Vesterhavsimperiet har man kaldt Knud den Stores og hans sønners skandinavisk-engelske rige. Så længe det bestod, var det Europas største imperium. Det opløstes, da Hardeknud døde barnløs i 1042. På den engelske trone kom Edvard Bekenderen, en søn af Knud den Stores forgænger Æthelred. I Danmark gjorde Sven, søn af Knuds søster Estrid og hendes mand, Ulf Jarl, krav på tronen. Men det samme gjorde den norske kong Magnus, en søn af kong Olav den Hellige. Om det skete på fredelig eller ufredelig vis ved vi ikke – begge forklaringer findes – men Magnus blev dansk konge, siden kaldt „den Gode”, og han var konge over begge riger til sin død i 1047.

Hvor effektivt Magnus' styre var i Danmark er uklart. Bemærkelsesværdigt nok står der „forkerte” navne på mønter slået i Lund i Magnus' periode: mønter med navne på andre konger, både dalevende og afdøde, og mønter med indskrifter, som bevidst er gjort ulæselige af dem, der har fremstillet møntstemplerne. Ny forskning har antydet, at de ansvarlige for udmøntningen nødig har villet „holde på den forkerte hest” under de jævnlige tronstridigheder og derfor har sløret i hvilken konges navn, de egentlig prægede mønt i disse få år.

Adam af Bremen, der skrev sit værk i 1070'erne, var ikke i tvivl: „Magnus var for sin retfærdigheds og tapperheds skyld elsket af danerne, men frygtet af slaverne.” Disse var i 1043 under ledelse af hertug Ratibor draget hærgende op i Sønderjylland; men hurtigt landsatte kong Magnus en dansknorsk hær og afskar deres tilbagetog i et slag på Lyrskov Hede, ifølge Adam nær ved Hedeby.

Snart efter begyndte Sven Estridsen sin kamp for den danske trone. Han gik i forbund med den fra Byzans hjemvendte Harald Hårderåde, som var Magnus' farbroder. Det kom til et forlig imellem de to slægtninge, så Sven stod alene. Men i 1047 døde Magnus, så Harald blev norsk konge, og Sven dansk; men ikke med samtykke af Harald, der i de følgende år med en norsk flåde hærgede de danske kyster.

Alt dette efterlader indtrykket af ustabile magtforhold, helt afhængige af krigslykke og af høvdingers og kongers over-leven inden for et netværk af forbund og dynastiske forbindelser på kryds og tværs af grænser og skel. Som et godt eksempel på den betydning, man tillagde blodets bånd, kan nævnes dronning Emma, hertugdatter fra Normandiet og oldebarn af dets danske erobrer Rollo. Hun blev gift med to konger, først den angelsaksiske Æthelred og siden Knud den Store; hun blev moder til tre konger, med Æthelred angelsakserne Edmund Jernside og Edvard Bekenderen, og med Knud fik hun Hardeknud. Herudover var Emma svigermoder til den tyske kejser Henrik 3., som ægtede Knuds og hendes datter Gunhild. Ligesom magtblokke således kunne arrangeres og etableres ved ægteskaber og barnefødsler, således kunne de opløses igen som følge af skilsmisser eller barnløshed, der som nævnt bevirkede vesterhavsimperiets ophør.

Men med Sven Estridsen bliver forholdene i Danmark mere stabile: Sven skulle komme til at regere i 29 år (1047-76) og hans sønner i henved 60 år.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den politiske situation omkring 1050.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig