Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels (1104-34)

Oprindelig forfatter OFen

Som ny konge besluttede et stormandsmøde på Isøre i 1104 at vælge den yngste af Sven Estridsens sønner Niels frem for Erik Ejegods søn Harald Kesja, der havde styret riget med hård hånd i faderens fravær. Niels kom til at regere i samfulde 30 år. Så mange år under samme konge betød for riget en rolig bundfældning af de positive elementer i de foregående kongers mange forsøg på at styrke kongemagten i et samarbejde med kirken og landenes høvdinger. Kongens forhold til paven var godt. Nok modtog kongen venligt formanende breve; men over for andre fyrster fremhævede paven den danske kirkepolitik som et forbillede. Forholdet til ærkebiskop Asser var lige så eksemplarisk; og den nye helgens, Sankt Knuds, kirke i Odense fik kongelige gaver og forbedrede privilegier.

Til landene og deres høvdinger blev forholdet i Niels' periode afspændt i forhold til situationen under Knud den Hellige og den forhadte regent Harald Kesja. Bøndernes klager over den tunge pligt til at huse og underholde kongens følge på rejser i landene imødekom Niels ved at reducere hirden til et minimum. Hirdmændene blev placeret rundt om i riget som kongelige ombudsmænd, der bestyrede de kongelige besiddelser og repræsenterede kongemagten på det lokale plan.

 Rytter, billedkvader i Lem Kirke i Salling. Man antager, at det brynjeklædte rytteri optrådte for første gang i Norden som slagstyrke i slaget ved Fodevig i 1134. Ved at lægge hovedvægten på rytteriet ændredes krigskunsten. Indførelsen af stigbøjler og sadelgjord i vikingetiden var betingelsen for, at rytteren kunne bruge lanse, sværd og skjold og forblive i sadlen. For ledingshæren var mødet med rytteriet fatalt, men efterhånden lærte fodfolket at modstå rytterne ved at danne en tættere slagorden.

Rytter, billedkvader i Lem Kirke i Salling. Man antager, at det brynjeklædte rytteri optrådte for første gang i Norden som slagstyrke i slaget ved Fodevig i 1134. Ved at lægge hovedvægten på rytteriet ændredes krigskunsten. Indførelsen af stigbøjler og sadelgjord i vikingetiden var betingelsen for, at rytteren kunne bruge lanse, sværd og skjold og forblive i sadlen. For ledingshæren var mødet med rytteriet fatalt, men efterhånden lærte fodfolket at modstå rytterne ved at danne en tættere slagorden.

Denne tilsyneladende nedskæring af kongens magtapparat huer ikke Saxo, der regner Niels blandt de uduelige konger. Samme syn har man traditionelt tillagt Roskildekrøniken, men dens karakteristik af Niels som en „fredelig og ligefrem mand, aldeles ikke en hersker” kan dog dække over en forsonlig holdning til den konge, der i virkeligheden nåede langt ved mådehold og fredelige midler. For ret beset var det klog politik at lade kongemagten være repræsenteret på herredsplan – med deraf følgende indsigt i forholdene – frem for ved en omkringrejsende magtdemonstration, der kun virkede, hvor man kom frem. Og frem kom konge og følge med 30 km som normal dagsrejse. At det i øvrigt var en økonomisk gevinst, at kongens ombudsmand på stedet kunne gøre kongens ret gældende til bøder og herreløst gods – vrag og arv – fremgår af kong Niels' privilegiebreve.

Annonce

Men som paven i et brev fra 1117 skrev til kong Niels: „Der er ikke en øvrighed, uden at den er fra Gud;” derfor skal kongen ære Herrens kirker og præster med glæde og ydmyghed: „Du skal virkningsfuldt håndhæve retfærdigheden, og dem, der sætter sig op imod retfærdigheden, skal du undertrykke ved din øvrigheds magt.” Ved at styrke freden, holde ondskab i ave, og støtte retfærdigheden skal kongen være rigets bisper en hjælper og medarbejder, „thi da bliver verden styret vel, når præstelig myndighed og kongelig øvrighed går hånd i hånd”.

 Denne mønt, som kong Niels lod slå i Lund, er vort ældste eksempel på reklame tor handel. På forsiden ses kongen med en jagtfalk på hånden, på bagsiden ses en tretårnet bygning og foran den en bro. Indskriften PAX POR(tu) betyder „havnefred”. Ved således på sine mønter at tilkendegive, at søfolk og handelsmænd nød tryghed og fred i rigets havne, har kongen ønsket at gavne handelen. På en anden af Niels' mønter nævnes foruden kongens også dronningens navn: Margrete. Det var aldrig set før. Størrelse 1:1.

