Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sven Estridsen og kirken

Oprindelig forfatter OFen

Freden kom i allerhøjeste grad kirken til gode. Stifternes reorganisering er nævnt; den støttedes af kongeslægtens gaver, fra kongen og fra hans moder Estrid, som boede i Skåne. Ifølge Roskildekrøniken skænkede hun med kongens samtykke Roskildekirken 50 bol af sit skånske jordegods. Han selv gav jord til bispesæderne, og dødebogen fra Lund (Necrologium Lundense fra før 1123) omtaler Sven Magnus Estridsen som „den allerkristeligste konge, som gennemførte, at Danmark deltes i otte bispedømmer. Det var ham, som først begyndte at bygge kirken i Dalby.” Til kirken i Lund skænkede kongen 2 1/2 bol jord. Dalby Kirke blev af biskop Egino i Lund ændret til et augustinerkloster – nok det første kloster i Danmark. Egino kom fra Bremen ligesom roskildebispen Vilhelm, der virkede fra ca. 1057 til 1073. Han beskrives i Roskildekrøniken som „en stærk og tapper mand, heftig af sind, og i stand til at kue de mægtige ved sin blotte legemsstyrke og ved sin sjælsstyrke, og som ikke skånede nogen, når han var vred”. Dette stemmer for så vidt godt med Saxos beretning om, hvorledes bisp Vilhelm udstødte sin ven kong Sven fra Treenighedskirken i Roskilde. Baggrunden var, at kongen havde ladet et par oprørske stormænd dræbe i samme kirke. Først som angrende synder i bodsdragt foran kirkedøren fik kongen bispens tilgivelse. Desværre er også denne historie så meget ældre og så kendt i mange varianter om mange forskellige fyrster, at den er for god til at være sand.

Næsten alle kirker fra før 1050 var bygget af træ. Konstruktionen har været den enkle stavkirke med fritstående klokkestabel. „Kirker rejses alle vegne”, skriver Adam af Bremen ud fra sit kendskab til Danmark: 300 kirker i Skåne, 150 på Sjælland og 100 på Fyn. Måske slag på tasken, men det giver det rimelige tal af 6-10 kirker pr. herred. For Jylland oplyses intet tal; men en lignende tæthed giver mindst 500 kirker for Nørrejyllands vedkommende, i så fald har der ca. 1070 ligget en kirke på over halvdelen af de steder, vi i dag ser en kirke.

 Fundamentet til Sankt Stefans stenkirke i Lund fra ca. 1100, set fra vest. Forgængeren, en trækirke, røbes af tre stolpehuller forneden på billedet, dvs. vest for det yngre tårns fundament. Sankt Stefans trækirke er den fjerde trækirke fundet i Lund. Siden den blev påvist i 1980-81 har man fundet dele af yderligere tre hidtil ukendte trækirker i denne by, der var den kirkerigeste i Norden med efterhånden 27 kirker, heraf fem klosterkirker. Roskilde nåede „kun” op på 21 kirker.

Fundamentet til Sankt Stefans stenkirke i Lund fra ca. 1100, set fra vest. Forgængeren, en trækirke, røbes af tre stolpehuller forneden på billedet, dvs. vest for det yngre tårns fundament. Sankt Stefans trækirke er den fjerde trækirke fundet i Lund. Siden den blev påvist i 1980-81 har man fundet dele af yderligere tre hidtil ukendte trækirker i denne by, der var den kirkerigeste i Norden med efterhånden 27 kirker, heraf fem klosterkirker. Roskilde nåede „kun” op på 21 kirker.

Trækirkerne har i vort klima ikke haft nogen lang levetid. Arkæologiske undersøgelser har vist, at de ofte er blevet fornyet både en og to gange, men i løbet af 1100- og 1200-tallet blev de overalt afløst af stenkirker rundt om i kirkesognene. Om sogneinddelingens alder mener man, især på grundlag af navnestoffet, at den ikke er ældre end tidlig middelalder, og at den i helt udviklet form hænger sammen med indførelsen af tiende, hvis eksistens er sikker fra 1135, men som i nogle stifter kan gå nogle årtier længere tilbage.

Annonce

Den første stenkirke, vi hører om i Norden, er en Treenighedskirke, som kong Svens moder Estrid ca. 1035 lod opføre i Roskilde. Her var hendes mand Ulf Jarl blevet dræbt, og her lå han begravet i den trækirke, som Harald Blåtand havde ladet bygge. Estrids kirke afløste denne kirke. I den følgende tid bygges adskillige kirker af frådsten eller kildekalk, som forekommer i lejer flere steder i Danmark.

Til en sognekirke hører en sognepræst. Mens vi ud fra deres navne kan gætte på flere af biskoppernes – ofte angelsaksiske eller saksiske – herkomst, ved vi så godt som intet om, hvor de mange almindelige præster kom fra. Flertallet har vel været danske bondesønner, der i reglen havde gennemgået en uddannelse, som indbefattede læse- og skrivekunst samt latin. Hvad Adam af Bremen kalder en uskik, at der kræves betaling for kirkelige handlinger, viser, hvorledes præsterne fik deres underhold.

