Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud den Hellige (1080-86)

Oprindelig forfatter OFen

Herefter blev den næstældste af Svenssønnerne, Knud, konge. Omstændighederne ved kongevalget kender vi ikke; men landenes høvdinger kan – som da de valgte Harald – have været enige om at gå frem efter kongsemnernes alder, hvad disse har godkendt. Knuds regeringstid blev kort, kun seks år – som vi i øvrigt kun kender meget lidt til. Ganske vist findes der en udførlig skriftlig beretning om den Knud, som blev dansk kongehelgen, men netop helgenværdigheden medførte, at beretningen om Knuds liv mere handler om hans fromhed, og hvad deraf fulgte, end om den historiske kong Knud. Også Saxo gør meget ud af Knud den Hellige; men igen bruger Saxo sine personer til grænsen af misbrug for at nå sit mål: ophøjelsen af kongemagten ved forherligelsen af nogle udvalgte konger – og blandt dem Knud.

Alt hvad Saxo havde at kritisere Harald Hen for, kan han følgelig rose Knud for. Harald udmærkede sig kun ved kærlighed til religionen; men han gjorde riget fattigt på lov og ret. Knud derimod, udstedte de strengeste befalinger om, at der nøje skulle våges over, at lovene overholdtes. Samtidig betoner Saxo, at Knud „igen” bragte religionen i ære og anseelse, hvad Harald strengt taget også fik ros for, men hertil føjes Knuds øgede respekt for bisperne.

Roskildekrøniken er om Knud meget kortfattet: ved en ny Og aldrig før hørt lov tvang han folket til at betale en skat, som kaldtes „nefgjald”. Derfor blev han fordrevet fra Jylland til Fyn, hvor han med stor anger i hjertet led martyrdøden i Odense foran alteret i Sankt Alban Martyrs Kirke.

Annonce

I helgenbiografierne omtales Knuds håndhævelse af kirkeretten, herunder fredsregler og tiendepligt, mens Knytlin-gesagaen som forklaring på kongedrabet anfører tvangsunderhold af kongen og hans følge samt hævdelse af eneret til skove og almindinger.

 Krik Vig, den nordligste del af Nissum Bredning i Limfjordens vestende. Her, ud for Vestervig, samledes ifølge Ælnod ledingsflåden i 1085, mens stedet ifølge Sven Aggesen var det nærved liggende Oddesund. Begge strategiske samlingssteder, når England var målet. Ifølge Saxo var der i 1085 herfra den korteste vej til Vesterhavet, fordi der da var udløb mod vest, „som nu [dvs. omkring år 1200] ikke længer kan befares på grund af sandbanker”.

Krik Vig, den nordligste del af Nissum Bredning i Limfjordens vestende. Her, ud for Vestervig, samledes ifølge Ælnod ledingsflåden i 1085, mens stedet ifølge Sven Aggesen var det nærved liggende Oddesund. Begge strategiske samlingssteder, når England var målet. Ifølge Saxo var der i 1085 herfra den korteste vej til Vesterhavet, fordi der da var udløb mod vest, „som nu [dvs. omkring år 1200] ikke længer kan befares på grund af sandbanker”.

Om Knuds støtte til kirken hersker ingen tvivl. Selv om det er påfaldende, at pavens brev til Harald Hen i 1080 er det sidste pavebrev til Danmark i 20 år, så har det ikke forbindelse med Knuds forhold til kirken. I Viborg blev han dyrket som kirkens velgører, og til en ny domkirke i Lund skænkede han jordegods af samme omfang som hans farmoder Estrids gave til roskildekirken: et halvt hundrede bol. Det fremgår af det kongelige gavebrev fra 1085, som i øvrigt også demonstrerer kongens ærefrygt for bisperne, blandt hvilke Rikwal i Lund betegnes som kongens førende rådgiver. Også kirkerne i Roskilde og Odense modtog gaver af Knud, der således fortsatte den opbygning af den danske kirkes otte stifter, der var påbegyndt i faderens regeringstid.

Knuds dronning hed Edel (eller Adela). Hun var datter af den navnkundige greve af Flandern, Robert 1. Ægteskabet siger noget om Knuds ambitioner, dynastisk og politisk i øvrigt. Forbindelsen med et af Europas mest ansete fyrstehuse måtte komme Knuds og Edels sønner til gode i den hjemlige tronfølge, dvs. i konkurrencen med Knuds brødres sønner. Knuds første søn med Edel fik det i det danske kongehus helt ukendte navn Carl, som – nok ikke tilfældigt – var navnet på to berømte aner til den flamske greveslægt og dermed til Edel og sønnen: Karl den Skaldede, konge af Frankrig (843-877), og Karl den Store, frankernes kejser (768-814). Da periodens navngivningsskik var fuldt så velovervejet som ægteskabs-strategien, er det sandsynligt, at kong Knud og dronning Edel har tænkt i tronfølgebaner.