Denne mønt, som kong Niels lod slå i Lund, er vort ældste eksempel på reklame tor handel. På forsiden ses kongen med en jagtfalk på hånden, på bagsiden ses en tretårnet bygning og foran den en bro. Indskriften PAX POR(tu) betyder „havnefred”. Ved således på sine mønter at tilkendegive, at søfolk og handelsmænd nød tryghed og fred i rigets havne, har kongen ønsket at gavne handelen. På en anden af Niels' mønter nævnes foruden kongens også dronningens navn: Margrete. Det var aldrig set før. Størrelse 1:1.

Frem til 1130 gennemførte kong Niels og ærkebiskop Asser sammen en politik til gavn for freden og retfærdigheden. Ganske vist taler Roskildekrøniken om forfølgelse af gejstligheden, men bagved ligger tilsyneladende bøndernes krav om, at præsterne skulle efterleve pavens krav om cølibat.

Også udadtil var der en lang periode med fredelige tilstande – med undtagelse af forholdet til venderne. Abodritternes fyrste, Henrik Godskalksøn, truede den danske sydgrænse, ifølge Saxo fordi kong Niels, der var Henriks morbroder, nægtede ham hans mødrene arv. Det danske forsvar var ikke effektivt; vendernes indfald tog til i antal og styrke. Men bedre blev det, da Niels lod grænsejarlen Eliv (Elav) erstatte af Erik Ejegods ældste ægtefødte søn Knud (Lavard). Han, der var opdraget ved den saksiske hertug Lothars hof, fik nu titel af hertug (dux) og formåede at organisere forsvaret af det danske grænseland og at sikre freden og handelen på Slesvig by.

 Nordalbingien, dvs. landet nord for Elben, er et middelalderligt navn for Holsten. Det afgrænses mod vest af Vesterhavet, mod nord af Ejderen-Slien og Østersøen, og mod øst af store skove, som dannede grænse til de slaviske Abodritters land.

Nordalbingien, dvs. landet nord for Elben, er et middelalderligt navn for Holsten. Det afgrænses mod vest af Vesterhavet, mod nord af Ejderen-Slien og Østersøen, og mod øst af store skove, som dannede grænse til de slaviske Abodritters land.

Efter at Henrik Godskalksøn og hans sønner var døde, tilfaldt i 1129 herredømmet over de slaviske områder nord for Elben hertug Knud – vel at mærke som vasal af Lothar, der i 1125 var blevet tysk konge. At denne udvikling kunne true dansk selvstændighed er klart. Derimod var det uklart, hvem der til sin tid skulle følge Niels: ved siden af Niels' søn Magnus, der var opkaldt efter Sven Magnus Estridsen, kunne alle Svenssønnernes sønner gøre krav på tronen; og blandt dem stod Knud Lavard stærkt.

Andre farer truede. I 1122 var investiturstriden imellem kejser og pave endeligt blevet bilagt. Da hverken kejseren eller ærkesædet Hamburg havde godkendt oprettelsen af et selvstændigt ærkebispedømme i Norden, risikerede man, at paven prisgav de hensyn, som havde motiveret en ærkebiskop i Lund. Men i ærkebiskop Asser mødte man en værdig modstander, som uanfægtet røgtede sit lovlige embede.

Striden imellem kongesønnerne Magnus og Knud Lavard fik en dramatisk ende. Efter jul i Roskilde blev Knud tilsagt til et møde i Haraldsted Skov den 7. januar 1131. Mødet var et baghold; Knud blev dræbt af Magnus ved julehelgens ophør.

 Ruiner af Knud Lavards Kapel ved Haraldsted ca. fem km nord for Ringsted. Kapellet blev opført på det sted, hvor Knud Lavard blev dræbt af sin fætter Magnus. Ifølge sagnet sprang en kilde frem på drabsstedet og siden opførtes kapellet af frådsten tæt ved kilden, som besøgtes af mange pilgrimme, fordi kildens vand besad undergørende kraft. Ruinen markerer stedet for det drab, som udløste 25 års borgerkrig i Danmark.

Ruiner af Knud Lavards Kapel ved Haraldsted ca. fem km nord for Ringsted. Kapellet blev opført på det sted, hvor Knud Lavard blev dræbt af sin fætter Magnus. Ifølge sagnet sprang en kilde frem på drabsstedet og siden opførtes kapellet af frådsten tæt ved kilden, som besøgtes af mange pilgrimme, fordi kildens vand besad undergørende kraft. Ruinen markerer stedet for det drab, som udløste 25 års borgerkrig i Danmark.

Få dage efter fødte Knud Lavards enke, den russiske fyrstedatter Ingeborg, en søn, som hun lod opkalde efter sin farfader storfyrst Vladimir, så han blev døbt Valdemar – der siden skulle blive „den Store”.

