Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De danske lande

Oprindelig forfatter OFen

De naturgivne forudsætninger, beliggenhed, klima og jordbund, bestemmer nogle grundvilkår for menneskers liv. At vilkårene har været omskiftelige er for længst fremgået. De store linier i udviklingen har kunnet følges; den relative kronologi – før og efter – har kunnet fastsættes; men selv om sikre og absolutte dateringer blev stedse hyppigere igennem jernalder og vikingetid, volder det stadig stor vanskelighed at give et øjebliksbillede af landenes udstrækning og udseende, klimatiske og andre naturgivne forhold, fordi ændringer på disse områder normalt sker over lange tidsrum.

Men netop lidt efter midten af tusindtallet er vi dog så heldige at have en samtidig beskrivelse af de danske landes udseende: magister Adam af Bremens værk om de hamburgske ærkebispers historie, som allerede har været og senere vil blive flittigt brugt som kilde til den politiske udvikling i Danmark, giver en geografisk skildring af de nordiske lande i fjerde og sidste bog af værket. „Danernes land er næsten helt og holdent udstykket i øer”, således begynder beskrivelsen.

 Vikingetidsøkse prydet med et kristent kors i det gennembrudte blad. Fundet i Midtjylland. Trosskiftet afspejledes i tidens kunst, hvor den kristne kirkes symbolverden vinder indpas, så f.eks. Thors hammer afløses af Kristi kors. Vikingetidens våben vendtes nu imod de vantro. Forbudet imod at slå ihjel gjaldt ikke i den retfærdige krig imod Kristi fjender.

Vikingetidsøkse prydet med et kristent kors i det gennembrudte blad. Fundet i Midtjylland. Trosskiftet afspejledes i tidens kunst, hvor den kristne kirkes symbolverden vinder indpas, så f.eks. Thors hammer afløses af Kristi kors. Vikingetidens våben vendtes nu imod de vantro. Forbudet imod at slå ihjel gjaldt ikke i den retfærdige krig imod Kristi fjender.

Danmarks første del er ifølge Adam og set fra Bremen Jylland. Det strækker sig tre dagsrejser mod nord, hvis man drejer af til Fyn. Den direkte vej fra Slesvig til Ålborg tager 5-7 dagsrejser i lige linie, hvad der svarer til fra ca. 45 til over 60 km pr. dag ad vore dages landeveje. Så hurtigt har det næppe kunnet gøres. Turen fra Slesvig til Viborg har med mindst besvær fulgt Hærvejen, som siden tidlig vikingetid var Jyllands hovedrute i retning syd-nord. Denne tur blev i middelalderen som regel tilbagelagt på syv dage, hvorfor en ekstra dagsrejse har været nødvendig for at nå Ålborg.

Annonce

Når Adam skriver, at danernes land næsten kun består af øer, synes det at være i strid med disse dagsrejser fra Elben til Ålborg. Jylland var og er det faste hovedland. Men middelalderens geografer brugte også betegnelsen ø (insula) om fast-landsstrækninger, der lå ved havet og var afgrænset af floder og fjorde. Adam skriver indledningsvis, at Danmark mod syd afgrænses ved floden Ejderen, så både Jylland til Limfjorden, og Vendsyssel bliver dermed til „øer”.

 Sandaflejring i Limfjorden. På luftfotoet ses, hvorledes en vestvendt kyst i Lovns Bredning opfanger den østgående sandtransport, så sandbunden tørlægges langt uden for middelalderens kystlinie.

Sandaflejring i Limfjorden. På luftfotoet ses, hvorledes en vestvendt kyst i Lovns Bredning opfanger den østgående sandtransport, så sandbunden tørlægges langt uden for middelalderens kystlinie.

Hertil kommer et andet træk: Adam er flere steder i tvivl om, hvorvidt et vand er en sø, flod eller fjord. Førend vi kalder mester Adam en middelmådig geograf med ringe kendskab til de faktiske forhold, må vi gøre os klart, at det danmarkskort, vi har i hovedet eller i lommekalenderen, på mange punkter afviger fra tusindtallets. Især derved, at der var meget mere vand; ikke blot i søer og sunde, som nu er mindre eller borte, men også i fjordene, som skar sig længere ind i landet end nu, og som derfor var sejlbare højere op i landet, end vi forestiller os – til fordel for sejladsen og til ulempe for trafik og transport til lands. Stednavne fortæller det: landsbyen Skibet ligger syv km vest for Vejle, Skibby 11 km vest for Århus; og fund af skibe og ankre på steder langt fra vand bekræfter det. At nutidens mindre åer og bække i middelalderen var vandrige strømme betød for vejnettet afhængighed af vadesteder og broer. Våde og sumpede strækninger var ufremkommelige.

Om Vendsyssel hedder det, at jordbunden er gold; landet er en ørkenlignende ødemark. Selve Jylland er skrækindjagende på grund af dybe skove og manglende afgrøde: det er knap dyrket nogetsteds og knap egnet til menneskelig bosættelse. Alligevel er der meget store byer, hvor havarme skærer sig ind i landet.

