Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tusindtallet og dommedag

Oprindelig forfatter OFen

At regne tiden i år er at følge naturens almanak. At lade tidsregningen begynde med Kristi fødsel udbredtes med kristendommen. I det skriftlige kildemateriale, som omhandler danske forhold, dukker dateringen „efter Herrens menneskevorden” op i tusindtallet. I vikingetiden har mange stadig på hedensk og gammel vis opfattet verden (veröld) som menneskets tid (verr) eller alder (öld). Med kristendommen indordnes mennesket i syv verdensaldre, der rækker fra skabelsen til dommedag. Den missionerende kirke har forkyndt, at perioden fra Kristi fødsel til hans genkomst var den sjette af verdensaldrene. Med dommedag indtræder den syvende og evige verdensalder svarende til den syvende af skabelsesberetningens ugedage.

I rækken af århundreder efter Kristi fødsel – eller som nogle foretrækker: efter „vor” tidsregning – fik år 1000 en magisk klang. Bibelens tale om et tusindårsrige knyttedes til Kristi genkomst og skærpede forventningerne blandt de kristne.

 Udsigt over Kalø Vig. Med vore dages tekniske udvikling ændres det landskab, som var skuepladsen for historien. Kun med omhu og i diset vejr kan fotografen eliminere kraftværker, højspændingsledninger, vindmølleparker, tv-sendemaster og alle andre spor af en driftig nutid.

Udsigt over Kalø Vig. Med vore dages tekniske udvikling ændres det landskab, som var skuepladsen for historien. Kun med omhu og i diset vejr kan fotografen eliminere kraftværker, højspændingsledninger, vindmølleparker, tv-sendemaster og alle andre spor af en driftig nutid.

Men tusindåret passerede, uden at Gudsriget blev til synlig virkelighed. Kristi opstandelse blev motiv for den kirkelige billedkunst; men man lagde vægten på de steder i Bibelen, der tilkendegiver uvished med hensyn til dagen og timen for Kristi genkomst.

Annonce

I den danske provins af kirken markerer tusindåret overgangen fra kristen mission til udbygning af kirkens organisation. Også på andre måder har tusindtallet sat skel: det står for overgangen fra forhistorisk til historisk tid i danmarkshistorien. Den forhistoriske tid mangler skriftlige kilder; de begynder først at rinde rigeligere i tusindtallet, som altså er indgangen til historisk tid: middelalderen.

Nu kunne man tro, at forhistorikerne udforsker fortiden på arkæologisk grundlag; mens historikerne lægger vægten på skriftlige kilder. At skellet ikke er så skarpt, turde være fremgået af forrige bind. Mange skriftlige kilder bidrager til beskrivelsen af især vikingetidens historie; men de er overvejende udenlandske: årbøger, breve osv. Til det lokale må såvel stednavne som runeindskrifter henregnes. Så vanskeligt det kan være at tolke stenenes tale i runer, så er disse med til at Kalkmaleri i Hvorslev Kirke syd for Randers. Kalkmalerier på kirkevæggene er vigtige historiske kilder. De ældste af dem viser næsten alle bibelske scener, men personerne er i middelalderlig klædedragt. Her ses englen forkynde Jesu fødsel for hyrderne på marken. Hermed var den sjette af verdensaldrene begyndt. Dommedag føltes nær. Billedet er blandt de første kalkmalerier i Danmark, måske malet så tidligt som o. 1125. nedbryde det skel imellem forhistorisk og historisk tid, som tidligere føltes som en barriere.

 Kalkmaleri i Hvorslev Kirke syd for Randers. Kalkmalerier på kirkevæggene er vigtige historiske kilder. De ældste af dem viser næsten alle bibelske scener, men personerne er i middelalderlig klædedragt. Her ses englen forkynde Jesu fødsel for hyrderne på marken. Hermed var den sjette af verdensaldrene begyndt. Dommedag føltes nær. Billedet er blandt de første kalkmalerier i Danmark, måske malet så tidligt som o. 1125.

Kalkmaleri i Hvorslev Kirke syd for Randers. Kalkmalerier på kirkevæggene er vigtige historiske kilder. De ældste af dem viser næsten alle bibelske scener, men personerne er i middelalderlig klædedragt. Her ses englen forkynde Jesu fødsel for hyrderne på marken. Hermed var den sjette af verdensaldrene begyndt. Dommedag føltes nær. Billedet er blandt de første kalkmalerier i Danmark, måske malet så tidligt som o. 1125.

Ret beset arbejder forhistorikeren og middelalderhistorikeren efter samme metode. En teori opstilles og forsøges bekræftet med de oplysninger, der kan udledes af kildematerialet, skriftligt og/eller ikke-skriftligt i videste forstand, lige til de naturgivne livsvilkår. Resultatet er ikke en sætning, som kan bevises i nogen logisk forstand; men en forklaring, hvis grad af sandsynlighed er afhængig af kildernes værdi.

Netop her kommer en forskel ind i forholdet mellem skriftlige og ikke-skriftlige kilder. Antallet af bevarede skriftlige kilder til Danmarks ældre middelalder er beskedent, og vi kan ikke håbe på fund af mange nye. Alt er kendt, alt er endevendt af historikerne – men dette er ikke ensbetydende med, at den faste bestand af kilder ikke kan aflokkes nye forklaringer. I kraft af nye og ændrede spørgsmål, nye synsvinkler, kombinationer og interesser forhindres den historiske viden i at størkne. Historien skrives løbende, ikke blot fordi i dag i morgen er blevet til i går, men også fordi fortidens historie forandrer sig ved de spørgsmål, vi stiller til den.

