afgørende indflydelse på kejserrigets politik, indtil han i 1066 mistede denne magtstilling, kan man i Danmark meget vel have følt savnet af en ærkebiskop, som varetog sit embede. En anden forklaring kan være, at Adalbert i årene omkring 1070 arbejdede på at oprette et patriarkat, som skulle omfatte 12 bispedømmer af ærkebispedømmet foruden lydbisperne i Danmark og hos de øvrige folkeslag. Disse ønsker havde Adalbert fremsat før, nemlig over for pave Leo 9., hvis død i 1054 afbrød disse planer. Deres genoptagelse kan have vakt frygt hos kong Sven. Adam skriver om „de barbariske folkeslag”, ungarerne, danerne og normannerne, at dem havde kejseren oftere underlagt med kløgt end ved krig, „idet han ved vor ærkebiskops (Adalberts) formaning lærte det herlige forbillede at kende „skånsel at yde besejrede folk, men bekrige de stolte.” Danerne havde aldrig været undertvungne, men hvilken kløgt kunne ærkebispens plan om et patriarkat ikke rumme?

Om det ærkebispesæde, som kong Sven skulle have ønsket før 1073, da pave Alexander 2. døde, hænger sammen med Adalberts politik og planer er uvist, men muligt. Uvis er også betydningen af et møde imellem Sven og kejseren i Lüneburg i 1071. Mødet synes at være arrangeret af Adalbert som et træk imod den saksiske hertug. I 1072 døde Adalbert, og påfaldende er det, at kong Sven hermed synes at have mistet interessen for et ærkebispesæde i sit rige. I hvert fald spørger pave Gregor i to breve til kongen fra 1075, om kong Sven stadig ønsker, hvad han bad pave Alexander om. Noget svar herpå kendes ikke.

Traditionelt har man på usikkert grundlag sat Svens død til 1074, men den angelsaksiske krønikes oplysning om dødsåret 1076 må foretrækkes. Det er nemlig utænkeligt, at paven ikke året efter skulle vide, at den danske konge var død.

Det lyser ud af pavebrevene, at Gregor 7. gerne ser kongens begæring opretholdt. Af det første brev fremgår, at pavens betingelse var, at kongen og kongeriget blev overgivet i pavens varetægt og myndighed. Hvad er meningen med denne markering af pavens overhøjhed over kongen og riget? Mon ikke der er en sammenhæng med forholdet imellem paven og den tyske kong Henrik 4., der i 1076 lod de tvske bisper anfægte Gregor 7.s valg til pave? Paven lod til gengæld kongen bandlyse og løste derved hans undersåtter fra deres troskabsed til kongen. Hermed er investiturstriden, om retten til at udnævne bisper, brudt ud. Hvis konger fik deres riger i len af paven, var der ikke tvivl om kompetencefordelingen imellem gejstlig og verdslig øvrighed. En parallel til pavens forslag til Sven Estridsen har vi måske i et pavebrev fra 1080 fra Gregor 7. til Vilhelm Erobreren af England. Heri gentoges det ønske, som Alexander 2. havde fremsat om pavelig højhed over England. Gregor ønskede troskabsed af Vilhelm og regelmæssig betaling af pengeafgifter, de såkaldte Peterspenge, fra England til Rom. Vilhelm gik med til afgifterne, men nægtede kategorisk at aflægge troskabsed: ingen engelske konger havde aflagt denne ed, og Vilhelm selv havde ikke lovet at aflægge den.

Så vidt det storpolitiske spil, hvor Sven Estridsen tilsyneladende har forsøgt at balancere og undgå konflikt. Striden med ærkebiskoppen om skilsmissesagen lod han være glemt. Kongen har ikke optrådt som en af de stolte, som ifølge Adalbert skulle bekriges. Ælnod, der skrev Knud den Helliges helgenbiografi, fortalte, at kong Sven skaffede sit kongerige lykke og vandt en rolig freds tryghed.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Reformer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig