Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Hen (1076-80)

Oprindelig forfatter OFen

Sven Estridsens efterfølger blev hans ældste søn Harald, som af samtiden fik tilnavnet Hen, der betyder en blød sten. Ifølge Sven Aggesen refererer tilnavnet til Haralds „velvillige sindelags blødhed”. Da man kan undre sig over valget af en sten til at betegne noget blødt, kunne man dristes til at underforstå en ros til en konge, der kan kombinere disse egenskaber i sin politik.

Harald er født ca. 1040 og var 36 år, da Sven døde. Ifølge Sven Aggesen og Saxo samledes herefter en stor forsamling ved Isøre. Der må være tale om landenes høvdinger. Af Ælnods beretning fremgår det, at der har været konkurrence og valgkamp imellem Harald og hans få år yngre broder Knud – de to, der sammen havde deltaget i Asbjørn Jarls vikingetogt syv år før. Bondehøvdingerne har selvfølgelig på Isøre kunnet spille kandidaterne ud imod hinanden. Harald fik stemningen vendt til sin fordel og blev udpeget som konge, et valg, som landstingene siden bekræftede, fordi landenes høvdinger havde bestemt det.

 Bispe- eller abbedstav fra Sorø, ca. 1200. Til biskoppens værdighedstegn hørte hyrdestaven, der nævnes flere steder i Bibelen som hyrdens redskab til at beskytte og samle hjorden. Ved uddeling af velsignelsen holdt bispen staven i hånden, ellers blev den båret efter ham. Abbeder kunne med særlig tilladelse få lov til at føre hyrdestav.

Bispe- eller abbedstav fra Sorø, ca. 1200. Til biskoppens værdighedstegn hørte hyrdestaven, der nævnes flere steder i Bibelen som hyrdens redskab til at beskytte og samle hjorden. Ved uddeling af velsignelsen holdt bispen staven i hånden, ellers blev den båret efter ham. Abbeder kunne med særlig tilladelse få lov til at føre hyrdestav.

Nøje forbundet med Harald Hens kongevalg er ifølge kilderne Harald Hens såkaldte „love”, som dog rettelig bør kaldes hans løfter. Saxo, for hvem pro og contra er absolutte størrelser, holder med Knud, som, da Saxo skrev, var „den Hellige”. Harald er efter Saxos mening en slapsvans og et hængehoved, ikke mindst fordi han før kongevalget tilsagde folket love efter dets eget ønske. Heroverfor stilles Knud, der led martyrdøden for de dekreter, han udstedte, men som folket ikke ville vide af.

Annonce

Med Saxos oplysning om karakteren af Haralds love stemmer Ælnods beretning: Harald lover overholdelse af de love, som folket allerede havde valgt sig; det betyder stadfæstelse af bestående lov og ret. Kongens valgløfte går da ud på at respektere landets nedarvede lov og ret. Kongen bliver konge på betingelse af, at hverken nye regler eller regler fra et andet dansk eller fremmed land indføres i dette land. Den nye rigsenhed giver ikke kongen indflydelse på lov og ret. En engelsk krønikeskriver fra slutningen af 1100-tallet Radulfus Niger, som er ganske godt oplyst om danske forhold, skriver således: „Efter Sven blev Harald konge i Danmark; han stadfæstede lov og ret, som en anden Harald havde fastsat.” Hermed kan være tænkt på Harald Blåtand. Adam af Bremen, som Radulfus har læst, skrev, at Harald Blåtand fastsatte de love, som de nu har. Som den konge, der gjorde danerne kristne, har man dengang ment, at han skabte den lov og ret, landene siden efterlevede.

Harald Hen roses i Roskildekrøniken som en ypperlig mand og en allerretfærdigste styrer. Krøniken rummer dog kun ét eksempel på hans indsats: „Han befalede, at skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene, skulle være fælles.” Hvad baggrunden er for det, udover en håndhævelse af gældende ret, er ikke indlysende.

Hvor forsigtig man må være med at nære tillid til middelalderens historieskrivere illustreres håndfast af Saxos udsagn om, at Harald Hen i sine love afskaffede det gode, gamle vidnebevis til fordel for det skadelige edsbevis. Når vi nu ved, at kirken netop på Saxos tid overalt og generelt var i færd med at udbrede det vidnebevis som Bibelen foreskriver, på bekostning af det nedarvede bevis ved ed, så opnår Saxo ved sin beretning to ting: at vise, at Harald Hen også på dette punkt er en foragtelig konge i modsætning til efterfølgeren, helgenkongen Knud. Dernæst kan Saxo som den kirkens mand, han også er, fremstille det ideelle vidnebevis som den gode, gamle ret, som kun misbrug har fortrængt, og som her og nu skal genindføres. At reformere retten på denne snedige måde er gængs i europæisk – herunder dansk – middelalder. Hvad Harald Hen har gjort i forbindelse med sit kongevalg, er da alene at afgive løfte om at overholde de eksisterende love og velerhvervede rettigheder, kort sagt lov og ret.

