Men hvad betyder „kongedømme” og „rigsenhed” i midten af tusindtallet? Hvorledes styres og sammenholdes en hoben folk og lande omkring Jyllandshavet, som Kattegat dengang kaldtes, og de mange bælter og sunde? Om svenskerne, der også bestod af mange forskellige folk, skrev Adam af Bremen, at „de har konger af en gammel slægt, men disses magt afhænger dog af folkets vilje; hvad alle i fællesskab har bifaldet, det må han [kongen] stadfæste, medmindre hans bestemmelse synes bedre, i hvilket tilfælde de så undertiden, om end nødig, følger denne”. Disse sætninger minder slående om, hvad Tacitus skrev om germanerne tusind år før. Og det samme gør Adams fortsættelse: „I fredstid glæder de sig over at være lige, men når de går i krig, yder de kongen eller den, som kongen stiller over de øvrige som den kyndigste, al lydighed.”
Det er et velkendt fænomen, at lydighed i krigstid over for en konge eller hærfører smitter af på dennes autoritet i fredstid, hvis vel at mærke ledelsen i krig var vellykket. Med til held i krig hører forberedelse og organisation, herunder pligt for alle frie mænd til at deltage i bygdens eller landets forsvar. Med samling af lande til ét rige følger principielt et fællesskab om forsvaret af hele riget. Kongemagtens største problem er da håndhævelsen af denne pligt, som ikke betyder opbud af alle voksne og våbenføre mænd fra hele riget, men en fordeling på alle rigets områder af byrderne ved at bidrage til forsvaret.
Netop fordi en fælles frygt for fjenden styrker lydighed og solidaritet ud over bygdens og landets område, har kongen her et grundlag for opbygning af en organisation omfattende hele riget. Om ikke før, så sker i Danmark op- og udbygningen af en kongeskabt hærorganisation i vikingetiden. Det er blevet sagt, at vikingefærd i sidste del af vikingetiden blev en „stats-organisation”. Ordet „rigsorganisation” er nok en bedre betegnelse for et administrativt apparat, som i tidens løb har fungeret mere eller mindre effektivt, og som kan have omfattet rigsområder af vekslende størrelse: en jydsk inddeling i sysler, som næppe nogen sinde kom til at afspejle en effektiv rigs-organisation, kan være et eksempel herpå.
Mens landene er geografiske og naturgivne størrelser er herredsinddelingen menneskeskabt i den dobbelte forstand, at bosættelser og bygder i vidt omfang dikterer herredets udstrækning og grænser, uden at disse er hævet over yderligere og senere menneskeskabt regulering.
Ordet „herred” er sammensat af „hær” måske i en mere almen betydning „folk”, efterfulgt af snarest et gammeldansk ord „rāth”, der er identisk med det nuværende ord „råd”, og som i „herred” må have betydet rådigheds- eller magtområde. At ordet skulle stå for en militær inddeling, kan ikke bevises; muligvis er betegnelsen ikke ældre end tusindtallet, i hvert fald som altdækkende inddelingsenhed. Men det hindrer ikke, at inddelingen er betydelig ældre. Herpå tyder navnene på de landsbyer, de fleste herreder er opkaldt efter. Vikingetidens og den tidlige middelalders navnetyper er nemlig sjældne blandt herreds-navnene.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.