Sammen med svigerfaderen grev Robert planlagde Knud et togt til England, som, hvis det måtte lykkes, kunne genindsætte kongen i selve Knud den Stores position. Kongens påskud for et angreb på Vilhelm Erobreren og normannerne i England kan have været et krav om hævn for normannernes drab på den angelsaksiske konge Harold Godwinsson, der var en fætter til Sven Estridsen. Men behovet for et regulært krigstogt til styrkelse af kongens rolle blandt de efterhånden af mange grunde mere og mere utilfredse høvdinger kan have været det egentlige motiv. Blandt de utilfredse var Oluf, kongens broder, som var næste tronfølger i Svenssønnernes række. Hans tronkrav truedes af Knuds politik.

I 1085 bød kongen ledingen ud. Flåden skulle samles i den vestlige del af Limfjorden. Da den skulle være mødt, manglede ikke blot mange skibe, men også kongen selv. Han opholdt sig i Slesvig, givetvis fordi rigets sydgrænse føltes truet. Den 25. maj samme år var pave Gregor 7. død; det tyske oprør imod kejser Henrik 4. var svækket. At kejserens magt igen var effektiv, viser den omstændighed, at han kunne forkynde gudsfred for hele sit rige. Knuds udeblivelse fra ledingsflåden fik katastrofale følger. Ventetidens lediggang i samlet flok ophobede utilfredsheden, som kongens broder Oluf blev talsmand for. Da høsten nærmede sig, drog mange hjem.

De udeblevne og rømte skulle nu afkræves ledingsbøder af kongens fogeder. Resultatet blev et oprør, som startede i Vendsyssel og bredte sig ned igennem Jylland. I denne situation har kongen betragtet Oluf som en farlig person. Han blev sendt i tvunget eksil i Flandern hos kongens svoger grev Balduin. Selv flygtede kongen med sin familie til Slesvig og videre til Fyn, hvor han den 10. juli 1086 blev dræbt i Sankt Albani Kirke sammen med sin broder Benedict og 17 hirdmænd.

 „Carl, greve af Flandern og søn af Danmarks konge” lyder omskriften på Carl den Danskes segl. I lighed med de foregående grever af Flandern formåede Carl at hævde grevskabets uafhængighed af tysk, fransk og engelsk påvirkning. Han efterlignede faderen Knud den Hellige ved at styrke freden og værne om torve, byer og købmænd. Han var den første danske kongesøn, der vandt ridderværdigheden. Herefter kaldte han sig greve „af Guds nåde”. Carl blev i 1883 ophøjet til helgen.

„Carl, greve af Flandern og søn af Danmarks konge” lyder omskriften på Carl den Danskes segl. I lighed med de foregående grever af Flandern formåede Carl at hævde grevskabets uafhængighed af tysk, fransk og engelsk påvirkning. Han efterlignede faderen Knud den Hellige ved at styrke freden og værne om torve, byer og købmænd. Han var den første danske kongesøn, der vandt ridderværdigheden. Herefter kaldte han sig greve „af Guds nåde”. Carl blev i 1883 ophøjet til helgen.

Dronning Edel rejste nu med sin faderløse søn til Flandern. Oluf blev løsladt; ifølge Saxo blev han løskøbt af jyderne og erstattet som gidsel af broderen Niels.

Disse kontakter – på godt og ondt – imellem Svenssønnerne Knud, Oluf og, ifølge Saxo, Niels på den ene side og grevskabet Flandern på den anden, må vi huske, når den danske kongemagts politik i denne periode skal beskrives: næst efter Normandiet var Flandern det område i det nordlige Frankrig, som udviklede det mest effektive centralstyre. Kong Knuds svigerfader, grev Robert 1. med tilnavnet Friseren – han regerede også i Frisland – sluttede i 1071 fred med den franske konge Filip 1. efter at have tilføjet den kongelige hær et sviende nederlag. I de følgende 22 år var Robert ubestridt herre over Flandern. Han kontrollerede alle grevskabets borge og forbød stormændene at bygge egne borge. Særlig effektivt håndhævedes torve- og vejfreden, til gavn for de fremmede, som i reglen var købmænd. En øget, og efterhånden blomstrende handel blev resultatet heraf. Robert forsøgte at udvide sin autoritet til også at omfatte kirkens gods. Paven reagerede, og resultatet blev en konflikt, som grevens søn og efterfølger, Robert 2., hurtigt bakkede ud af.

Denne udvikling i Flandern er af interesse i et videre europæisk perspektiv. De flamske grever forstod at gøre sig uafhængige af den kongemagt, de før var undergivet, så de nu besad deres grevskab med en konges autoritet. Derfor kan netop Robert 2. i året 1111 forkynde en skærpet fredsordning for hele Flandern. Hans styrkede herredømme gør ham til håndhæver af fred og retfærdighed. Han udsteder på egen hånd dekreter og kræver dem overholdt under trussel om straf.

I dansk sammenhæng er det nærliggende at se den forudgående udvikling i Flandern som et forbillede for den danske konges fredshåndhævelse og magtudøvelse. Danmark er som Flandern geografisk overkommeligt og de personlige kontakter imellem de to fyrstehuse gør en efterligning sandsynlig.

I øvrigt blev Carl den Danske, søn af Knud den Hellige og Edel, greve af Flandern i 1119. Besynderligt er det, at han i 1127 led en martyrdød, som ganske ligner faderens.


Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Knud den Hellige (1080-86) i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307092