Allerede derfor må Saxo beundre Knud Lavard, der blev kanoniseret som helgen i 1169. Tilsvarende fordømmer Saxo Magnus' udåd i skarpe vendinger. Også Roskildekrøniken fordømmer drabet som begået under dække af fred. Knud Lavard kaldes „en kysk og mådeholden mand, prydet ved visdom og veltalenhed og alskens god vandel”. Men det hindrer ikke krøniken i siden at begræde Magnus' død i slaget ved Fodevig 1134 og kalde ham „Danmarks blomst” og „den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, både klog og en ynder af fasthed”. Når hertil føjes, at den antityske Saxo kalder Knud Lavard „en stor ynder af tysk sæd og skik og alt, hvad tysk var”, er det på dette grundlag umuligt at udtale sig sikkert om Magnus' motiv til drabet på Knud. Men at denne har kunnet betragtes ikke blot som en rival til tronen efter Niels, men også som den tyske konges redskab i et spil om dansk selvstændighed er sandsynligt. Året før, i 1130, begyndte kong Lothar at udfolde bestræbelser for igen at få den danske kirkeprovins lagt under Hamburg. Dette i forbindelse med Knuds vasalforhold til den tyske konge, kan meget vel have fremkaldt en sådan frygt for Knuds rolle og planer, at drabet blev følgen. Hvis begrundelsen var, at Knud Lavard havde begået forræderi over for kongen, har drabet utvivlsomt været betragtet som en retmæssig gengældelse.

 Sankt Mikaelis Kirke i Slesvig under udgravning i 1972. Størstedelen af de fundamenter, der ses på billedet, hidrører fra en kirkebygning fra 1800-tallet, som blev nedrevet i 1971 på grund af forfald. Under den fandt man rester af en sløjfet rundkirke, hvis fundamenter af utildannede kampesten ses i en bue inden for den yngre kirkes kor og apsis. Denne oprindelige Sankt Mikaelis, som da lå uden for Slesvig by, og som omtales i kilder fra 1100-tallet, kan som enkelte andre danske rundkirker være opført til brug for kongen selv. Den var som bl.a. Ribe Domkirke opført af tufsten, en vulkansk stenart fra Rhin-egnene, som kom til Danmark som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.

Sankt Mikaelis Kirke i Slesvig under udgravning i 1972. Størstedelen af de fundamenter, der ses på billedet, hidrører fra en kirkebygning fra 1800-tallet, som blev nedrevet i 1971 på grund af forfald. Under den fandt man rester af en sløjfet rundkirke, hvis fundamenter af utildannede kampesten ses i en bue inden for den yngre kirkes kor og apsis. Denne oprindelige Sankt Mikaelis, som da lå uden for Slesvig by, og som omtales i kilder fra 1100-tallet, kan som enkelte andre danske rundkirker være opført til brug for kongen selv. Den var som bl.a. Ribe Domkirke opført af tufsten, en vulkansk stenart fra Rhin-egnene, som kom til Danmark som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.

Kong Lothar krævede hævn eller bod for sin dræbte vasal, og Knud Lavards halvbroder Erik Emune rejste oprør og valgtes som modkonge, først i Skåne, siden i Jylland. For Roskildekrøniken er denne strid om kongemagten begyndelsen til enden, ikke blot for riget, men også for den kirke, som var afhængig af kongemagtens støtte og styrke. Niels og Magnus holdt stand i nogle ar; men da Lothar med en hær trængte frem til Danevirke, måtte de acceptere et hårdt forlig om bod for Knud Lavard.

I 1133 krones Lothar til kejser af pave Innocens 2., der samme år synes at have annulleret den danske kirkes selvstændighed. Det tyske pres på Danmark forstærkedes, og i 1134 må Magnus på sin faders vegne hvide kejseren som lensherre. Herved har Magnus villet hindre tysk hjælp til Erik Emune og hans oprørere. I stedet fik Erik nu støtte af ærkebiskop Asser og skåningerne. Roskildekrøniken bebrejder Asser, at han i denne situation ikke stod „som en mur for Israels hus” dvs. kirken, der truedes af oprøret imod den retmæssige konge.

Nu fulgte et slag ved Fodevig ved Skånes sydvestlige spids. Det blev en af danmarkshistoriens store blodpletter. Oprørs-hæren blev anført af et rytteri på 300 mand, velsagtens af tysk herkomst. Ledingsflådens mandskab, der som sædvanlig var udrustet med folkevåben: sværd, spyd og kedelhat, kunne intet stille op over for rytteriet, som væltede alle krigens gængse spilleregler. I den kongelige hær faldt kongesønnen Magnus „Danmarks blomst”, hele fem bisper, ledingshærens generaler, og mange høvdinger, så alt taler for total nedtromling af den traditionelle ledingsstyrke. Kong Niels undslap med nød og næppe og flygtede til Slesvig, hvor han den 25. juni blev overfaldet og dræbt af nogle borgere.

Svenssønnernes epoke var slut.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Niels (1104-34) i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 2. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307094