 Den jydske Hærvej i nærheden af Vojens (dvs. Odins Vi eller Helligdom). Navnet Hærvejen kendes først fra 1600-tallet, men vejen har eksisteret siden vikingetiden, og visse strækninger er endnu ældre. I sin fulde udstrækning forbandt Hærvejen Viborg og Slesvig, således at den gik igennem ni af de ti jydske sysler syd for Viborg. Andre navne på vejen eller på dele af den er Adelvejen, Oksevejen, Studevejen og Kongevejen.

Den jydske Hærvej i nærheden af Vojens (dvs. Odins Vi eller Helligdom). Navnet Hærvejen kendes først fra 1600-tallet, men vejen har eksisteret siden vikingetiden, og visse strækninger er endnu ældre. I sin fulde udstrækning forbandt Hærvejen Viborg og Slesvig, således at den gik igennem ni af de ti jydske sysler syd for Viborg. Andre navne på vejen eller på dele af den er Adelvejen, Oksevejen, Studevejen og Kongevejen.

Byerne gemmer vi; og hvad de danske skoves dybde angår, må vi nok betvivle, at Adam selv har rejst i ret mange af dem. Hans anliggende har nok været at udmale risikoen ved at rejse igennem skovene. Umiddelbart efter omtales sørøvernes angreb på de søfarende handelsfolk, så det er sikkert risikoen for stimænd i skovene, der ligger bag. Herudover kan Adams tale om de store dybe skove tages til indtægt for, at helt store skovrydninger ikke var foretaget i vikingetid, hvad man har ment, men først for alvor begyndte i 1100-tallet, med anlæggelsen af landsbyer, hvis navne ender på -by, -toft, -mark, -tved, -slet, -torp (-trup, -drup, -rup: 16-1700 i alt i det nuværende Danmark). De sidste ofte med et personnavn som forled og blandt dem adskillige kristne navne. Et øget folketals behov for mere dyrket jord må være gået i spand med, at et stigende behov for tømmer til bygning af skibe, huse, møller og, ikke at forglemme, kirker, krævede træfældning og skovrydning, så store sammenhængende skovområder kun overlevede i de tyndest befolkede egne, typisk grænseegnene imod fremmede folk. For Midt- og Vestjylland synes rydningerne at have forvoldt uoprettelige skader på de lette jorder.

 Første side i wienerhåndskriftet af krønikeskriveren Adam af Bremens historieværk. Mester Adam blev i 1066 af ærkebiskop Adalbert gjort til kannik og domskolelærer i Bremen. Her skrev han „De Hamburgske Ærkebispers Historie” i tre bøger, hvortil en geografiskhistorisk skildring af Norden blev føjet som den fjerde. I alt er bevaret 16 afskrifter af Adams værk, som han selv skrev efter Adalberts død i 1072, men før Sven Estridsens død i 1076. Dette stammer fra omkring år 1200.

Første side i wienerhåndskriftet af krønikeskriveren Adam af Bremens historieværk. Mester Adam blev i 1066 af ærkebiskop Adalbert gjort til kannik og domskolelærer i Bremen. Her skrev han „De Hamburgske Ærkebispers Historie” i tre bøger, hvortil en geografiskhistorisk skildring af Norden blev føjet som den fjerde. I alt er bevaret 16 afskrifter af Adams værk, som han selv skrev efter Adalberts død i 1072, men før Sven Estridsens død i 1076. Dette stammer fra omkring år 1200.

Generelt var klimaet i Norden gunstigt i perioden 950-1200: varmere end i vor tid og, især i tusindtallet, med milde vintre. Alligevel resulterede mindre regn, græssende husdyr og mere hugst i øget sandflugt og forringede dyrkningsmuligheder langs Vestkysten og dybt ind i baglandet, hvor lyngheden blev følgen. Gennemgribende virkninger for hele Limfjordsområdet fik det, at fjordens forbindelse med Vesterhavet sandede til; og det samme har nok samtidigt været tilfældet med den mulighed for sejlads, der sandsynligvis var til stede i vikingetiden fra Aggersborg mod nord ud i Jammerbugten. Men endnu Adam kan fortælle, at øerne Vendsyssel, Mors og Thy kun er skilt ved ringe mellemrum.

Danmarks øvrige lande – herunder Skåne – beskrives som frodige øer, rige på afgrøde. Fyn er ikke uanselig, Sjælland meget stor. Skåne er den smukkeste landsdel i Danmark: veludrustet med indbyggere, frugtbar på afgrøde og rig på varer, „og nu fuld af kirker”. Adam redegør for overfartsruter og -tider imellem landene og nævner de vigtigste byer. Han lader Skåne og Sverige være forbundet med en landtange med dybe skove og uvejsomme bjerge. På Holm (Bornholm) bor barbarer, som hedder Blekinger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: De danske lande i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307069