Om Sven Estridsen skriver Sven Aggesen, at bønderne kaldte ham „kongefaderen, fordi han var så rig på et såre talrigt kuld af sønner, af hvilke fem i rækkefølge efter hinanden strålede med det kongelige hovedbånd”. Ælnod siger om de mange sønner, at nogle af dem blev sat til studiet af den guddommelige videnskab, dvs. teologi, andre blev af kongen overgivet til stormænd, for at de kunne opdrages hver på sit sted. Adam fortæller om en datter, som hos Saxo hedder Sigrid, at hun blev gift med Gotskalk, fyrste hos de slaviske abodritter i Mecklenburg og en nidkær forkæmper for kristendommen. For en anden datter Ingrid aftaltes ægteskab med Harald Hårderådes søn, Olav Kyrre. Om en af Svens sønner, Magnus, oplyses hos Adam af Bremen, at kongen sendte ham til Rom for dér at blive indviet til konge; men desværre døde han på vejen. I et af pave Gregor 7.s breve til kong Sven fra 1075 meddeler paven, at han er rede til at tage en af kongens sønner i sin tjeneste og gøre ham til fyrste over et kættersk folk. Muligheden for en forbindelse imellem disse oplysninger synes at være til stede. Sikkert er imidlertid pavens tilbud et udtryk for pavestolens ønske om støtte fra kongen under pavens opgør med den tyske konge.

 Sven Estridsens og hans moders kranier. Gipsafstøbninger i Nationalmuseet. Efter at Knud den Store, Estrids halvbroder, i 1026 havde ladet hendes mand, Ulf Jarl, dræbe i Roskilde Domkirke, som var af træ, måtte kong Knud afstå store jordegodser til Estrid som mandebod, dvs. drabsbøde. Den skænkede hun til kirken, og det er hende, der lod opføre den første stenkirke i Roskilde til afløsning af den kirke, hvori hendes mand blev dræbt. Hun blev selv begravet i den nye kirke, og hendes kranium (th.) og ben viser en høj, statelig kvinde. Også hendes søn Sven Estridsen blev begravet i Roskilde Domkirke. Han har lignet sin moder ved at være høj og kraftig, men hans gang har efter et slag eller hug været haltende.

Sven Estridsens og hans moders kranier. Gipsafstøbninger i Nationalmuseet. Efter at Knud den Store, Estrids halvbroder, i 1026 havde ladet hendes mand, Ulf Jarl, dræbe i Roskilde Domkirke, som var af træ, måtte kong Knud afstå store jordegodser til Estrid som mandebod, dvs. drabsbøde. Den skænkede hun til kirken, og det er hende, der lod opføre den første stenkirke i Roskilde til afløsning af den kirke, hvori hendes mand blev dræbt. Hun blev selv begravet i den nye kirke, og hendes kranium (th.) og ben viser en høj, statelig kvinde. Også hendes søn Sven Estridsen blev begravet i Roskilde Domkirke. Han har lignet sin moder ved at være høj og kraftig, men hans gang har efter et slag eller hug været haltende.

I en norsk kongesaga berettes om et af Sven Estridsens mange nederlag under kampen om tronen, i søslaget 1062 ud for Hallands kyst. Med nød og næppe redder Sven sig i land med livet i behold. Han finder skjul i en bondes hus. Konen, der ikke kender kongen, spørger til kampens udfald, og da hun erfarer, at nordmændene har sejret, jamrer hun over, at rigets konge både var halt og fej. Den fremmede svarer: „Fej er han ikke; men sejr får han heller ikke.” Da Sven døde i 1076 blev han begravet i Roskilde Domkirke. I 1911 åbnede man graven og fandt et velbevaret skelet af en høj, kraftigt bygget mand. Ud fra kraniets udseende drog man dengang uhyrlige slutninger om mandens intelligens, beslutsomhed og handlekraft, slutninger, som f.eks. ville reducere kvinder til sinker på grund af deres mindre hjernevolumen. Men højre hofte og lårben viste, at kongen var halt.

Adam af Bremen er vor hjemmelsmand til Sven Estridsen og hans tid, som sætter et skel i danmarkshistorien. Han slutter sit værk således: „Se nu til det grusomme folkefærd danerne, nordmændene og sveerne, som – med den hellige Gregors ord – „ikke vidste andet end at skære tænder på barbarisk vis, men nu allerede kan istemme halleluja til Guds pris”. Se til det sørøverfolk, der fordum hærgede Galliens og Germaniens lande, således som vi har læst, men nu er tilfreds med sit eget område og siger med apostlen: 'Her have vi ikke en blivende stad, men vi søge en kommende'. Vildskaben er borte, sandhedens forkyndere vinder indpas overalt; afgudernes altre nedbrydes og kirker rejses alle vegne, og Kristi navn lovprises af alle i fællesskab.”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Sven Estridsen og kirken i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307088