Ifølge Saxo var kærlighed til religionen det eneste, hvorved Harald Hen udmærkede sig. Pave Gregor opfordrer i breve fra årene 1077-80 Harald til fromhed og til at fortsætte Sven Estridsens politik ved at værne og hædre kirken og at beskytte de fattige, de faderløse og enkerne. Paven udtrykker ønske om hyppigt at se sendebud fra kongen, som kan fortælle om ham og få instrukser med tilbage. I et pavebrev fra 1078 til den norske konge Olaf Kyrre udtrykkes samme ønske, og herudover oplyses det, at danerkongens brødre har søgt tilflugt hos kong Olaf. Paven har erfaret, at Harald Hens brødre har bedt Olaf om hjælp til at tvinge Harald til at dele riget med dem. Paven advarer Olaf Kyrre imod at hjælpe dem, der vil splitte det danske rige:

„I hvor høj grad dette tjener til rigets skade, til den kristne menigheds opløsning, til ødelæggelse af kirkerne, mod hvilke hedningerne i naboskabet uophørligt har grumme planer, og til hele jordens forødeise, derom belærer Eder selve sandheden, som er Kristus, i evangeliet, når han siger: hvert rige, som er kommet i splid med sig selv, lægges øde, og hus falder over hus.”

Mønt slået i Slagelse under Harald Hen. På mange mønter fra Sven Estridsens tid er indskriften forvirret og flere mangler kongens navn. Dette ændres under Harald Hen, som synes at have styrket det kongelige møntmonopol ved at begrænse antallet af mønttyper og møntsteder. På denne mønt står på forsiden HARALD RE(X).

Mønt slået i Slagelse under Harald Hen. På mange mønter fra Sven Estridsens tid er indskriften forvirret og flere mangler kongens navn. Dette ændres under Harald Hen, som synes at have styrket det kongelige møntmonopol ved at begrænse antallet af mønttyper og møntsteder. På denne mønt står på forsiden HARALD RE(X).

På møntens bagside står møntmesterens navn og sted: ATSOR I SLAH ( = Slagelse).

På møntens bagside står møntmesterens navn og sted: ATSOR I SLAH ( = Slagelse).

Paven advarer på det kraftigste den norske konge imod at understøtte planer, der kan føre til det danske riges sønderlemmelse. Omvendt pålægges det Olaf at foranledige, at Harald Hen ikke blot modtager sine brødre i riget, men også tildeler dem ledige godser og hæderfulde stillinger „på en sådan måde, at de hverken bliver trykket af en uværdig trang, eller at riget eller dets værdighed bliver rystet …”

Man tør vel konstatere, at Harald Hen i forholdet til sine mange brødre synes at demonstrere en handlekraft, som er ganske i strid med Saxos karakteristik af ham. Vigtigere er dog den omsorg for det danske riges beståen som en samlet enhed, der lyser ud af Gregor 7.s brev. Hverken indefra eller udefra må rigets integritet trues. Ligeledes indefra og udefra er det kirkens politik at opbygge og styrke et dansk rige, ikke blot i kampen imod hedningerne i naboskabet, men sandelig også i konfrontationen imellem paven og den tyske kongemagt. Derfor må kirken have ønsket at oprette en selvstændig nordisk eller dansk kirke. Dette ønske blev realiseret i 1104, da en nordisk kirkeprovins blev indstiftet. Udskydelsen må nok forklares med pavestolens manglende kendskab til de lokale forhold i Norden. Gentagne ønsker om, at sendebud fra Norden skal bringe besked om de herskende tilstande tyder herpå. Og hvad man hørte i Rom var ikke kun positivt: manglende respekt for præster og andre gejstlige, tilbøjelighed til at give præsterne skyld for vind og vejr og sygdomme. Også kvinder fik skyld for disse forhold og blev henrettet ifølge umenneskelig og barbarisk skik, som paven fordømte.

Sådanne bebrejdelser er undtagelser over for Harald, hvis „sejr og glorie”omtales i et pavebrev fra 1080. Hvem de besejrede var, siges ikke; muligvis kongens brødre, for hvem situationen atter ændredes ved kongens død samme år eller året efter.

Udover disse pavebreve viser møntfund, at Harald må have evnet at fastholde de økonomiske reformer, som synes indfort i slutningen af Sven Estridsens regeringstid (jf. Reformer): et kongeligt møntmonopol med den hjemlige, værdifaste og ensartede enhedspenning efter de bedste europæiske forbilleder. De fremmede mønter forsvinder fra fundene. De danske mønters gyldighedsperiode bestemmes af møntherren, dvs. kongen, inden for det område, som er kongeriget, og som samlet blev overtaget af Haralds yngre broder Knud.

De fire ældste af de fem Svenssønner regerede en efter en i kun 27 år i alt. Faren for rigets opdeling imellem flere konger drev over takket være den hurtige udskiftning. For kirken blev riget rammen om menigheden. Jesusordet om det splidagtige rige, som lægges øde, blev middelalderen igennem taget for pålydende. Det blev fast bestanddel af lærebøger for konger, der under navn af „kongespejl” blev meget udbredt i middelalderen. Hvis freden og retfærdigheden i riget trues, fortørnes Gud. Han sår had og fjendskab imellem de høvdinger, som styrer riget, der derefter går under.

I pavebrevet fra 1080 opfordres Harald Hen til efterligning af sin faders kongelige retfærd og dyder og til beskærmelse af kirken. Disse var de grundfæstede og evige værdier for en konge. Alt andet var forfængelighed og forgængelighed. Kun alt for sandt: umiddelbart efter døde Harald Hen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Harald Hen (1076-80) i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307091