 Kristi Himmelfart forestiller dette kalkmaleri i Vilslev Kirke nord for Ribe. Kristi hoved og overkrop er allerede i himlen, kun fødderne ses under skyen. Omkring står de første medlemmer af den jordiske kirke: Maria og apostlene med de undrende ansigter vendt opad. Maleriet er fra ca. 1225.

Kristi Himmelfart forestiller dette kalkmaleri i Vilslev Kirke nord for Ribe. Kristi hoved og overkrop er allerede i himlen, kun fødderne ses under skyen. Omkring står de første medlemmer af den jordiske kirke: Maria og apostlene med de undrende ansigter vendt opad. Maleriet er fra ca. 1225.

De arkæologiske fund og de skriftlige kilder er forskellige kildetyper, som taler forskelligt sprog. Men de supplerer hinanden, så historieskriveren må kende begge sprog for at kunne give en dækkende tolkning.

De bevarede skriftlige kilder om danske forhold – udenlandske og især danske – tiltager støt i antal efter midten af tusindtallet. Men det er ikke historiens begyndelse. Hvor langt man kan nå uden hjælp af skriftlige kilder, turde fremgå af den forudgående behandling af det lange stræk fra istid til vikingetid. Men selv om de mennesker, der agerede på den forhistoriske scene, fra naturens hånd var kodet som vi, kan man sjældent skelne mennesket med dets personlige særpræg, sjæl, sind og karakter. Hertil kræves skriftlige kilder. Og selv om enkelte runeindskrifters personnavne kan identificeres som historiske personer, så er det anvendelsen af pen og pergament, der gør det muligt at give en mere sammenhængende fremstilling af enkeltpersoners rolle for den politiske, økonomiske og åndelige udvikling af det danske samfund fra den ældre middelalder og til i dag.

Tusindtallet markerer i danmarkshistorien skellet imellem vikingetid og middelalder. Har man sat et årstal på dette skel, har det i reglen været begyndelsesåret for denne fremstilling: 1050. Håndfaste forestillinger om punktum for én periode og påbegyndelse af en anden og ny periode ligger ingenlunde bag valget her af hverken 1050 eller slutterminen 1250. Ingen af disse årstal markerer opsigtsvækkende politiske begivenheder i danmarkshistorien. Ingen i samtiden har været i stand til at opfatte de gradvise ændringer i samfundsmønsteret, som har fået en sen eftertid til at trække en streg imellem vikingetid og tidlig middelalder. Middelaldermenneskene har pr. definition ikke kunnet opleve sig som sådanne. En middelalder, dvs. en mellemtid, kan ikke hedde sådan, førend den næste periode erkendes som dens afløser. Ganske vist kan noget, der ligner begrebet mellemtid, allerede findes hos kirkefaderen Augustin (353-430), men her brugt om ventetiden inden Kristi genkomst og tusindårets indtræden. Altså snarere den modsatte betydning end den, som skuffede kirkefolk måtte konstatere i Danmark omkring år 1050. Vi skal da også helt frem til slutningen af 1400-tallet, før vi træffer italienske filosoffer og filologer, der bruger ordet middelalder i betydningen perioden imellem den storladne, men forgåede oldtidskultur og dennes nylige genfødelse, som med et fremmedord hedder renæssance.

 Rester af stavbygget hus fra 1100-tallet, udgravet ved Viborg Søndersø i 1984. Vort kendskab til de materielle livsvilkår i tidlig middelalder bygger så godt som fuldstændigt på de arkæologiske fund. F.eks. fortæller ingen skriftlige kilder, hvor det ældste Viborg lå, ej heller hvorledes husene var opfort, og intet forlyder om eksistensen af handel og håndværk. Disse spørgsmål og mange andre vedrørende byers og landsbyers historie kan nu besvares af arkæologerne -for Viborgs vedkommende efter udgravninger ved søbredden i 1981-84 og i 2001.

Rester af stavbygget hus fra 1100-tallet, udgravet ved Viborg Søndersø i 1984. Vort kendskab til de materielle livsvilkår i tidlig middelalder bygger så godt som fuldstændigt på de arkæologiske fund. F.eks. fortæller ingen skriftlige kilder, hvor det ældste Viborg lå, ej heller hvorledes husene var opfort, og intet forlyder om eksistensen af handel og håndværk. Disse spørgsmål og mange andre vedrørende byers og landsbyers historie kan nu besvares af arkæologerne -for Viborgs vedkommende efter udgravninger ved søbredden i 1981-84 og i 2001.

Denne benævnelse forudsætter, at kendskabet til antikkens kultur var udslukt i middelalderen. Det er slet ikke tilfældet. Europæiske historikere har i de sidste årtier talt om indtil flere renæssancer i middelalderens løb. Kundskaben om oldtidskulturen sygnede aldrig helt hen, endsige døde. Man ikke blot bevarede den, man byggede videre på den og fortolkede dens litterære kilder i lyset af middelalderens forudsætninger og behov. At denne proces også fik virkninger for det danske samfund, skal i det følgende påvises på en række punkter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Tusindtallet og dommedag i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307068